Jeg er altså ikke psykopat bare fordi jeg spiser kød

Iben Louise Birkkjær 25.07.2016

Så skete det igen: Jeg indlod mig på en diskussion om det forsvarlige i at spise kød .. med en flok vegetarer … på et socialt medie, Jeg burde efterhånden være klogere.

Denne gang drejede det sig om det barbariske i et billede af en helstegt pattegris. Altså mad, som man rent faktisk kan se, hvad er. Ikke en vandpumpet kotelet eller skamhakket medisterpølse nede fra køledisken i Føtex. Men derimod en hel, lille pattegris med hoved og hale.

Jeg har overhovedet ikke et problem med, at vi avler dyr med henblik på at slå dem ihjel og spise dem. Langt de fleste af de dyr, vi spiser, ville aldrig være født, hvis ikke vi mennesker havde en forkærlighed for bacon og røde bøffer.

For det første kan jeg ikke se det barbariske i at servere et helt dyr. Det er – i min verden – ikke værre end at servere en hel fisk eller hummer. Men jeg kan godt se, at hvis man har det stramt med, at det man spiser rent faktisk engang har været en glad lille gris, så er det irriterende at blive konfronteret med, at ens mad har et ansigt.

For det andet har jeg overhovedet ikke et problem med, at vi avler dyr med henblik på at slå dem ihjel og spise dem. Langt de fleste af de dyr, vi spiser, ville aldrig være født, hvis ikke vi mennesker havde en forkærlighed for bacon og røde bøffer. Landbrugsdyr i dag er så forædlede og optimerede til at give så meget afkast som muligt, at de slet ikke ligner deres oprindelige, vilde ophav længere. Og de ville ikke kunne klare sig selv ude i naturen! De er lavet til at blive til mad.

Jeg har altså ikke et problem med, at vi slår dyr ihjel for at spise dem. Der, hvor kæden hopper af for mig, er den måde, vi behandler vores mad på, inden den bliver til bøf bearnaise.

For ja, dyr har følelser. Og ja, dyr har basale behov for at udleve deres instinkter – for yngelpleje og flokadfærd. Køer er følsomme og grise har personlighed – hver eneste af dem. Også de 25.000 smågrise, der dør hver eneste dag i det danske industrilandbrug. Og de køer, der bliver skilt fra deres kalve indenfor 24 timer efter de har kælvet, for at få så meget mælk ud af koen som muligt. Mælk, der i øvrigt ikke kan sælges, så bønderne er nødt til at dumpe priserne og hælde mælken i kloakken. Men det er en anden snak.

Der, hvor kæden hopper af for mig, er den måde, vi behandler vores mad på, inden den bliver til bøf bearnaise.

For slet ikke at snakke om, hvordan din lørdagskylling i de sidste dage af sit liv nærmest ikke kunne stå på sine ben, fordi den er ‘designet’ til at vokse så hurtigt, at dens ben ikke kan følge med. En skæbne den deler med de mange hundrede kyllinger, den er spærret inde i stalden sammen med. Alt sammen for at du kan købe en lørdagskylling til 30 kroner.

At vi vil være det bekendt.

Men findes der lykkelig mad?

Hvad er alternativet til bleg og udpint flæskesteg? Er det overhovedet muligt at producere så mange svin, køer og kyllinger, som markedet kræver? Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg ved, at det starter med, at vi kommer tættere på vores mad. Det starter med, at vi vælger at betale det, det koster at lave en glad gris.

Heldigvis dukker der flere og flere alternativer til industrikød op rundt omkring.

Kogræsserlaug, hvor køerne går på græs sommeren igennem og slagtes i efteråret. Enten på marken eller på slagterier i nærheden, siden der er gjort meget ud af at gøre køerne trygge ved mennesker, så de ikke bliver helt så stressede, når de sendes til slagtning.

Eller andelsgrise, hvor du køber en halv eller en kvart gris på forhånd og hvor grisene har adgang til udearealer hele deres liv. Og nej, det er ikke en supersmart løsning, hvis du bor i en toværelses på indre Nørrebro og ikke har adgang til en 600 liters kummefryser. Men lur mig, om der ikke er nogen, der vil dele kødet med dig?

Hvad er alternativet til bleg og udpint flæskesteg? Er det overhovedet muligt at producere så mange svin, køer og kyllinger, som markedet kræver? Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg ved, at det starter med, at vi kommer tættere på vores mad. Det starter med, at vi vælger at betale det, det koster at lave en glad gris.

Om ovenstående løsninger er så skalérbare, at de rent faktisk kan imødekomme det krav, der er efter kød i vore dages Danmark, ved jeg heller ikke. Men det er da en start. En start, som jeg støtter, for at få kød fra dyr, der har levet et godt liv. Og ja, det koster lidt mere. Og ja, det er mere besværligt end at snuppe en pose frossen kyllingebryst i Fakta. Men for mig, er det det værd.

Det betyder samtidig, at jeg spiser mindre kød end andre kødædere. Men jeg holder altså ikke op med at spise kød – og det gør mig ikke til et samvittighedsløst monster.

Så nu går jeg ud og tænder grillen.

Topfoto: Creative Commons.

Iben Louise Birkkjær

Iben Louise Birkkjær, født i 1978, skulle nok egentligt have været ingeniør. Det blev hun ikke, men til gengæld blev hun tegner, iværksætter og komiker. Nysgerrig af natur og har tildens til at falde 'i det store hul med internet' på jagt efter viden at fodre sin sultne hjerne med. Iben Louise er en ildsjæl optaget af maker kultur, ny teknologis indflydelse på vores liv og de problematikker, der følger med. Miljøaktivist og tilhænger af økologi og vedvarende energi. Typen, der dyrker sin egen mad og drømmer om et genbrugshus bygget af shipping containere. Iben Louise skriver om 3D print, Virtual Reality, drone racing, Kunstig Intelligens og vigtigheden af kreativ tænkning. Hun ser verden fra lige midt i Jylland - blandt søer og træer - men rejser også ud i verden på jagt efter de nyeste teknologiske landevindinger.