KOMMENTAR // SYRIEN – 235.000 civile er flygtet fra den syriske provins Idlib alene i december, efter Rusland har iværksat endnu en militær luftoffensiv i Syrien. Det oplyser FN til Reuters. Der er imidlertid fortsat tusindvis af familier i provinsen, som ikke tør forlade deres hjem. Imens er syriske regeringstropper på vej mod byen Maarat al-Numan. Alene i denne uge flygtede 120.000 mennesker mod grænsen til Tyrkiet ifølge landets medier. Den dansk-syriske læge Haifaa Awad er tæt på at opgive ævred, skriver hun, der på niende år har forsøgt at få danske politikere og EU til at handle.
Jeg er harm og ked af det. Jeg ved ikke, hvad jeg er mest efterhånden. Jeg ved ikke, hvor meget mere eller hvem, man skal råbe op, efterhånden som Idlib bliver slagtet. Og det siger jeg som en meget aktiv syrisk stemme i Danmark. Den politiske verden har ramt mit hjerte med sin apati. Og jeg er kun et menneske.
Hjælper det at råbe op, når ingen hører efter og når vi de facto ved at international politik, hvad angår civil beskyttelse, har spillet fallit?
Siden 2011 har jeg ikke bestilt andet end at informere, give analyser og konkrete bud på, hvad den syriske befolkning ønsker, når de demonstrerer imod regimet. Jeg har forsøgt at nå diverse ministre og bedt om, at DK rykker. For trods vores størrelse har vi magt og evne til at lede og føre an moralsk på den internationale scene.
Jeg har igen og igen advokeret for at vi bør beskytte civile. Jeg er ikke træt. For hvorfor skulle en priviligeret læge i et skandinavisk land blive træt?
Folk under bomberne er trætte, udmagrede og på flugt. Men jeg er løbet tør for ideer efter at have arrangeret demonstrationer med tusindvis af deltagere.
Jeg har publiceret massevis af artikler og opråb og har deltaget i et uendeligt antal diskussioner under uendelige møder og stået for masser af lobbyisme. Alt for bare at få det simple budskab frem, at civile skal beskyttes, også hvis det koster en international intervention.
Hjælper det at råbe op?
Og hvad hjælper det så i et lille miniput-land som Danmark, at jeg bliver ved med at råbe, vil mange spørge. Hvad kan vi overhovedet gøre, når over 1/2 mio mennesker er dræbt og over 11 mio er flygtet fra regimets bomber og de kemiske våben?
Hvad hjælper det alt sammen?
Hvad betyder det, at jeg skriver her og forstyrrer dine nytårsforberedelser og konfetti?
Vi kan jo ikke gøre noget for Idlib nu, vel? Vi kan bare se på, at mennesker bliver slagtet, på at 140.000 børn er fordrevet og på, at en kvart million mennesker nu presser mere nordpå og vil flygte ud af krigens rædsler. Eller kan vi?
Det eneste, det hjælper på, er måske vores samvittighed? At vi viser de civile og aktivisterne, som fodrer os med nyhederne om deres død og de flygtede under vinterens tynde telte, at vi hører dem
Hjælper det at skrive mere nu på niende år?
Hjælper det at råbe op, når ingen hører efter, og når vi de facto ved, at international politik, hvad angår civil beskyttelse, har spillet fallit? Når USA har fucked up og efterladt landet til Putin, og EU har betalt for lukkede grænser?
Hvad ofrene og aktivisterne fortæller mig
Det eneste det hjælper på er måske vores samvittighed? At vi viser de civile og aktivisterne, som fodrer os med nyhederne om deres død og de flygtede under vinterens tynde telte, at vi hører dem.
Her er, hvad de fortæller mig indefra:
‘Hør os. Spred vores ord. Vi må ikke dø i stilhed. Vi vil frihed. Vi vil sikkerhed. Vi vil en fremtid for vores børn’.
Jeg har ingenting mere at svare dem med. Vores politikere er tavse som graven, når et nyt folkemord i stor skala er igang – nu i Idlib. Ingen har meldt ud om konkrete initiativer f.eks. om pres på russerne og iranerne og alle de andre, som støtter diktatoren i Damaskus.
Ingen har hørt noget i 9 år, for selvom vores politikere burde være oplyst om de syriske forhold, hjælper det ikke på deres vilje til handling.
Grav din grav struds. Og nårh ja- lad os endelig legitimere morderen i Damaskus ved at sende vores flygtninge tilbage til ham. Som det første land i verden vil vi tvinge flygtninge tilbage i armene på en diktator
Der er altid en grænsebom, vi lige skal snakke om, eller et eller andet symbolpolitisk shit, vi skal tage os af først. Det er nemlig nemmere at forholde sig til. Grav din grav struds. Og nårh ja – lad os endelig legitimere morderen i Damaskus ved at sende vores flygtninge tilbage til ham. Som det første land i verden vil vi tvinge flygtninge tilbage i armene på en diktator.
Men vi har hørt de civile skrige. Det kan du og jeg ikke løbe fra.
Forstyr de folkevalgte – støt det humanitære arbejde
Jeg anbefaler på det kraftigste alle at støtte Syrian American Medical Society og Læger uden Grænser.
Jeg anbefaler, at du deler nyhederne fra Idlib, så vi ikke ser bort, mens et nyt år bebuder folkedrab.
Del og snak. Forstyr vores folkevalgte.
Lad ikke mine læge-kollegaer, som står bøjet over de sårede, blive ramt af en bombe og dø i stilhed.
Strit imod denne hjemsendelsespoltik af syriske flygtninge til Damaskus.
Og spark politikerne over skinnebenet. Det er vel det, vi kan i et demokratisk land, hvor vi ikke skal dø for at udøve en demokratisk ret.
Tak.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: SAMS.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
