
ALDER // TANKER – Jeg er en kliché, og min alder er en kliché, og i denne weekend fylder jeg 50. Skrækken for alderen og tallet er også en kliché. Jeg sidder i saksen med fletningerne i klichépostkassen, offer for en grusom practical joke benævnt tid.
Der er intet originalt ved at fylde 50; det er tværtimod inderlig banalt. Jeg er gentagelsen af utallige gentagelser.
I dag købte jeg en ny tandbørste, en blød en, fordi en af de klichéprægede tilstande, den klichébelastede 50-årsalder fører med sig, er, at tandkødet ikke længere reagerer efter hensigten, når jeg forsøger at holde forfaldet på afstand ved at børste til.
Jeg er ikke en knokkelkvinde under mulde endnu. Men dødningegrinet er på vej. Det burde ikke komme bag på mig, for det er kun en gentagelse
I stedet for at blive sundere og stærkere trækker kødet sig forskrækket tilbage, måske i skam over sin egen fremadskridende skrøbelighed, og blotter de bare knogler indenunder, præmaturt. Jeg er ikke en knokkelkvinde under mulde endnu. Men dødningegrinet er på vej. Det burde ikke komme bag på mig, for det er kun en gentagelse.
Ikke desto mindre går jeg fra i dag over til, i stedet for at køre løs som jeg plejer, at give det håndsky tandkød to daglige omgange blid, medfølende og bæredygtig massage med en bambustandbørste fra et svensk firma, der hedder Humble Brush. Det er også en kliché. Som om det skulle nytte noget.
Tandkødet blotter knoglerne, måske er det i virkeligheden i trods? Ha, alderen er da ingenting, se, her er mit skelet, hvidt og solidt, slagfast! Det skal nok holde, lyver det.
Resten af kroppen har, ansigt til ansigt med det uafvendelige, en anden strategi, som ikke er mindre trodsig. Den har travlt med at polstre sig mod den mindste antydning af det underliggende skelet, som åbenbart alligevel ikke er så slagfast. Fedtlaget vokser, også det i skræk.
Blidt, blødt og bestemt afviser kroppen ethvert forsøg på foryngende spægelse, her hjælper hverken yogaen, planken eller kålsuppen. Det stramme ungdomshylster har trukket sig definitivt ind i fortiden
Mit legeme er en eftergivende pude, en airbag af kød, alle slag preller af. Blidt, blødt og bestemt afviser kroppen ethvert forsøg på foryngende spægelse, her hjælper hverken yogaen, planken eller kålsuppen. Det stramme ungdomshylster har trukket sig definitivt ind i fortiden.
Den ene kropsstrategi er lige så håbløs som den anden. Det går kun én vej.
Men så hovedet da? Livsvisdommen? Er det ikke tilstrækkelig kompensation for den maratonform, man aldrig havde, hvis nu man skal være ærlig?
Kroppen har alligevel altid stået i vejen, besværlig og egenrådig som den er, nu bliver jeg endelig fri, ren ånd. Mere erfaren, mere vidende, mere overbærende, mere forstående, mere indsigtsfuld. En vis gammel dame. En klog kone.
En heks.
Jeg har ladet mig fortælle, at hedeture føles som at blive brændt på bålet, hvilket på en syg måde giver mening. Det bliver et nej tak herfra. Så ren en ånd ønsker jeg mig trods alt ikke, at jeg er parat til at lade dens hylster svide sort, så ræk mig venligst hormonplastret, extra large, tak.
Visdommen må vente.
I mellemtiden forråder kroppen mig, en langsom opvarmning til det endelige svigt. Efter at have brugt det meste af livet på at forbinde hoved og krop, et mislykket forsøg på at forsone to uforsonlige parter, endte jeg med at tage parti for kroppen, og det var en befrielse. Og så viser det sig nu, at jeg har satset på den forkerte hest? Hvor ironisk.
Kroppen er ligesom kærligheden, så er den der, så er den der ikke, det svin.
Tallet giver mig tics. Ku’ jeg måske simpelthen bypasse det, kalde det ”midt i livet”? Hej, jeg hedder Nanna, jeg er midt i livet. Det gør de mest optimistiske.
Det er også en kliché, endda en af de virkelig skrækindjagende af slagsen, og ikke spor optimistisk, når det kommer til stykket. Ingen kender jo sin dødsdag og derfor heller ikke den dag, hvor livets midte falder, hvor vippen begynder at tippe ned i støvet på den anden side.
Fra at have bevæget sig længere og længere væk fra det intet, som var dagen før ens fødsel, længere og længere ind i livet, bevæger man sig nu ud af det, tilbage mod et nyt intet, eller er det det samme? – længere og længere baglæns til det intet, der var før, og som kommer efter.
Hvis det så bare var baglæns. Det er det ikke – blikket er rettet frem, man ser det LIGE I ØJNENE.
Måske er der kun én løsning, og det er at overgive sig til klichéen. Hvis vi alle sammen er gentagelser, og forfaldet og døden det mest banale af det banale, giver det jo ikke mening at søge efter mening
Det gode ved den ukendte og ukendelige livsmidtedag (lad os kalde den Schrödingers Dag) er til gengæld, at man i princippet kan lægge sin midtlivskrise, når det passer en. Når man er død, og klichepolitiet kommer efter en og siger: Du lagde den alt for SENT, eller: Du lagde den alt for TIDLIGT, kan man være ligeglad. Bøden er betalt.
Måske er der kun én løsning, og det er at overgive sig til klichéen. Hvis vi alle sammen er gentagelser, og forfaldet og døden det mest banale af det banale, giver det jo ikke mening at søge efter mening.
Jeg nupper en meningsløs kliché og giver den gas – eller to.
Den første er at udskamme sit sortsyn og magtesløse skuffelse som en navlepillende, umoden egokrise:
Man er vel ikke teenager mere. Kriser er for selvoptagede, uerfarne ikke-voksne (medmindre man ”vokser af dem”, forstås). 50 – så er man rigtig voksen, ikke længere optaget af selvransagelsesmasturbation og vildfarelse i indre blindgyder, men vendt udad mod livets store mysterium.
Hovedet ud af egen røv, humble, ydmyg, ligesom som den samvittighedsfuldt indkøbte tandbørste, taknemmelig, afklaret. På tryg afstand skuende ud over den kæmpende menneskehed – især de yngre eksemplarer, som der bliver flere og flere af, satans også – med fred i blikket og et lille ironisk smil på læben, lykkelig for lidt. Spise æbler med lommekniv i solen, som Gnags sang i Når jeg bliver gammel.
Niks, not working. Bag det fredfyldte blik og den forlorne fordringsløshed er der ikke andet end hastværk og krig og længsel, ligesom der altid har været, og lommekniven er ikke til at skære æbler med, som der i øvrigt er orm i. Ligesom der snart er det i mig.
Børnene er store, skilsmissen gik godt, pengene er flere, tid til tirsdagsbranderter og intense venskaber og kunst og kjoler-der-fremhæver-dine-fortrin og Tinder og glidecreme og uha, så så man lige mig lege cougar
Så den anden kliché, da?
Den lover også godt. Fuck gyngestolen i kakkelovnskrogen og den eftertænksomme havudsigt, frem med de store armbevægelser. Stolt og fri og larger-than-life! Æde løs af alt det gode. Børnene er store, skilsmissen gik godt, pengene er flere, tid til tirsdagsbranderter og intense venskaber og kunst og kjoler-der-fremhæver-dine-fortrin og Tinder og glidecreme og uha, så så man lige mig lege cougar.
Det var en dejlig kliché, det skal den have. Men tirsdagsbranderterne slår betydelig hårdere end for bare få år siden, og den unge elsker finder hurtigt en – nå ja – yngre model. Det havde jeg også selv gjort, så peace.
Klichéer er som lokkende sirener på et klippeskær, de ser så pæne ud og lyder så godt, men nedenunder de pastelfarvede fiskeskæl er de nogle sadistiske sataner. Det er grundstødningen, de er ude på, og snart ligger man der i bølgerne, omgivet af vragdele, og famler blindt med fingrene i strømmen som fucking tang, mens dagen rykker tættere på.
Dagen, hvor man – nej, jeg – fylder 50.
Det er bare et tal, siger de. Det er ingen alder, siger de. Det er den bedste alder, siger de. Bare vent, siger de. Det er meget værre at fylde 60, dit utaknemmelige skarn, så LUK RØVEN!
Og de har ret. Det ér bare et tal. Et grusomt, forfærdeligt, skrækindjagende monster af et tal.
Illustration: https://vimeo.com/112984131
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.