tunesiske

Det Arabiske Forår 10 år: Den tunesiske vej

i Bøger/Mellemøsten af
DET ARABISKE FORÅR // BØGER – Typen og omfanget af folkelig polarisering op til de arabiske revolutioner for 10 år siden har haft stor betydning for, hvordan den efterfølgende demokratisering har  udviklet sig. “De desperate demonstrationer og revolutionerne, som henledte hele verdens opmærksomhed  på regionen for ti år siden, udspillede sig på mange forskellige måder, og nu forsøger analytikere og forskere at få rede på alle trådene og pege på, hvorfor det gik galt – og i nogle tilfælde også relativt godt,” skriver udlandsredaktør Hans Henrik Fafner.

I maj 2018 blev der, med stor forsinkelse, afholdt lokalvalg i Tunesien. Mere end 45.000 kandidater kæmpede om pladserne i 350 kommunalbestyrelser landet over, hvilket var den første demokratiske handling siden revolutionen i 2010, der senere er kommet til at stå som begyndelsen på Det Arabiske Forår.

Lokale og udenlandske observatører anså valghandlingen for at være både troværdig og korrekt.  Naturligvis kom der klager over uregelmæssigheder, og flere undrede sig over den lave valgdeltagelse, men i det store og hele var det en succes, og det er kommet til at stå som en vigtig milesten på Tunesiens fortsatte vej mod demokratiet.

Helt anderledes forholder det sig i Egypten. Dér kom efteråret 2019 til at stå som en tid, hvor den autoritære styreform satte sig endnu mere fast. I september udbrød der beskedne protester mod præsident al-Sisi og militæret, som blev beskyldt for korruption, og regimet reagerede med hård hånd.
På få dage blev mere end 4.000 demonstranter anholdt.

Sammenligningen mellem de to nationer er et stjerneeksempel på, hvor mangeartet udfaldet af det såkaldte arabiske forår har været. De desperate demonstrationer og revolutionerne, som henledte hele verdens opmærksomhed på regionen for ti år siden, udspillede sig på mange forskellige måder, og nu forsøger analytikere og forskere at få rede på alle trådene og pege på, hvorfor det gik galt – og i nogle tilfælde også relativt godt.

Man kan altså sige, at målt efter befolkningsstørrelse, var det tunesiske styre omkring otte gange så repressivt som det egyptiske

Elizabeth R. Nugent er en af dem. Som forsker i statskundskab ved Yale University har hun nu begået en dybdegående analyse af nogle af den arabiske verdens mange udfordringer i at få en revolution til at ende i meningsfuldt demokrati. Hun stiller skarpt på Egypten og Tunesien, hvor det hele på en måde startede og derfor er kommet til at stå som et par markante eksempler på denne dramatiske udvikling.

I den forbindelse tager Nugent afsæt i et særdeles relevant spørgsmål, nemlig i hvor høj grad udstrækningen og typen af politisk og social polarisering op til revolutionen har haft indflydelse på den efterfølgende udvikling?

To slags undertrykkelse

Både egyptere og tunesere levede under stærkt repressive regimer. Egyptens Hosni Mubarak og  Tunesiens Zine al Abdine Ben Ali var diktatorer i ordets helt kontante betydning, og de lignede hinanden en del, men ikke desto mindre havde mange i Vesten en tendens til at betragte Tunesien som mere åbent og liberalt.

Dette er en sandhed med store modifikationer. Under Mubarak og Ben Ali var der i både Egypten og Tunesien omkring 30.000 politiske fanger, og det er i sig selv tankevækkende. I 2011, altså på kanten af revolutionen, havde Egypten en samlet befolkning på 79,39 millioner, mens den tunesiske samme år var beskedne 10,67 millioner.

Man kan altså sige, at målt efter befolkningsstørrelse, var det tunesiske styre omkring otte gange så repressivt som det egyptiske. Så enkelt kan man naturligvis ikke opstille det, men det giver et interessant perspektiv. Som baggrund ligger nemlig to forskellige strategier bag undertrykkelsen.

Jo stærkere og mere intenst, det repressive miljø blev, des mere blev offerfølelsen et centralt element i Broderskabets identitet

Tunesien står som eksempel på en bredt anlagt undertrykkelse. I dette ligger, at der, mens Ben Ali var ved magten (1987-2011), var tale om en undertrykkelse, som var rettet mod stort set alle oppositionsgrupper, uanset om deres formelle status var lovlig eller ulovlig. Overfor dette praktiserede Mubarak-regimet i Egypten en stærkt målrettet og selektiv undertrykkelse af oppositionsgrupperne.

Mellem 1981 og 2011 var denne indsats i overvejende grad rettet mod Det Muslimske Broderskab, mens regimet tillod venstrefløjens grupper og dyrkede en vis grad af samarbejde med de sekulære centrumpartier. Dette skabte to vidt forskellige miljøer.

I Egypten videreførte styret en lang tradition. Under Gamal Abd el-Nassers styre (1952-70) blev der dyrket ihærdig klapjagt på Det Muslimske Broderskab, mens venstrefløjsgrupperne stod på god fod med magthaverne. Anwar Sadat spejlvendte dette billede i årene 1970-81 ved at inddrage de islamiske bevægelser og tilsvarende bekrige venstreoppositionen.

tunesiske
Det Arabiske Forår: Protester i Egypten i 2011.

Da Hosni Mubarak kom til magten efter attentatdrabet på Sadat i 1981, fortsatte han sin forgængers del-og-hersk politik, men igen med omvendte fortegn. Han valgte at slå ned på Det Muslimske Broderskab.

Denne mangeårige vekselvirkning har effektivt undermineret enhver tendens til at bygge bro mellem de forskellige oppositionelle identiteter, hvilket står i kontrast til situationen i Tunesien, hvor oppositionsgrupperne havde en fælles oplevelse af undertrykkelsen.

I Tunesien skabte dette en vis solidaritetsfølelse til trods for store ideologiske forskelle grupperne imellem, mens de fleste grupper i Egypten levede med en konstant og dyb følelse af svigt og forræderi. Samt dyb mistillid overfor hinanden.

Denne selektive undertrykkelse satte sig dybe spor i eksempelvis Det Muslimske Broderskab. Jo stærkere og mere intenst, det repressive miljø blev, des mere blev offerfølelsen et centralt element i Broderskabets identitet.

Til trods for vanskelighederne, havde udviklingerne i Tunesien skabt en åbenhed for forhandling og kompromis med andre oppositionsgrupper

Med årene førte dette til strukturelle ændringer i organisationen. Det skabte en gruppe medlemmer, der identificerede sig kraftigere med Broderskabets ideologi, strategiske mål og normer, i takt med at bevægelsen i højere og højere grad blev opfattet som en lukket kreds. Bevægelsens overlevelse blev det ultimative mål.

I modsætning til dette karakteriserede aktivister fra Ennahda – den største islamiske bevægelse i Tunesien – undertrykkelsen som en trussel mod demokratibevægelsen, og ikke bare mod den islamiske bevægelse.

Nyt håb for Egypten

Alt dette skabte to forskellige scenarier efter revolutionen. Til trods for vanskelighederne, havde udviklingerne i Tunesien skabt en åbenhed for forhandling og kompromis med andre oppositionsgrupper.

Lige efter revolutionen stillede venstrefløjsbevægelsen Ettajdid sig skarpt imod en sammenblanding af politik og religion, men med tidens løb lærte de at acceptere det islamiske verdenssyn som en del af den tunesiske virkelighed. Samarbejde viste sig at være muligt, selv om Ben Ali-regimet havde været mindst ligeså repressivt som Mubaraks i Egypten. Her ligger forudsætningerne altså for, at Tunesien i 2018  kunne gennemføre et vellykket lokalvalg.

Omvendt er dette så også en forklaring på det folkelige fjendskab overfor Egyptens Muslimske Broderskab, da det i 2012 var kommet til magten med Muhammed Morsi som præsident. Som følge af den selektive undertrykkelse var Broderskabet blevet langt mere radikalt end Ennahda, og dermed også langt mindre indstillet på at samarbejde med venstrefløjen og de sekulære partier.

Dette førte direkte til Morsis fald, men da han var fjernet fra magten, var de øvrige politiske grupperinger ude af stand til at finde sammen om demokratibevægelsen. Som direkte resultat af dette kuppede Abdel Fattah al-Sisi sig til magten i marts 2013.

Mens Tunesien bevæger sig med tøvende skridt i retning af demokratiet, synes Egypten således at hænge fast i de autoritære styreformer. Men modellen, som Nugent opstiller, giver os ikke desto mindre grund til at fatte håb på egypternes vegne. Al-Sisi har nemlig valgt en strategi, der skiller sig markant ud fra Mubarak.

Dette er i sig selv et tydeligt vidnesbyrd om, at i det øjeblik, polariseringen blandt forskellige oppositionsgrupper er reduceret, har en samlet indsats for overgangen til demokratiske tilstande også langt bedre chancer for at klare sig

Omfanget af undertrykkelse er det samme, måske endda større, men regimet retter sig nu imod alle oppositionsgrupper under ét. Han kan siges at have valgt den tunesiske model. Dette er allerede ved at omforme og udvide grænserne for de islamiske og sekulære aktørers identitet.

Da Morsi kollapsede og døde under et retsmøde i 2019, så mange af dem, som tidligere havde været modstandere af Det Muslimske Broderskab og som havde støttet kuppet i 2013, pludselig en fælles skæbne i mishandlingen.

Muhammed Baradei, en markant sekulær politiker, der havde støttet al-Sisi’s magtovertagelse tidligere i årtiet, tweetede sin personlige velsignelse af Morsi og dennes familie, og fulgte op med en følelsesladet fordømmelse af regimets voldelige fremgangsmåder. Dette er i sig selv et tydeligt vidnesbyrd om, at i det øjeblik, polariseringen blandt forskellige oppositionsgrupper er reduceret, har en samlet indsats for overgangen til demokratiske tilstande også langt bedre chancer for at klare sig.


Elizabeth R. Nugent: After Repression. How Polarization Derails Democratic Transition,
Princeton University Press, 298 s., 25,00 USD


LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM DET ARABISKE FORÅR HER


Topbillede: Demonstrationer og militær i gaderne, Tunesien, 2011. Wikimedia Commons
Indsat billede: Protester i Egypten, 2011. Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.

Hans omfattende viden og indgående kendskab til regionens politik og kultur anvender han nu til foredrag, sit eget forfatterskab samt til oversættelser, sammen med sin kone, af israelsk skønlitteratur til en række forlag.

Mange kender også Hans Henrik Fafner som værdsat og vidende rejseleder ved kulturrejsebureauet Viktors Farmor.

Seneste artikler om Bøger