YTRINGSFRIHED // DEBAT – Politikere, forfattere og debattører der ytrer sig kritisk over for muslimske landes politik eller Israels politik, bliver ofte mødt med beskyldninger om, at de er islamofober eller antisemitter. Det er et eksempel på fjender i fælles fodslag mod ytringsfrihed, skriver journalist Osama Al-Habahbeh.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De sidste måneders afbrændinger af Koranen og Toraen har ført til fornyede anklager om islamofobi og antisemitisme i debatten om ytringsfrihed.
Europæiske undersøgelser viser en øget udbredelse af islamofobi i Danmark og EU, hvilket falder sammen med det ekstreme højres fremmarch i mange EU-lande. Fænomenet islamofobi er ikke nyt i Europa, men den dansk-svenske politiker Rasmus Paludan bringer det igen frem i forreste række.
Begreberne islamofobi og antisemitisme er begge baseret på frygt og had mod muslimer eller jøder og optræder ofte parallelt. Muslimer anklages for at være antisemitiske, og jøder anklages for at være islamofobiske.
Antisemitisme er en etnisk baseret term, som betyder, at man nærer antipati for semitter, de folk som bl.a. består af jøder og muslimske og kristne arabere, men bruges i dag udelukkende om had mod jøder.
Islamofobi er en religiøst baseret term, som betyder frygt for islam som religion, men har i dag udviklet sig til at blive muslimofobi dvs. frygt for muslimer.
Islamofobi- og antisemitisme-kortene
Efter to demonstrationer, der fandt sted foran den tyrkiske ambassade i København henholdsvis den 24. og den 31. marts 2023, hvor demonstranter afbrændte Koranen og det tyrkiske flag, udtalte det tyrkiske udenrigsministerium, at de gentagne handlinger er “et tydeligt bevis på, hvordan islamofobi, xenofobi, diskrimination og racisme er vokset i Europa på det seneste”.
Disse anklager ses også i en EU-finansieret rapport European ISLAMOPHOBIA fra 2018, som blandt andet omhandler islamofobi i Danmark. Rapporten retter skytset mod danske politikere og konstaterer:
”Størstedelen af det nuværende Folketing bidrager konstant til at skabe mistanke over for muslimer og islam. Når politikerne bruger udvalgte ord som ’ghetto’ og ’parallelsamfund’, bruger de negative associationer.” Og rapporten tilføjer: ”Den islamofobiske retorik har spredt sig til det bredere samfund gennem medierne og internettet, hvilket gør bestemte politikere til ledende karakterer i den islamofobiske diskurs i Danmark.”
Også debattører og politikere, der er kritiske over for islamistiske ytringer og handlinger, bliver mødt med disse anklager. For hvis man er kritisk over for muslimske landes reaktioner på koranafbrændinger eller debatterer Israels indflydelse i Vesten, bliver man ofte mødt med beskyldninger om, at man er islamofob eller antisemit. Det har jeg oplevet, efter Information den 7. august trykte min kronik om vestlig ytringsfrihed og afbrænding af hellige skrifter.
Gensidig inspiration
Islamisternes brug af islamofobi-anklager mod islamkritikere er parallelle med Israel og dets venners brug af anklager om antisemitisme mod kritikere af Israels handlinger. Danmark og danskerne mødes også med disse anklager.
De senere år er der fremkommet flere beskyldninger om antisemitisme mod kendte danskere, blot fordi de er kritiske over for Israel eller sympatiserer med arabere.
I 2008 udkom en bog af Manfred Gerstenfeld: Behind the Humanitarian Mask (Jerusalem Center for Public Affairs), der anklager Danmark og de nordiske lande for at være ”smørhuller for antisemitisme og humanitære racister”.
I et essay i bogen anklager den dansk-jødiske historiker Arthur Arnheim forfatteren Klaus Rifbjerg for at sætte gang i antisemitismen i Danmark med sit digt ”Støvlerne”. Det blev trykt i Politiken den 11. juni 1967 efter Seksdageskrigen, hvor han udtrykte sympati med krigens arabiske ofre.
”Rifbjergs digt er en forløber for senere og mere aggressive billeder produceret i 1980’erne og 1990’erne, der fornærmer Israel og jøderne,” lyder det i bogen.
Igen i februar 2020 anklages Rifbjerg af Arthur Arnheim i Weekendavisen for antisemitisme på grund af sit digt.
Arnheims kronik Store, stygge løgne skitserer ”den nye antisemitiske bølge”, som i Danmark ifølge kronikøren blev igangsat af Klaus Rifbjerg.
Digtet kritiserer krigsbegejstringen i forbindelse med krigen mellem Israel og de arabiske lande. Der står bl.a.:
Vi konstaterer ikke uden selvfølelse
at det er OS der har sejret.
Israel vandt krigen.
De forenede Nationer vandt freden.
På femogfirs timer
var det hele overstået.
Men Gud ved
om de har fået samlet støvlerne op?
Blir der oprettet
særlige støvleopsamlingsbatalioner?
Har FN et særligt
støvleudvalg?
Tænker alle vi redebonne
understøttere af Israels
”retfærdige sag”
”heltemodige forsvar”
”hellige krig”
på støvlerne i Sinai?
Også Mogens Lykketoft blev af MIFF (Med Israel For Fred) anklaget for at fremme antisemitisme, da han i 2001 på TV udtalte, at der ikke var forskel på drabet på den israelske turistminister Rehavam Ze’evi og Israels målrettede attentater på palæstinensiske ledere.
Man bør kunne være islamkritisk eller israelkritisk uden frygt for at blive beskyldt for at være islamofob eller antisemit. Vi skal ikke lade os manipulere til at forveksle og sammenblande rationel kritik af en religion eller en stat med racistisk intolerance
MIFF, som ifølge dem selv er den største pro-israelske organisation i Europa og er politisk og religiøst neutral, har også anklaget Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller, Martin Lidegaard og Holger K. Nielsen for at være anti-israelske; en anklage, som ofte linkes til antisemitisme.
I 2020 skrev MIFF, at de 5 danske politikere sammen med 50 tidligere europæiske ledere havde underskrevet et anti-israelsk opråb, hvor Israel blandt andet beskyldes for at være en apartheid-stat.
I Behind the Humanitarian Mask hæfter Arnheim sig ved, at SID (Specialarbejderforbundet i Danmark) i 2002 var blandt de første europæiske organisationer, som foreslog at boykotte israelske bosættelsesprodukter, et forslag, som han betragter som antisemitisk.
Samme anklager om antisemitisme oplevede vi i Danmark i 2015, hvor busselskabet MOVIA måtte fjerne en busreklame, der opfordrede til boykot af varer fra de ulovlige israelske bosættelser.
Sådanne anklager kan muligvis belyse årsagen til den forsigtighed, som danske medier og debattører har udvist i forhold til at give en udførlig dækning af en FN-rapport, der blev udgivet den 15. marts 2017. Rapporten karakteriserer Israels behandling af palæstinenserne som værende apartheid.
På trods af de politiske protester inden for og uden for FN erklærede FN-organet ESCWA’s generalsekretær, Rima Khalaf, at rapporten “konkluderer klart og ærligt, at Israel er en racistisk stat, der har etableret et apartheidsystem, der forfølger det palæstinensiske folk”.
Fløjlshandskerne bør tages af
Anklager om antisemitisme eller islamofobi afholder debattører og politikere fra at være kritiske over for Israel og muslimske lande.
Det er supervigtigt, at man som debattør eller politiker fremadrettet vælger at deltage i konstruktive dialoger om religionskritik og varme politiske emner, så de nationalistiske og populistiske medier og politikeres monopol på religionskritik eller politisk kritik kan blive brudt.
Man bør kunne være islamkritisk eller israelkritisk uden frygt for at blive beskyldt for at være islamofob eller antisemit. Vi skal ikke lade os manipulere til at forveksle og sammenblande rationel kritik af en religion eller en stat med racistisk intolerance!
Debatten bliver muligvis så skinger, fordi kun erklærede islamofober, antisemitter og racister udtaler sig. Folk, der ikke befinder sig på den yderste højrefløj, afholder sig ofte fra at udtale sig om følsomme emner af frygt for at blive anklaget for at være islamofober, antisemitter eller racister
Islamisterne benytter sig ofte af anklagen for islamofobi mod enhver rationel analyse eller kritik af islamisme eller muslimske lande, præcis som Israel og dets venner i årtier har brugt anklagen for antisemitisme mod enhver kritik af Israel eller Israels handlinger i de besatte palæstinensiske områder.
Mogens Lykketoft kender godt til denne tendens, da han i mange år været kritisk om Israels fremfærd over for palæstinenserne.
”Der har altid været folk på den Israel-venlige højrefløj, som råbte antisemitisme efter enhver, der ytrede sig det mindste kritisk om Israel,” siger han til Information i marts 2021. Også efter ham.
Debatten bliver muligvis så skinger, fordi kun erklærede islamofober, antisemitter og racister udtaler sig. Folk, der ikke befinder sig på den yderste højrefløj, afholder sig ofte fra at udtale sig om følsomme emner af frygt for at blive anklaget for at være islamofober, antisemitter eller racister.
Hvis vi skal have en nuanceret debat, er vi nødt til at være enige om, at man som journalist, politiker eller debattør ikke skal være nødsaget til at udøve selvcensur.
Skal det være sådan, at man konfronterer beskyldningerne på forhånd ved at indlejre rygdækning i alle sine udsagn eller ligefrem starte alt, hvad man publicerer, med en disclaimer, så man kan få nedbrudt det fælles fodslag mellem islamister og visse af Israels venner, som bruger anklagerne islamofobi og antisemitisme som våben i deres fælles kamp mod ytringsfrihed?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
