Jeg drømte jeg mødte Jan Sonnergaard

Kære Søde-Jan. Du skulle jo have haft denne drøm på tryk. I hånden. På Floss eller Bobi. Eller hvorsomhelst. Til næste år. Sådan skulle det ikke blive. Du får den nu. Så kan du læse den ind i din egen bardo-drøm. God tur. Vi ses.

Jeg drømte jeg mødte Jan Sonnergaard. Vi var på kasino. Sejlende fulde og godt oppe at køre.

Jan havde sprængt banken, og kasinoet var allerede ved at synke. Vi sad i stævnen og åd Beluga-kaviar og spillede på tromme. Der var fuld besætning af unge piger i badetøj. Ren luksus.

”Det er sådan det skal være”, konstaterede Jan og vendte hovedet mod en af yndighederne, som netop da var i færd med at fylde hans halvtomme glas med en frisk-kold sjat Chablis.

”Søde-Jan hedder jeg”, kurrede han og svøb indladende blikket om unghinden.

Det var ikke helt løgn. Morsom, skarp og alligevel helt hudløs på den måde de fleste forfattere er, hvis de da ikke er funktionærforfattere.

”Hvad skal du bagefter, når skuden er sunket”, spurgte jeg med munden fuld af fiskeæg og boblevand?

Ba-da-Bish, svarede han med de lange følehorns dansen på lilletrommen.

”Til Berlin, naturligvis. Hvad ellers. Der er fredeligt, og maden er god”.

”Så kommer jeg og besøger dig”, ivrede jeg begejstret på hans vegne.

”Gu gør du ej”, lo han, så der stod en sky af sorte øg omkring os.

”Æg. Ikke øg”, korreksede han.

Søde Jan er mægtig samvittighedsfuld omkring vores kunst og tolererer ingen svinkeærinder.

Heller ikke når det kommer til æg. Eller øg.

”Man kan jo ikke ride på æg”, trommede jeg.

”Altså med mindre man er en sædcelle. Og hvordan skulle jeg ellers komme til Berlin”.

”Du er velkommen”, skålede han, mens vi brød vandspejlet med et ordentligt skvulp.