30 nøgternt registrerende tweets fra et vælgermøde med Trump har sagt mig mere om, hvor dybt hadet til – og afmagten over for – ”de andre” stikker blandt Trumps vælgere, end nok så mange analyser og reportager fra den amerikanske valgkamp. Og for alvor skræmt mig ved tanken om, hvad det er for en udvikling, der er på vej. Ikke kun i USA, men i lige så høj grad i Europa.
Crowd chanting BUILD THAT WALL BUILD THAT WALL over operatic music.
I sidste uge tog den amerikanske journalist Jared Yates Sexton til valgmøde med Donald Trump i Greensboro, North Carolina. Han sendte 30 tweets fra mødet, hvor han nøgternt registrerede, hvad der skete omkring ham, og hvordan de fremmødte reagerede på det, Trump sagde fra scenen. F.eks. at tilhørerne rundt om ham råber ”Dræb dem alle sammen”, da Trump praler af, af han har udelukket Washington Post fra fremtidige valgmøder. Udelukkelsen skyldes Trumps utilfredshed med, hvordan avisen har dækket en retssag mod en af hans virksomheder, det nu lukkede Trump University.
Der er egentlig ikke meget nyt i de 30 tweets. Der er skrevet om det alt sammen hundredvis af gange, men det, der fik det til at synke så dybt ind hos mig, var den rå, nøgent registrerende stil – befriet for analyser og henvisninger til valgkampen uden for rummet om, hvem der nu har sagt hvad, og hvilken betydning det kan få for opbakningen til den ene og den anden kandidat.
Trump says not to hurt protestor, several chant HURT HIM HURT HIM
Borgerkrig i Europa?
Det får de politiske holdninger i denne del af befolkningen til at fremstå lige så rå og nøgne – befriet for analyser og forklaringer om, hvorfor de reagerer sådan: Frygten for fremtiden, globaliseringen og indvandringen. De enorme fremskridt mod ligeværdighed, LGBT-bevægelsen har oplevet de seneste 10 år. Sekulariseringen. Uvisheden om, hvordan de skal klare sig i morgen. Frihandelsaftalerne og frygten for, om der vil være et job at få i morgen, om et år, om 10 år. Angsten for moderniteten og globaliseringen. Og manglen på politikere, de føler forstår dem og tager deres problemer alvorligt.
Disse holdninger har altid været i en del af befolkningen – ikke mindst underklassen eller ”the white trash”, som den nedladende kaldes. Nu er disse holdninger ikke bare blevet meget mere synlige, hvad kommentarsporene på Facebook og de digitale medier dagligt minder os om. De er også blevet langt mere udbredte. Vi ser det i den massive opbakning til Trump. Vi ser det i opbakningen til de nye højrebevægelser i Europa (Alternative für Deutschland, Front National, Gyldent Daggry, Ukip, de mange højrenationale partier i Østeuropa), Putins popularitet i Rusland etc. Også Mellemøsten og den mellemøstlige diaspora er ramt af en omfattende, højrenational kamp mod modernitet og globalisering.
Rally ends. Crowd on way mumbling about immigrants. Vendors yelling HILLARY SUCKS BUT NOT LIKE MONICA. America. 2016.
Den mellemøstlige variant har indtil videre været betydeligt mere voldelig, men radikaliseringen går hurtigt i disse år blandt etniske vesteuropæere. Det så vi forleden med drabet i Storbritannien på Labour-politikeren Jo Cox, og det er ikke længere muligt helt at afvise tanken om EU’s sammenbrud fulgt af statskup og/eller borgerkrigslignende tilstande i en række lande. Måske endda regulær krig inden for de næste 10 år?
Sandheden er konkret
”Eliten” – både den politiske, erhvervsmæssige og intellektuelle – er tydeligt rådvild og uden brugbare løsningsforslag. Måske fordi man ikke kan løse et problem, man ikke forstår helt ned i dybden. Måske er en del af løsningen flere rå, nøgne, nøgternt registrerende reportager fra disse mange miljøer? Ikke som erstatning for reportager og analyser, men som supplement, for jeg vil ikke undvære de gode – og vigtige – analyser, f.eks. her på POV. Men måske skal bare nogle få af de mange journalister, der er baseret i Washington, flytte ud i en trailerpark i West Virginia, bo der en måned og skrive daglige, nøgne og nøgternt registrerende reportager om beboernes kamp for at overleve? Måske skal europæiske journalister gøre noget tilsvarende? Måske var det fordi, Yahya Hassan gjorde netop det, at hans digte blev solgt i 100.000 eksemplarer?
Sandheden er altid konkret.
Billedtekst: Pegida-demonstration mod indvandring. Deltagerne beder også om støtte fra Rusland og beder USA om at forlade Tyskland. Foto: Wikimedia Commons.
Hvis du kan lide det, jeg skriver, kan ud støtte det ved at donere et beløb. Stort eller lille, det bestemmer du. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 2074 6844.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her