IRAK // NY BOG – Irakisk journalist har skrevet en fremragende bog, der gør op med den typiske opfattelse af et sekterisk og splittet samfund som hovedårsagen til Iraks lange og fortsatte tragedie.
I de sidste dage af april 2003 gik tusinder af mennesker i procession gennem den irakiske by Karbala. Det var shiamuslimer, som markerede Arba’én, der ligger 40 dage efter Ashura. Dette er en sørgeperiode i den shiamuslimske kalender, fordi det hele har forbindelse til slaget ved Karbala i år 680, hvor imam Husayn ibn Ali led martyrdøden.
Hvor det normalt er en dag, hvor folk græder og slår sig for brystet, havde Arba’én i 2003 dog tydelige anslag af festdag, for et par uger forinden havde amerikanske styrker invaderet Irak og væltet Saddam Husseins forhadte styre.
”Det stod i ekstrem modsætning til, hvordan Ashura var blevet markeret nogle uger tidligere, umiddelbart før krigen, hvor jeg havde siddet i Khadimiya, den største shiamuslimske helligdom i Bagdad, og set et fåtal af mennesker snige sig hurtigt ind og ud,” skriver den irakiske journalist Ghaith Abdul-Ahad i sin nye bog A Stranger in Your Own City. Travels in the Middle East’s Long War om landets tragedie.
At vælte et diktatur
Bogen er kommet op til 20-året for begivenhederne, der en kort overgang skabte en betinget optimisme blandt shiamuslimer og andre irakiske grupper. De havde i årevis levet i frygt under Saddam Husseins brutale sunnimuslimske styre, og selv om mange godt kunne se, at der var noget rivende galt i den måde, tingene udviklede sig på, håbede man på at se landet bevæge sig mod frihed og demokrati.
”Befrielsen” af Irak er kommet til at stå som en absolut skelsættende begivenhed i Mellemøstens nyere historie, og der er allerede skrevet en lang række bøger om begivenhederne i 2003. Men Abdul-Ahad skiller sig markant ud fra mængden. Han er ikke bare velskrivende og klar i sin analyse, men han tager hele tiden udgangspunkt i sit eget perspektiv, det lokale.
At vælte et diktatur er et godt mål, men der er mange lokale faldgruber undervejs, og i den forbindelse står Irak som et eksempel på, at det er gået eklatant galt
Da invasionen var nært forestående, troppede de vestlige journalister sammen på et af hotellerne i Bagdad. Over drinks i baren udvekslede de minder fra tidligere krige og var allerede godt på vej til nye væbnede konflikter andre steder i verden.
Da Abdul-Ahad sluttede sig til dem og – som han skriver – ”fortalte dem, at jeg engang var kommet her for at benytte swimmingpoolen sammen med gode venner,” blev han mødt med patroniserende overbærenhed. Hvordan kunne han tillade sig at tale om normalitet i disse udlændinges tilstedeværelse? I deres øjne var han og shiamuslimerne ofre, mens samtlige sunnimuslimer var bødler med den dybeste sympati for diktatoren Saddam Hussein.
Dette er naturligvis hårdt tegnet op, og der findes da også mængder af gode og nuancerede beretninger fra Irak. Men forfatteren har alligevel en vigtig pointe. Folkestemningen i Karbala var præget af modsætninger, vage håb og tvivl, mens den vestlige opfattelse ofte bygger på en skråsikker overbevisning om at kende til problemets mange aspekter.
Det var efter Abdul-Ahads opfattelse meget kendetegnende for George W. Bush og den amerikanske administration, og det er netop denne mangel på forståelse for nuancerne, der ofte får udviklingen til at køre af sporet. Dermed får bogen også principiel betydning, for den samme problemstilling går igen mange steder, hvor vesten gerne vil indføre demokrati. At vælte et diktatur er et godt mål, men der er mange lokale faldgruber undervejs, og i den forbindelse står Irak som et eksempel på, at det er gået eklatant galt.
Muhassasa
De nye magthavere i Irak benyttede fortællingen om madhloumiya, den indbildte eller virkelige undertrykkelse, som shiamuslimerne har levet under lige siden Husayns død ved Karbala for 1.400 år siden. De forstod ikke, at ikke alle sunnimuslimer nødvendigvis støttede Saddam Husseins styre, og det var her, det lige fra starten begyndte at gå galt.
Det nye regeringsråd underbyggede denne sekteriske retorik ved at etablere et politisk system, der byggede på muhassasa. Det førte til en fordeling af de offentlige ressourcer efter et sekterisk og etnisk mønster. Og dette satte en gruppe korrupte og religiøse krigsherrer i stand til at styre landet i de næste 20 år, hvilket gjorde Irak til en af verdens mest korrupte nationer.
Efterhånden som urolighederne bredte sig i landet, blev shiamuslimske soldater dræbt af oprørere – ikke fordi de samarbejdede med amerikanerne, men fordi de var shiamuslimer
Denne opfattelse kom til at præge domfældelsen af Saddam Hussein. En velordnet retssag kunne have kastet lyst over, hvorfor Irak gik i krig mod Iran tilbage i 1980’erne, og hvorfor diktatoren havde besluttet at angribe nabostaten Kuwait i 1991. Men amerikanerne og de nye irakiske ledere havde kun øje for hævn, og dette gjorde Saddam Hussein til en folkehelt i store dele af den arabiske verden.
Han kom til at stå som en værdig mand med Koranen i sin hånd. Retssagen blev fulgt på tv i hele Mellemøsten, og fra Sanaa til Kabul hang der plakater med den faldne leder med det buskede fuldskæg. Hans båndede taler fik enorm popularitet blandt modløse arabere, der søgte en helteskikkelse, selv om det kom fra en diktator, der i den grad havde mishandlet sit eget folk.
Førhen var ægteskaber mellem shia- og sunnimuslimer helt normalt og accepteret. Klassebaggrund, uddannelse og familie var de egentlige faktorer, som afgjorde, om et ægteskab blev godkendt eller afvist af familierne. Efter Saddam Husseins fald blev man i stigende grad betragtet som forræder, hvis man giftede sig på tværs af de sekteriske skillelinjer. Og efterhånden som urolighederne bredte sig i landet, blev shiamuslimske soldater dræbt af oprørere – ikke fordi de samarbejdede med amerikanerne, men fordi de var shiamuslimer.
Islamisk Stat
Fundamentalistisk salafisme havde aldrig rigtig fundet fodfæste i Irak. Dette står i modsætning til eksempelvis Syrien, hvor fattige migrantarbejdere lige siden begyndelsen af 1990’erne var begyndt at tage en islamisk konservatisme med hjem efter arbejdsophold i Saudi-Arabien.
Dette ændrede sig imidlertid dramatisk med den amerikanske invasion i 2003. Ultrakonservative strømninger blev nu et nationalt holdepunkt for mange, og en slags fyrtårn midt i de kaotiske tilstande. Af netop den grund fik Islamisk Stat også en god modtagelse mange steder, da gruppen rykkede ind i 2006.
”Hvis jeg skal være helt ærlig,” siger Ahmed, som ejer en computerforretning, ”så var alle glade, da Islamisk Stat rykkede ind i Mosul.”
Indtil da havde regeringens sekteriske politik opdelt byen i zoner med afspærringer imellem, så det kunne tage en time at tilbagelægge en ganske kort afstand. Med Islamisk Stat blev der fri bevægelighed, og ifølge computerforhandleren var islamisterne ligeglade med, om folk kom til bøn eller ej. Man kunne gå på café og opføre sig, som man ville, så længe det ikke generede dem. Sådan var det i hvert fald i starten.
Tingene begyndte at ændre sig i Mosul, da tidligere medlemmer af Baath-partiet, Saddam Husseins gamle parti, begyndte at slutte sig til jihadisterne. De havde tidligere levet en sekulær tilværelse, men at de indgik en slags fornuftsægteskab med Islamisk Stat, sådan som flere vestlige iagttagere så det, er ifølge Ghaith Abdul-Ahad en myte. Disse mennesker led ingen materiel nød i det nye Irak, men de savnede magten. Partiet havde betydet alt for dem, og nu var magten og indflydelsen borte, og det genvandt det ved at gå i samarbejde med Islamisk Stat.
Den sekteriske frygt
Denne ubehagelige udvikling kunne man muligvis have undgået til en vis grad, hvis Iraks nye ledere tilbage i 2003 ikke havde kørt så hårdt på den sekteriske frygt. Det var dén, neokonservative amerikanske ledere argumenterede med, og det var præcis det element, der gav Al Qaeda og senere Islamisk Stat den store gennemslagskraft.
Da Islamisk Stat var nedkæmpet i territoriel forstand, så man da også, at Irak bare vendte tilbage til den samme skure, hvor det mere eller mindre har befundet sig til i dag. Landet fandt tilbage til den samme sekteriske orden, som de nye magthavere skabte efter krigen i 2003, og det er det, forfatteren beskriver som at være fremmed i sin egen by.
Udviklingen nåede et foreløbigt klimaks den 1. oktober 2020, da voldsomme protester brød ud i Bagdad. Gnisten var tilsyneladende fyringen af en general, der ellers havde udmærket sig i kampen mod Islamisk Stat, men det greb hurtigt om sig som følge af ”den samme vrede over det korrupte, teokratiske kleptokrati, og dets rådne og bureaukratiske styre”. Sikkerhedsstyrkerne skød med skarpt på Tahrir-pladsen i det centrale Bagdad. De dræbte et dusin unge mænd med irakiske og shiamuslimske flag, og dermed var konflikten blevet sekterisk, selvom kun få irakere ønskede at se situationen på den måde.
I Egypten, Tunesien og Syrien var folkets vrede under det såkaldte arabiske forår rettet mod despoter, mens billedet i Irak efter 2003 var et helt andet. Her drejede og drejer det sig om en herskende klasse, der kom til magten efter krigen dengang, og den er et produkt af vestens opfattelse af Irak som dybt sekterisk.
Det er denne opfattelse, Ghaith Abdul-Ahad gør op med i sin bog. Han fastholder, at Irak før den amerikanske invasion levede med en udbredt indre sameksistens mellem de forskellige etniske grupper, hvilket den vestlige verden aldrig har forstået. Og dette er grunden til, at mange irakere i dag savner Saddam Hussein, selv om han var en brutal og kynisk diktator.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
