KOMMENTAR – I et debatoplæg i Politikken lørdag d. 8. september, skriver konsulent Tage Søndergaard Kristensen, at vi skal ”standse vrøvlet om stress”, fordi det slet ikke er så stort et problem som det bliver fremstillet. Erhvervspsykolog og stressekspert Pernille Rasmussen, der nævnes som en af de der ”vrøvler”, tager her til genmæle og argumenterer for, at stress virkelig er et problem.
I Tage Søndergaard Kristensens debatoplæg kritiseres enkelte tal og undersøgelser, og det er selvfølgelig et problem, hvis en undersøgelse eller tal viser sig at være forkerte. Jeg mener imidlertid også, at man skal være varsom med at fremføre visse tal og undersøgelser – og udelade andre – så de passer til ens egen pointe.
Jeg mener ikke, at vi kan bruge få eventuelle fejl i formidlingen af stressproblematikken som argument for, at vi slet ikke har et problem med stress i Danmark. En række tal og virkelighedens verden, så at sige, viser nemlig, at der ér et problem med stress og at dette problem er i stigning.
Virkelighedens verden
Jeg har i 15 år arbejdet med stress hver eneste dag – dvs. med forskning på Bispebjerg Hospital, hundredevis af klientforløb, over 1000 foredrag og kurser på danske arbejdspladser, bogskrivning af fire bøger, interviews til medier og med at udvide mit firma Grow People med to erhvervspsykologer pga. stigende travlhed.
Det, jeg selv og et bredt spektrum af mine kollegaer i branchen beretter om, er en stor og stigende efterspørgsel på hjælp til stress. Det gælder både fra enkeltpersoner og virksomheder.
Dertil kan nævnes: Forsikringsselskaber har haft stor stigning i antallet af kunder, der har brug for psykologhjælp til stress. Kommuner er begyndt at tilbyde hjælp til stressramte. Danskerne har i stigende grad søvnproblemer (hvilke ofte er stressrelatere).
I Den Nationale Sundhedsprofil, 2017, lyder første sætning i afsnittet om stress: ”Stress udgør et stigende folkesundhedsproblem…” Er det helt forkert?
Virksomheder, der ikke tidligere har haft stressrelateret sygefravær, er begyndt at få det.
Forskellige platforme og medier beretter, at de mest læste artikler er dem om stress. Konferencer rundt om i landet med stress trækker hundredevis af deltagere hver gang. Mange trivselsundersøgelser på arbejdspladser viser, at medarbejdere føler sig stressede. Og jeg kunne blive ved.
Desuden har regeringen nedsat et såkaldt stresspanel, der skal komme med løsninger på, hvordan stress bliver et mindre problem i samfundet. At man så kan diskutere sammensætningen af den gruppe, er en anden sag.
For 10 år siden ville jeg arbejde med stress, men der var ingen stillinger til psykologer med det fokus, derfor startede jeg min egen virksomhed. I dag er en lang række psykologer ansat indenfor stressområdet både i offentligt og privat regi, hvilket også siger noget om udviklingen på området.
Ovenstående eksempler mener jeg, må være et udtryk for, at der er et problem med stress i Danmark.
Stress i Danmark
Det er korrekt, at stress er blevet en bred betegnelse for forskelige problemstillinger så som ”ondt i livet” og mistrivsel, men uagtet hvad folk kalder deres tilstand, er der et stort antal danskere, der har det skidt psykisk – med de store konsekvenser det har for deres helbred, livskvalitet, familie, økonomi, arbejdsplads og for samfundsøkonomien.
I Den Nationale Sundhedsprofil, 2017, lyder første sætning i afsnittet om stress: ”Stress udgør et stigende folkesundhedsproblem…” Er det helt forkert, hvad eksperterne bag denne rapport konkluderer, og dermed hvad Sundhedsstyrelsen udgiver? Det tror, og håber, jeg ikke.
Hvis vi eksempelvis skal opretholde velfærdsstaten, skal der være nogen til at gøre det fremover. Disse kræfter – nærmere betegnet de unge mennesker – har det lige nu skidt pga. stress
I debatindlægget i Politiken nævnes også, at vi har det godt i Danmark sammenlignet med andre lande, bl.a. på grund af vores SU-system, og fordi vi fx har udviklende arbejde og godt samarbejde.
Det er sandt, at der er en række positive ting i vores uddannelsessystem og arbejdsliv i dag, men disse faktorer udelukker imidlertid ikke, at vi kan blive stressede. Vi kan således også score højt på jobtilfredshed (som også nævnes i indlægget) og samtidig være stressede.
Skribenten bag debatindlægget mener også, at vi ikke skal fokusere på os selv, men på børn og børnebørn. Det vil jeg mene kommer an på, hvor i livet man er. Desuden ved vi, at har forældrene det skidt, går det ud over børnene. Derfor gælder det her, ligesom i flyet med beskeden om iltmasken, at det er nødvendigt, at du selv kan trække vejret, før du kan hjælpe andre. Forskning i self-compassion viser imidlertid også det samme. Så det er ikke egoistisk men altruistisk at gøre en indsats for selv at have det godt.
Men lad os alligevel slutte af med et kig ud i fremtiden og på de næste generationer.
Hvis vi eksempelvis skal opretholde velfærdsstaten, skal der være nogen til at gøre det fremover.
Disse kræfter – nærmere betegnet de unge mennesker – har det lige nu skidt pga. stress. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil er det 40,5% af de 16-24-årige kvinder og 23,4 % af mændene, der oplever et højt stressniveau.
Hvis vi bare nogenlunde kan regne med deres besvarelser, så mener jeg – stadigvæk – at der ikke bare er god grund til bekymring, men god grund til at gøre en indsats på alle de niveauer vi kan for at forebygge og bekæmpe stress.
Foto: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her