KUNST // ESSAY – Da jeg som hollandsktalende kunsthistoriker kan se nogle hollandske mundheld i Jan Steens maleri Børnenes måltid fra 1665, funderer jeg over, hvad hele moralen i dette maleri er. Og det står klart for mig, at de interessante formaninger og mundheld i Børnenes måltid står ufortalte i Nivaagaards formidling, skriver Marieke Burgers.
På Nivaagaard hænger maleriet Børnenes måltid fra midten af 1600-tallet af den hollandske maler Jan Steen.
”Børnene er formentlig kunstnerens egne, og deres tvivlsomme opførsel skal tjene som advarsel mod sløseri med Guds gaver. Værket er humoristisk, en parodi på et ordentligt og redeligt familieliv,” skriver museet i udstillingsteksten.
Men er der blot tale om en scene med nogle rollinger, der forvandler deres måltid til en svinesti? Er der ikke mere på spil? Jo, i dén grad! Der er en dybere mening med maleriet, men det kræver kendskab til det hollandske sprog og den hollandske billedtradition.
de interessante formaninger og mundheld i Børnenes måltid står ufortalte i museets formidling
Den hollandske barokmaler (og værtshusejer!) Jan Havickszoon Steen (1626-1679) er for det meste kendt for sine genremalerier, hvor han på humoristisk vis holder et spejl op foran os og virtuost formidler en moraliserende historie gennem figurer, situationer og genstande.
Hverdagsgenstande har allerede siden middelalderen fået symbolske betydninger, tænk blot på ”at føle sig som en karklud” eller på ”at stille skoene”. Samtidig bliver dyder og laster ofte afbildet som husholdningsartikler, ledsaget af en vending eller et mundheld.
Disse såkaldte ”emblemata”, en kombination af billede og uddybende eller formanende tekst, blev i 1600-tallets Nederlandene meget populære, faktisk så populære, at der udkom flere ”emblematabøger”, hvor snesevis af billeder blev forklaret med ordsprog eller digte. Nu om dage vil man kalde det talemåder eller mundheld, jvf. ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde” eller ”Øst, Vest, Hjemme Bedst”.
Den mest kendte emblematabog var nok Sinne-en minnebeelden fra 1627 af Jacob Cats, som takket være sin visdom blev kaldt ”Fader Cats” i folkemunde.
Med baggrund i kendskabet til disse populære vendinger og emblemer kunne bedsteborgerskabets kunstkøbere frydes over alle de skjulte udsagn, mundheld og ordsprog, som de kunne dechifrere i deres erhvervede kunstværker. Sådan et maleri var et statussymbol og fungerede som ”konversationsstykke” for ejeren, der stolt fremviste det for sine gæster.
Det gælder i dén grad for Jan Steens værker.
Formaninger og mundheld indgår ikke i museets formidling af Børnenes måltid
Mange kendte vendinger er i dag havnet i glemmebogen, men fordi jeg som hollandsktalende kunsthistoriker umiddelbart kunne se nogle hollandske mundheld i Børnenes måltid, funderede jeg over, hvad hele moralen i dette maleri mon kunne være? Og det står klart for mig, at de interessante formaninger og mundheld i Børnenes måltid står ufortalte i museets formidling.
Hvad forestiller maleriet fra 1665 så?
I et interiør fyldt med alle mulige husholdningsartikler ser vi to piger og to drenge, som pjatter, leger, spiser og bager pandekager. Centralt i maleriet sidder en pige med opsmøgede ærmer og holder en kniv i højre hånd, mens hun med venstre hånd bager pandekager på et jernstativ, en såkaldt treef. Hun vender sig bekymret mod højre, hvor en lille gøende hund næsten er ved at vælte en skål med grød på gulvet. Den lille køter hopper med forpoterne op til en hatteklædt og grinende dreng, der holder en killing i nakken.
Ægget havde i det 15., 16. og 17. århundredes Holland forskellige symbolske betydninger, stort set alle ugunstige
Til højre på maleriet sidder en pige i en høj barnestol. Smilende af forventningens glæde er hun ved at sætte tænderne i en pandekage. Bag hende spilder en leende dreng grød fra både en skål og en ske, som han rækker mod drengen med katten. På den nøgne væg bag børnene sidder et søm. På gulvet flyder æggeskallerne mellem en tintallerken og et keramikfad med grød, og til højre står en tallerken med et æble og nogle skiver foran en lerkrukke. På et bord til venstre står et tinbæger og en keramikkande.
Altså en scene fuld af liv med børn, kæledyr og husholdningsartikler.
Nu er det interessante, at de mange situationer og symboler på Jan Steens maleri kan forstås som et udtryk for dårskab, dumhed og spild.
Hunden og katten
Hvor hunden tit kan være et symbol på loyalitet, er en kæmpende hund som bekendt dum, fordi ”når to hunde slås om et ben, løber den tredje med det” – Als twee honden vechten om een been, gaat de derde ermee heen.
Her bliver endda en trofast hund bragt helt ud af fatningen af en kat, som er et symbol på dårskab. At leve som kat og hund, altså at skændes ofte og voldsomt, er en dumhed, der kan føre til ulykker.
Kop, kande og krukke
Kombinationen af kop, kande sammen med en krukke har her sin egen betydning. For de købelystne kunsteksperter henviser disse genstande til kardinaldyden ”temperantia”, altså mådehold, med et budskab om, at man ikke kun bør fylde sin kop med vin, men også huske at tilsætte vand.
For at understrege pointen bruger Jan Steen flere genstande og vendinger, der stort set alle peger i den modsatte retning, nemlig umådehold og spild.
Æg
Ægget havde i det 15., 16. og 17. århundredes Holland forskellige symbolske betydninger, stort set alle ugunstige. Fordi det middelalderlige ord door både kan betyde æggeblomme og fjols (på dansk ”dåre”) bliver ægget allerede af maleren Hieronymus Bosch (1450 -1516) forbundet med livets tåber, og ægget er ofte symbol på dåren og dårskaben.
Grød, skeer, smil og rosiner
Grødskeen er fra 1600-tallet symbol på velsmag og overflod, men kan også stå for det modsatte, nemlig for spild og umådehold. Samtidig kan en ske være et redskab, som man kan producere larm og endda slå med.
Og når man får noget ind med barneskeen (met de paplepel ingeven), som drengen til højre prøver, bliver det altså lært fra barnsben af – også de dårlige vaner. Drengen holder grødskålen på skrå og grøden drypper ned på gulvet. ”Spildt grød, kan ikke samles helt op” (Die zijn pap gemorst heeft, kan niet alles weer oprapen). Når skaden er sket, er det aldrig muligt at få det rettet helt op igen.
Jan Steen var katolik i en tid, hvor det i Nederlandene ikke var tilladt at dyrke den katolske tro
Tre af børnene smiler, men ikke den ældste i forgrunden. Hun ser bebrejdende på hunden, der er ved at vælte grødskålen på gulvet. Og ”hvis man passer på, brænder man sig ikke på grøden” (wordt de pap niet zo heet gegeten als die wordt opgediend), altså: Vær påpasselig; katastrofen bliver måske ikke så slem alligevel.
Og måske overvejer pigen at ”snuppe rosinerne fra grøden” (de krenten uit de pap halen), og beholde det bedste for sig selv? Derfor ler hun måske ikke endnu, fordi den der ler sidst, ler bedst (wie het laatst lacht, lacht het best).
Æggeskaller og æbler
Knuste og knækkede æg betyder, at det står dårligt til; æggeskallerne refererer til spild og moralsk forfald, fordi ”snavset æg fordærver en hel drikkelse” (Een vuyl ey verderft een heel zupen). Det er den samme tanke, der kan være tale om ved æblet og de skivede æbler, som ligger foran pigerne på en tallerken, for ”råddent æble bringer fordærv til hele kurven” (Eén rotte appel in de mand, maakt de hele mand te schand). Ligesom én persons dårlige opførsel kan skade en hel gruppes ry – eller kan være et dårligt eksempel for hele gruppen.
Hat og søm
Det dårlige ry kunne også pege på drengen ved bordet med ølkanden, hvis hat er påfaldende kækt placeret på hovedet; hans hat ”står på halv syv” (zijn hoed staat op halfzeven), han er allerede halvfuld.
Apropos hatte, så kan et andet ordsprog med hovedbeklædningen hæftes på sømmet i væggen. ”Den ene slår sømmet i, den anden hænger sin hat” (De een slaat de nagel in, de ander hangt zijn hoed eraan). I den folkelige visdom: Ofte får den, der fortjener belønningen, den ikke.
Pandekager og Kyndelmisse
Pandekagerne og deres tilberedning er centrale i maleriet.
Jan Steen var katolik i en tid, hvor det i Nederlandene ikke var tilladt at dyrke den katolske tro. Dyrkelsen blev i bedste fald kun ”tålt” og kunne kun foregå i det skjulte. Steens forældre var således blevet gift i en såkaldt schuilkerk, en skjult kirke. Og som katolik må Jan Steen have kendt til Mariafesten, som bliver afholdt den 2. februar, Maria Lichtmis, kendt som kyndelmisse.
Kyndelmisse fejres midt om vinteren, som tegn på lysets genkomst og bedre tider. I den forbindelse kunne man give skæbnen en hjælpende hånd; den, der om aftenen den 2. februar bagte pandekager, ville få sig et rigt og lykkeligt år! For ”der er ikke en frøken så fattig, at hun ikke kan varme sin pande på kyndelmisse” (Er is geen vrouwke zo arm, of ze maakt op Lichtmis haar panneken warm). Hvor tåbelig kan man være at tro det, synes Jan Steen her at sige, og i øvrigt er ”lichtmis” betegnelsen for en døgenigt, en festabe, kort sagt en dumsindig person.
Tag skoen på!
Med en halv snes symboler, ordsprog og vendinger kan vi altså se, at Jan Steen formaner os til ikke at opføre os uansvarligt, undgå tåbeligt spild, ikke at optræde tankeløst og i det hele taget vise mådehold som et godt eksempel.
Endelig understreger de to sko, forrest i maleriet, budskabet endnu engang: For den, skoen passer, bør tage den på (wie de schoen past, trekke hem aan), eller med andre ord: Hvis det vedrører dig, bør du drage lære af det! Hvem ved, måske er der flere eller andre ordsprog gemt i dette finurlige maleri?
Klik dig videre til andre artikler om kunst lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og