RYGNING // ESSAY – De fleste anerkender, at det er møgfarligt at ryge, alligevel er der mange, der gør det. Det er der glade forklaringer på, men vanens magt og dens gustne broder; afhængigheden, tæller mere, hvis pibeentusiasten får ret i sin spådom om, at rygemodstanden brænder ud. Markant modstand fik rygeloven bl.a. af den gode Kim Larsen, der som ivrig cigaretryger søgte at bekæmpe loven gennem en landsdækkende plakatkampagne med nazihenvisningen “Gesundheit Macht Frei”, fortæller Claus Smidstrup. Tredje del af 4.
Læs essayets første og anden del her.
Inden vi kommer til den vigtigste forklaring på, at rygerne ryger, nemlig at de ikke kan lade være, skal vi runde de glade argumenter. Det, som ex-rygere tænker tilbage på og savner. Selve akten, ritualet og ikke mindst pausen.
Nogle ryger, imens de gør noget, de fleste gør ikke andet, når de ryger. De nyder nogle minutter i selskab med andre rygere eller alene. Eller sådan var det. Engang var rygning en stund, hvor man – også – trak vejret. Holdt pause, akkurat som gourmetkokken i Bear, mens han stadig røg. I dag ses rygere ofte ryge sammen med deres smartphone, og så røg det argument.
Irerne – of all – havde i 2004 bare været foregangsmænd i den del af verden, vi kalder den vestlige
Så er der akten. Frem med cigaretpakken, banke en cigaret ud, tænde tændstikken eller lighteren, suge ind, helt ned i lungerne måske og mærke det lille split af velvære – inden det næste ikke nær så magiske sug og så måske lidt hosten.
Selve akten går mindst en klinge op, når det gælder rygning af cigar eller pibe. Cigaren skal vædes, klippes og gerne tændes med en cedergren, inden man smager røgen, som her jo ikke skal inhaleres. Mænd laver klubber, som mænd gerne gør, når de skal gøre noget dyrt, og rygning får karaktér af en kunstart.
Hverken søulk eller englænder
Mere jovial er piberygningen. Det ved vi også fra populære tv-programmer. Når piben er renset for den på alle måder ildesmagende pibesovs, der let lagrer sig, så skal den stoppes, nænsomt eller mere fast, sådan som man nu bedst kan lide, men i hvert fald så man kan trække luft igennem. Så en flamme henover pibehovedet, suge, smage, bappe lidt, indtil ilden har ordentlig fat, men endelig ikke for meget. Tempoet er et andet. Kick’et mindre. Smagen mere nuanceret. Nogle gør noget imens, fisker for eksempel, de fleste gør ikke eller nøjes med at læse og børste tobakssmuld af fløjsjakken.
Julio Ramón Ribeyros hovedperson røg ikke pibe. Syntes det var for besværligt.
– Og fordi det gik op for mig, at jeg hverken var Sherlock Holmes, søulk eller englænder.
Det så andre mænd stort på og gjorde piberygning til en ting. En mandeting, når man ser bort fra især en gruppe på mange måder insisterende kvinder i 1960’erne.
Fascinationen af at ryge pibe har nemlig flere elementer at bygge på end bare virkningen. Pibens form, træet den er lavet af, mundstykkets længde, og man kan have både piberensere, en pibestopper, en udfræser, og man kan pudse piben flot i fedtet fra sin næsekrog.
Bevares cigaretrygerne har – eller rettere havde – deres udstyr. Lighteren var vigtig, ikke de billige BIC af plastic, men for de sejeste gerne en Zippo, som kunne tændes virkelig blæret, hvis man øvede sig. Engang også etuiet, som min dåbsgave, der også gerne måtte være af metal, og som kunne redde liv, hvis nogen skød på dig og ramte det – akkurat som James Bond oplevede det i Orientekspressen, dengang hans etui kunne rumme 50 af de specialfremstillede.
Rigtige mænd
Men piberygerne overfrumfter på ritualer, kræver bedre tid og det kan forklare, at leder man forgæves efter bøger om at ryge cigaretter, så er det nemt at finde litteratur med piberygning. Det joviale appellerer åbenlyst til vennesæle mænd, der ved det meste – og alt om
rygning.
En af de flittigste er Paul C. Olrik, beskrevet som dansk piberygnings “grand old man”. På en hylde i biblioteket i en stald på et sjællandsk overdrev har “Kunsten at ryge pibe” overlevet. Bogen er fra 1962, og Olrik er en mand af sin tid. Han digter til sin pibe, som var den en kvinde, og han skelner mellem mænd, der ikke ryger pibe, og rigtige mænd, der gør.
Viljestærke mennesker kan lægge vaner fra sig, hvis de vil holde op med at ryge, men vanerne er tæt forbundne med deres gustne broder; afhængigheden. Afhængighed af nikotin
Bogen er en vej til at forstå, hvor udbredt rygningen har været. Paul C. Olrik skriver “her i Europa har tobaksrygningen og dens glæder kun været kendt i knapt 500 år” – altså siden Christoffer Columbus og de spanske erobrere bragte planten med hjem fra Amerika.
Paul C. Olrik fortæller om de gode egenskaber, man gennem tiden har tillagt tobakken. Han fortæller også om, at rygning historisk set er stødt på modstand, og så rummer bogen en frisk spådom.
Tobaksmodstanden fik udtryk, da den engelske kong Jakob I, som de selv kalder James, i 1604 stod bag kampskriftet “A counterblast to Tobacco”. Olrik citerer kongens holdning til rygning:
– En skik, som er afskyelig for øjet, modbydelig for næsen, skadelig for hjernen og farlig for lungerne og lugten fra den sorte, stinkende røg kan nærmest sammenlignes med stanken fra en bundløs mudderpøl.
Kong Jakob advarede også imod passiv rygning og gav i øvrigt indfødte amerikanere skylden for at have bragt tobakken til Europa.
En kæk spådom
Bogens forfatter giver ikke meget for Kong Jakob og beskriver ham som både “rasende, hadefuld, småtskåren og helt ulig sin livsglade mor”, og godter sig lidt over, at kongen kæmpede forgæves mod tobakken, og at han – i øvrigt som sin danske svoger Chr. 4. – endte med at tjene på at pålægge tobakken afgifter i stedet for at forbyde den.
– Selv den oprørte kong Jakob I måtte bøje sig for den lille syndefulde plantes økonomiske fortrin, skriver piberygningsentusiasten, som i øvrigt nævner, at den spanske munk Bartholomeo de las Casas på baggrund af Columbus’ noter skrev, at rygere havde nævnt, at det var svært at vænne sig af med rygning, når man først er begyndt.
Jean Nicot præsenterede tobakken som et lægemiddel
Det fylder ikke meget for Paul C. Olrik. Hans ærinde var at fortælle om den glæde tobaksrøgen har spredt gennem århundreder, og i 1961 kunne han ikke forudse, at Jakob I var en fremsynet mand at dømme efter nutidens målestok.
Paul C. Olrik noterede sig antirygnings-holdninger, men betragtede dem som et forbigående fænomen. Han affærdigede dem som “fanatikernes dommedagsbasuner” og så at rygning “langsomt, men sikkert trængte sig frem til den plads, den har i dag, og som den sikkert vil beholde, så længe der er mennesker til”.
Den største dræber
Julio Ramón Ribeyro var ikke en rigtig mand i Olriksk forstand. Han var cigaretten trofast, og lod sig ikke nøje med hverken cigar eller pibe, når han var løbet tør.
– Aldrig, selv ikke i mine værste øjeblikke, for det jeg havde behov for, var den lange, tynde, cylindriske genstand, skriver han og understreger, at det var selve genstanden, han lå under for. Dens form, dens indhold, fornemmelsen af at holde den mellem fingrene. I det hele taget “dens deltagelse i alle dagligdagens handlinger, gøremål og vaner”.
Ribeyro kredser om cigaretten som narkotikum, vane og ritual og når frem til:
– Jeg kunne således nå frem til den konklusion, at rygning var en last, der gav mig, om ikke sanseligt behag, så en følelse af ro, af diffust velvære som følge af den nikotin, tobakken indeholder, og som kom til udtryk i min sociale adfærd i form af rituelle handlinger.
Rygere vil genkende Ribeyros beskrivelse af, at det enkle at ryge en cigaret indeholder mange elementer. Viljestærke mennesker kan lægge vaner fra sig, hvis de vil holde op med at ryge, men vanerne er tæt forbundne med deres gustne broder; afhængigheden. Afhængighed af nikotin. Det, som cigaretindustrien tjener på og vedligeholder.
Nikotin har fået sit navn efter den franske diplomat Jean Nicot, der i 1500-tallet introducerede tobakken til det franske hof. Det fortælles på et skilt foran en storbladet, grøn plante i den botaniske have i Oxford. På skiltet, der har overskriften “Tobacco – Global Killer”, fortælles også, at nævnte kong Jakob nok fordømte tobak, men også, at han “drog fordele af beskatning af tobaksdyrkning i Virginia”.
Dobbeltheden træder også frem her, akkurat som når det på skiltet fremgår, at nikotin er et kraftfuldt insektmiddel og at tobaksdyrkning har ført til viden om gensplejsning af planter, mens det tilsvarende lakonisk nævnes, at denne første luksusvare, der har fungeret som international møntfod, “formentlig har dræbt flere mennesker end nogen anden plante”.
Selv om Jean Nicot præsenterede tobakken som et lægemiddel, og lægevidenskaben ifølge blandt andre Ugeskrift for Læger har forsøgt sig med tobaksplanten, så er facit, at nikotin er både skadeligt og vanedannende. Det var også kendt af den tyske læge Erik Keybel, der i 1800-tallet skrev “en læges anvisning til forebyggelse af skadelige virkninger af tobaksnydelse”. Værket lever næppe op til nutidens videnskabelige standarder, men Keybel nåede frem til, at hvis man én gang er blevet afhængig af tobak, er det nærmest umuligt at blive den kvit, “selv om rygere godt ved, at stærk rygning er skadeligt for dem”.
Rygere lugtede anderledes
Paradokset består. Og selv om rygere vidste, hvad der var på spil, så blev rygning – som fortalt – mere og mere populært op gennem 1900-tallet, og længe kæmpede sygdomsbekæmpende organisationer, sundhedsmyndigheder og anti-rygerne forgæves.
Imens hobede fakta om skadevirkninger og dødstal sig op, og fra 1960’erne begyndte sundhedsmyndighederne at trænge igennem med kampagner om, hvor usundt og farligt det er at ryge. I hvert fald for børn og unge.
Rygerne begyndte at miste deres ry som de seje. Men det gik langsomt. Henimod årtusindeskiftet havde rygernes fællesskab stadig mange steder ry for at være det sjove sted at være.
Smøgerne forsvandt ikke, men rygerne svandt ind. Rygemønstret ændrede sig i hvert fald, og for enden af baren er det ikke længere sejt at stå med en pakke Queens i lommen på sin sorte læderjakke og ryge, mens man drikker en pilsner. Nu skal der andet øl i glasset, og rygning foregår udendørs, hvis det gør.
Mange hjem blev røgfri, også hos rygere, der gik udenfor for at ryge. Rygere vænnede sig til at være ude af syne
Røg lugter anderledes. Rygere gør. Måske ved de det ikke selv, men hvis de ser – og lytter – efter, når de kommer ind i varmen igen efter et koldt ophold på trappen eller bag hækken, så ved de, at de ikke er helt inde i varmen. Det fortæller demonstrativt snøft og stole, der bliver rykket væk.
Irerne – of all – havde i 2004 bare været foregangsmænd i den del af verden, vi kalder den vestlige. Andre lande begyndte at lovgive om rygning, og i Danmark fulgte vi i 2007 efter med “Lov om røgfrie miljøer”, som forbyder eller begrænser indendørs rygning på de fleste offentlige steder samt på en lang række arbejdspladser, værtshuse og restauranter.
Det blev for meget for spillemanden Kim Larsen, den folkekære. Han var ivrig ryger og bekæmpede rygeloven blandt andet gennem den landsdækkende plakatkampagne “Tillykke med rygeforbudet” med nazihenvisningen “Gesundheit Macht Frei” og dannede sammen med Thomas Helmig, Johnny Madsen, Klaus Kjellerup bandet “Den gule Negl”, der protesterede mod “Loven om røgfri miljøer” og sang og spillede for borgernes frie valg.
Måske virkede det, i hvert fald konstaterede Ugeskrift for Læger, at loven ikke rigtigt blev taget alvorlig.
Mange steder agerer man faktisk, som om den slet ikke var vedtaget, skrev Ugeskriftet i 2008, men efterhånden blev rygning forvist til bitte små brune værtshuse og kolde ståsteder udendørs. Mange hjem blev røgfri, også hos rygere, der gik udenfor for at ryge. Rygere vænnede sig til at være ude af syne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og