KRIG I GAZA // ANALYSE – I denne uge blev der lagt et foreløbigt og meget skrøbeligt låg på 45 dages krig mellem Israel og Hamas. Alle synes at ånde lettet op, men det store spørgsmål er, om krigen hermed er slut.
TEL AVIV – Emiren af Qatar, Tamim Bin Hamad al Thani, udsendte tidligt onsdag morgen et opslag på det sociale medie X, hvor han takkede alle for at have medvirket til at skabe fire dages våbenhvile i krigen mellem Israel og Hamas. Det er den lille stat i Den Persiske Golf, der stærkt hjulpet på vej af Egypten og USA fik sat en midlertidig og meget betinget stopper for krigshandlingerne, og fra store dele af verden blev Al Thani bakket op af positive reaktioner.
“Det var en vigtig beslutning, og det var en vanskelig beslutning,” sagde Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, og varslede i samme sætning, at krigen vil fortsætte efter våbenhvilen, lige indtil Israel har nået sine mål.
Hele natten til torsdag fortsatte de israelske flyangreb på Gazastriben, og helt frem til klokken 9 dansk tid, da våbenhvilen ifølge udtalelser fra Hamas skulle træde i kraft, var der endnu uafklarede spørgsmål, som gjorde det usikkert, præcis hvornår våbenhvilen ville træde i kraft. Den er berammet til fire dage – altså til mandag formiddag – men allerede nu er der tale om, at den udvides til ni dage.
Aftalen indebærer, at Hamas løslader 50 israelske gidsler – primært børn og kvinder, og de første 10 gidsler kommer formentlig ud allerede ud fredag. Som modydelse vil Israel løslade 150 palæstinensere fra israelske fængsler, og også de vil udelukkende være kvinder og unge under 19 år.
Der er dog tale om en stærkt begrænset våbenhvile, idet kamphandlingerne kun vil blive indstillet seks timer om dagen, det vurderes dog at være tilstrækkeligt til, at man kan føre massiv og stærkt tiltrængt nødhjælp ind til den palæstinensiske civilbefolkning, som står over for en humanitær katastrofe.
Israels indre strid
Våbenhvilen blev vedtaget med et stort flertal i den israelske regering, men hele sagen afspejler stadig et dilemma, som på det seneste har ført til en stadig skarpere debat mellem to grundholdninger.
Lige siden krigens start med Hamas’ brutale terrorangreb den 7. oktober har det været Israels klart definerede mål at få de 239 gidsler frigivet så hurtigt som muligt. I begyndelsen antydede Hamas, at det ville kunne lade sig gøre, hvis israelerne samtidig løslod omkring 6.000 palæstinensiske indsatte fra israelske fængsler.
På israelsk side var man forberedt på, at prisen kunne være høj. I 2011 lykkedes det at få soldaten Gilad Shalit løsladt fra fem års fangenskab mod 1.028 palæstinensiske indsatte, hvoriblandt også var Yahya Sinwar, som nu står i spidsen for Hamas’ krigsførelse på Gazastriben.
På israelsk side var man forberedt på, at prisen kunne være høj
Denne model blev blankt afvist af den israelske regering. Det ville være et knæfald for Hamas, hvilket ville være vanskeligt at retfærdiggøre set i lyset af, at 1.200 israelere mistede livet den 7. oktober. Derfor valgte man at gå efter det andet mål først, nemlig det militære angreb på Hamas, velvidende at de store civile tabstal på palæstinensisk side ville føre til voksende kritik fra udlandet.
Det er nok dette element, der skabte en vilje til våbenhvile, men den blev utvivlsomt hjulpet godt på vej af en stærk folkelig forståelse af, at for hver dag med krigshandlinger svandt håbet om at få gidslerne ud i live.
Pårørende til gidslerne arrangerede demonstrationer, og de stillede sig op mod landets yderste højrefløj, som sidder med i Netanyahus koalitionsregering og hele tiden har insisteret på at optrappe krigen. Det kom til en dramatisk konfrontation i denne uge. Pårørende deltog i en høring, hvor ministre fra højrefløjen insisterede på at de, som talte om våbenhvile, sympatiserede med Hamas, og samtidig talte de for at indføre dødsstraf for terror.
300 navne i spil til løsladelse
Det er nok billeder fra dette sceneri, der langt om længe fik Netanyahu til at træffe en beslutning, og sent onsdag offentliggjorde det israelske justitsministerium en liste med 300 palæstinensere, som nu er kandidater til løsladelse i forbindelse med aftalen.
Det er kun 150, der kommer på tale lige nu, men der er en grund til, at antallet er det dobbelte. Med offentliggørelsen gav myndighederne den israelske offentlighed 24 timer til at appellere enkeltsager, og da det godt kan tage højesteret lidt tid at træffe beslutning i sådan en sag, har man dermed sikret sig en margen, så man i hvert fald vil kunne stå med 150 navne, når udvekslingen forventes at finde sted sidst på ugen. På den måde vil man samtidig være sikret, hvis det kommer på tale at forlænge våbenhvilen yderligere, mod at Hamas løslader ti israelske gidsler per dag og Israel formentlig noget tilsvarende.
Israel har stillet yderligere en betingelse, nemlig at ingen af de løsladte må være dømt for drab. Yderligere er listen sammensat, så den skaber en form for symmetri i forhold til de 50 israelske gidsler, der vil blive leveret tilbage. Den består af kvinder og unge under 19 år. I alt 123 er mindreårige, og fem af dem er 14-årige, som sidder varetægtsfængslet. De indsattes organisatoriske tilknytning fremgår også af listen, og selv om både Hamas og Fatah figurerer på listen, springer det i øjnene, at en meget stor del af navnene ikke har forbindelser til de to bevægelser.
Enkelte sidder fængslet for drabsforsøg eller medvirken til terror, men generelt har de gjort sig skyldige i langt mindre alvorlige forhold, såsom ildspåsættelse eller beskadigelse af ejendom eller det lidt vage begreb forstyrrelse af den offentlige ro. I listens sammensætning aner man altså en klar israelsk tænkning: Man ønsker ikke at gentage fejltagelsen fra 2011, som endte med at blive en organisatorisk styrkelse af Hamas.
Hamas vinder tid
Spørgsmålet er derfor, om Hamas vil kunne betragte dette som en sejr. Hvis man sammenligner den aktuelle udvekslingsaftale med 2011, hvor det lykkedes at få frigivet 1.028 indsatte mod én israelsk soldat, er det numeriske resultat ikke imponerende.
Man skal nok snarere se i en anden retning for at få øje på Hamas’ mulige motiv til dette. Som nævnt har den seneste tid vist, at den israelske regering, i modsætning til tidligere væbnede konfrontationer siden Hamas’ magtovertagelse på Gazastriben i 2006, tilsyneladende ikke er til sinds at standse, før dens to hovedmål er opnået, og alene af den grund har en våbenhvile ikke været på tapetet. Imidlertid har israelerne også indset, at presset i den vestlige verden for at standse kamphandlingerne er stigende, og det er denne mulighed, Hamas her har udnyttet.
Det har været meget vanskeligt at vurdere styrkeforholdet i kampene, og ikke mindst de strategiske og taktiske udfordringer, israelerne står over for nu, da de allerede er dybt inde i Gaza By, og hvor næste skridt har været at skulle trænge ind i det omfattende tunnelsystem under de civile boligkvarterer, hvor Hamas har barrikaderet sig. Der har da heller ikke været klare tegn på, at Hamas er ved at opgive kampen.
Det ville undre, hvis Hamas-ledelsen ikke føler sig presset. Den velkendte taktik med en forholdsvis begrænset konfrontation efterfulgt af en våbenhvile er for længst smuldret
Omvendt ville det undre, hvis Hamas-ledelsen ikke føler sig presset. Den velkendte taktik med en forholdsvis begrænset konfrontation efterfulgt af en våbenhvile er for længst smuldret, og samtidig har den regionale krig, som Hamas helt tydeligt har stilet efter, heller ikke indfundet sig.
Det begrænser sig til nogle droner og missiler, som Huthi-oprørerne har sendt mod Israel, samt en række mindre angreb fra Hizbollah, som sidder i Libanon. Amerikanerne er markant til stede i regionen for at sikre, at det ikke eskalerer, og det giver Hamas en klar fornemmelse af, at de militært står ret alene.
Israels massive bombardementer af Gazastriben har derimod flyttet en del holdninger i den vestlige verden, selv om den fremherskende holdning fortsat er, at Israel har en klar ret til at forsvare sig selv. Men den humanitære krise i Gazastribens civilbefolkning er alvorlig, og her kommer nok den vigtigste grund til, at våbenhvilen kan ses som et vigtigt gennembrud.
Et yderligere moment er stemningen i den palæstinensiske befolkning. Der kan ikke herske tvivl om, at der på Gazastriben ligger en kolossal vrede mod Israel, men efter alt at dømme er der også en stor og tiltagende uvilje mod Hamas. Det respekterede amerikanske magasin Foreign Affairs publicerede den 25. oktober en meningsmåling, som viser, at hele 44 pct. af palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben ingen som helst tiltro har til Hamas-regeringen, mens under 10 pct. af befolkningen over 30 år stoler på styret. Arbejdet med undersøgelsen blev ganske vist afsluttet den 8. oktober, altså umiddelbart efter krigsudbruddet. Den samme undersøgelse viser, at 44 pct. af de adspurgte mener, at Hamas kun i ringe grad lytter til befolkningens ønsker, mens 28 pct. svarer ‘slet ikke’.
Tal som disse har det med at flytte sig i forbindelse med en væbnet konflikt, men uanset hvad er det troligt, at Hamas på ingen måde har den folkelige opbakning, som bevægelsen kunne nyde godt af tidligere.
Både Israel og Hamas kan altså se en fordel i den aktuelle våbenhvile. Men det store spørgsmål forbliver, hvad der vil ske efter de fire dage. Hamas har vundet tid og vil helt givet bruge dagene til at reorganisere, hvad der endnu er blot nogenlunde intakt, og de israelske styrker vil blive stående inde på Gazastriben.
Hamas kan ikke siges at have opfyldt sine målsætninger med krigen, og det vil være vanskeligt at præsentere en længerevarende våbenhvile som en sejr. Den israelske regerings mål at fjerne Hamas helt fra Gazastriben – i hvert fald militært og organisatorisk – er heller ikke nået.
Der er derfor stor fare for, at krigen fortsætter efter våbenhvilen, som slutter mandag formiddag, men muligvis vil blive forlænget nogle dage. Det er tydeligt, at Hamas satser på at få en international hjælpeindsats ind i billedet så hurtigt som muligt. Blandt andet har Frankrig bebudet, at man vil etablere et stort felthospital ved Khan Younis på den sydlige del af Gazastriben, hvor Sinwar og Hamas-ledelsen også formodes at befinde sig.
Men det er vigtigt også at få en diplomatisk proces på benene i dette skrøbelige vindue i konflikten, og her skal vi nok i særlig grad lægge mærke til Qatar, som jo fik den aktuelle våbenhvile på plads. Den lille stat spiller nemlig en helt særlig dobbeltrolle.
Qatar vil også kunne spille en afgørende rolle, hvis man skal undgå yderligere krigshandlinger
Ismail Haniyeh, som er den øverste Hamas-chef, bor fast i hovedstaden Doha, og Qatar har gennem en årrække sendt kufferter med store dollarbeløb i kontanter til Gazastriben, hvilket blandt andet har tjent til at fastholde Hamas’ greb om magten. Men samtidig vides det, at Qatar kører en diskret dialog med israelerne, og ikke mindst er staten vært for den største amerikanske militærbase i Mellemøsten.
Så ligesom Qatar i løbet af krigen har sørget for, at fire israelske gidsler er blevet frigivet som en slags tillidsskabende foranstaltning, vil Qatar stå for det praktiske i forbindelse med udvekslingen. Angiveligt er chefen for den israelske efterretningstjeneste, Mossad, i Doha i disse dage for at koordinere udvekslingerne.
Qatar vil også kunne spille en afgørende rolle, hvis man skal undgå yderligere krigshandlinger. For Israels vedkommende vil en forudsætning for dette være en løsladelse af samtlige af de resterende gidsler, og det er lederne i Qatar givetvis helt på det rene med.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her