nanna børn institution system

Jeg er Nanna. Ingen børn skal gennemleve det helvede, jeg var igennem

i Bøger/Børn & unge af
SVIGT I SOCIALSYSTEMET // BOGUDDRAG – “Jeg er Nanna” er en rystende beretning om en barndom med vold og drab i familien og en opvækst som nomade i et grådigt og inkompetent dansk socialsystem, der gang på gang svigter Nanna og hendes søstre ved at negligere de sårbare børns behov og mistrivsel. Selv da Nanna fortæller, at hun blev udsat for mishandling og seksuelt misbrug, mødes hun af mistro og ligegyldighed. Hvor TV-dokumentaren “Anbragt i helvede” gav et indblik i Nannas opvækst og det omfattende sagsforløb med kommunen og plejefamilien, børnene boede hos, fortæller Nanna nu i samarbejde med forfatter Birgitte Vestermark hele historien – for at komme fri af den og for at forandre systemet, der gør børn fortræd. POV har fået lov til at bringe et uddrag.

Prolog

Den 26. december 2014 ophørte Randa Nail Abu Hassna med at eksistere. Det var en iskold dag, hvor temperaturen for en gangs skyld slet ikke nåede over frysepunktet. En bleg sol strålede ned over landet, men havde ikke tilstrækkelig styrke til at varme noget som helst op.

Der var ikke meget dramatik over unge Randa Nail Abu Hassnas forsvinden. Politiet blev ikke involveret, ingen søgte efter hende på landets skadestuer og hospitaler eller efterlyste hende via Interpol. Denne statsløse palæstinensiske pige, der havde kostet de danske skatteborgere adskillige millioner kroner i anbringelser, sagsbehandlertimer, retssager og erstatning, gled ud af de offentlige registre med et klik og et flueben: En mail landede i min e-Boks, og et sygesikringsbevis fandt vej til min daværende kærestes postkasse.

Der stod Nanna Hansen præget på det. Jeg lod fingrene løbe hen over de ophøjede bogstaver og mærkede en jublende fornemmelse brede sig i hele kroppen.

Nanna.

Navnet Nanna var kommet til mig nogle år tidligere. En dag stak jeg sammen med nogle andre anbragte unge af til Odense for at se, om der skete noget spændende. Vi gik rundt i gågaden for at spotte, om der var noget i butikkerne, der var værd at stjæle.

Jeg vidste også, at bare en kilometer herfra boede den mand, der igennem flere år havde begået overgreb imod mig. Det var frygtindgydende tæt på

Mens vi gik rundt og gloede, var der pludselig en kvinde, der stoppede op og kaldte på sin lille datter. Pigen hed Nanna. Og da kvinden råbte ”Nanna”, svarede jeg ”ja”. Jeg ved ikke hvorfor, det føltes bare meget naturligt. De andre grinede og syntes, det var sjovt, at jeg reagerede på hendes kald, men det var her, navnet Nanna første gang satte sig fast i min bevidsthed.

Nu stod det på mit spritnye sygesikringsbevis. Efter Nanna stod der ”Hansen”.

Mere dansk kunne det ikke blive. Nu var jeg bare en af mange – en Nanna blandt andre Nannaer. Endelig. Endelig passede jeg ind. Og ikke nok med det – jeg ville også blive væsentlig sværere at opspore. Lettelsen skyllede ind over mig, og frygten, som havde fulgt mig i flere år nu, opløstes og forsvandt lige så langsomt. Måske kunne jeg omsider føle mig bare en anelse tryggere. Måske var det nu slut med at forsøge at løbe fra fortiden. Fra nutiden. Fra mig selv.

Jeg lagde sygesikringsbeviset i min pung. Det her var begyndelsen til en ny epoke. Et nyt liv. Randa Hassna var for evigt fortid. En fortid, jeg lukkede døren til.

Først adskillige år senere fandt jeg omsider styrken i mig selv til at åbne døren lidt på klem. Men med en fortid som min er det ikke noget, der kan lade sig gøre. Så snart jeg trykkede håndtaget ned og lod en sprække af mørket komme til syne, blæste døren op, og fortidens spøgelser sprang frem fra deres gemmer. De tumlede mig i møde, maste sig ud gennem døråbningen og krævede en stemme. Der findes ingen halve løsninger i mit liv. Jeg var nødt til at gå all-in.

1. Flytningen

Så snart jeg fik øje på flagene foran planteskolen, vidste jeg, hvor jeg var. De stod der, tre på række og lyste skingrende grønt imod mig, muntert blafrende i den lette sommerbrise. En velkomsthilsen fra helvede.

Den mørkeblå Ford Transit drejede ind på gårdspladsen, og det mørke grus knasede under dækkene, mens den gled ind mellem de lave hvide bygninger, svingede let til højre og standsede.

Jeg så mig omkring. På en gang nysgerrig og beklemt. Bag mig og på begge sider af mig omkransede en trelænget bygning gårdspladsen. Og lige foran mig rejste et toetagers hovedhus sig. Bygningerne var gamle, men det var tydeligt, at de var blevet renoveret for nylig. Murene var blændende hvide og skinnede om kap med hovedhusets glaserede, sorte tegltag.

Hvor slemt det ville blive, havde jeg dog ikke fantasi til at forestille mig, da jeg den eftermiddag vendte tilbage fra min springtur

Den mandlige pædagog, der sad på forsædet ved siden af føreren, drejede sig let i sædet og så på mig.

“Det er så Tystoftegård,” sagde han. “Det er her, du skal bo.” Min første tanke var: Det kan de ikke mene, men jeg vidste jo, at det kunne de godt – og at det netop var det, de gjorde.

Jeg vidste også, at bare en kilometer herfra boede den mand, der igennem flere år havde begået overgreb imod mig. Det var frygtindgydende tæt på. Så snart jeg gik uden for gårdspladsen, risikerede jeg at møde ham. Det kunne ske tilfældigt i det lokale supermarked, ved busstoppestedet eller et hvilket som helst sted i nærheden.

Her kunne jeg ikke blive.

“Tag dine ting med, så skal jeg vise dig dit værelse.” Pædagogens stemme trængte ganske svagt igennem til mig, som om nogen havde stoppet vat i hans mund for at dæmpe lyden.

nanna børn institution system
Nanna Hansen ønsker at forandre det system, der svigtede hende og hendes søstre. Foto: DR1

Jeg samlede min skuldertaske op fra bagsædet og slog døren op. Satte den ene støvleklædte fod ud på gårdspladsens sorte grus. Lod den anden følge efter. Gjorde, hvad der forventedes af mig. Ikke tænke. Ikke på i morgen, ikke på noget som helst. Bare fokusere på at tilbagelægge strækningen fra bilen hen til den brede stentrappe, som førte op mod hoveddøren. Det er slet ikke sikkert, jeg møder ham. Sandsynligvis ved han slet ikke, at jeg er her. Hvis bare jeg klarer turen op til hoveddøren, kan jeg blive i huset og aldrig stikke hovedet udenfor igen. Det skal nok gå. En fod ad gangen. Gruset knasede under mine såler.

Hovedhuset havde to indgangsdøre. En i midten og en til venstre for midterdøren. Vi tog den venstre og gik op ad en bred stentrappe. Lige inden for hoveddøren førte en ludbehandlet trætrappe op til første sal. Der hang en kemisk lugt af maling mellem de kridhvide vægge. Trappen endte på en lille repos, der førte ind til et kæmpemæssigt hvidmalet værelse med et loft, der var åbent til kip, fritlagte hanebjælker og bærestolper, der ligesom delte rummet i tre på tværs. Til venstre for mig, i den forreste tredjedel, stod en halvandenmandsseng skubbet op mod væggen, omgivet af lave reoler.

Jeg vred og vendte mig i forsøget på at vriste mig ud af deres jerngreb. Jeg begyndte at hyperventilere. Snot og tårer flød fra mit ansigt. I al min tid på institutionen havde jeg ikke været udsat for en eneste fastholdelse

“Du kan pakke dine ting ud derovre”, sagde pædagogen og pegede. Jeg gik ind og stillede poserne med mine få ejendele.

Han gik længere ind og over i den modsatte side af rummet, hvor der – halvt skjult bag en stolpe – stod en smallere seng. Han stillede sin taske og begyndte at tømme den.

Jeg stirrede vredt på hans ryg og hadede ham af hele mit hjerte.

Fire uger tidligere var han og hans kollega sammen med en ung kvinde ankommet til den institution, jeg boede på. Jeg var stukket af – igen. Denne gang til Holbæk, men Maria, som var min kontaktperson og yndlingspædagog, havde ringet til mig for at få mig til at komme hjem.

Slagelse kommune var omsider gået med til at flytte mig fra institutionen til et sted, der passede bedre til mig, havde hun sagt. Et sted, hvor jeg ville kunne udvikle mig og få et normalt liv. Et sted, hvor der var plads til, at jeg kunne få min egen hest og fortsætte med at ride. Derfor kom jeg tilbage og mødte de tre fremmede pædagoger. Og faktisk glædede jeg mig, selv om jeg også var beklemt. Især ved tanken om at skulle sige farvel til Maria.

Hvor slemt det ville blive, havde jeg dog ikke fantasi til at forestille mig, da jeg den eftermiddag vendte tilbage fra min springtur.

“Nå, der er du,” var det første, den fremmede pædagog sagde, da han fik øje på mig. Jeg skævede skeptisk til ham og hans to kollegaer. De stod i gangen lige inden for døren i den institution, hvor jeg boede. Ingen af dem gjorde mine til at præsentere sig.

“Gå op og pak dine sager sammen. Du kommer med os,” tilføjede han i et bydende tonefald. Jeg så på ham. Han var høj og bredskuldret og så ikke særlig venlig ud. Ansigtet var lukket, og han havde et bistert drag om munden. Kollegaen var lige så lidt tillidsvækkende. De lignede snarere udsmidere på en klub end socialpædagoger.

Jeg slappede af. Mine spændte nakkemuskler løsnede sig, og skuldrene gled ned på plads. Falsk alarm. Heldigvis. Men jeg kunne ikke klare at have en voksen mand så tæt på mig. Det kunne jeg bare ikke

Jeg brød mig instinktivt ikke om ham, og min lyst til at forlade den velkendte institution styrtdykkede på stedet.

“Jeg skal ingen steder.” Kulden i min stemme var ikke til at tage fejl af. Han skal fandeme ikke kommandere med mig, tænkte jeg og sendte ham et foragteligt blik.

“Du går op og pakker, gør du, og det er lige med det samme.” Pædagogen greb fat i min overarm og forsøgte at tvinge mig op ad trappen. Jeg sparkede ham over skinnebenet, kradsede ham på armen og prøvede at bide ham i hånden for at få ham til at slippe sit greb, men lige lidt hjalp det.

Hans makker kom ham til undsætning, og pludselig lå jeg på gulvet med de to pædagoger oven på mig. De vred mine arme stramt om på ryggen, og jeg mærkede et knæ i rygsøjlen, der pressede mig nedad mod det kolde klinkegulv. Det var vanskeligt at trække vejret i den stilling, og panikken rullede ind over mig.

“Hjælp mig, Maria, hjælp mig,” skreg jeg desperat. Tårerne vældede frem i mine øjne, og jeg vred og vendte mig i forsøget på at vriste mig ud af deres jerngreb. Jeg begyndte at hyperventilere. Snot og tårer flød fra mit ansigt. I al min tid på institutionen havde jeg ikke været udsat for en eneste fastholdelse. Det havde ikke været nødvendigt, for jeg gik ikke fysisk amok. Ja, jeg blev vred og råbte skældsord efter folk, men jeg var ikke til fare for hverken mig selv eller andre.

“Er det virkelig nødvendigt?” spurgte Maria chokeret. ”Pigen er jo bare nervøs over at skulle flytte fra alt det, hun kender.”

De to mandlige pædagoger svarede ikke. Maria knælede. Hun strøg mig beroligede over håret, mens de to mænd fortsatte med at presse mig ned mod klinkegulvet.

“Det går hurtigere, hvis du tager det roligt,” sagde kvinden, der var ankommet sammen med dem.

Fordi Jasmin er syg, har det altid været mit ansvar at passe på mine søstre, og det var også det sidste løfte, min mor afkrævede mig, den dag hun blev dræbt

Men jeg kunne ikke tage det roligt. Jeg kunne knap nok få vejret, og jeg var fuldkommen panisk. Hjælpeløs i ordets egentlige forstand. Mens Maria forsøgte at tale mig til ro med sin velkendte ru stemme, mærkede jeg plastikstrips blive presset sammen om mine håndled, og de to mænd hev mig op.

“Pakker du hendes ting sammen, Michella”, spurgte den ene, inden de slæbte mig ud til en ventende bil og kylede mig ind på bagsædet. Jeg hulkede, så jeg næsten ikke kunne få vejret.

Få minutter efter var jeg på vej væk fra institutionen, fra Maria, fra Ringsted og fra alt det, jeg havde kendt i de sidste fire år af mit liv. På vej mod et sommerhus på Møn. Med tre mennesker, som jeg ikke kendte, og som jeg ikke følte ville mig noget godt.

“Du kan lige så godt droppe tanken om at stikke af. Det kommer ikke til at ske, for vi holder opsyn med dig konstant,” sagde hende, de kaldte Michella. Hende hadede jeg også. Sydsjælland fór forbi i et tågeslør af tårer, men med hænderne bundet på ryggen havde jeg ikke en chance for at tørre dem bort.

Vi var i sommerhuset i fire uger, inden de fandt Tystoftegård, og de overvågede mig faktisk døgnet rundt, som om jeg var en farlig forbryder eller var til fare for mig selv eller andre. I virkeligheden var jeg bare en dybt vred og ulykkelig 14-årig, der bar på en grufuld hemmelighed.

Jeg var nødt til at flygte, stikke af fra det her sted og løbe så langt væk, jeg kunne. Væk fra minderne, væk fra mareridtene og væk fra mig selv

Og nu var jeg så her på Tystoftegård.

Jeg lå i mørket og stirrede op mod de fritskrabede hanebjælker, der kun lige kunne anes i skyggerne. Månens blege lys trængte ind gennem de tre vinduer i gavlen. De hang på række – det ene over det andet, og jeg lå, så jeg kunne kigge ud ad dem. Det føltes rart. Befriende, med udsyn til en uendelig himmelhvælving og myriader af små og store stjerner, nogle klare og skarpt aftegnet mod nattehimlen, andre mere udflydende eller så svage, at de knap kunne anes.

Jeg udvalgte mig en kraftigt lysende stjerne, der lå lidt for sig selv. Forestillede mig, at det var min mor, der vågede over mig fra sin plads i himlen. Et lille lysglimt i et uendeligt mørke.

Få meter borte vendte pædagogen sig i sin seng. Den knagede under hans vægt. Jeg stivnede og stirrede ind i skyggerne, hvor månens stråler ikke kunne nå. Var han ved at stå op? Ville han komme over til mig?

Jeg spidsede ører for at følge hans mindste bevægelse, for at være forberedt på hvad som helst. Han puslede lidt mere mellem sengetøjet, så blev hans åndedræt langsomt tungere og mere regelmæssigt. Jeg slappede af. Mine spændte nakkemuskler løsnede sig, og skuldrene gled ned på plads. Falsk alarm. Heldigvis. Men jeg kunne ikke klare at have en voksen mand så tæt på mig. Det kunne jeg bare ikke.

Jeg var nødt til at flygte, stikke af fra det her sted og løbe så langt væk, jeg kunne. Væk fra minderne, væk fra mareridtene og væk fra mig selv. Men hvordan skulle jeg kunne gøre det, når jeg var mandsopdækket 24 timer i døgnet?

2. Løftet

Så langt tilbage jeg kan huske, har mit liv været kaotisk og utrygt.

Jeg er den næstældste af fire palæstinensiske søstre, der blev sendt i familiepleje, efter at vores far slog vores mor ihjel.

I årene inden havde vi været hyppige gæster på københavnske krisecentre, når min fars temperament løb af med ham. Min ældste søster, Jasmin, har været hjerneskadet, siden hun blev ramt i hovedet af en tekande, som min far kastede efter min mor. Jeg kan huske, at jeg sad på gulvet og holdt hende i hånden, mens min mor fik puffet min far ud af lejligheden. Jasmins hånd var helt kold i min, og mens vi ventede på ambulancen, lovede jeg igen og igen mig selv, at jeg altid ville gøre, hvad der blev sagt, hvis bare hun overlevede.

Mens hun var indlagt på hospitalet, opdagede lægerne, at hun led af Williams syndrom, som er en medfødt kromosomfejl. Folk, der har den, er udviklingshæmmede, men har et relativt godt sprog og er meget snakkesalige. Det er Jasmin ikke. Indtil min mor døde, tror jeg kun, jeg hørte hende sige fem ord, og jeg er overbevist om, at hendes tilstand blev forværret af at få den tekande i hovedet.

Et midaldrende ægtepar, som hed Gunnar og Lise, var interesserede og tilbød at tage imod os alle fire. De boede på en lille gård med deres to halvstore sønner

Fordi Jasmin er syg, har det altid været mit ansvar at passe på mine søstre, og det var også det sidste løfte, min mor afkrævede mig, den dag hun blev dræbt.

Hun vidste, hvad der ventede hende, fordi hun havde ladet sig skille fra en mand, som var psykisk ustabil og voldelig, og derfor bad hun mig udtrykkeligt om at passe på de tre andre. Det lovede jeg – fem år gammel – med øjne, der var mørke og runde af alvor og iført en spritny, orange kjole, som jeg længe havde ønsket mig, men som min mor tidligere havde sagt, var alt for dyr til, at hun havde råd til den.

Den dag fik jeg den. Og den dag mistede jeg min mor og det liv, jeg indtil da havde kendt. Hvis bare jeg havde kunnet bytte tilbage, havde jeg gjort det. Tusind gange. Hvor har jeg ofte tænkt, at jeg med glæde ville undvære den orange kjole, hvis bare jeg kunne få min mor igen. Men det kan man selvfølgelig ikke.

De næste 17 måneder efter vores mors død tilbragte vi på børnehjemmet Frederiksholm, der ligger i Københavns Sydhavn. De oprettede en særlig enhed, der udelukkende havde til opgave at tage sig af os fire piger. Det var en dyr løsning, som kommunen ikke ville blive ved med at poste penge i. Derfor gik de på jagt efter en plejefamilie til os. Et midaldrende ægtepar, som hed Gunnar og Lise, var interesserede og tilbød at tage imod os alle fire. De boede på en lille gård med deres to halvstore sønner i landsbyen Magleby lidt uden for Skælskør.

nanna børn institution system


Nanna Hansen & Birgitte Vestermark: “Jeg er Nanna. Gemt væk og svigtet af det danske system”, 2021. Forlag: Grønningen 1. Er udkommet.


LÆS FLERE TEKSTER I POV AF BIRGITTE VESTERMARK HER


Topillustration: Nanna Hansen ønsker at ændre socialsystemet, så ingen børn svigtes. Foto: DR1

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt kvalitetsmedie, der publicerer journalistik i form af nyhedsanalyser, anmeldelser, klummer, essays, debatindlæg samt kurateret borgerjournalistik indenfor især samfunds-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Bøger