Hvis man kører to-tre timer sydpå fra Tel Aviv vil man ramme Negev-ørkenen. Herude, i midten af ingenting, vil man finde omring 3000 afrikanske asylansøgere, der opholder sig i en slags ”åbent” fængsel i ørkenen i det israelske detentionscenter ”Holot”. Flygtningene stammer primært fra Sudan og Eritrea, hvor de i førstnævnte tilfælde har levet i et inferno af væbnede kampe grundet Sydsudans løsrivelse og i sidstnævnte tilfælde har været tvunget til at aftjene værnepligt under et brutalt disciplinært system. De elendige forhold har fået mange til at flygte op igennem Egypten, videre ad den hårde og brutale vej igennem Sinai-ørkenen og op til Israel, der står som en mastodont af en relativt velfungerende, sikker stat i den mellemøstlige tørke.
For at stoppe tilstrømningen af afrikanske flygtninge opførte Israel allerede i januar 2013 et 230 km langt pigtrådshegn langs grænsen til Egypten, som har stoppet en stor del af tilstrømningen.
På papiret er det et sikkert valg. For Israel er et af de 144 lande, der har underskrevet FN’s Flygtningekonvention fra 1951, som definerer hvem, der er flygtninge, hvad deres rettigheder er og landes juridiske forpligtigelser over for dem. Alligevel er det imidlertid et yderst begrænset antal mennesker, som bliver anerkendt som flygtninge i Israel, der siden 2013 i stedet har sendt disse til detentionscenteret med det formål at få dem til at forlade landet.
For at stoppe tilstrømningen af afrikanske flygtninge opførte Israel allerede i januar 2013 et 230 km langt pigtrådshegn langs grænsen til Egypten, som har stoppet en stor del af tilstrømningen. Alligevel lykkes det stadig for nogle af krydse grænsen. I Times of Israel kan man læse mere om, hvad konsekvenserne kan være ved at flygte igennem Sinai i denne artikel.
Når flygtningene kommer til Israel, får de oftest tildelt et midlertidigt visum, som de skal have fornyet hver anden måned. Her er det noteret, at de ikke har lov til at arbejde. I 2011 afgjorde Højesteret imidlertid, at den israelske regering ikke ville straffe virksomheder for at hyre flygtninge og ligeledes ville de heller ikke straffe ansatte flygtninge for at arbejde.
45.000 flygtninge i Israel – fire personer har fået tildelt flygtningestatus
Oftest sker der dog, at Indenrigsministeriet før eller siden ikke vil forny en flygtnings visum. Og uden visa ender man i fængsel og bliver derefter sendt videre til Holot detentionscenter. Andre flygtninge får tilbudt en sum penge og en flybillet til et tredjeland som Uganda eller Rwanda. Hvis de afviser tilbuddet, havner de også i Holot detentionscenter. De kan også ”frivilligt” vælge at rejse tilbage til deres hjemland – Israel kan ikke tvinge dem tilbage ifølge det gældende princip i international ret om ”non-refoulement” i flygtningekonventionen – som Israel har underskrevet.
Organisationen ”Hotline for Refugees and Migrants” i Israel anslår, at der på nuværende tidspunkt bor omkring 45.000 flygtninge fra Sudan og Eritrea i Israel; alligevel har blot fire personer opnået flygtningestatus, med andre ord 0,07 procent af de i alt 5573 sudanesere og eritreere, der har søgt asyl i landet. BBC har skrevet mere om den problematik her.
Flygtninge er ”frie” til at bevæge sig ud i ørkenen
Israel har længe været kendt for at have et ineffektivt asylsystem. Landet anerkender en forsvindende lille procentdel af de mange flygtninge, der søger asyl i landet, selvom mange af dem objektivt lever op til kriterierne for at blive tildelt flygtningestatus. Og Holot detentionscenter er blevet et symbol på Israels flygtningeproblem.
De flygtninge, der bor i centeret, skal melde sig både morgen og aften, men er ”frie” til at forlade stedet i dagtimerne med en halv times kørsel til nærmeste by. Centeret ligger midt i ørkenen. Alligevel siges det, at de er i ”åben detention”. Der er særdeles begrænsede regler for, hvad de må medbringe inden for murenes vægge, f.eks. er det ikke tilladt at bringe vand, sæbe, sko og tæpper ind i detentionscenteret. Dette fører til, at der konstant er uundgåelige konfrontationer og diskussioner med sikkerhedsvagterne og de øvrige autoriteter, der forsøger at styre stedet med hård hånd. De flygtninge, der opholder sig i Holot lige nu, mener, at den hånd er blevet hårdere og hårdere på det sidste. Og de er ikke i tvivl: Idéen med Holot er at udsætte beboerne for så meget pres, at de til sidst forlader Israel.
Aktivister, tidligere og nuværende beboere i Holot, der har et indgående kendskab til stedet, fortæller, at mennesker aldrig bliver de samme igen, efter de har opholdt sig i Holot. En stor del af dem lider af mentale problemer i forvejen og for mange medfører opholdet i Holot yderligere mentale problemer.
Aktivister, tidligere og nuværende beboere i Holot, der har et indgående kendskab til stedet, fortæller, at mennesker aldrig bliver de samme igen, efter de har opholdt sig i Holot
Detentionscenteret ligger placeret tæt på grænsen til Egypten, hvor der foregår både israelsk og egyptisk militærtræning, som ikke tager hensyn til flygtninge, der lider af posttraumatisk stresssyndrom og angst for høje lyde. I Holot er der ingen psykologhjælp og de flygtninge, der opholder sig i centeret lige nu, beretter om, at deprimerede mennesker med mentale problemer bliver ”gemt væk” i samme værelse.
På et enkelt værelse bor der i alt 10 flygtninge, der deles om ét toilet, så det er småt med privatliv. Maden i centeret skulle være af yderst ringe kvalitet, og derfor har beboerne efterhånden fået etableret nogle få madboder uden for centeret, der et kort øjeblik kunne lede tankerne på en ørken-festival. Det er det dog ikke. Langt fra. For nylig satte de israelske autoriteter også en brat stopper for eksperimentet, da de anholdt de ansvarlige for madboderne og satte dem i fængsel.
Lovgivning der skal forhindre terrorisme udvides til flygtningeområdet
De flygtninge, der opholder sig i Holot bliver tilbageholdt i henhold til en lov, der skal forhindre ”infiltrering”. Loven betyder, at du som flygtning kan blive tilbageholdt uden at få din sag for retten i op til et år. I visse tilfælde har flygtninge ventet op til 20 måneder.
Højesteret har dog for nylig slået fast, at man ikke må tilbageholde mennesker, der ikke har begået en forbrydelse, i en lejr i mere end højst 12 måneder. Derfor blev 1200 flygtninge frigivet i august 2015, men uden tilladelse til at opholde sig i Tel Aviv og Eilat, hvor der bor flest flygtninge, og hvor der er mest arbejde at få.
Holot detentionscenter blev oprettet i december 2013 i første omgang med henblik på at overføre indsatte fra andre fængsler, men blev sidenhen også gradvis fyldt op af dem, der indtil da boede i Tel Aviv eller andre israelske byer. Med udgangspunkt i den israelske ”Prevention of Infiltration law” fra 1954, som oprindelig skulle forhindre tilstedeværelsen af palæstinensiske flygtninge og deres sympatisører i Israel af frygt for terror, besluttede Netanyahu-regeringen i 2013, at asylansøgere i Israel skulle sendes i detention uden retssag i op til et år. Og dette skulle ske i fængsler for asylansøgere nær grænsen til Egypten dybt inde i Negev-ørkenen.
Efter denne etårige detentionsperiode, ville asylansøgerne blive overført til at ”åbent” detentionscenter lokaliseret i midten af en skudzone tilhørende de israelske forsvarsstyrker på den anden side af vejen af flygtninge-fængslerne. Asylansøgerne skulle forblive i dette center, indtil de kan deporteres – når den politiske situation i deres hjemland forbedres, eller indtil de bukker under for presset og erklærer sig enige i ”frivilligt” at vende tilbage til deres hjemland.
Til forskel fra andre demokratiske stater sender Israel med andre ord asylansøgere i detention efter at disse har været bosat i landet, ofte i årevis. Anbringelsen i et detentionscenter i ørkenen river dem væk fra deres liv, dagligdag og arbejde med det udtrykkelige formål at tvinge asylansøgerne til at forlade Israel og rejse til lande, hvor deres liv og sikkerhed sandsynligvis er i fare.
Israel: Et land af jøder, for jøder
Visse af de afrikanske immigranter og flygtninge, der kommer til Israel, er jøder. Andre er ikke. Størstedelen af de afrikanske jøder er fra Etiopien. I slutningen af 2013 boede der 135.000 etiopiske jøder i Israel, hvoraf mange er kommet hertil under ”The Law of Return”, som giver jøder rettigheder til at vende tilbage og leve i Israel samt at modtage israelsk statsborgerskab. Men selvom de fleste etiopiere i Israel er jøder, føler de sig ikke anerkendt på lige fod med israelske jøder, hvilket har medført flere store demonstrationer og sammenstød med politiet i Israel inden for de seneste år.
En del af protesterne havde til hensigt at markere forskellen mellem de etiopiske jøder og de migranter, der opholder sig illegalt i Israel fra bl.a. Eritrea. Men diskriminationsfølelsen, som de etiopiske jøder oplever, er formentlig den samme, som den diskrimination, flygtninge fra Sudan og Eritrea oplever. I Israel spiller etnicitet en afgørende rolle, og der er en hierarkisk forskel på jøder fra Vesten og jøder fra Afrika og Sydasien.
Israel er på den facon et paradoks: landet er en modstridende fusion af en demokratisk, liberal stat, som forsøger at regulere den frie mobilitet uden samtidig at virke anti-liberal – hvilket muligvis kan sidestilles med mange europæiske lande, der anvender pointsystem i deres forsøg på at undgå ”uønskede” migranter. Den jødiske stat Israel lider herudover under stærke etniske og demografiske spændinger, og vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at kontrollere, hvem der krydser grænserne, samtidig med at man ønsker at leve op til standarderne for en liberal, demokratisk stat, der ifølge menneskerettigheder og internationale konventioner ikke deporterer flygtninge.
Men kan et moderne demokratisk land som Israel slippe af sted med at indespærre mennesker, som ikke har begået noget kriminelt og ingen rettergang har fået? Har den israelske regering på forhånd besluttet, at alle afrikanere, der kommer til Israel er økonomiske migranter og ikke bør anerkendes som flygtninge? Hvorfor bliver de, der lever op til kriterierne som flygtninge, ikke tildelt flygtningestatus, når staten selv har underskrevet flygtningekonventionen og er internationalt forpligtet hertil?
De spørgsmål som synes åbenlyst påtrængende at besvare, har ikke ført til en omfattende national debat.
Uden statspolitik er integrationen overladt til storbyerne
Der er ingen offentlig debat eller opråb, der giver genlyd i landets stræder, når det handler om integration. Der er ingen politisk diskurs, der vedrører asylansøgere. Som f.eks.: hvad er planen for asylansøgernes børn? Eller hvad er den politiske dagsorden i forhold til migrantarbejdere?
Detention og Holot er omvendt nok en del af den politiske diskurs, når det drejer sig om flygtninge og migranter, men dækker blot ikke hele historien. For ”løsningen” med at sende folk i detention inkluderer f.eks. ikke arbejdskraft og familiesammenføring, hvor der ikke eksisterer langsigtede politiske love på området. Man kunne også sige, at asylområdet i Israel befinder sig i en politisk gråzone, men asylansøgerne er der alligevel, og derfor forsøger man at finde lappeløsninger.
Resultatet – fordi der ikke findes nogen overordnet politik – er ad hoc-løsninger og enkelte amnestier. Man ser også, at etnisk israelske børn og børn af asylansøgere bliver forskelsbehandlede i uddannelses- og velfærdssystemet, hvilket ofte bliver påpeget af NGO’er og menneskerettighedsorganisationer.
De politiske beslutningstagere i Israel, som bekymrer sig om de ældres behov, har i årevis giver køb på hjemmehjælpernes rettigheder. Men forholdet burde ikke nødvendigvis være et nulsumsspil. Det burde kunne lade sig gøre at lave politik, der beskytter begge grupper på samme tid
På længere sigt er også NGO’ernes værktøjskasse imidlertid begrænset. I stedet sker der ofte det, at religiøse samfund eller kirker i storbyer, som Eilat og Tel Aviv, hvor befolkningen og stemningen er mere inkluderende, byder flygtninge velkomne. Her afholder NGO’er også events for at informere flygtningene om deres rettigheder. På den måde er det ligesom så mange andre steder i verden i storbyerne, i dette tilfælde oftest i Tel Aviv, at den reelle integrationsproces finder sted.
Familier og migrantarbejdere bliver ladt i stikken
På nuværende tidspunkt er den største dokumenterede gruppe af fremmedarbejdere i Israel, de 60.000 migrant-hjemmehjælpere, der bor i landet. Disse arbejdere udfører individualiseret, hjemmebaseret omsorg for ældre eller invalide. Størstedelen (80 procent) af disse arbejdere i serviceindustrien er kvinder, primært fra Filippinerne, Nepal, Sri Lanka, Indien og Moldova. Disse udenlandske hjemmehjælpere har en yderst svag retsstilling på grund af deres køn, etnicitet og mangel på statsborgerskab. Filippinernes og Indonesiens nationale økonomi inkorporerer eksplicit arbejdsmigration som et politisk og økonomisk værktøj og sætter konkrete mål for, hvor mange der rejser ud af landene og hvor penge, der skal sende hjem til deres familier.
De politiske beslutningstagere i Israel, som bekymrer sig om de ældres behov, har i årevis givet køb på hjemmehjælpernes rettigheder. Men forholdet burde ikke nødvendigvis være et nulsumsspil. Det burde kunne lade sig gøre at lave politik, der beskytter begge grupper på samme tid. Andre lande og internationale organisationer er i stigende grad blevet opmærksomme på de udsatte fremmedarbejdere og behovet for en politik, der berører dette emne. I 2013 tydeliggjorde Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) at disse arbejdere har særligt behov for ekstra beskyttelse i the Domestic Workers Convention (C-189). Israel har imidlertid endnu ikke underskrevet denne konvention.
Golfens moderne slaveri
I resten af Mellemøsten er udnyttelsen af migrantarbejdere endnu mere grel. De fleste af disse ikke-demokratiske staters økonomi er baseret på udenlandsk arbejdskraft. I Qatar er omkring 80 procent af landets arbejdskraft fremmedarbejdere. Det er bl.a. også derfor, at lande som Bahrain, Irak, Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Qatar og Saudi-Arabien opererer under ”Kafala”-systemet, som er det system, der regulerer fremmedarbejde.
I resten af Mellemøsten er udnyttelsen af migrantarbejdere endnu mere grel og er af mange NGO’er blevet kritiseret for at være moderne slaveri
Systemet kræver, at alle ufaglærte arbejdere skal have en sponsor i landet, typisk deres arbejdsgiver, som er ansvarlig for deres visa og deres legale status. Systemet er kritiseret af internationale menneskerettighedsorganisationer for at skabe grobund for udnyttelse af migrantarbejdere, eftersom mange arbejdsgivere konfiskerer arbejdernes pas, hvilket efterlader dem med minimale juridiske rettigheder og ofte udarter til egentligt misbrug og ikke sjældent til mishandlng.
Systemet med gæstearbejdere i Golfen er hermed ganske radikalt sammenlignet med det meste af resten af verden. Golfstaterne er afhængige af udenlandsk, billig arbejdskraft for at kunne opretholde den høje indkomst og velfærd for en relativ lille elite, hvilket af flere NGO’er er blevet kritiseret for at være en slags moderne slaveri.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Alle fotos er private og bringes med tilladelse fra de pågældende. Topfoto er taget i anledning af et besøg af frivillige og tidligere beboere, som besøger nuværende flygtninge, der er beboere i Holot.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her