MELLEMØSTEN // ANALYSE – Covid-19-pandemien har ramt landene i Mellemøsten forskelligt og vil på sigt kunne få vidtrækkende konsekvenser i regionen både politisk og menneskeligt, vurderer Yasmin Abdel-Hak, der begynder sin analyse i Iran, hvor utilfredsheden med præstestyret har ulmet længe.
Iran blev hurtigt det hårdest ramte land i regionen af covid-19. Allerede i januar dukkede de første tilfælde op, og landet har siden kæmpet med at få pandemien under kontrol. Mere end 100.000 iranere menes at være blevet ramt af virussen, og dødstallene er over 4500.
Landet har omsider fået stablet et stort indsatsapparat på benene, ca. 300.000 soldater er sat ind for at sikre inddæmning af smitten, men landets ledere har valgt ikke at lukke landet ned. Selvom skoler og universiteter er blevet lukket, har der ikke været tale om et decideret lockdown. Disse prioriteringer har først og fremmest økonomiske årsager. Et land i økonomisk armod har ikke råd til at betale sine offentlige ansatte for at blive hjemme. Landet er fortsat hårdt ramt af de amerikanske sanktioner. Og selvom USA på nok så paradoksal vis har tilbudt nødhjælp til landet, har selvsamme USA bebudet endnu flere sanktioner mod landet.
Når første bølge af pandemien er overstået, vil det formentligt blot være et spørgsmål om tid, før befolkningen igen vil mobilisere en protestbølge mod det siddende præstestyre
Andre lande er tilbageholdende med at yde Iran hjælp af frygt for at blive ramt af amerikanske sanktioner som modreaktion. Iran har søgt om et lån hos Den Internationale Monetære Fond (IMF) på 5 milliarder dollars. USA har modsat sig et sådant lån under henvisning til, at Iran formentlig vil bruge pengene på andet end at hjælpe landets nødstedte befolkning. Det synes således ikke realistisk, at IMF skulle yde et sådant lån på nuværende tidspunkt.
Landets tragiske situation kan ikke ene og alene tilskrives amerikanske sanktioner. Dets egne ledere har selv et stort ansvar for den manglende håndtering af krisen, særligt i starten, hvor man benægtede, at der var nogen virus og sagde, at der blot var tale om rygter. Derudover var styret opsat på at få gennemført det planlagte regeringsvalg den 21. februar, og tilbageholdt viden om covid-19. En synligt syg vice-sundhedsminister benægtede tre dage efter valget, at der overhovedet fandtes en sådan virus. Dagen efter blev han testet positiv.
En katastrofal håndtering af pandemien med en ligeså katastrofal økonomi kan på et tidspunkt resultere i et oprør mod regimet. Utilfredsheden i Iran har ulmet længe, og landet er bestemt ikke ubekendt med afholdelse af store protestdemonstrationer. Når første bølge af pandemien er overstået, vil det formentligt blot være et spørgsmål om tid, før befolkningen igen vil mobilisere en protestbølge mod det siddende præstestyre.
Delvist udgangsforbud i Ægypten
I Mellemøstens folkerigeste stat med ca. 104 millioner indbyggere har man sin egen tilgang til covid-19. Ægyptens regering har udstedt udgangsforbud fra kl. 20 til 06 om morgenen. Hvorvidt myndighederne har vurderet, at smitterisikoen er størst om aftenen, eller om det er et halvhjertet forsøg på at vise omverdenen, at man tager pandemien seriøst, kan man kun gisne om.
Men endnu har ingen andre lande oplevet, at et udgangsforbud i aften- og nattetimerne skulle være en effektiv strategi til at forhindre smittespredning. Det delvise udgangsforbud er netop blevet forlænget til 23. april, som falder sammen med den første dag i ramadanen.
Politisk legitimitet i krisetider
Regeringsledere med troværdighed og politisk legitimitet nyder i krisetider normalt stor opbakning til givne foranstaltninger for at lede landet igennem en krisesituation. Det er ikke tilfældet i Ægypten på nuværende tidspunkt.
Befolkningen har indtil videre i kun yderst begrænset omfang taget udgangsforbuddet seriøst og har dermed heller ikke efterkommet det. Det er ikke en hensigtsmæssig reaktion, hvis man skal bestræbe sig på at bremse spredningen af covid-19.
Hvis livet allerede er en daglig kamp for at brødføde sin familie, er en eller anden abstrakt størrelse som virus blot endnu en trængsel at føje til listen over daglige udfordringer
Den manglende efterlevelse af forbuddet vidner måske først og fremmest om, at præsident Sisis henstillinger ikke bliver taget alvorligt. At præsidenten ikke er i stand til at udfylde den rolle som landsfaderfigur, han ser sig selv som. Men hvis man som præsident i en krise som denne ikke formår at samle sin befolkning bag sig, hvornår kan man så?
Når livet i forvejen er hårdt, hvad betyder en virus så?
Måske skyldes problemet også den psykologiske faktor, at dagligdagen for mange ægyptere i forvejen er hård. Hvis livet allerede er en daglig kamp for at brødføde sin familie, er en eller anden abstrakt størrelse som virus blot endnu en trængsel at føje til listen over daglige udfordringer.
Hvordan præsidenten på sigt vil kunne håndtere krisen er endnu for tidligt at spå om. Han har lagt en langt hårdere stålnæve rundt om landet end den tidligere, nu nyligt afdøde, Hosni Mubarak, hvis regime i forhold til det nuværende mindede om den rene skovtur i det grønne. Præsident Sisi har fra starten anlagt samme tone som den amerikanske præsident Donald Trump og forsikret landet om, at regeringen har situationen under kontrol. Den illusion vil han formentlig ikke kunne opretholde på sigt.
Alt forskelsbehandling kan jihadiseres, alt kan puttes ind i et politisk, religiøst narrativ, som vil kunne bruges overfor en hvilken som helst marginaliseret befolkningsgruppe
Hvis præsidenten ikke formår at håndtere denne pandemikrise ordentligt, kan han risikere at stå med dårlige politiske kort på hånden. Flere af faktorerne er allerede tilstede; manglende politisk legitimitet fra befolkningen, en hårdt presset økonomi og en ung befolkning, der tidligere har kunnet vælte en diktator gennem 30 år fra magten.
Hans eneste livline lige nu er at håndtere covid-19-udbruddet i landet med succes og forsøge at bibeholde militærets støtte. Hvis han mister sidstnævnte, er det alt sammen forhold, der kan puste nyt liv i revolutionsånden. Dermed ser præsidentens fortsatte virke ud til at blive afgjort af coronakrisens udfald i Ægypten.
Religion som politisk våben
Et farligt fænomen er, når religion bliver brugt som politisk våben. Nogle ægyptiske politiske kommentatorer brugte pandemien som angreb mod det forbudte og forhadte Muslimske Broderskab, som blev beskyldt for at stå bag udbredelsen af virussen i landet.
Hvis én befolkningsgruppe oplever forskelsbehandling – f.eks. at nogle befolkningsgrupper får adgang til bedre behandling sf covid-19 end andre – er det noget enhver terrororganisation eller religiøs leder med storhedsvanvid vil kunne bruge til sin egen fordel. For al forskelsbehandling kan jihadiseres, alt kan puttes ind i et politisk, religiøst narrativ, som vil kunne bruges overfor en hvilken som helst marginaliseret befolkningsgruppe.
Irak er i fare for at blive det nye Syrien
Det er et land som Irak om noget bevis for. Landet, som i den grad blev taget som gidsel af Islamisk Stat. Landet, hvorfra terrororganisationen slog rødder og derfra besatte dele af Irak og Syrien. Når en terrororganisation som Islamisk Stat kunne nå så langt, som den gjorde, skyldtes det, at der først og fremmest var tale om et symptom på en række underliggende problemer i Irak; nemlig fraværet af stærke statsinstitutioner, et minimum af adgang til grundlæggende frihedsrettigheder, herunder skolegang, arbejdsmuligheder, adgang til vand og sanitære forhold.
Islamisk Stat formåede at slå rod i Irak på et tidspunkt, hvor landet var mest skrøbeligt på grund af det politiske vakuum, der tilsyneladende kun ventede på at blive udnyttet.
Alle faktorer er tilstede for, at der endnu en gang opstår et vakuum, som landets regering ikke er i stand til at udfylde. Om det bliver Islamisk Stat eller en anden rædselsvækkende organisation er sådan set af underordnet betydning
Det samme kan ske igen nu. Landet er hårdt ramt af covid-19, først og fremmest med en sønderskudt økonomi, blandt andet på grund af de historisk lave oliepriser, hvilket er særligt problematisk for statskassen, der har baseret 90 pct. af sit budget på olieindtægter.
Derudover lider landet under et skrøbeligt parlamentarisk system, skrøbelige statsstrukturer, samt flygtningelejre i det nordlige Irak med tilfangetagne Islamisk Stat-kvinder og -børn. Der er med andre ord tale om et svagt og fragmentarisk land, der kæmper mod tiltagende iransk indflydelse, samtidig med, at landet stadig har åbne sår efter Islamisk Stats tilstedeværelse. Det er trusler fra mange steder at skulle håndtere på én og samme tid.
Alle faktorer er tilstede for, at der endnu en gang opstår et vakuum, som landets regering ikke er i stand til at udfylde. Om det bliver Islamisk Stat eller en anden rædselsvækkende organisation er sådan set af underordnet betydning. Men statsledere – ikke kun fra regionen – bør være opmærksomme på den latente fare, der ligger i landets skrøbelige tilstand.
Landet selv frygter, at det kan blive en slagmark for en krig mellem Islamisk Stat og Iran, der stadig prøver at øge sin indflydelse i landet. Selv efter drabet på general Qassem Suleimani i januar har man fra iransk side ikke stoppet med at støtte pro-iranske militser i landet. Hvis Irak havde håbet på, at drabet på generalen ville sætte en stopper for iransk tilstedeværelse i landet, tog man desværre fejl. Den iranske strategi overfor Irak med fortsat finansiering af militser er stadig intakt.
Nye muligheder for både Islamisk Stat og Iran
Netop Islamisk Stat synes at have vejret morgenluft i Irak. For USA har trukket flere af sine tropper ud af Irak på grund af covid-19-risikoen, og det har dermed igen åbnet vejen for terrorbevægelsen. Også Iran er særdeles tilfreds med fraværet af amerikanske tropper.
Det er ikke uden grund, at Irak frygter at blive reduceret til en slagmark mellem det sunnimuslimske Islamisk Stat, og det shiamuslimske Iran. Hvis det skulle gå hen og blive en realitet, vil Saudi-Arabien med sikkerhed stå som en by proxy deltager og støtte – ikke Islamisk Stat, men andre mulige stakeholders imod landets ærkefjende, Iran.
Hvis det sker, kan Irak risikere at blive det nye Syrien med militser med forskellige etniske, religiøse og politiske dagsordner, der hver især bliver finansieret af enten Saudi-Arabien eller Iran. Dermed er scenen gjort klar til en endnu en by proxy-krig mellem de to evige ærkefjender. Det er mildest talt et skrækscenarie af dimensioner landet kan blive kastet ud i. Alt sammen på grund af covid-19.
Der er mange magthavere i Mellemøsten, der udover det økonomiske mareridt i kølvandet på covid-19 bør være opmærksomme på deres politiske liv fremover. Verden bør holde øje med det politiske magtspil i Mellemøsten i tiden efter covid-19.
LÆS FLERE ANALYSER AF YASMIN ABDEL-HAK HER.
Topfoto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
