
BØGER // ANMELDELSE – Et underfuldt romanværk, der handler om mange ting, men samtidig mest af alt handler om bevidsthed – både den, der løber gennem værket, gennem kulturer og den, der aktiveres i læseren under læsning. Det er det, der er på spil i Jesper Bryggers Pueri, skriver Jens Carl Sanderhoff. Man taler altid om samtidsromanen, men her er altidsromanen!
Er det dig, min månekalv?
– s. 11
En lille, kompakt mursten, grå og prunkløs, minimalistisk og lækker uden at være vulgær – det er det indtryk, man får, når man først møder Pueri.
Den forsøger på ingen måde at oversælge sit indhold, nej, tværtimod ved man ikke, hvad man går ind til, når man sidder med den uåbnede bog i hånden.
Men hvordan skulle man også kunne lave et omslag, der bare nogenlunde er i stand til at illustrere det, der sker på siderne i denne bog? Det vil nok stå klart for de fleste, når denne anmeldelse er læst.
Et nødvendigt, utidigt sidespring
Før jeg går i gang med at anmelde Pueri, føler jeg mig nødsaget til at præsentere mig selv. Mit navn er Jens Carl Sanderhoff, og jeg er en af de mange danske forfattere, der også anmelder bøger (og i mit tilfælde også musik).
Mest af alt fordi anmeldelser i dag er blevet en lille, eksklusiv lomme i de landsdækkende mediers univers, hvor kun de større forlag kan være nogenlunde sikre på at få deres udgivelser anmeldt.
Jeg kunne pege på en grund til denne udvikling, men jeg ønsker ikke at gøre mit opråb mere polemisk, end det allerede er. Et trist skred, men tiden kan ingen standse, og udviklingen har været hård ved de forfatterskaber, der ligger i udkanten af mainstream.
Jeg skriver dette, fordi jeg senere vil udpege et kardinalpunkt desangående.
Jesper Brygger
Den danske forfatter Jesper Brygger (f. 1973) har en stribe bøger bag sig, men jeg må med skam tilstå, at dette er mit første møde med hans enestående stemme.
Og skammen ligger deri, at jeg klart fra første færd i Pueri fornemmede den helhedstanke, der gennemstrømmer fortællingen, så jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan udpege nogen af de sammenfald med tidligere udgivelser, der helt sikkert gør sig gældende.

Fordelen i min læsning er så den oplagte, at jeg kan anmelde det enkeltstående værk, Pueri i dette tilfælde, på værkets egne præmisser. Og det fungerer!
Ja, det er en underdrivelse at sige, at det fungerer, for det er simpelthen noget af det mest ambitiøse, jeg er stødt på i lang tid.
Fem i én
Det korte indledningscitat er den første sætning i den første af fem bøger. De kunne også snildt kaldes afsnit, men der spilles på konnotationsorglet i denne roman lige fra første færd.
Idéen om bøger i bogen forstærker præcist pointen med hele værket – idéen kunne siges at være beslægtet med fx David Mitchells Skyatlas eller lagkagekonstruktionen i filmen Inception, hvor altidsaspektet gennemsyrer det fortællende nu: Som læser får man fornemmelsen af, at alt afhænger af hinanden, er forbundne kar eller størrelser, der, hvis ikke ligefrem er ‘det samme’ i evighedens drejebog, så i det mindste påvirker hinanden på trods af tidens tyngde.
Midt i alt det intertekstuelle er der også suspense og en action packed handling!
Men de fem bøger i bogen løfter hver sin opgave i den samlende fortælling om eksistens og – skal vi i mangel af bedre måske kalde det – skæbne, og sproget i Pueri er en særlig nydelse, fordi det veksler så utvungent mellem en klassisk, formfuldendt tone, en poetisk sansende sarthed og et medieret mellemmål; en blanding af alt det nævnte.
Første bog Pueri parvula
Denne del er ladet med religiøs sprogbrug og repræsentationslogik, så det er svært ikke at tænke på både mytologiske fortællinger og Biblen in extenso.
Vi følger en gruppe børn i 1200-tallet, der vandrer fra Tyskland mod Jerusalem som en pendant til de voksnes korstog. Drengen, der indleder vandringen, får snart følge af en umage gruppe børn, der i virkeligheden ikke helt kan overskue konsekvenserne af deres færd.
Her i første bog indstifter Brygger et sæt artefakter og en sprogbrug, der gennemsyrer resten af romanen, men forsøger samtidig at præcisere et mærkeligt kønsneutralt rum omkring disse små mennesker, der vil være med til at generobre Det Hellige Land.
Som der også står på bagsiden af romanen, betyder ‘pueri’ børn, men det betyder især ‘drengebørn’ og desuden ‘tjener’, og der ligger en tindrende tidsakse i denne flertydighed, som har givet værket sin titel.
Anden bog Herzberg
Noget, der kunne ligne nuet (som også du befinder dig i), er rammen om fortællingen i anden bog, hvor vi følger forfatteren Nicki – Nicolas Herzberg – der flygter/rejser ud på research til en roman, han vil skrive om børn, som lever parallelt med det moderne samfund.
Flygte gør han, fordi han har involveret sig med en ung kvinde, som han har et lærer/elev-forhold til, og forholdet udvikler sig dybt problematisk, for nu at sige det på en måde, så jeg ikke afslører for meget.
For det er et af de greb, Brygger benytter sig af; midt i alt det intertekstuelle er der også suspense og en action packed handling!
Tredje bog Hud, ben og håb
Her, i romanens længste bog, følger vi de to store børn Driss & Moussa i en tid, der ligger i mærkelig (og uhyggelig) forlængelse af vores tid.
De rejser (vandrer) gennem et forpint og plaget landskab mod et bedre sted. Europa er blevet en fæstning, hullet som en si og i forfald, og der er en klar parallel tilbage til første dels mytiske stof, mens man som læser kun langsomt bliver klar over, hvad der er på spil, og hvor tingene er på vej hen.
Det er en meget rørende fortælling om nød og nødvendighed, og deres skæbne afspejler smukt konsekvenserne af de samfund, vi ser i støbeskeen i disse år. Protektionistiske oaser for de privilegerede få, der vil gøre hvad som helst for at holde andre ude.
“De tørre steder. Det kalder de den ørken de går i, som de er midt i.
De går om aftenen og tidlige morgener. Om eftermiddagen sover de og drømmer sig tæt ind i hinanden. Men tidlige morgener går de under solen. Der er intet at se. De er i et stort rum og de er åbne. Åbne for alt der kommer til dem. Af og til stopper de op. Moussa tegner med foden i sandet. Hvad er det?”
– s. 259
Tegningen, som fremkommer under Moussas fod, er en af fortællingens artefakter, som senere, langt senere, sætter romanens tidsakse i svingninger.
Fjerde bog De efterladte
Tiden er aldrig tydelig, og alligevel nævnes der årstal og tider, der dog på mærkelige måder synes at opløse sig selv, fordi Brygger så elegant gør op med den kronologiske forståelse af årsag og konsekvens.
I fjerde bog er vi i en tilstand, som måske ligger forud for tredje bog, men vi er igen i en virkelighed, der bærer præg af nedbrydning og forfald – symboliseret ved hovedkarakteren i afsnittet. Oversætteren, som hun blot kaldes i begyndelsen, er en kæntret forfatterskæbne, der ad mange kringlede omveje er endt i et grænseland i mere end én forstand.
Kvinden hedder Beatrice (og kaldes Bea), og hun er ved at dø. Bea er syg af ALS og er således ved at miste sine evner én efter én. Men samtidig får man også gennem skildringen af hende en fornemmelse af, at hun er kilden til noget nyt.
Femte bog Juni
Sidste bog er meget kort, nærmest en form for etymologisk kildepunkt, hvor vi følger en kvinde, Sara, der som plejer har passet Beatrice i den sidste tid inden døden.
Sara fortæller en passant at hun er et hittebarn, et uønsket væsen, som nu har trodset sin vanskelige begyndelse og skabt sig et liv, og i udgangsscenen klippes der tilbage til første bogs indledning.
Alt er sluttet i cirklen, men hvor den reelt begynder og ender, hænger sammen med, hvor man holder fast i fortællingens logik.

En enestående stemme
Og nu kommer jeg tilbage til pointen med at præsentere mig selv i denne anmeldelse, for jeg kan faktisk ikke rigtigt få øje på andre forfattere, som her til lands tilnærmelsesvis arbejder med sin fiktion, som Jesper Brygger gør, hvis jeg ikke kan få lov at pege på mig selv.
Den sammenvævning af værkets forskellige planer og fortællinger og den måde at anbringe artefakter, der, som en slags bærende konstruktion holder det hele sammen, har jeg også arbejdet med i min roman-tetralogi Europas floder, der, som Pueri, er blevet forbigået på de landsdækkende mediers redaktioner.
Han skriver inderligt originalt og formår at få det svære og det indlysende til at gå hånd i hånd
Det er skammeligt, at det er blevet den nye standard for kritik, at man skal udkomme med et PR-apparat i ryggen – eller andre for sagen uvedkommende vilkår.
Særligt skammeligt er det, når det drejer sig om så enestående en stemme som Jesper Bryggers.
Ud over at være en fantastisk balancekunstner, når det kommer til fortællingens sprængte helhed, så skriver han inderligt originalt og formår at få det svære og det indlysende til at gå hånd i hånd.
En bog som Pueri kunne sagtens være blevet et svært tilgængeligt og kryptisk eksperiment, men det er ikke tilfældet! Jeg var indfanget med det samme, og jeg fulgte lydefrit med rundt i de rum, Brygger skriver frem, fordi de i høj grad bærer en naturlighed i sig.
Hvis det ikke var, fordi jeg har en lille anke, ville jeg uden at blinke kalde bogen et mesterværk – og gu’ er det et mesterværk, for min anke går ikke på indholdet, men på forlagets forsømmelser.
Ærgrelse, men accept
I begyndelsen troede jeg, at det var med vilje. Der optrådte en del fejl. Gentagelser af ord, der ikke bar nogen tydelig symbolsk eller sproglig kvalitet, og jeg opfattede det som glitches, indtil det gik op for mig, at det må være sket i forbindelse med redigering af værket.
Ja, det gætter jeg, for jeg ved det ikke, men det skæmmer bogen, og det er så ærgerligt, når man nu sidder med en så enestående roman. Men jeg tilgiver hurtigt, accepterer det, for bogen er vigtigere – men kære forlag: Ret teksten til næste oplag …
WOW på nudansk
Altså! Se så at komme afsted! Køb bogen nu, læs den, for det er en begivenhed, når den slags romaner udkommer.
Jeg vil selv se at komme efter min forsømmelse med det øvrige forfatterskab, for Jesper Brygger er en voldsomt interessant stemme, der formår at være ambitiøs og tilgængelig på en fuldkommen naturlig måde, hvor værket er indfarvet af en kulturel ballast af hovedværker fra mange stemmer.
Selv skriver han på sin Facebook-profil om det, Pueri er inspireret af:
“Ingen bøger opstår af ingenting. Her er en række mennesker/kunstnere/personer, som min bog enten nævner, citerer, taler med, danser med, eller på anden måde står i forbindelse med. Jeg har sikkert glemt nogle, men here goes: tak til Sigmund, Freud, Gipsy Kings, Simone Weil, Linton Kwesi Johnson, William Burroughs, Ingeborg Bachmann, Sami Said, Octavia E. Butler, Nina Simone, Weldon Irvine, Eva Jantschitsch, Mohammad Ghaznavian, Anne Sexton, William Baldwin, Ole Sarvig, Vagn Lundbye, Fabrizio Gatti, Giorgio Agamben, Ovidius, Paul Thek, Johannes Jørgensen, Susan Hinton, Maria Gripe, Gary Dickson, James Tiptree Jr (Alice Bradley Sheldon), Roberto Bolano, Mohamed Choukri, Marx Augustin, Miklos Radnoti, DBX, Jerzy Kosinski, Bertholt Brecht, Andrzej Tichy, Jerome Rothenberg, Ted Hughes, Georg Büchner, Nuruddin Farah, Moor Mother (Camae Ayewa), William Shakespeare, Andrej Platonov, Jesper Brygger, Nusrat Fateh Ali Khan, Umm Kulthum, Hira Nabi, Charlotte Beradt, Albert Camus, J.G. Ballard, China Mieville …”
Og det faktum, at han har taget sig selv med i denne navneleg, elsker jeg! Beskedenhed ville være tåbeligt i denne forbindelse.
Opsummerende vil jeg blot til sidst konstatere, at Pueri er en bedrift. Et underfuldt romanværk, der handler om mange ting, men samtidig mest af alt handler om bevidsthed – både den, der løber gennem værket, gennem kulturer, og den, der aktiveres i læseren under læsning.
Bogen bør blive et gennembrud. Hvis ikke i lille Danmark, så opfordrer jeg forlaget til snarest at hjælpe romanen ud i verden!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.