SATIRE // FABEL – ”Goddag, kom venligst indenfor og sæt dig ned. Du kan kalde mig General Sergej.” Det uniformerede desmerdyr pegede på stolen over for sit mahogniskrivebord, mens han holdt skarpt øje med stegosauren, der forsøgte at folde sine enorme rygplader sammen for at passe ind i det ubekvemme sæde. ”Godt du kunne komme til denne jobsamtale.”
”Øh, tak, fornøjelsen er helt på min side.” På trods af sit frygtindgydende udseende havde den pladeudstyrede dinosaur en venlig aura.
”Nå men, Idio … undskyld, hvad var dit navn igen?”
”Mine venner kalder mig Stego, men på min fødselsattest står der Igno, Igno Ramus.”
”Udmærket Igno, og du blev født – hvornår?”
”Åh, for små 150 millioner år siden, plus minus en million,” sagde dinosauren henkastet. ”Altså, jeg er faktisk fra sen jura. Så jeg må indrømme, at jeg har været uden for arbejdsmarkedet i nogen tid, men jeg er villig til at prøve forskellige ting, og jeg tager gerne nye udfordringer op!” Stegosauren sendte det uniformerede rovdyr et raskt tandsmil.
”Nåh, perfekt! Det er præcis, hvad vi har brug for, en frisk tilgang, nogle nye øjne på alvorlige situationer. Vil du i øvrigt have en kop te? Min samovar gik i stykker – pokkers også for en dum maskine – men jeg har selv løst teproblemet.” General Sergej præsenterede stolt en lille bakke med kinesiske porcelænskopper, en termokande med varmt vand, skåle med tebreve, sukkerbreve og fint indpakkede små chokolader.
”Åh, te, dét ved jeg, hvad er, for det er jo planteblade, ikke?” sagde den pansrede planteæder, ”men dé der, dem kan jeg ikke genkende,” sagde han og pegede på chokoladerne i stanniol.
”Det er de fineste chokolader, de er bestemt plantebaserede og – klar til at spise,” svarede desmerdyret med et indbydende smil.
”Jeg er helt vild med slik, det er min eneste svage side!” indrømmede den armerede dino, og inden desmerdyret nåede at stoppe ham, havde stegosauren kastet en pakket praliné i sin enorme flab. Han tyggede et par sekunder, stoppede, rynkede på panden og forsøgte derefter diskret at fjerne stanniolen mellem sine titaniske tænder.
”Åh, undskyld,” sagde General Sergej, ”du skal faktisk pille dem ud af indpakningen, før du spiser dem! Sådan her! Nå, men nu skænker jeg dig noget varmt vand, så kan du selv vælge dit tebrev.”
”Forstået!” sagde dinosauren, tog et tebrev, rev det op og hældte forsigtigt tebladene i sin dampende kop.
”Nej! Sådan gør man ikke!” råbte desmerdyret. ”Du skal smide hele brevet i! Nå, men sket er sket. Bruger du sukker?”
”Nu er jeg med,” bekræftede Igno, snuppede et sukkerbrev og dumpede det uåbnet ned til de flydende teblade.
”Neej, for hulen, dét brev skulle du netop have åbnet!”
”Ak ja, lidt forvirrende, de her moderne tider,” konkluderede stegosauren flovt med et lille skuldertræk, ”men ellers er jeg meget lærenem og sikker på, at jeg hurtigt vil få lært de rigtige spisevaner.”
Det skal overhovedet ikke være sjovt! Sjovt kommer slet ikke i billedet! Det handler om effektivitet!
”Nå, men pyt med det,” sukkede Generalen. ”Vi giver alligevel vores nye rekrutter en grundig træning i, hvordan man håndterer alle slags situationer, så lad os komme i gang med interviewet nu. Det er ved at være sent.” Han så bekymret på sit gyldne ur.
”Hvad er det for noget tingeltangel, du kigger på?” spurgte Igno og pegede på den skinnende gadget på desmerdyrets venstre håndled.
”Det er et ur. Det viser, hvad klokken er.”
”Virkelig? Ligesom hvilken periode vi befinder os i nu, og hvilken æra der så følger efter? Det er fantastisk, det vil jeg gerne vide alt om!”
”Nej, det er ikke, hvad et ur kan vise. Dette udsøgte stykke håndværk viser det nøjagtige time-, minut- og sekundtal, hver dag, hele året rundt, med atomar præcision!” General Sergej var nærmest ved at briste af stolthed.
”Lyder fascinerende. Har du lavet det selv?” ville dinoen vide.
”Er du skør, nej. Der er arbejdsdyr, der ikke laver andet end at producere disse flotte kostbarheder!”
”Er det ikke enormt kedeligt?” kom Igno med sin uforbeholdne mening.
”Øh, sandsynligvis, men det er jo hamrende ligegyldigt! Og desuden er det snart allesammen yderst dygtige robotter, der producerer og laver alting på denne planet.”
”Robot? Er det en dyreart, jeg kender?”
”En robot er ikke et dyr, det er et mekanisk væsen, du kan programmere, øh … lad os bare sige, du kan oplære dem,” skyndte General Sergej sig at forklare, ”til at gøre alt, hvad du vil have!”
”Er dét nu sjovt?” Den store planteæder var tydeligt forvirret.
”Det skal overhovedet ikke være sjovt! Sjovt kommer slet ikke i billedet! Det handler om effektivitet! Robotter er til stor hjælp altså, ligesom selvkørende biler – eller for at give dig et andet eksempel, de kan producere mad, som de chokolader, du lige har nydt.” General Sergej strålede ved sit eget forførende ræsonnement.
”Åh, nu forstår jeg det! Hvis du vil have det sjovt, så tager du en robot med ud på en køretur – hvis det hedder det? – og spiser en god middag sammen for hyggens skyld, ikke? Jeg må indrømme, det lyder yderst tiltalende!” Igno klappede i sine forreste kløer, som var overraskende små.
”Nej nej nej! Robotter spiser altså ikke!” udbrød General Sergej irriteret.
Hvorfor er det sådan? Hvorfor skal et intelligent samfund være maksimalt effektivt og produktivt? Hvad er pointen i det?
”Man spiser altså kun selv, når man har taget sin robot med ud til middag? Er det ikke en utroligt kold og hjerteløs opførsel?” spurgte dinoen vantro.
”Nej, de arbejder jo for os! Hele pointen med intelligente robotter er at skabe et effektivt samfund, som på alle niveauer er maks produktivt!” nærmest råbte General Sergej.
”Hvorfor er det sådan? Hvorfor skal et intelligent samfund være maksimalt effektivt og produktivt? Hvad er pointen i det?”
”Altså, først og fremmest for at spare tid og – og for at GIVE os mere tid! Som samovaren her, for eksempel, der laver te.”
”Men den gik jo i stykker, ikke? Og så skulle du alligevel lave din egen te,” bemærkede Igno tørt. ”Så hvad er meningen med robotter?”
”De giver dyr som os mere fritid til at gøre det, vi kan lide!” Desmerdyret fandt det stadig sværere at forklare denne uvidende ansøger det moderne samfunds komplekse finurligheder.
”Hvad bruger du din såkaldte fritid til?” Dinosauren var virkelig konfus nu.
”Mig? Når jeg har fri eller er på ferie, vil jeg gerne opleve, udforske, spise ude med venner, miste fornemmelsen af tid …” Desmerdyrets stemme forsvandt, mens han desperat forsøgte at forklare begrebet dyrebar fritid for en dinosaur, der havde været ude af rotteræset i en evighed.
”Nu prøver jeg virkelig at forstå det her,” afbrød Igno Ramus med et befippet blik i sit gigantiske ansigt. ”Er det så meningen, at du bliver betjent af robotter, mens du ser på det der ’ur’, der fortæller dig præcist, hvor mange sekunder du har til at spise alene? Hvis ja, så er jeg virkelig forvirret på et højere plan over konceptet på et intelligent samfund!” brød stegosauren ud.
”Prøv nu at høre her,” sagde Generalen bestemt, ”vi er nødt til at fortsætte på et andet tidspunkt; jeg har lige modtaget en besked på min mobil. Min chef ønsker at tale med mig omgående.”
”Mobil? Er det det lille spejl, du holder? Hvordan fungerer det?” Igno virkede pludselig fascineret af endnu en lysende dims.
”For pokker dino, jeg har travlt! Men for at forklare det på en meget, meget enkel måde: Når jeg trykker hér og taler dér, kan jeg kommunikere med absolut hvem som helst.” Desmerdyrets højre øre begyndte at sitre i irritation.
”Du godeste! Mener du det seriøst? Du siger i ramme alvor, at du taler mutters alene foran dette spejl, og så hører du stemmer, der fortæller dig, hvad du skal gøre?” spurgte Igno vantro. ”Det ville være min definition på at være total bindegal!” tilføjede han for god ordens skyld.
”STOP!! Vi tager de komplicerede detaljer over den moderne kommunikation en anden gang. Jeg. Skal. Kontakte. Min. Chef. NU. Farvel. Og luk døren bag dig.”
På trods af at stegosauren var fuldstændig perpleks over hele interviewet, bukkede han høfligt, rejste sig med et vist besvær og trådte langsomt og værdigt udenfor med den spidse hale højt.
”Hallo? Er det dig Hr. Vladimir? Jovist Hr., han er lige gået. Ja, jeg udspurgte ham, ja selvfølgelig, han har mange af de egenskaber, vi efterlyser, men nej, jeg tror ikke, han har den rette profil. Jeg tror ærlig talt ikke, at vi kan bruge ham i den position.”
”…………………………………?”
”Hvorfor? For det første er han ret naiv, hvilket sådan set er fint, for det andet er han filosofisk anlagt og vil gerne forstå ting, men her går han efter min beskedne mening alt for langt. Men værst af alt, han stiller for mange spørgsmål! Han er med andre ord alt for nysgerrig, hvilket betyder, at han faktisk kunne LÆRE noget, så nej, undskyld, han er ikke den rigtige kandidat til at blive præsident.”
”………………………………”
”Javel Hr., det vil jeg gøre. Jeg er glad for, at vi er enige. Vi finder en anden.”
Og dermed afsluttede efterretningschefen General Sergej, samtalen med sin øverstkommanderende, Hugormen Vladimir.
Selvom dette nysgerrige stegovæsen ikke var egnet til en stilling som statsoverhoved, var General Sergej sikker på, at han kunne bruge Igno Ramus’ iboende kvaliteter i sin efterretningstjeneste. Med sin form for logik ville den djærve dino være en genial forhørsleder, der kunne knække enhver modstander på ingen tid.
© Tekst: Marieke Burgers
Oversættelse: Peter Ludvigsen
Illustration: AI-genereret af Hildert Raaijmakers / Hildertschildert.nl
#fabel
#robotter #AI #KunstigIntelligens #fremtid
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og