MUSIK // ANMELDELSE – Ny dansk reggae-udgivelse af aarhusianske Total Hip Replacement giver håb om genrens tilbagekomst til de sociale emner, der engang definerede den. Albummet Bliss er reggae med et jazzet og poppet twist, der tåler et større publikum end 50 siddende gæster.
Hvor kigger man hen i det danske musiklandskab, hvis man vil noget andet end populære metervarer og uinteressante døgnfluer? I øjeblikket kunne man søge mod Aarhus og opleve reggae-bandet Total Hip Replacement, hvis ikke lige koncertdanmark var nedlagt. Kan man leve med at lytte til dansk reggae på engelsk med et moderne og vedkommende udtryk hjemme i sin stue eller på farten, så har bandet netop udgivet deres andet album Bliss, der med lidt god vilje lykkes med at tilføre nyt til genren.
Total Hip Replacement holder godt fast i den tilbagelænede underklassemelankoli, der klæder genren så godt.
10 sange udnytter grundigt funk-potentialet i reggae med alle de mest effektive virkemidler for genren. Både blæsere og guitar og en effektiv synth underbygger en moderne vokal, der ikke er bange for effekt og kor og lidt drenget kækhed, og sammen med teksterne, som både gransker de indadvendte følelser og de mere samfundskritiske refleksioner om et overeffektivt system, har Total Hip Replacement overordnet set skabt et interessant og vellydende album.
For fyrre år siden i år udgav den britiske reggae-gruppe UB40 deres legendariske skråtopfinger til Thatcher-styret, albummet Signing Off, og den europæiske reggae fik sit magnum opus, og den sociale dimension i genren fik sit tag i den desillusionerede arbejderklasse. Siden er en del reggae blevet synonymt med tropisk løssluppenhed og ubekymret sommerfest, men Total Hip Replacement holder godt fast i den tilbagelænede underklassemelankoli, der klæder genren så godt. Aarhus-bandet, med hjælp fra et par håndfulde gæsteoptrædener, spiller måske ikke længere ind i en tid med lige så store sociale uretfærdigheder som deres genrefæller i 80’erne, men deres musik går de nødvendige skridt for også at være relevant i dag.
Hver eneste sang rykker godt i rygmuskulaturen, så man vugger let nydende frem og tilbage, mens man lytter.
Albummets åbner Rising Sun er fx under den tilsyneladende behagelige rytme og melodi en kras dystopi over menneskets passivitet i en brændende verden, ligesom pladens sidste sang Utopia reflekterer over kapitalismens tomme drømme i en ode til vores forfædre, der desværre ikke kunne købe hele verden.
Utopia, utopia, utopia
The age of wealth and plenty
Security, technology, makes life so free
But the dream feels empty
Mere personligt og melodramatisk bliver oplevelsen med teksterne i fx Lose Control, som også er en af albummet bedste, eller i Mother, hvor det næsten bliver lidt sentimentalt, men det er alligevel et stærkt budskab om alt det usagte moder og barn imellem.
Sammen med gode tekster og en tilhørende stærk vokal leverer Total Hip Replacement rent musikalsk et stykke sikkert arbejde, der måske ikke skriger langt væk af progressivitet og kompleksitet, men som til gengæld er ganske vellydende i sin udførsel. Blæserne er for det meste til stede for at underbygge melodistykkerne, men der bliver også plads til både saxofon- og trombonesoloer. Det er trommer, bas og guitar, der sammen med synthen lægger den vigtige rytme og puls, der kræves, for at man kan nyde reggae. Det lykkes helt klart på Bliss, hvor hver eneste sang rykker godt i rygmuskulaturen, så man vugger let nydende frem og tilbage, mens man lytter.
Total Hip Replacement har skabt et album med musik, der tåler at blive oplevet i deres studieversioner – noget som genren modsat ellers godt kan være plaget af. Reggae fungerer ofte bedst live – der hvor musikken ikke behøver at være poleret og mixet. Der hvor intensiteten er meget nemmere at bygge op, fordi du har et publikum, der gerne vil have, at det hele stikker lidt af.
Til trods for corona-restriktioner kan man opleve bandet på udvalgte spillesteder i den kommende tid, og selvom man nok må forberede sig på at sidde ned, så gør det nok ikke så meget. Musikken bærer det nemt!
Total Hip Replacement – Bliss, udkom fredag d. 9. oktober 2020
LÆS FLERE ANMELDELSER AF JACOB GJELSTRUP HER
Foto: Kasper Heden Andersen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her