DAGENS POV // INKONTINENS – Omkring 400.000 danske kvinder og mænd lider af inkontinens. Indtil i sidste uge var jeg en af dem. Jeg krydser stadig benene og står helt stille, når jeg nyser og hoster (i ærmet). Det tager nok lidt tid, før jeg vænner mig af med det. Til gengæld glæder jeg mig til min nye, trampolinfyldte tilværelse. For nu er jeg den sædvanlige Rulle, der bare ikke længere tisser i bukserne, når hun hoster, nyser, danser og hopper.
Det har stået på i et par år. I starten kom jeg bare til at dryppe lidt, når jeg pludselig nøs eller fik et hosteanfald.
Efter nogle måneder begyndte jeg rutinemæssigt at tage et trusseindlæg på, når jeg skulle løbe en tur – bare så der ikke skulle ske et uheld.
Jeg gik ikke til læge. Jeg kneb bare. Gud, hvor jeg kneb. Jeg har lavet så mange knibeøvelser, at man slet ikke fatter det
Efter et års tid tog jeg bind med i den lille festtaske, hvis der var dans i sigte.
Jeg gik ikke til læge. Jeg kneb bare. Gud, hvor jeg kneb. Jeg har lavet så mange knibeøvelser, at man slet ikke fatter det. Og på et tidspunkt accepterede jeg nok bare, at lidt sjattisseri måske blot er et vilkår, når man er i slutningen af fyrrerne og har født et par smældfede børn.
Det var jeg ikke alene om. Kvinder, som udgør 2/3 af alle patienter, der lider af inkontinens, venter i gennemsnit halvandet år, før de søger læge. Hvis de overhovedet når derop.
Det fortalte min egen familielæge mig, da jeg som følge af et nytårsforsæt om at få gjort noget ved alle de ting, der forhindrer mig i at have det liv, jeg fortjener, mødte op og bad om en henvisning til en gynækolog.
Efter et par uger var jeg blevet undersøgt og scannet. Og henvist til Afdelingen for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler på Herlev Hospital, hvor jeg mødte en venlig læge, Niels, der undersøgte mig én gang til og fortalte mig, at jeg var en oplagt kandidat til en TVT-slynge; et kunststofbånd af silikone, der anbringes under urinrøret og hiver det lidt opad, så man ikke drypper.
Niels fortalte mig også, at der findes adskillige andre behandlingsmuligheder – ved siden af det evindelige og nødvendige kniberi – blandt andet en inkontinensring, som understøtter blærehalsen. Det er en fiks, pessarlignende ting, som sættes op på samme måde og skal renses hver tredje måned.
Nogle patienter med inkontinens har også gavn af en botoxindsprøjtning i blærevæggen, der dæmper en overaktiv blære.
TVT-operationen var den bedste mulighed, mente lægen. Jeg var enig. Så den fik jeg. I torsdags
For mig var TVT-operationen imidlertid den bedste mulighed, mente han. Jeg var enig.
Så den fik jeg. I torsdags.
På min sundhedsplatform kan jeg læse, at min ’effektive knivtid’ var 17 minutter. Inden da blev jeg lokalbedøvet og fik, hvad min elskelige anæstesisygeplejerske Hanne kaldte ’en tredjedel narkose’ gennem et drop i hånden, så jeg kunne ligge stille i de gynækologiske bøjler, mens Læge-Niels syede silikonebåndet fast to steder i min slimhinde med tråd, der forsvinder af sig selv.
Enderne blev hæftet med to fine knuder på ydersiden af min mave, som jeg dagligt nyder synet af. Man forstår vel at sætte pris på godt håndarbejde (de forsvinder også af sig selv).
Tre kvarter efter jeg blev trillet ind på operationsstuen, var jeg tilbage i min seng igen. Glubende sulten, da jeg var mødt fastende. To timer efter havde jeg tisset en halv liter og måtte gå hjem.
For min skyld måtte busserne hellere bære reklamer for ’min’ silikone – frem for den slags, som de plastikkirurgiske klinikker synes, vi skal få placeret lidt længere oppe
Fjorten dage efter operationen er båndet groet fast i mit eget væv. Tre uger efter må jeg løbe, cykle og løfte igen. Fire uger efter er jeg den sædvanlige Rulle, der bare ikke længere tisser i bukserne, når hun hoster, nyser, danser og hopper.
Jeg har fortalt vidt og bredt om min tilstand. Også på sociale medier. Og jeg har fået en stormflod af henvendelser efterfølgende.
Inkontinens er hverken pinligt eller modigt at tale om
’Tænk, at det kan lade sig gøre!’, skriver nogen. ’Det har min læge også sagt til mig, at jeg skulle får gjort, men jeg tør ikke,’ fortæller andre.
De fleste har dog sagt: ’Hvor er du modig, at du taler om det.’
Til det synspunkt må jeg sige tak, men nej. Det er hverken min eller nogen andres skyld, at man har ufrivillig vandladning.
Det er hverken pinligt eller forkert. Og det er virkelig nemt at gøre noget ved. Det vil jeg gerne fortælle om. Og for min skyld måtte busserne hellere bære reklamer for ’min’ silikone – frem for den slags, som de plastikkirurgiske klinikker synes, vi skal få placeret lidt længere oppe.
Indtil i torsdags delte jeg skæbne med 399.999 mænd og kvinder her i landet. Jeg krydser stadig benene og står helt stille, når jeg nyser og hoster (i ærmet). Det tager nok lidt tid, før jeg vænner mig af med det. Til gengæld glæder jeg mig til min nye, trampolinfyldte tilværelse.
Rulle Grabow er kriserådgiver. Læs andre tekster fra hendes hånd her.
Topillustration: Inkontinens kan udbedres. Creative Commons: www.pickpik.com/
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
