transperson, LGBT

Jeg er transperson – hvad betyder det for dig?

i LGTB+/Debat af
LGBT+ // KOMMENTAR – Rei N. M. Mansa er nonbinær AFAB transperson og overvejende transmaskulin, men hvorfor provokerer hens kønsidentitet provokerer mange og så meget, at de kaster sig ud i lange debatter med voldsomme og sprogligt aggressive angreb? Rei N.M. Mansa forklarer, hvorfor hen bare vil have lov til at være sig selv.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg kan blive helt forpustet over alle de personer, der synes, de skal have en – ofte ret aggressiv og højlydt – holdning til, hvorvidt det er OK, jeg eksisterer som … mig.

Hvem er jeg så?

Hvem er dette “mig”, der får så mange til at have en holdning?

Nonbinær AFAB transperson

Jeg er: nonbinær AFAB transperson, overvejende transmaskulin. Oversat betyder dette – i mit tilfælde, transpersoner er jo ikke ens – følgende:

Nonbinær: fordi jeg ikke er et af de binære køn, dvs. hverken mand eller kvinde, men tøffer lidt rundt imellem køn og kønsudtryk, både i hovedet og i kroppen. Jeg føler mig ikke spor tilpas ved at kalde mig “mand” eller “kvinde”. Når man omtaler mig, er det med stedordene “hen” (kønsneutralt) eller “han”.

AFAB: Assigned Female At Birth, dvs. da jeg ploppede ud af min mor, råbte personalet “Det er en pige”, men de kunne jo så ikke vide, at det var forkert, når traditionen foreskrev, at man kiggede på kønsorganerne og bedømte kønnet ud fra dem. Sommetider bedrager skinnet.

Transperson: jeg er transkønnet, hvilket betyder, at mit køn ikke er i overensstemmelse med det, de råbte på fødestuen dengang. Havde det derimod passet fint, så ville jeg have været ciskønnet. Majoriteten af jordens befolkning er ciskønnede.

Transmaskulin: i mit tilfælde betyder det, at jeg ændrer min krop i mere maskulin retning. Jeg har fået fjernet mine bryster og får testosteron, der stille og roligt giver mig en mere maskulin krop, som jeg føler mig meget mere tilpas i end den feminine.

Jeg respekterer, selv om jeg ikke forstår

Så fik vi det på plads. Jeg er klar over, at en del af dette er nye begreber for mange. Transkønnethed eller non-binaritet er ikke nødvendigvis noget, de fleste selv har erfaringer med, og derfor kan det være svært at forstå. Men det betyder ikke, at man ikke kan respektere det.

“Transkønnethed eller non-binaritet er ikke nødvendigvis noget, de fleste selv har erfaring med, og derfor kan det være svært at forstå. Men det betyder ikke, at man ikke kan respektere det”, skriver Rei N. M. Mansa. Foto: Nancy Dowd, Pixabay

Der er også masser af familieformer, måder at leve på og traditioner, som jeg ikke fatter en bjælde af.

Men så længe det ikke gør skade på nogen, og fungerer for de involverede, så respekterer jeg det. Hvorfor skulle jeg gøre andet?

Jeg har aldrig modtaget mit medlemsbevis til “LGBT+ kulten” eller mit eksemplar af “Trans Agendaen”, men de er sikkert på vej i posten. Jeg venter tålmodigt – any day now!

Men det er så her, det åbenbart går galt for nogen. Der er en del – og en del af dem højlydte – der ikke synes, de skal respektere transpersoners køn, valg og liv.

Misforstå mig ret, vi skal kunne debattere. Vi skal kunne tale om vores bekymringer, tanker og meninger på tværs, men det er mig en gåde, hvorfor så mange medier elsker at bringe artikler om transpersoner, men sjældent af os.

Transpersoner er ikke en kult eller en ideologi

Rigtig mange af disse artikler er skrevet af nogen, der ikke synes, det er særlig fedt, at vi eksisterer som dem, vi er. Måske er tanken, at man skal bringe “alle synspunkter” i denne “debat” (jeg synes egentlig ikke, det er så fedt, at jeg skal være til debat), men burde der så ikke være et indlæg fra en transperson for hver gang, en cisperson udtaler sig om os?

Således er der skrevet spalte op og ned om, hvad den ene og den anden mener om os. Det være sig for transpersoner eller imod. Indrømmet, de råber endnu højere i udlandet, men de sniger sig også ind herhjemme, stille og roligt.

For åbenbart er det fuldstændig acceptabelt at være “imod” transpersoner, som om det var en kultisk ideologi. Jeg har godt nok aldrig modtaget mit medlemsbevis til “LGBT+ kulten” eller mit eksemplar af “Trans Agendaen”, men de er sikkert på vej i posten. Jeg venter tålmodigt – any day now!

Har jeg bedt om din mening?

Tilbage på sporet: Hvorfor har så mange af jer så umådelig travlt med at have en mening om vores liv, vores køn? Kommentarsporene, selv hos Information og selv efter en livsbekræftende, positiv leder, er en mudderpøl af giftighed og modstand, dog med lidt positive indspark her og der.

Vi gøres til såkaldt satire, men bliver grinet af, ikke med, og så er det vist noget med, at det ‘bare’ er mobning?

Overvejende er kommentarerne og de mere giftige indspark fra folk, der mener, vi har en eller anden form for knald i låget, burde tie stille og lade være med at “være så aggressive”, og ikke burde belemre andre med vores utålelige, konstante krav om f.eks. at blive omtalt med rette stedord.

Jeg har ikke brug for din tilladelse til at eksistere. Jeg ved, jeg har ret til at være her, nøjagtig ligesom dig, og jeg insisterer på at eksistere

En del kommentarer går også på, hvorvidt f.eks. Elliot Page stadig kan kaldes lesbisk, nu hvor han er kommet ud som transperson.

Men undskyld mig, angår det dig? Er det virkelig så vigtigt for dig at vide – lige nu, lige her? Måske du bare skulle lade ham og hans partner være i fred (som de har bedt om), for de skylder egentlig ikke dig at oplyse, hvad de kalder deres seksuelle konstellation?

Artikler, kommentarer, debatindlæg… så mange skrevet af cispersoner, en del af dem har sandsynligvis ikke engang familie eller venner, der er transpersoner (i hvert fald ikke hvad de ved af). Måske det ville være rart for os at tale for os selv sommetider? At blive hørt og set?

Rei N. M. Mansa har et ret klart budskab. Eget foto

Når folk hele tiden taler om dig og ikke med dig og ikke lader dig have din egen stemme, så fratages du din integritet. Du gøres tavs og usynlig. Du bliver et objekt.

For hver gang, der kommer endnu et indspark om transkønnede, nogen der har en mening om os/for os/mod os, så gøres det lidt mere legitimt at se os som nogen, man bare kan tale hen over hovedet på og træffe beslutninger på vegne af.

Og så ender vi der, hvor det anses for helt OK at mene, vi nok i virkeligheden ikke burde eksistere, eller at vores rettigheder som minimum burde begrænses. Det bliver OK ikke at respektere os, at fejlkønne os og debattere, hvorvidt vi nu er det, vi er.

Giv transpersoner fred til at eksistere

Måske er det for meget at kræve, at vi har en stemme, at vi får lov at tale for os selv, også selv om det er vores liv, det drejer sig om. Men hvad så med, om alle jer, der synes I skal have en holdning til os, lod os være i fred?

Langt de fleste, jeg kender, som er transpersoner, homoseksuelle, biseksuelle, interkønnede, aseksuelle, queers, og hvad vi ellers har under LGBT+ paraplyen, vil faktisk helst bare leve i fred.

Næste gang, du finder det belejligt at have en – eventuelt højlydt – holdning til transpersoner, så overvej lige, om det egentlig er nødvendigt at smide den mening i hovedet på os

Jeg vil gerne leve mit stille, rolige liv med mit job som laborant, mit kærlige forhold til min partner, min knap så kvikke kat og alle de andre små ting, der giver mit liv værdi.

Jeg har ikke brug for at vide, om du har en holdning til, at jeg får hormoner, eller at jeg har pailletter og glimmer på i dag, ligner “en lille bøsserøv” eller er “unaturlig”. Faktisk har jeg ikke engang brug for, at du siger, “ah, du er trans? Jamen, det er da også helt i orden”, for jeg har ikke brug for din tilladelse til at eksistere.

Jeg ved, jeg har ret til at være her, nøjagtig ligesom dig, og jeg insisterer på at eksistere.

Tak for ordet

Så næste gang, du finder det belejligt at have en – eventuelt højlydt – holdning til transpersoner, så overvej lige, om det egentlig er nødvendigt at smide den mening i hovedet på os. Og hvis du er en af dem, der har magt til at få bragt ting i avisen eller andre medier, så vær en god allieret, og lad os transpersoner selv tale i stedet for at tale om os.

Og derudover… så lad os egentlig bare være i fred. Lad os leve vores stille liv, også selv om det ikke lige passer med den måde, du ville leve dit liv på.

Det var faktisk bare det. Tak for at lade mig have en stemme.

Ah, og hvis du har tænkt dig at larme i kommentarsporet her? Be my guest. Jeg læser det ikke alligevel. Et af de bedste råd, min seje psykolog gav mig, dengang jeg frekventerede hende var:

“Læs aldrig kommentarsporene”.


LÆS TIDLIGERE INDLÆG AF REI N. M. MANSA HER


Topfoto: Tumisu, Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Rei Mansa, født 1981, laborant, nonbinær transperson & queer. Lever et almindeligt, stille liv i rækkehus i Taastrup med sin partner og sin kat, og er generelt dødtræt af at folk elsker at tale OM transpersoner, men aldrig MED dem for at lade dem selv komme til orde. Derfor har hen valgt at tage FIU Ligestillings LGBT+ Meningsdanner uddannelse, som er et middel til at give hens stemme liv i debatten.

Seneste artikler om LGTB+