HALLOWEEN // MONSTERKUNST – Halloween er ovre os, og det betyder monstre i alle afskygninger – ofte de sjove og hyggelige af slagsen i forskellige udklædningsformer. Men monstre vil altid være et spejlbillede af os selv, der projicerer de sider af vores personlighed eller samfund, som vi frygter mest, skriver Marieke Burgers og Peter Ludvigsen, som har taget et kig på monstrene i kunsten.
Den 31. oktober er vi astronomisk midtvejs mellem septemberjævndøgn og decembersolhverv, hvor mørket overmander solen, og livets og dødens cyklus føles meget nærværende.
I folklore og populærkultur prøver vi i vesten bl.a. at uddrive undergang og mørke med den temmelig kommercielle Halloween-kultur, hvor dyrkning af gru og monstre er blevet et lukrativt fænomen.
I græsk mytologi var Medusa oprindelig en kvinde, der blev forbandet af gudinden Athena og tvunget til at leve som et monster
Rædsel og monstre har dog altid spillet en rolle i kunsthistorien, og ved at skildre mareridtsagtige væsner har kunstnere – måske ikke overraskende – afdækket monstrene i os.
Lad os kigge gennem fingrene for øjnene og se på fire forfærdelige syner.
Trodsigt, uhyrligt selvportræt
I græsk mytologi var Medusa oprindelig en kvinde, der blev forbandet af gudinden Athena og tvunget til at leve som et monster. Hendes hår var forvandlet til slanger, og hendes blik kunne forvandle enhver til sten. Med guddommelig hjælp halshuggede Zeus’ søn Perseus, Medusa og brugte senere monsterets hoved til at forvandle sine fjender til sten.
Her har Caravaggio fanget hovedet, der allerede er adskilt fra kroppen, men stadig ved bevidsthed. Øjnene er vidt åbne, panden er rynket sammen i vrede, overraskelse, frustration og frygt, og munden er åbnet til et skrig, mens blodet vælter ud af halsen.
Caravaggio var i sin kunst fascineret af vold, men også i virkeligheden: i 1590’erne blev han flere gange arresteret af myndighederne p.g.a. voldelige aktiviteter
‘Testa di Medusa’ (Medusas hoved) blev bestilt af den italienske diplomat Francesco Maria del Monte, som ønskede at give skjoldet til Ferdinand de’ Medici, storhertugen af Toscana. Der findes to versioner, denne version fra 1597 opbevares i Uffizi Museet.
Men det overraskende er, at Caravaggio har givet Medusa sit eget ansigt, som vi kender det fra samtidige beskrivelser. Caravaggio var i sin kunst fascineret af vold, men også i virkeligheden: i 1590’erne blev han flere gange arresteret af myndighederne p.g.a. voldelige aktiviteter.
I flere andre værker har han i øvrigt behandlet halshugning, såsom i Judith halshugger Holofernes, David med Goliathovedet og Johannes Døberens halshugning. Med dette skræmmende, men trodsige selvportræt signalerer Caravaggio formentlig, at han er immun over for Medusas dødbringende blik og kan neutralisere sine fjender.
Hallucinationer eller uhyrlige tanker?
I dette mareridtssyn fra omkring 1650 maler Joos van Craesbeek eremitten Antonius, der ønskede at vie sig til et liv i ensomhed og kontemplation, mens han blev prøvet af de fristelser, Djævelen sendte ham som hævn.
Mens helgenen sidder i sit ly og klamrer sig til skrifterne, bliver han fristet, forført og skræmt af forskellige skabninger, én af dem en sensuel kvinde. Et kæmpehoved på stranden dominerer billedet, hvor alle slags onde ånder, monstre og dæmoner strømmer ud af den vidtåbne mund. Huden på forsiden af hovedet er flået tilbage og afslører små væsener, blandt dem en lille maler på arbejde.
Oven på det vidtåbne hoved kan man se et gådefuldt par næsebriller og en fuglerede. Det er, som om hovedet med vidtåbne øjne ser på sine egne obskøniteter og onde tanker, der er blevet levende. En flotille af små både, fyldt med fantastiske og skræmmende skabninger, nogle insektlignende, andre halvt dyr, halvt mennesker, skyller ind på kysten ved den fromme eremits fødder.
‘Sankt Antonius’ fristelse’ blev malet i den periode, hvor Nederlandene splittedes i et calvinistisk nord og et katolsk syd, og katolske kunstnere forsøgte at advare beskuerne mod at gå over til protestantismens ‘destabiliserende’ ideer og forblive i katolicismens ‘sande tro’
Joos van Craesbeeck (ca. 1606 – ca. 1660) var en flamsk barokmaler og bager. Han var aktiv i Antwerpen og Bruxelles og mest kendt for sine værtshusscener og genremalerier. Han specialiserede sig i genren som kaldet ‘tronies’, d.v.s. gengivelser af ansigtsudtryk, hvor han ofte, som i dette maleri, brugte sit eget ansigt. Van Craesbeeck er her tydeligt inspireret af de djævelske fremstillinger af Hieronymus Bosch, Pieter Brueghel og hans tilhængere.
‘Sankt Antonius’ fristelse’ blev malet i den periode, hvor Nederlandene splittedes i et calvinistisk nord og et katolsk syd, og katolske kunstnere forsøgte at advare beskuerne mod at gå over til protestantismens ‘destabiliserende’ ideer og forblive i katolicismens ‘sande tro’.
Kærlighed og had, monstrene i os
Det afhuggede hoved er et uhyggeligt tema i kunsten, ikke kun for at opdrage folk, bekræfte bestemte religiøse synspunkter eller gentage bibelske historier, men også som et forsøg på at chokere, provokere og kritisere.
Den dandy æstetiker Aubrey Beardsley (1872-1898), en nær ven af Oscar Wilde, blev i sit meget korte liv det victorianske Englands enfant terrible, der både chokerede og frydede det snerpede publikum i 1890’erne. I sine tegninger og bloktryk udforskede han både det erotiske, det makabre, det humoristiske og det forbudte og udfordrede dermed de snævre værdier i den victorianske tid.
Med sine provokerende sort-hvide illustrationer søgte Beardsley bevidst berømmelse, velvidende at hans tuberkulose kun ville give ham meget kort tid til at tegne sine fantasier og visioner. Hans øjeblikkeligt genkendelige pentegninger blev selve indbegrebet af de dekadente 1890’ere, som nogle af hans venner endda døbte Beardsley-årene.
Efter i 1891 at have besøgt det japansk-inspirerede Peacock Room i London, skabt af James McNeil Whistler for shippingmagnaten Frederick Leyland, blev Beardsley fascineret af japanske motiver og kunst, en kulturel dille, der var opstået i 1860’erne.
Med inspiration fra de japanske træbloktryk (ukiyo-e) adopterede han deres grafiske stil med store blokke af flade mønstre, omhyggeligt tegnede figurer, mangel på perspektiv og dristige kontraster, ligesom han adopterede det smalle, opretstående format fra japanske kakemono-ruller.
‘The Climax’, der viser en vægtløst svævende Salomé, der kysser Johannes Døberens afhuggede hoved, kombinerer Eros og Thanatos, kærlighed og død på en chokerende, sensuel måde
I 1892 illustrerede Beardsley den franske version af Oscar Wildes skuespil Salomé. Da Wilde så dem, bestilte han Beardsley til at illustrere den engelske version af stykket.
Den bibelske figur Salomé forelskede sig i Io Kanaan, Johannes Døberen, som afviste hendes tilnærmelser. Som hævn krævede Salomé Io Kanaans hoved af sin stedfar Herodes Antipas som belønning for hendes opførelse af dansen med de syv slør.
‘The Climax’, der viser en vægtløst svævende Salomé, der kysser Johannes Døberens afhuggede hoved, kombinerer Eros og Thanatos, kærlighed og død på en chokerende, sensuel måde.
Udgivelsen af Salomé blev en øjeblikkelig sensation med sine seksten sort-hvide tryk af de aflange figurer i udførlige draperier, der osede af elegance og dekadence.
De tre opretstående linjer og hjertelignende former under den hængende lilje er Beardsleys signatur i disse år.
Beardsleys forhold til Oscar Wilde gav bagslag, da Wilde blev arresteret for ‘grov uanstændighed med mænd’, dvs. aktivitet med samme køn, hvilket var ulovligt i 1890’erne
Beardsley, der siges at have haft en ‘flydende seksualitet’, var med til at grundlægge både det litterære tidsskrift ‘The Yellow Book’ og senere ‘The Savoy’. I sin egen karakteristiske og outrerede stil skildrede Beardsley både hermafroditter, alle former for samleje, nøgenhed og uhyrligheder og dekorerede siderne med grotesker og uanstændige detaljer.
Beardsleys forhold til Oscar Wilde gav bagslag, da Wilde blev arresteret for ‘grov uanstændighed med mænd’, dvs. aktivitet med samme køn, hvilket var ulovligt i 1890’erne. Beardsley blev fyret, mistede sin indkomst og flygtede til Frankrig, hvor han døde af tuberkulose i en alder af 25 år. Kort før sin død var han konverteret til katolicismen og havde tryglet sin forlægger Leonard Smithers om at destruere sine ‘obskøne tegninger’.
Heldigvis ignorerede Smithers hans anmodning, og Aubrey Beardsley betragtes som en af de mest indflydelsesrige illustratorer og plakatmagere inden for Art Nouveau og har været en inspiration for senere kunstnere.
Man behøver dog ikke at være en victoriansk snerpet person for at blive chokeret, fyldt med afsky og væmmelse ved et monster, der misbruger børn.
Dyret indeni
Den børneædende Minotaur, en uhyrlig afvigelse inden for kunst og litteratur, legemliggør indbegrebet af bestialitet, som George Frederic Watts her skildrer det. Watts (1817-1904) var en britisk symbolistisk maler og billedhugger, der var på toppen af sin berømmelse i den victorianske tid.
Ifølge græsk myte blev Athens borgere, efter at have tabt krigen mod kretenserne, tvunget til hvert niende år at sende fjorten børn, syv drenge og syv piger, til øen Kreta. Her boede Minotauren, et monster, halvt menneske, halvt tyr, i labyrinten, en vidtstrakt, uundgåeligt fangende labyrint, bygget af den dygtige arkitekt Daedalus.
Det muskuløse hoved på torsoen spejder ivrigt mod havet, hvor et hvidt sejl kan ses på venstre side på vej med de syv drenge og syv jomfruer fra Athen
Børnene blev sendt ind i den enorme labyrint, hvor de et efter et, sultne og bange, blev stanget, dræbt og fortæret af Minotauren.
Minotauren er malet stående ved Labyrintens volde i ‘profil perdu’, dvs. vendt væk fra beskueren. Det muskuløse hoved på torsoen spejder ivrigt mod havet, hvor et hvidt sejl kan ses på venstre side på vej med de syv drenge og syv jomfruer fra Athen.
Med sin venstre, klolignende hov på brystværnet knuser uhyret en lille fugl, symbolet på ungdommens uskyld. Hans tyrelignende krop er buet og svajer som en kentaur, hvilket betyder, at han går på fire ben, ikke to.
Minotauren blev tydeligvis malet i en stemning af raseri og afsky
George Watts var blevet inspireret af en række artikler med titlen ‘The Maiden Tribute of Modern Babylon’ skrevet af W.T. Stead (1849-1912) i juli 1885 i The Pall Mall Gazette om Londons handel med børneprostitution. Stead henviste direkte til den græske myte: ‘Londons Minotaurus’ appetit er umættelig (-) folkets døtre skal serveres som lækkerbiskener (-) til de riges lidenskaber’. Hans aktivisme førte i 1885 til vedtagelsen af The Criminal Law Amendment Act som bl.a. hævede den seksuelle lavalder fra fjorten til seksten.
Minotauren blev tydeligvis malet i en stemning af raseri og afsky. Den blev faktisk malet hurtigt, på én morgen, og da den blev vist på Liverpools efterårsudstilling i 1885, er George Watts siden blevet citeret for at sige, at hans mål med at male Minotauren var “at holde det bestialske og brutale op med afsky”.
Uskyldig gru
Desværre har vi stadig minotaurer iblandt os, med og uden det mørke web eller private jetfly til at fragte deres ofre ind i deres kløer.
Monstre vil altid være et spejlbillede af os selv, der projicerer de sider af vores personlighed eller samfund, som vi frygter mest.
Så lad os have det lidt uskyldigt sjovt med Halloween-gys for at afværge de rigtige monstre, som vi møder hver dag – i os selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og