Steffen Jacobsen

“Detox” af Steffen Jacobsen – krimiforfatter i ukendt land

i Bøger/Psykologi af
ANMELDELSE // BØGER – “Steffen Jacobsens fortællesprog er kontant. Han forsøger ikke at være sofistikeret. Han har en svaghed for billedsprog, som til tider er lyrisk og vellykket, især i naturbeskrivelser om lokalitetens fjord og plantage. Andre steder bruger han metaforer, jeg ikke opfatter som givtige eller relevante. Jeg sidder midt i bogen og tænker, gid de virkede som en nøgle til persongalleriet. Jeg tror, jeg efterlyser en mere litterær aha-oplevelse.” Isabella Miehe-Renard anmelder “Detox” af Steffen Jacobsen, som hun dog finder sympatisk. Hun mener nemlig, at bogen håndterer et vigtigt tema.

Jeg har åbenbart ein Ding med krimiforfattere, der skifter spor. Jeg er ikke den store krimifan. Det skulle så lige være Edgar Allan Poe, Patricia Highsmith eller John le Carré, hvis jeg skal snige mig med på vognen.

Sidstnævnte, Carré (æret være hans minde!), er forfatteren til denne bog blevet sammenlignet med i udlandet, ifølge forlaget. Steffen Jacobsen debuterede i 2008, og sidenhen er der kommet skub i karrieren som spændingsforfatter. Han er meget populær, meget produktiv; den nye bog her er nr. 17.
I øvrigt er han dr. med. i ortopædisk kirurgi, så det er ikke en retsmediciner, der øser ud af sin drabs-portfolio.

Allerede i kapitel 3, antydes det, at der er flere historier fra fortiden, som må udforskes. Ikke blodige mord, men alligevel…

Men denne gang er der absolut ikke tale om en knaldroman. Ambitionen er en anden, så krimiforfatteren skifter spor. Tidligere har han, udover krimi-serier, skrevet en debatbog og erindringer fra sit liv i sundhedsvæsenet (“Hvis de lige vil sidde helt stille, frue.”) Nu er det mørket, det indre mørke, der skal få os ind i bogen og muligvis ud igen. Det mørke, sindet kan blive spundet ind i, når ens verden braser sammen.

Sammenbrud, familietraumer og misbrug

Det sker for hovedpersonen Anne i romanen “Detox”. Hun er 29 år og har isoleret sig i forældrenes sommerhus uden for Aalborg ved Limfjorden. Umiddelbart med god grund. Hendes elskede søster er for nylig død af brystkræft. Hendes mor har overlevet samme sygdom men fået bortopereret sit ene bryst. Faren har to uger forinden begået selvmord. Hængt sig i sommerhushavens gamle blommetræ. Og Anne er gravid med en gift elsker.

Steffen Jacobsen har lige som jeg, kan jeg læse mig til i interviews, lidt af depressioner og nedture

Velkommen til sammenbrud, familietraumer og misbrug. Anne trækker forsigtigt vejret ved hjælp af farens skattede samling af tegneseriehæfter og husets fortællinger og minder om barndommen. Hendes mor, Christina, og storebroren Snorre, kommer op to dage for at rydde reoler og skuffer for farens efterladte ting. De forstår ikke, hvorfor hun vil blive der alene. De ved ikke, hvor langt nede hun er, det lyver hun om, de ved heller ikke, at hun er gravid ved en tilfældighed. Det usagte, alt det ufortalte, er en del af familiens mønster.

Stemmen

Selv ved Anne ikke, hvor Stemmen kommer fra. En pludselig indre mandestemme ingen andre kan høre. Den er “nederdrægtig og kompromisløs i sin ringeagt. Som en stemme der transmitterer fra Helvede.” Pludselig er det eneste middel for at modstå denne Stemmes dominans hendes afdøde fars overraskende store medicindepot i toiletskabet og sprutflaskerne i husets kælder. Hun indtager hans nervepiller, sovepiller og antipsykotisk dæmpende medicin.

“Du er ingenting, kan ingenting. Du føler jo ingenting.” Hun begynder at få hallucinationer, hvor hendes øjne lyser op i hvide flammer i spejlet.  Stemmen kommenterer bebrejdende: “Du føler ingenting.’” Hun frygter for også at blive ramt af kræft, hvortil stemmen gentager: “Den kommer jo til dig en dag.” I desperation stikker hun en stegegaffel fra sommerhusets køkkenskuffe hårdt ind i armen. Det føles smertefuldt, men drukner de andre hæslige følelser.

Steffen Jacobsen

Hendes karriere som fløjtenist i et symfoniorkester er gået skævt. Hun er bevidst om, at hun er middelmådig, kompetent men konventionel og aldrig bliver solist. Der er ikke meget håb tilbage. Hun tager en smuttur til København, drikker (pga abstinenser) whisky og pastis og supplerer med piller, hvorefter hun går ned på Langebro og kaster sin indtil nu livsvigtige blokfløjte ud.

Noget larmer her

Det ville jeg måske også gøre. Men i den tilstand kan jeg ikke forestille mig næste morgen at cykle til Nørrebros in-cafe Sebastopol og spise en Croque Madame. Lige så lidt som jeg ville tage i SATS og cykle og gennemføre to dobbelttimer. Det gør Anne. Og her har vi (eller jeg) problemet.

Steffen Jacobsen har lige som jeg, kan jeg læse mig til i interviews, lidt af depressioner og nedture. Om han har kunnet mande sig op til at hyggespise alene på cafeer eller frekventere træningscentre, skal jeg ikke kunne sige. Men sorg, skizofrene stemmer, alkohol og piller er meget sjældent et befordrende scenarie. Ikke ifølge mine egne erfaringer, hvor sort har betydet, at jeg kun kunne forestille mig – med en bizar lettelse ved tanken – at gå endnu mere… i sort. Udråbstegn!

Få dage inden aktiviteten kunne Anne ikke tage et bad, børste tænder, spise eller tale i telefon. Modgang gør stærk, siger man. Men i den sætning ligger ordet “efter” implicit. Sjældent midt i nedturen.

Forbandelsen der førte ham til selvmordet, beskrevet i teksten som ”et rum uden udgang.” Intet kan beskrive tilstanden og manglen på livsmod mere præcist end følelsen af at befinde sig så rædselsfuldt et sted som i et rum uden udgang. Tak for det

Samtidig forvirres jeg af denne Anne’s karaktertegning. Det nævnes, at hun på sin smuttur husker at købe Neskaffe og efter utallige opkastninger spiser indkøbt “græsk yoghurt med mandler og honning og croissant.”

Noget larmer her. Jeg oplever – midt i min loyalitet overfor et lidende menneske – en upræcis karaktertegning. Ord som “sky enspænder” bliver nævnt flere gange i teksten. Men hendes velbeskrevne tankestrømme i mødet med andre er faktisk kække og nærmest rapkæftede. Efter et selvmordsforsøg i fjorden, hvor en nabo får hende ind til land, står hun op svimmel men uden at falde om, mens han laver te. “Alene det fortjener et fakkeloptog”, når hun at tænke.

Det larmer, det er umusikalsk, oplever jeg som ellers nysgerrig læser og “Anne-følger”. Om en kvinde i livskrise, der kun drømmer om at selvmedicinere sig til bevidstløshed. Et andet eksempel, der handler om hendes højt savnede søster, der elskede at ride: “Det var dengang, hun havde sadlet sin motherfucking lortekrikke op”.

Det kan måske skyldes en bitter kynisme the situation considered. Men jeg studser.

Hvorfor anmelder jeg denne roman?

Steffen Jacobsens fortællesprog er kontant. Han forsøger ikke at være sofistikeret. Han har en svaghed for billedsprog, som til tider er lyrisk og vellykket, især i naturbeskrivelser om lokalitetens fjord og plantage. Andre steder bruger han metaforer, jeg ikke opfatter som givtige eller relevante. Jeg sidder midt i bogen og tænker, gid de virkede som en nøgle til persongalleriet. Jeg tror, jeg efterlyser en mere litterær aha-oplevelse.

Hvorfor anmelder jeg denne roman? Hvorfor bruge ord på den, hvis jeg ikke bryder mig om den.
Svaret er kort: jeg bryder mig om den. Den er sympatisk. Og temaet er vigtigt for mig.

Plottet, for vi ser her en krimiforfatters plot, fortættes til sidst. Anne finder et skjult foto, damen på fotoet er en lokal kvinde, der kaldes “havheksen”. Hvorfor er fotoet klistret under farens skrivebord? Hvorfor tog han sig i flere år af en ung heroin-junkie og prostitueret, der ikke så ud til at få en fremtid?

Allerede i kapitel 3, antydes det, at der er flere historier fra fortiden, som må udforskes. Ikke blodige mord, men alligevel…

Forløsning til sidst

Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs for at virke respektløs i mit resume af romanen. Det interessante er nemlig, at den bliver bedre, mere vellykket i dialogen og scenerne op til slutningen. Indlevelsen i morens, brorens og vigtigst nok, Annes rædsel, vrede og sidenhen accept af begivenhederne, bliver fortalt overbevisende. Forløsende.

Pludselig får jeg som læser lov til at føle, at jeg er til stede ved det gamle køkkenbord i sommerhuset, hvor tabuer ellers har spøgt. Tiltrængte afsløringer er der nok af i familien Frederiksen-Lindblad. Hendes mor forklarer siger under familiemødet: “Jeg ved godt, jeg var utilstrækkelig. Jeg ved det… Det var svært at opføre mig naturligt. Det var det bare.” Og den beskyttende bror, der hader at sige, hvordan tingene er, holder vejret og mærker sig selv for første gang i lettelsen over, at tabuerne endelig bliver talt om.

nu hvor jeg finder min positive vinkel på romanen frem, må jeg ikke glemme at fremhæve et godt fortalt knald på en togtur… Det er bogstaveligt talt og fortalt en provins-fortælling næsten på højde med Erica Jongs legendariske gnidningsløse knald i “Luft under vingerne”

Og nu hvor jeg finder min positive vinkel på romanen frem, må jeg ikke glemme at fremhæve et godt fortalt knald på en togtur, hvor Anne er ude i tovene og midt i en seksuelt hyperaktiv fase. Det er bogstaveligt talt og fortalt en provins-fortælling næsten på højde med Erica Jongs legendariske gnidningsløse knald i “Luft under vingerne”. En hudløs beskrivelse af “The zipless fuck” mellem to desperate fremmede, der uden ord spiser hinandens kroppe på toilettet mellem Aalborg og Randers station.

Et rum uden udgang

Et andet højdepunkt for mig personligt, er farens efterladte selvmordsbrev. Han skriver, at han ikke længere kunne leve med (en skjult) psykisk sygdom og hemmeligholdte tvangsindlæggelser, der aldrig blev talt højt om. Forbandelsen der førte ham til selvmordet, beskrevet i teksten som ”et rum uden udgang.” Intet kan beskrive tilstanden og manglen på livsmod mere præcist end følelsen af at befinde sig så rædselsfuldt et sted som i et rum uden udgang. Tak for det.

Min anke ved “Detox” baserer sig mestendels på en undren. Hvorfor benytter en produktiv kriminalforfatter sig af opskriften på tju-bang-spændingsroman, når han netop vil det modsatte? Eller ihvertfald, som ambition, hen til en dyb skildring af menneskeligt mørke?

Det lykkes delvist. Ikke på grund af sproglig finurlighed eller troværdighed. Klicheerne står i vejen. Men fordi han, sikkert med erfaring fra krimi-teknikken, ved, hvordan man fanger en læser. Men frigørelsen i “Detox” slutter ikke med opklaring af mystiske mord og afsluttet efterforskning.

Her opklares alle dæmoniske stemmer og identitetskriser ret abrupt med kaffe og sukkerkringle ved Limfjorden, desværre. Nu skal familien og alle vi læsere helt ud af mørket. Personerne bliver renset og opløftede på imponerende vis.

Det må have været ambitionen med romanen “Detox”.


LÆS ALLE ISABELLA MIEHE-RENARDS ARTIKLER HER


Steffen Jacobsen “Detox”

Lindhardt og Ringhof.

Udkommet i januar.


Topfoto: Thomas A.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Isabella Miehe-Renard er journalist og forfatter. Hun er tidligere studievært på Kanal 2, TV2, DR1 og DR2. Hun bor i kollektiv i Halsnæs og trives udenfor rampelyset. Tæt på hav og fjord og Danmarks største sø.

Seneste artikler om Bøger

Kina drøm

Kinas stormagtsdrøm

BOGOMTALE // DEN KINESISKE DRØM – Præsident og generalsekretær Xi Jinping har