VALG I IRAK // ANALYSE – Den 10. oktober går Irak til valg. Det kan på mange måder betragtes som et afgørende øjeblik for det irakiske demokrati. Her og nu drejer det sig om kunsten at sikre trygge rammer for et valg.
Sidst Irak afholdt parlamentsvalg i 2018, var det med en stemmedeltagelse på blot 20 pct. Men landets siddende premierminister, Mustafaf al-Khadami, har gjort sit til at sikre, at befolkningen går til valgurnerne denne gang.
Og det er der alt mulig god grund for dem til at gøre. For der er meget på spil for det skrøbelige land, hvis demokratiske fundament kan blive endnu mere skrøbeligt, hvis ikke den demokratiske proces bliver styrket nu. Andre kræfter står nemlig på spil i kulissen og venter blot på at kunne overtage magten i Bagdad. Og mange irakere har set på situationen i Afghanistan og frygter, at lignende tilstande vil kunne indfinde sig i Irak.
Regeringen har indført en række tiltag for at beskytte kvindelige kandidater, der til stadighed oplever en vis chikane
Oprindeligt skulle valget have været afholdt i juni i år, men valgkommissionen udbad sig længere tid til at sikre bedre vilkår til at organisere et frit og sikkert valg denne gang. Det må man sige, at de har forsøgt at leve op til.
Ovenpå det katastrofale valg i 2018 med et udtalt vælgerboykot og de efterfølgende protestbevægelser, landet blev ramt af op til covid19-pandemien, har premierministeren – som blev valgt i 2020 – fået indført en lang række tiltag, der skal sikre, dels den fysiske sikkerhed for vælgerne ved valgstederne, og dels undgå fusk med stemmesedler og i det hele taget forsøge at stoppe korruption i forbindelse med afholdelse af valget.
Rekordmange kvindelige kandidater
En fjerdedel af parlamentets sæder er reserveret til kvinder. Det har formodningen for sig, at denne fjerdedel er garanteret som et minimum. For i år er der rekordmange kvindelige kandidater til det irakiske valg.
Der er 951 kvindelige kandidater at finde på valgsedlerne denne gang. Det svarer til 30 pct. af det samlede antal kandidater. Regeringen har indført en række tiltag for at beskytte kvindelige kandidater, der til stadighed oplever en vis chikane. Der er blandt andet oprettet en hotline til at få registreret alle former for chikane, kvindelige kandidater oplever under valgkampen.
FN har udsendt 130 valgobservatører til landet, ligesom der kommer yderligere 500 uafhængige valgobservatører udefra til at overvåge begivenhedernes gang.
Derudover har man ændret valgdistrikternes opbygning, således at der nu vil være 83 distrikter i stedet for blot 18 som sidst. Det er blevet indført for at sikre, at vælgerne ikke vil skulle bevæge sig langt fysisk og geografisk for at kunne afgive deres stemme. Dette er formentlig en klog strategisk foranstaltning, fordi det dermed muligvis vil kunne dæmpe risikoen for bomber ved valgstederne.
3532 kandidater stiller op for 110 politiske partier i 22 forskellige politiske alliancer. Ændringen af distrikterne og valgsystemet har reduceret antallet af kandidater kraftigt, fra over 7000 kandidater i 2018 til de nuværende godt 3500 kandidater. Derudover har valgkommissionen fravalgt en række kandidater, der har været involveret i valgfusk ved tidligere valg.
Kunsten at føre en national dialog
I august afholdt regeringen for første gang en to-dages konference under titlen Den Nationale Dialog. Det var en bred og broget skare, der var inviteret til konferencen, ikke bare politiske ledere, men tillige ledere af forskellige protestbevægelser, herunder fra den store protestbølge mod korruption og regeringen fra 2019. Derudover var klanledere, åndelige ledere og sågar ledere fra nogle væbnede fraktioner med i dialogen.
En del af aftalen går på, at man ikke må rive politiske modstanderes valgplakater ned, men nok så vigtigt – at der ikke må bruges våben hverken mod kandidater eller civile borgere for at påvirke valget
Formålet var at skabe tillid parterne imellem og få opbygget en national konsensus og ikke mindst enighed om at have tillid til det forestående valg. Derudover forpligtede regeringen sig til at forholde sig til den lange række af kritikpunkter, som var årsag til den massive boykot af valget i 2018, herunder den massive valgfusk, korruption og vold mod politiske kandidater.
Aftale om god valgførelse og accept af valgresultatet
Den nationale dialog resulterede efterfølgende i udarbejdelsen og underskrivelsen af en aftale om god valgførelse og accept af valgresultatet. Et dokument, som under stor mediebevågenhed blev underskrevet af lederne af de politiske partier. En del af aftalen går på, at man ikke må rive politiske modstanderes valgplakater ned, men nok så vigtigt – at der ikke må bruges våben hverken mod kandidater eller civile borgere for at påvirke valget.
At både al-Sadr og al-Sistani støtter valget vil i høj grad styrke valghandlingens legitimitet
Heri ligger i sig selv lidt af en succes for premierministeren. For man bør ikke undervurdere betydningen af, at politiske aktører, såsom den politiske leder af den shiamuslimske Sadr bevægelse, Muqtada al-Sadr, har bevæget sig fra at ville boykotte valget, til nu at opfordre folk til at deltage og afgive deres stemme.
Ligeledes har den åndelige leder for den shiamuslimske befolkning, storayatollahen Ali al-Sistani, opfordret vælgerne til at støtte valget. Mange af hans kritikpunkter mod valget i 2018 er nemlig blevet taget til efterretning af regeringen efter afholdelsen af førnævnte Nationale Dialog-konference. At både al-Sadr og al-Sistani støtter valget vil i høj grad styrke valghandlingens legitimitet.
Nødvendigt med politisk legitimitet
Heri ligger en vigtig komponent i at styrke landets demokratiske fundament. For hvis Irak skal kunne fremstå som en stabil politisk aktør i regionen, skal der være legitimitet omkring valget, både rammerne for dets afholdelse og for det efterfølgende resultat.
Hvis landet kan klare denne opgave, vil man derved også have øget udsigterne til, at udenlandske investorer vælger at placere deres penge i landets virksomheder. Og med en stærkere økonomisk profil som et investeringsværdigt land, vil Irak også på sigt kunne positionere sig stærkere regionalt og blive en egentlig politisk regional aktør fremfor nu, hvor landet kæmper for egen overlevelse.
Mange frygter, hvad der vil ske med Irak, når de sidste amerikanske tropper ved udgangen af 2021 bliver trukket ud af landet
For det er en kendsgerning, at der er mange andre politiske spillere, der står i kulissen og håber på endnu en eklatant valgfiasko. En fiasko ville kunne komme andres politiske dagsordener til gode.
Islamisk Stat og Iran i kulissen
Denne frygt for fiasko er de fleste irakere smerteligt bevidst om. Mange frygter, hvad der vil ske med Irak, når de sidste amerikanske tropper ved udgangen af 2021 bliver trukket ud af landet. Frygten for, at iranske militser skal overtage magten er bestemt eksisterende, ligesom frygten for en genopståen af Islamisk Stat.
Endelig frygter mange irakere en egentlig borgerkrig, fordi der er for mange politiske agenter, der ser en fordel i at udviklingen går i den retning. Et land i borgerkrig er en åben invitation til mere kaos og risikoen for ny konsolidering af både Islamisk Stat og iranske militser. Irakerne behøver blot at se på nabolandet Syrien, der i dag er smuldret til krummer.
Denne usikkerhed overfor USA er interessant, fordi den har medført, at man i Bagdad er begyndt at overveje at kigge efter andre mulige velgørere. Det kunne være enten Tyrkiet eller De Forenede Arabiske Emirater som et effektivt modtryk mod Irans konstante indflydelse og pres
Derudover har de seneste gruopvækkende scener fra Afghanistan med amerikansk militær, der nærmest flygtede ud af Kabul, bragt mange minder tilbage for irakerne. Så sent som i 2014 oplevede irakerne sammenbruddet af deres eget militær, da de amerikanske tropper i første omgang var trukket ud af Irak. Sammenbruddet betød, at Irak meget hurtigt tabte tre provinser til Islamisk Stat.
Frygten for et nyt Afghanistan
Derudover frygter irakerne, at den nye amerikanske administration under præsident Joe Biden er så tilpas træt af hele den irakiske situation, at denne accepterer tilstedeværelsen af forskellige militser, så længe de bare ikke angriber amerikanske interesser.
Denne usikkerhed overfor USA er interessant, fordi den har medført, at man i Bagdad er begyndt at overveje at kigge efter andre mulige velgørere. Det kunne være enten Tyrkiet eller De Forenede Arabiske Emirater som et effektivt modtryk mod Irans konstante indflydelse og pres på landet.
Om man vil satse på Tyrkiet som velgører, vil i givet fald være noget kontroversielt, idet man i forvejen har et ganske anstrengt forhold til præsident Erdogan og hans storpolitiske ambitioner for tyrkisk tilstedeværelse i området. Man har allerede flere gange haft politiske sammenstød med ham omkring tyrkiske troppers tilstedeværelse i det nordlige Irak. På den anden side kan det måske på sigt synes at være mere tåleligt med en tyrkisk dominans end den aktuelle iranske.
Både Irak og Afghanistan har nærmest kronisk lidt under korruption hos både regering og militær. Derfor er det kun naturligt, at mange irakere med frygt venter på, hvad der vil ske, når de sidste amerikanske tropper er trukket ud af landet
Der er med andre ord flere frygtscenarier i luften for den irakiske befolkning i et sammensurium af flere faktorer: tilbagetrækningen af amerikanske tropper, frygten for at Islamisk Stat skal genopstå, og at iranske militser skal komme til at sidde endnu tungere på landet, end de allerede gør på nuværende tidspunkt.
Man kan egentlig ikke fortænke irakerne i at sammenligne sig selv med Afghanistan og Talibans nylige magtovertagelse. Der er for så vidt en række lighedspunkter mellem de to lande. Både Irak og Afghanistan har nærmest kronisk lidt under korruption hos både regering og militær. Derfor er det kun naturligt, at mange irakere med frygt venter på, hvad der vil ske, når de sidste amerikanske tropper er trukket ud af landet inden årets udgang.
En ubegrundet frygt?
På den anden side kan denne frygt – lidt optimistisk set – måske siges at være ubegrundet af flere årsager.
For det første er der tale om blot 2500 amerikanske soldater, som i sig selv på nuværende tidspunkt har en mindre fremtrædende rolle i landet. Det er selvklart ikke 2500 soldater alene, der evner at holde Islamisk Stat på afstand og i det hele taget holde landet sammen. Det er en lang række faktorer og samarbejdspartnere, inklusiv kurderne og tyrkerne oppe i det nordlige Irak, der er en del af det samlede billede.
Irak har en historisk tradition for stærke nationale institutioner, og vil allerede af den grund være et skridt længere fremme i landets demokratiopbygning end Afghanistan
Dernæst er det vigtigt at holde for øje, at Irak trods visse sammenlignelige punkter med Afghanistan, er et land med et langt stærkere fundament både som nation og som folk end Afghanistan. Irak har en historisk tradition for stærke nationale institutioner, og vil allerede af den grund være et skridt længere fremme i landets demokratiopbygning end Afghanistan.
Endelig er forarbejdet op til dette valg af historisk betydning.
Et håb for fremtiden?
De mange skridt, regeringen har taget forud for valgets afholdelse, må alle siges at være positive tegn. Men det betyder på ingen måde, at træerne vokser ind i den irakiske himmel. Der er stadig tale om et skrøbeligt og porøst land. Men at landet har afholdt den omtalte konference til National Dialog er i sig selv et stort skridt. Det vidner om, at man som land er sig bevidst, at kommunikation er vejen frem.
At de politiske partier har underskrevet en aftale om at respektere valget og dets resultat er ligeledes et stort skridt. At regeringen har forsøgt at imødegå mange af de kritikpunkter om valgsnyd og fusk ved valget i 2018 ved at foretage en lang række ændringer af valgloven og valgbarheden er også positivt. At der er rekordmange kvindelige kandidater er ligeledes lovende. At allerede 17 millioner har ladet sig registrere til at stemme kunne jo tyde på, at irakerne denne gang har flere forhåbninger til dette valg end for tre år siden.
Dét er alene i sig selv en tro på fremtiden. En tro på at landet kan bevæge sig i den rigtige retning. Trods de dystre skygger i kulissen, kan valget måske denne gang bane vejen for et stærkere og mere selvstændigt Irak med virkelig tro på fremtiden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
