Sfinksens gåde: En ny biografi om Rossini

i Kultur/Musik af
MUSIK // ANMELDELSE – Thomas Milholts biografi af Gioachino Rossini søger nobelt og med en systematisk forskning at befri fortællingen om Rossini for de mange lag af anekdotisk og inferiørt petitstof, der har præget mange tidligere portrætter.

Selvom det danske operalandskab lader til vedholdende at være dét, hvor 1800-tallets populæreste komponist har haft mindst indflydelse, var han allerede i samtiden fra sine ungdomsår en kilde til nysgerrighed i danske medier.

Før Stendhal skrev sin fyldige, men ret fiktive, biografi i 1824, havde forarbejderne i form af en føljeton fundet vej til det danske ’Literatur-, Kunst- og Theater-Blad’, udgivet af Andreas Peter Liunge i årene 1821-24, og det er stadig min lille private opdagelse og hemmelighed.

Ellers kommer Thomas Milholt i sin biografi om Gioachino Rossini fra sidste år rundt om det meste, inklusive de tidligere dryp i form af biografier, der er udgivet over mere end hundrede år.

Det vigtigste brud med fortidens antagelser om Rossini er nok, at vi har med en konservativ kunstner at gøre, grænsende til det reaktionære

Den nye bog udkom meget kontroversielt i sidste års Beethoven-ståhej; kontroversen behandles i de konkluderende sidste kapitler, og alene for dette er bogen værd at læse og ofre mere end en flygtig tanke.

Ellers er Milholts projekt temmelig nobelt: at befri Rossini for de mange lag af anekdotisk og inferiørt petitstof, som mange tidligere biografier, også Stendhals, har måttet forlade sig på, fordi en systematisk forskning har været fraværende.

I sine aktive år var Rossini internationalt den suverænt mest spillede komponist i en tid, der konstant krævede nye kompositioner i tidens toneklang – som han i tre omgange afgørende påvirkede og fornyede. Alligevel levede han ukarakteristisk længe og var i mere end halvdelen af sit voksne liv kun meget sporadisk engageret i operamiljøet, som – og det argumenterer Milholt smukt for – udviklede sig væk fra hans neoklassicisme og ind i romantikken.

I stedet skrev han en hulens masse klavermusik, med og uden sang, samt nogle enkelte, større religiøse værker. Det er Milholts pointe, som afspejles i titlen, at han selv i denne periode aktivt arbejdede på at opbygge en anden myte om sig selv end den, der herskede i hans samtid, som den umådeligt arbejdsomme og flittige, allestedsnærværende teaterkomponist.

Milholt er helt konsekvent i sin udeladelse af de folkelige overleveringer. Til gengæld giver han et højst interessant og nuanceret billede af et menneske, der måtte sno sig, men som i kraft af sit ophav var født ind i en – under og lige efter Napoleon – næsten umulig situation.

Det vigtigste brud med fortidens antagelser om Rossini er nok, at vi har med en konservativ kunstner, grænsende til det reaktionære – og hvor farlige fejltagelser gjorde det nødvendigt for ham at sikre sig med alliancer med Restaurationens genindsatte fyrster.

På den måde leves der op til traditionen i det, vi kalder henholdsvis Rossini-renæssancen og belcanto-revolutionen, 50 års hårdt arbejde med at genoplive et glemt repertoire imod en ikke svag modstand fra hovedsageligt romantikerne: her udskiftes anløbne anekdoter med interessante beretninger om liv og værk.

Thomas Milholt baserer sin bog på den komplette brevudgave, Lettere e Documenti, som Fondazione Rossini udgiver i en række bind, hvoraf foreløbig 5 er udkommet, i alt 5.000 tekster.

Især et enestående fund, udgivet som bind 3A, udgør en væsentlig kilde: godt 300 breve, som Rossini skrev til sine forældre i sine aktive år. Det er ikke alene i dansk sammenhæng, men internationalt, første gang, at en biografi systematisk gør brug af disse breve, og man må også takke Aarhus University Press for i en serie, der utvivlsomt vil introducere mere gammelkendte komponister, at give plads til at minde os alle om det hængeparti i dansk operatradition, der vedrører rehabiliteringen af den italienske neoklassicisme.

Rossini blev født i 1792, d. 29. februar, så i år fejres hans ikke-fødselsdag med en ugelang række konferencer og koncerter, der nettransmitteres på YouTube.com i dagene 21. til 28. februar fra hans fødeby Pesaro.


Thomas Milholt
Manden bag masken – Rossini og hans operaer.
Aarhus Universitetsforlag 2020, i serien om store komponister.


Foto: Creative Commons og Aarhus Universitetsforlag.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steffen Gliese har en klassisk-sproglig studentereksamen fra Maribo Gymnasium, som i 30 år har givet smør på brødet som oversætter af hovedsageligt musikdramatik.
Senere fulgte en HumBas fra RUC og en cand. phil. i teatervidenskab fra KU.
Det udskammede og udskældte har hele tiden været hans hjertesag – som internetkriger i kamp for velfærdssamfundet og som forsker og publicist indenfor områder amerikansk musical og klassicistisk italiensk opera.
Undervejs har der været tid til arbejde som forskningsbibliotekar på teaterområdet, i høj grad på baggrund af egne tidlige erfaringer som låner af manuskripter, partiturer og anden teaterlitteratur på et provinsbibliotek.
Han er tidligere bestyrelsesmedlem i Selskabet for Dansk Teaterhistorie og nuværende i Næstved Early Music Festival, der præsenterer koncerter med middelalder-, renæssance- og barokmusik i denne by.
Udover at oversætte – ofte i samarbejde med teaterchef, skuespiller og instruktør Frank Rubæk, NørregadeTeatret i Maribo – ernærer han sig som kirkesanger i Maribo Domkirke.
Det er muligt at støtte hans famlende forsøg som skribent på mobilepay 81 90 93 64.

Seneste artikler om Kultur