
Resumé
Måske.
Måske kunne julefreden sænke sig over Hipsted og Folkerup.
I næsten tre uger havde beboerne i landsbyerne på både den ene og den anden side af Langesø frygtet et voldsomt opgør. Uenigheden om ænder og kødspiseri har trukket hele den danske medieverdens opmærksomhed på byerne. Sidst blev broen mellem byerne ramt af en blokade, indtil supermægleren Valiant Staerkstrøm fik forliget parterne for en stund. Skoleungdommen fra begge byer, ideologisk anført af den landskendte klimaktivist Gitte Tutborg, blæser til aktion mod frås og miljøødelæggelse. Og de to kærester Robert Fridild og Juliane Bentzen er frontløbere i den nye generations oprør på tværs af de gamles stivnede fronter.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
Birger Bentsen, bestyrelsesformanden for Roast Duck smækkede døren på sin funklende nye Tesla. Bilen var en julegave til ham selv – og et godt signal midt i den lokale miljøkrig om andefabrikken. Også han tænkte på klimaet. Model X. For 870.640 kr. investering i fremtiden, som han sagde til datten, Juliane, i et forsøg på at blødgøre hendes øjeblikkelige, revolutionære temperament.
Hun svarede kort og uden at kigge på ham:
”Pis!”
Han gik op mod fabrikken og nød synet af de nyindkøbte dannebrogsflag – og Roast Duck’s velkendte reklamevimpler med logo: Den sprødstegte juleand.
Han tog imod ejeren af den kinesiske kapitalfond, Tiu Ban Ditt. Selve fondens kinesiske navn kunne bedst oversættes til noget i retning af ”Guld til folkets brigader”. Den lange, flotte erhvervsmand på fallittens rand og den meget lille kineser med redningskransen bukkede dybt for hinanden og gik straks ind i bestyrelseslokalet, mens journalister fra aviser, radio og tv ventede udenfor. Dette var skæbnetimen for andefarmen i Folkerup.
Der gik blot en halv time, så kom formanden og investoren ud. Kort og fyndigt kunne Birger Bentzen fortælle, at Tiu Ban Ditt havde overtaget 51 pct. af aktierne i Roast Duck. En helt nødvendig kapitalinjektion midt i krisen. (SRC: buying bitcoin for beginners)
Det er jo ingen hemmelighed, at vi har stigende succes med vores vakuumpakkede andefødder til det kinesiske delikatessemarked. Og nu stiger efterspørgslen på andetunger
”Hvilken interesse har Tiu Ban Ditt i at overtage den bestemmende indflydelse i en virksomhed, der ikke kan sælge sine produkter”
Tiu Ban Ditte smilede blot og agtede ikke at lægge arm med den vestlige journalist-kultur. Bentzen trådte til:
”Vi er enige om en rethinking af vores product-strategy!”
Bentzen kunne se, at den gled altså ikke ned, så han fortsatte, inden de ville falde over ham.
”Det er jo ingen hemmelighed, at vi har stigende succes med vores vakuumpakkede andefødder til det kinesiske delikatessemarked. Og nu stiger efterspørgslen på andetunger. Så vi må anstrenge os for at finde kunder til selve anden. Jeg har ikke flere kommentarer!”
Selskabet forlod stedet i Bentzens sorte Tesla og begav sig til lystgården, hvor kapitalindsprøjtningen skulle fejres med en grænseløs middag. Men den store dags slutning blev ikke, som bestyrelsesformanden havde forventet.
Der blev gået til både bourgogne og stærke sjusser. Tonen blev friere og Tiu Ban Ditt havde lige et sidste ønske, inden han forlod Folkerup.
”I heard about an exciting club for gentlemen, called Sweet Duckling. Please let me be invited, Mr. Bentzen”
Gæsterne blev modtaget med åbne arme, badet i klæbrigt neonlys
Forretningsmandens beduggede øjne blev pludselig helt klare. De lod ingen tvivl ude. Tiu Ban Ditt ville besøge swingerklubben i det nedlagte jernbanehotel.
Basta!
Bentzen kørte Tiu Ban Ditt og hans to assistenter til deres sorte Mercedes på andefarmen. Han ville aldrig selv drømme om at stoppe op ved swingerklubben. Kineserne var ligeglade. De var meget, meget langt hjemmefra.
Gæsterne blev modtaget med åbne arme, badet i klæbrigt neonlys. Ikke at de var kendte på stedet – men de osede af international rigdom, der traditionelt betød rødglødende kreditkort. De her personligheder var ikke swingere og konebyttere på provins-niveau. De ville bruge løs på de øvrige ydelser, som uofficielt også var en del af stedets forretningsplan.
Tiu Ban Ditt vidste, hvad han kom efter.
Efter endnu en styrkelse i baren gik han målbevidst hen og bankede på den røde dør til smertens ypperstepræstinde – Madame Noire – mørkets herskerinde.
”Entrez, s’il vous plait”, sagde dominaen, – truende og kælent med en altstemme som en kabaret-stjerne i en dekadent musical
Ingen kunne høre, at madame var identisk med panikal-terapeuten fra Hipsted, Josef Denaparte. Det var også lige meget for Tiu Ban Ditt. Uanset denne verdens latterlige kønskendetegn var Madame Noire virkeliggørelsen af hans drømme; de pirrende, indre billeder da han blundede så sødt på første klasse på flyrejsen fra Shanghai.
Så indlysende mystisk. Så faretruende smuk. Lyslevende i rødt og sort var hun, mens hun svingede den nihalede lyst-skaber i luften. Truende. Æggende
“Auhhh to tease me! – Mao to stop me!”
Hensigten var god nok.
I ægte S/M forhold fandtes både et ”bliv-ved”-signal og et ”stop-ord”. Madame Noire regnede med, at navnet på den store befrier og rorgænger, formand Mao, måtte være det rette stop-ord. Hendes kinesiske var beskedent.
Uheldigvis var Tiu Ban Ditts engelske på samme niveau. Og det skulle vise sig at få alvorlige følger. Josef Denaparte tog fat som aldrig før.
Her var slag for hans elendige studentertid. For stedfaren, som ville af med ham. For hans personlige kærlighed, som altid havde været en fiasko. For svineriet fra andefarmen og småborgerligheden i Folkerup. For den terapeutiske panik. Han slog og slog, og uanset, hvad der kom ud af munden på Tiu Ban Ditt, hørte herskerinden det som ”Auhhh”.
Bliv ved!
Og han skreg som et barn, da hjælpsomme mennesker smurte hans agterparti ind i smertestillende salve
Efter 10 minutters solid kærlighedsvold måtte bestyreren af swingerklubben gribe ind. Det blev trods alt for hjerteskærende. Flere kom til og tog sig af den sårede kinesiske finansmand, hvis bagdel var mere blodstribet end en slagters kittel. Og han skreg som et barn, da hjælpsomme mennesker smurte hans agterparti ind i smertestillende salve.
Madame Noir sad udslidt i den røde plysstol og snappede efter vejret.
Så hjalp de Tiu Ban Ditt ud af lokalet.
Han vaklede og ømmede sig, mens han hang over skuldrene på begge assistenter. Han klynkede igen, da han satte sig på lædersædet bag føreren i den sorte Mercedes med de tonede ruter.
Den sidste hilsen fra forretningsmanden kom på et lidende kinesisk:
”好的利潤需要巨大的痛苦”
PS: ”Høj profit kræver stor smerte”!
(fortsættes)
LÆS MERE AF SANDRA KLAUS JUUL NISSENS JULEFØLJETON HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.