FILM – Nordens største filminstruktør ville være fyldt 100 år 14. juli 2018. Dette er blevet grundigt fejret af mange. Cinemateket kastede sig ud i en mammutpræsentation af hans film, som Karen Hammer introducerer og kommenterer i denne gennemgang af mesterens liv og værk.
Cinemateket har valgt at vise os 22 af de 50 film, Bergman nåede at skabe i sin 60 år lange aktivitetsperiode og begyndte på selve dagen med Bergmans elegante, pikante og aldeles fortryllende lystspil Sommernattens smil.
Denne film blev Bergmans internationale gennembrud. Alle måtte elske dens erotiske spil, hvori vidunderskønne kvinder med charme, begavelse og vid kører rundt med de indbildske og forfængelige mænd. Den kan ses gang på gang. Man bliver aldrig træt af at klukke over denne forvekslingskomedie og nyde de fremragende skuespilleres præstationer – tænk på Harriet Andersson, Naima Viffstrand, Jarl Kulle og Gunnar Björnstrand!
Den tidligste film i juli-august-programmet var Sommerleg fra 1951 – en smuk flashback-fortælling fra en dejlig sommer i den svenske skærgård, husket med vemod af en nu moden primadonna ved Den kongelige Opera i Stockholm.
Det er lidt svært at gennemskue, hvordan man har udvalgt de 22 film, især hvorfor man har valgt ikke at bringe dem kronologisk; her ligger en spændende opgave for de filmstuderende. I første runde præsenteres vi for fem meget forskellige film: den barske, Oscar-belønnede Jomfrukilden fra 1960, der foregår i det 14. århundrede og handler om overtro, voldtægt og hævn; den hjerteskærende overklassesygdomshistorie Hvisken og Råb fra 1972 og mesterværket Det syvende segl fra 1957, hvor en ridder vender hjem fra det hellige land. Pesten hærger i Sverige; døden er lige i hælene på ham. Han kan ikke længere se meningen med Livet og beder Gud om hjælp. Måske findes Gud slet ikke? Ridderen spiller skak med Døden for at vinde tid, så han kan nå at udføre i det mindste én god gerning i sit liv.
I samme runde fik vi Gunnar Bergdahls dokumentarfilm Intermezzo fra 2002 og kunne følge en diskussion mellem Bergman og Bergdahl om inspirationskilder, om det svenske filmmiljø og Bergmans evige bekymring for livet og døden.
Grand-biografen mindedes også Bergman ved samtidig at vise Jane Magnussons fine, nye dokumentarfilm Bergman – ett år, ett liv, der beretter om Bergmans helt umenneskelige arbejdsevne med flere dramatiske opsætninger og hele to spillefilm – Det syvende segl og Ved vejs ende – i året 1957.
Starten
Bergman startede sin karriere i 1944 med manuskriptet til Alf Sjöbergs Hets, der beretter om en students faderopgør – et tema der på grund af hans strenge præstefars religiøse opdragelse plagede ham hele livet. Han skrev selv de fleste af manuskripterne til sine egne film og adskillige til andres. En af de sidste var Den gode vilje fra 1992, der blev instrueret af Bille August og vandt De Gyldne Palmer i Cannes.
I 1950 instruerede han Sådan noget sker ikke her, en koldkrigs-thriller med stærk sympati for de baltiske flygtninge, der på det tidspunkt befandt sig i Sverige. De internationale stjerner Signe Hasso og Alf Kjellin havde hovedrollerne, men da Bergman ikke var tilfreds med filmen, sørgede han for, at den aldrig blev vist.
I anledning af jubilæet havde Cinemateket skaffet denne sjældne film og kørte den en enkelt gang.
Både Sommeren med Monika og Stilheden kommer først på programmet i den sidste runde og kan ses i november; I kan roligt glæde jer
Efter syv-otte dystre film om unge menneskers problemer med tilværelsen kom der endelig gang i karrieren med Fängelse (1949), Sommerleg (1951) og de to imponerende film fra 1953, Gøglernes aften og Sommeren med Monika, der begge havde den fængslende erotiske Harriet Andersson i hovedrollen. Hun var i høj grad medvirkende til Bergmans succes i de næste par år, både i det kyniske lystspil Djævelens dårlige øje (1960) og i det rystende drama Som i et spejl (1961), hvor hun er den unge psykisk sårbare Karin, der sammen med sin nærmeste familie prøver at komme til hægterne ude på en lille øde ø. Den film gav Bergman hans første Oscar, og den er den første i trilogien om Guds stilhed.
Den anden i trilogien, Lys i mørket (1962), fik også en Oscar. I den spiller Max von Sydow en præst, der har mistet troen på Gud og derfor ikke kan hjælpe sine sognebørn. Den sidste af disse tre, Stilheden (1963), havde Gunnel Lindblom og Ingrid Thulin i hovedrollerne som to erotisk trængende søstre på rejse i et krigshærget land.
Både Sommeren med Monika og Stilheden kommer først på programmet i den sidste runde og kan ses i november; I kan roligt glæde jer. Harriet var fascinerende dejlig og en stor inspiration for Francois Truffaut og den nye franske bølge, hvis unge instruktører uden undtagelse var vildt betaget af roadmovien Ved vejs ende (1957) og Det syvende segl, begge med Bergmans nyeste elskerinde og stjerne Bibi Andersson i hovedrollen. Hun har også en større rolle i den næsten glemte gyser Ansigtet (1958), hvor Max von Sydow er en magiker på rejse i en tid, hvor de blaserte og hykleriske borgere både foragter og fascineres af hans kunnen. Og hun har den ene af de to store hovedroller i Persona – en sonate for to (1966).
I denne film, der atter foregår på den næsten øde ø, Fårø, spiller hun en sygeplejerske, der skal passe den syge og stumme skuespillerinde Elisabeth, spillet af Bergmans nyeste fund og elskerinde Liv Ullmann. Bergman leger intenst med nærbilledet i denne mesterlige film; han skaber et næsten symbiotisk forhold mellem de to kvinder, der i deres identitet lidt efter lidt begynder at smelte sammen.
Liv Ullmann
Med Persona starter Bergman en lang række film med Liv Ullmann som stjerne. I 1969 kommer hans mest uhyggelige film, Ulvetimen, hvor Max von Sydow spiller Johan, der plages af sine grufulde kreative dæmoner, der i bedste Hitchcock-stil er ved at plage livet af ham: Liv Ullmann er hans gravide kone, der ikke magter at hjælpe ham.
Efter denne, Bergmans mest mareridtsagtige film, kom den noget underlige En passion (1969) atter med Max von Sydow og Liv Ullmann, der finder sammen på en næsten øde ø, Fårø, men ikke rigtig kan glemme fortidens problemer. Filmen afbryder med faste mellemrum sin handlingstråd for at interviewe skuespillerne om, hvad de synes om deres roller.
Liv Ullmann har en stor rolle i Hvisken og råb, 1972, hvori Harriet Andersson er den dødeligt syge Agnes. Hendes to søstre er kommet på besøg på familiens herregård for at støtte hende. De er imidlertid ikke meget bevendt; kun den dybt religiøse tjenestepige, spillet af Kari Sylwan, er i stand til at elske hende uforbeholdent. Henning Moritzen, som Bergman i 1973 havde arbejdet med i en opsættelse af Molieres Misantropen på Det Kongelige Teater i København, spiller den ene af de to søstres overfladiske og svage mand.
Scener fra et ægteskab
Bergman havde indtil 1972, da hans ægteskabsdrama Scener fra et ægteskab kom frem, haft fem forskellige koner med hvem han havde otte børn. Kun en af hans mange elskerinder Liv Ullmann fødte ham et barn; den i dag berømte forfatterinderinde Linn Ullmann.
Efter sigende måtte Bergman anskaffe sig hemmeligt telefonnummer, da folk kimede ham ned for at få ægteskabelige råd.
Liv Ullmann spillede sammen med Erland Josephson parret, hvis ægteskab er ved at gå i opløsning. Filmen, der også kom på TV, blev en enorm succes. Bermann opførte senere dramaet på et teater i München under sit eksil i Tyskland.
Mozarts Tryllefløjten er en elsket og vidunderlig opera. Bergman indspillede den i 1974, baseret på en opsætning af operaen på Drottningholm og lod både publikum og skuespillerne offstage komme til orde i den charmerende og fantasifulde film, der blev en stor publikums- og kassesucces. De mange penge satte Bergman i produktionsselskabet Cinematograph, som gav unge svenske talenter muligheder for at komme i gang med at skabe film.
Bergmann i eksil
I året 1976 var Bergman en utrolig arbejdsom filminstruktør; han satte store dramaer op på internationale teatre og på Dramaten i Stockholm, som han var chef for. Han lavede TV, han var beundret i den ganske verden som et geni, og dog vovede det svenske politi at troppe op midt under en prøve på Dramaten og kræve, at han straks afbrød sit arbejde for at følge med politiet anklaget for skattefusk!
Bergman drog i selvvalgt eksil, da han ikke længere havde tillid til det svenske samfund. Han måtte med stor smerte forlade sit elskede hjem på Fårø
Han fik et nervesammenbrud og lod sig indlægge på en psykiatrisk klinik. Skattevæsenet henlagde anklagen, men skaden var sket: Bergman drog i selvvalgt eksil, da han ikke længere havde tillid til det svenske samfund. Han måtte med stor smerte forlade sit elskede hjem på Fårø, hvor han havde filmet fem af sine film, og tilbragte de næste ni år i Tyskland, hvor han slog sig ned i München.
Her lavede han filmen Slangens æg i 1977 og Fra Marionetternes liv i 1978, en avanceret og eksperimenterende halvdokumentarisk krimi. Filmmiljøet i München passede ham ikke rigtigt. Dernede lavede man mere politiske film og regnede ham ikke for neget særligt. Hans tyske sprog var for dårligt, og han savnede tidligere tiders succes og sit elskede fødeland.
Høstsonaten
I 1978 lavede han det intense melodrama Høstsonaten i samarbejde med Liv Ullmann og verdensstjernen Ingrid Bergman, der allerede var hårdt angrebet af kræft. Filmen blev optaget i Norge og var yderst stærk og bevægende. Det er en af de ret få film, hvor jeg bryder grædende sammen. Det er som om, den fortæller min historie.
Ingrid Bergman spiller den verdensberømte pianistinde, der hele livet har prioriteret sin karriere fremfor sin familie. Nu er hendes mand død, og hun har fået lidt tid til at besøge sine døtre hjemme i Sverige.
Liv Ullmann spiller den ældste datter Eva, der i flere år har taget sig af sin søster Helena, der er dødssyg og aldrig har interesseret moderen. Eva har aldrig kunnet spille klaver til moderens tilfredshed, og denne er lidt pinligt berørt over at have en så umulig datter. Nu tager Eva mod til at gøre modstand og forklare hende, hvor megen skade hun har gjort ved sin negative holdning og sin manglende evne til at elske sine børn. Moderen rejser væk på sin næste turné. Jeg tvivler meget på, at hun er blevet klogere.
https://www.youtube.com/watch?v=wHd4ymdGAGA
De sidste værker
I 1982 kom Bergman hjem til Sverige, og han kom hjem med maner.
Den næsten tre timer lange Fanny og Alexander er et mesterværk med et væld af prægtige skuespillere i et farverigt og sprudlende overklasse- og teatermiljø. Midt under den lykkelige fejring af julen med dejlig mad og vin falder familiefaderen om og dør.
Hans sprudlende, livsbekræftende gamle mor, der bor i en kæmpelejlighed tæt ved familieteateret, har bekymringer med sine to yngste sønner; de er vist for erotiske. Hun bliver dybt bekymret for sine to børnebørn Fanny og Alexanders skæbne, da deres mor vælger at gifte sig med den strenge biskop Vergerus. Hendes ungdoms elsker, den jødiske antikvitetshandler spillet af Erland Josephson, hjælper hende med at skaffe børnene væk fra deres plageånd, og hans magiske unge nevø hjælper aktivt til. Snart er alle atter hjemme i den store lejlighed til en prægtig og glædesfyldt familiefest – en storstilet hyldest til livet og teatret set gennem drengen Alexanders øjne.
Tak til Bergman for hans utrolige ihærdighed og geni, og til Cinemateket for at bringe os så mange af hans uforglemmelige film
Bergman udtalte dengang, at denne film skulle blive hans sidste, og det er den i og for sig også, Men da man senere i 1984 sendte TV-stykket Efter prøven ud i biografdistribution, blev den hermed Bergmans allersidste. Den beskriver den aldrende teaterinstruktør Henrik Volgers arbejde med at sætte et stykke op. Volger var en virkelig person, og Bergman bruger karakteristikken af ham til at meditere over kunsten og livet.
I Cinematekets retrospektive midterste runde kunne vi se otte af Bergmans mesterværker; mange af de vigtigste med Harriet Andersson, Bibi Anderson, Liv Ullmann og Max von Sydow. Hvis I ikke nåede at se dem, kan man købe de fleste på DVD i butikken. I den sidste runde fra 3. november til 29. december kan I nå at se de syv største succeser: Scener fra et ægteskab, Sommeren med Monika, Stilheden, Høstsonaten, Tryllefløjten, Fanny og Alexander og Prøven. Ingen anden filminstruktør har nogensinde fået en lignende fantastisk hyldest. Jeg har set alle hans film gennem årene og kunne godt komme i tanke om et par film, jeg savner, f.eks. Skammen (1968) og Kvinders venten (1952).
Tak til Bergman for hans utrolige ihærdighed og geni, og til Cinemateket for at bringe os så mange af hans uforglemmelige film.
Hovedillustration: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
