DEBAT // SUNDHED – Det er ikke et velfærdssamfunds ansvar alene at sikre, at man får det godt igen, når man er syg. Det er ens egen opgave og eventuelt de nærmestes, for man bliver ikke rask af at gå og brokke sig over, at man kommer i den forkerte form for genoptræning eller ikke får nok psykologtimer. Man bliver rask af en kombination af tålmodighed, benhård kamp og selv at tage ansvar. Her skal samfundet ikke stå i vejen igennem urimelige regler og bureaukrati, skriver Jonathan Løw, der selv gik ned med en depression i 2013.
Jeg er iværksætter og har startet 6 virksomheder. Jeg har samtidig stemt på venstrefløjen hele mit 40-årige liv, så jeg hører til mindretallet af venstreorienterede erhvervsfolk. Jeg antager, at POV’s læsere formentlig vil forvente, at jeg nu kommer med den sædvanlige kritik af de borgerlige eller liberale, men min agenda er en anden.
Jeg har selv prøvet at være syg med en depression i et år, og jeg var dybt taknemmelig for, at samfundet dengang greb mig og igennem sygedagpenge sikrede mig et eksistensgrundlag, indtil jeg blev rask igen. Netop dét er for mig essensen af et velfærdssamfund og et socialt sikkerhedsnet.
Men det er imidlertid ikke et velfærdssamfunds ansvar at sikre, at jeg eller alle mulige andre får det godt igen, når vi er syge.. Det er ens egen opgave og eventuelt de nærmestes, for man bliver ikke rask alene af at gå og brokke sig over, at man kommer i den forkerte form for genoptræning eller ikke får nok psykologtimer. Man bliver rask af en kombination af tålmodighed, benhård kamp og selv at tage ansvar.
Samfundet skal naturligvis ikke stå i vejen for dette igennem urimelige regler og bureaukrati, men ansvaret er ikke fællesskabets. Det er ens eget.
Netop sidstnævnte holdning er jeg ikke sikker på repræsenterer den måde, som tænkningen i dag er på alle dele af venstrefløjen, og det finder jeg problematisk for min politiske forståelse og dermed også selvopfattelse.
Jeg bor i en almen boligforening, og her kender jeg utallige, der udmærket kunne finde sig et arbejde, men alligevel er overbevist om, at det, kan de ikke holde til. De kan til gengæld godt holde til at snakke i timevis med naboerne, gå lange hundeture, brokke sig over samfundet og meget andet
Jeg bor eksempelvis i en almen boligforening, og her kender jeg utallige, der udmærket kunne finde sig et arbejde, men alligevel er overbevist om, at det, kan de ikke holde til.
De kan til gengæld godt holde til at snakke i timevis med naboerne, gå lange hundeture, brokke sig over samfundet og meget andet. Alt det har de overskud til.
Jeg læste for nylig om en 54-årig mand fra Fredericia, Jimmy Rasmussen. Jimmy er 54-år, storryger og KOL-patient. Han lægger, ifølge Jimmy selv, masser af afgiftskroner til velfærd i fælleskassen, men der synes at være noget, som hverken Jimmy eller mange andre på offentlig velfærd ikke helt har forstået: Det er hamrende dyrt for samfundet.
Når du er på førtidspension, kontanthjælp eller sygedagpenge, bidrager dit forbrug altså ikke til et overskud i fælleskassen. Jimmys indkøb af smøger er en gigantisk underskudsforretning, og hans arrogance overfor det faktum er ikke til at holde ud.
Som iværksætter har jeg hver dag hånden på kogepladen. Jeg risikerer i princippet at skulle gå fra hus og hjem, og alligevel har jeg med glæde betalt rigtig meget af min indtjening i skat, men jeg må tilstå, at jeg bliver stadig mere kritisk overfor systemet.
Det gør jeg, fordi jeg udover at læse om folk som Jimmy Rasmussen også dagligt konfronteres med mennesker, der udmærket er i stand til at arbejde, hvis de gad.
Jeg kræver ikke af dem, at de ligesom mig skal løbe en risiko og knokle 50 timer om ugen, for vi skal netop være et rummeligt samfund, hvor der er plads til forskelligheder og plads til, at vi kan arbejde på forskellige måder og i forskellige tempi.
Min opfordring er at droppe selvmedlidenheden eller manglen på respekt for fællesskabet og tage ansvar for eget liv. Hvis man er så syg, at man ingenting kan, skal man selvfølgelig have hjælp, men hvis man har overskud til at debattere livligt med naboerne og energi til at brokke sig højlydt over samfundet, har man også overskud til at bruge den energi mere produktivt
Omvendt finder jeg det provokerende og dybt forkert, at der går mennesker rundt – også mange flere end famøse Dovne Robert eller ovennævnte Jimmy Rasmussen – og har fået den selvopfattelse, at fordi de bruger deres indtægt til at forbruge, skaber de omsætning til samfundet og bidrager på den måde til, at det hele kan løbe rundt.
Nej, det gør I ikke, og det gjorde jeg heller ikke selv, da jeg var på sygedagpenge. Det er tværtimod enormt dyrt i det samlede regnskab, og det ansvar påhviler hver eneste dansker at forholde sig til – arbejdsløs eller ej.
Det betyder ikke, at jeg ikke har empati for mennesker, der er syge eller har kriser i livet. Jeg har kæmpe forståelse for deres situation, og jeg har selv været der.
Problemet er udelukkende, at hvis man lægger hele ansvaret over på fællesskabet, når det handler om at få det godt igen, fusionerer man samtidig med tanken om, at hvis kommunen eksempelvis ikke sender én i det helt rigtige aktiveringsforløb, så er det statens skyld og ansvar.
Det kan styrke ens eget narrativ og selvopfattelse, men det er ikke i sig selv sandt, og det bør ikke være andre skatteborgeres ansvar at betale for den form for ansvarsfraskrivelse.
Min opfordring er derfor at droppe selvmedlidenheden eller manglen på respekt for fællesskabet og tage ansvar for eget liv. Hvis man er så syg, at man ingenting kan, skal man selvfølgelig have hjælp, men hvis man har overskud til at debattere livligt med naboerne og energi til at brokke sig højlydt over samfundet, har man også overskud til at bruge den energi mere produktivt.
Derfor: Tag ansvar for dit liv. Det er ikke udelukkende samfundets ansvar, at du får det godt igen. Det er også og i sidste ende dit!
Topillustration: JumpStory.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
