IRAN // KOMMENTAR – Irans historiske arv af tilbageholdenhed i krig og hjælp til folk i nød står nu i skarp kontrast til den aggressive politik, der føres af Den Islamiske Republik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den seneste militære aktion fra Iran mod Israel, angiveligt i selvforsvar ifølge den islamiske republiks ambassadør ved FN under artikel 51 i FN-pagten, har igangsat debatter om international ret. Men et sådant angreb bør ud over de juridiske nuancer også underkastes en grundig undersøgelse i en bredere kontekst.
Traditionel vestasiatisk logik lægger ofte vægt på historiske årsagssammenhænge som gyldige begrundelser for reaktioner, hvor en handling retfærdiggøres med en anden tidligere handling, som igen retfærdiggøres med en endnu tidligere i en uendelig regres af tilbageføringer. Men i dagens komplekse geopolitiske landskab er en nuanceret undersøgelse af nutidens virkelighed mere afgørende end nogensinde. Vi bør derfor modstå fristelsen af frugtesløs historisk gymnastik og i stedet fokusere på de aktuelle begivenheder og deres konsekvenser.
Irans foragt for internationale normer
International ret anerkender bestemt en stats ret til selvforsvar, herunder også som modreaktion på angreb på et lands ambassade, der betragtes som angreb på suverænt territorium. Men udøvelsen af denne ret skal være proportional, retfærdiggjort og tage hensyn til bredere regional stabilitet og globale normer.
Internationale konventioner og traktater har til formål at regulere relationerne mellem staterne, fremme global harmoni, beskytte individer mod staternes overgreb og forhindre konflikter i at udvikle sig, men effektiviteten af disse reguleringer afhænger af staternes overholdelse af de angivne normer og spilleregler.
Samarbejde på den internationale scene bør prioritere fornuftig dialog og pragmatiske vurderinger for bæredygtig regional og global sikkerhed for at fremme gensidig fred og velstand
Desværre har Den Islamiske Republik gennem hele sin eksistens tilsidesat internationale normer gennem forskellige handlinger, herunder angreb på diplomatiske missioner, støtte til paramilitære grupper og undertrykkende foranstaltninger mod dissidenter.
Disse handlinger tegner et billede af, at ophøjelse af volden til styringsprincippet ikke er en historisk tilfældighed, men er essentielt indbygget i selve Den Islamiske Republiks ideologiske konstitution. Fra angrebet på den amerikanske ambassade i Teheran til manipulation af udenrigspolitikken gennem oprettelsen af paramilitære styrker med regionalt hegemoni for øje og en specifik hær fokuseret på “befrielsen” af Jerusalem.
Derudover kan nævnes de berygtede fatwaer rettet mod forfattere som Salman Rushdie, brutale angreb og drab på dissidenter i udlandet (såsom digteren og politologen Ferydoon Farrokhzad) og den nådesløse undertrykkelse af egne borgere, senest den blodige nedslagtning af “Kvinde, Liv, Frihed”-revolutionen i Iran. Dette lidet glorværdige generalieblad understreger med al tydelighed det islamiske regimes foragt for internationale normer og tegner et dystert billede af en særdeles selektiv tilgang til dem.
Ansvaret for befolkningen
Der siges, at da Fanden blev gammel, gik han i kloster. Lad os derfor være fordomsfrie og forestille os denne højest ejendommelige mulighed, at som udslag af en åbenbaring har Den Islamiske Republik undsagt hele sin historie og vil fra nu af respektere de internationale konventioner både i ord og ånd.
Lad os for analysens skyld antage, at det islamiske regime har ret i sin anklage mod Israel, at Den Islamiske Republik er i sin gode ret til at engagere sig i konflikt mod Israel på grund af bombningen af ambassaden i Syrien, men det følger stadigvæk ikke nødvendigvis herfra, at den bør udøve denne ret. En stats handlinger bør altid forstås ud fra selve statens konstitutive elementer og suverænitet. At finde det rette tidspunkt for at udøve denne ret bør derfor undersøges med henblik på Den Islamiske Republiks strategiske mål, idealer og ønsker, alle sammen adskilt fra bredere regional stabilitet og/eller etiske imperativer.
Fordømmelse af dette angreb er ikke kun et moralsk imperativ, men også afgørende for at bevare global stabilitet og opretholde principperne om retfærdighed og fred
Fundamentalt set strækker en stats ansvar sig ud over territoriale krav og/eller ideologisk stræben. Det omfatter fremmelse af samfundsmæssig velstand, opbyggelse af en stærk og bæredygtig økonomi, sikring af institutionel integritet og beskyttelse af borgeres integritet og velbefindende, fremmelse af et levende civilsamfund, opbyggelse af et effektivt uddannelses- og sundhedssystem samt bekæmpelse af fattigdom, hjemløshed og andre negative fænomener.
Samarbejde på den internationale scene bør prioritere fornuftig dialog og pragmatiske vurderinger for bæredygtig regional og global sikkerhed for at fremme gensidig fred og velstand.
Det afgørende spørgsmål, vi står over for, er, i hvilket omfang Den Islamiske Republiks handlinger er i overensstemmelse med det ovennævnte ansvar over for landets befolkning. Tjener Den Islamiske Republiks aggressive holdninger og handlinger Irans, Vestasiens og den globale freds og sameksistens’ interesser? Letter fjendtligheder mod Israel regionale spændinger, eller fremmer de meningsfuld dialog? Baner Den Islamiske Republiks politik vejen for fællesprojekter i Vestasien, hvor landene i samarbejde løser fælles udfordringer såsom klimaforandringer, vandmangel, kvindeundertrykkelse, økonomisk ulighed og fremme af menneskerettigheder?
Svaret på samtlige disse spørgsmål er et rungende nej. Den Islamiske Republik mestrer eskalering af risici og øger spændingerne, hvilket ikke kun ødelægger landenes økonomier, men også folkesundheden i disse områder og perverterer samfundets strukturer og værdier.
Kampen mod Israel som mål
Siden oprettelsen af dette misfoster af en islamisk republik i Iran i 1980 har denne republik haft kampen mod Israel som et af sine strategiske mål. Nu har denne republik iværksat et stort angreb på Israel. En politik, der kan resultere i en storkrig i Vestasien med ødelagte lande og millioner af uskyldige døde til følge.
Irans historiske arv af tilbageholdenhed i krig og hjælp til folk i nød står nu i skarp kontrast til den aggressive politik, der føres af Den Islamiske Republik
Hvad skal vi iranere gøre i denne situation? Skal vi glædes over, at den nationale stolthed er genoprettet ved, at 5 af de 7 ballistiske missiler, som Den Islamiske Republik sendte af sted mod Israel, ramte de baser, som de var målrettet mod? Skal vi være stolte over, at de kunne bryde igennem det israelske luftforsvarssystem? Nej, tværtimod. Vi skal mobilisere os i fordømmelsen af Den Islamiske Republik. Fordømmelse af dette angreb er ikke kun et moralsk imperativ, men også afgørende for at bevare global stabilitet og opretholde principperne om retfærdighed og fred.
Siden 1820’ernes sidste store krig mellem Iran og Rusland har Iran ikke erklæret krig mod et andet land. Under den Anden Verdenskrig gav Iran husly til flere hundrede tusinde polske flygtninge, der flygtede fra både fascisterne, nazisterne og Den Røde Hær. Denne arv har altid været en kilde til stolthed, men Irans historiske arv af tilbageholdenhed i krig og hjælp til folk i nød står nu i skarp kontrast til den aggressive politik, der føres af Den Islamiske Republik.
Så angrebet på Israel? Ikke i mit navn.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
