Tony Hadley på Amager: Stemmen er intakt efter alle disse år

Tony Hadley mandag aften i Amager Bio – han blev en del af Spandau Ballet allerede i 1979, sammen med Gary Kemp og John Keeble – og hurtigt blev han bandets karismatiske frontfigur. Foto: Eddie Michel

Dan Rachlin 06.11.2025

KONCERT // ANMELDELSE – Den 65-årige sanger rammer tonerne præcis som for 40 år siden. Og man skal virkelig være emsig for at forsøge at tage ham i manglende luft eller tonering i den barytonstemme, som for mere end fire årtier siden gjorde Spandau Ballet til en hjørnesten i britisk popkultur.

Fotograf: Eddie Michel.

“Guuud, er han i byen?”
“Det skulle jeg have vidst.”
“Øv, nu er det for sent.”

Reaktionerne på min Facebook-væg var mange og bar alle præg af, at arrangøren bag mandag aftens koncert med Tony Hadley og band ikke just havde råbt højt om koncerten i Amager Bio – med den tidligere frontfigur i den sagnomspundne gruppe fra 1980’erne, Spandau Ballet.

Tony Hadley, der er kendt for sin lune britiske humor og selvironi, beskriver sig selv som “a working-class crooner from Islington.” I 2017 blev han af prinssesse Kate udnævnt til Member of the Order of the British Empire for sit mangeårige arbejde med velgørenhed, især i forbindelse med The Shooting Star Chase Children’s Hospice og The British Red Cross, samt for sit bidrag til britisk musik gennem mere end fire årtier.

Det var derfor lidt ærgerligt at se, at der kun var samlet beskedne 500 nostalgiske sjæle, der ovenikøbet måtte udholde en ikke særligt interessant og enlig opvarmningssanger, som ikke gjorde meget for mandagstemningen i november, hvor man havde annonceret ’show-start’ kl. 20.

Men først kl. 21 trådte aftenens hovedattraktion ind på scenen. Som altid ulasteligt klædt – med blazer, skjorte, charmeklud og sneakers.

Tony Hadley i en mere følsom stund mandag aften i Amager Bio – han har i interviews fortalt, at “True” blev skrevet som en kærlighedserklæring til soul-sangerinden Clare Grogan. Foto: Eddie Michel

Efter sine mange år ind og ud af Spandau Ballet har Tony Hadley bevist, at hans kraftfulde og varme vokal også sagtens kan håndtere jazzstandards, så “Feeling Good” var en overraskende, men passende start. Om end Nina Simone-klassikeren nok kræver en større stemme og en anelse mere indlevelse, trut og stryg, end det ellers kompetente orkester kunne præstere.

Tony Hadley forlod Spandau Ballet i 1990 efter flere års interne stridigheder om royalties – et brud, der midlertidigt satte punktum for bandets første æra. Foto: Eddie Michel

Før vi aner det, er Hadley videre til en tidlig Spandau Ballet-klassiker, “To Cut a Long Story Short”, og et 180 graders skift i bandets musikalske udtryk. Nu spilles der britisk soul.
Og det er egentlig ret sigende for koncerten, som – bevares – byder på samtlige 80’er-klassikere fra hans tidligere band og enkelte, helt unødvendige nye sange.

Tony Hadley påbegyndte sin solokarriere i 1992 med albummet The State of Play – et forsøg på at genopfinde sig selv uden Spandau Ballet. Foto: Eddie Michel

For at gøre en lang historie kort: Hadley er en levemand (blandt andet med en flaske whiskey i hånden, som han slubrede af, mens han gik rundt på scenen, sidst han var i Danmark), ganske lun og britisk i sin humor. Men det er måske også lidt, som om under 500 dedikerede fans ikke rigtigt kan bringe hans pis i kog.

Tony Hadley under scenelyset I Amager Bio – Spandau Ballets gennembrud kom med “True” i 1983 og toppede hitlisterne i 21 lande, hvilket gjorde ham til et internationalt popikon. Foto: Eddie Michel

Bandet er faktisk ganske tight, og bunden er tung og rytmisk. Der er dog aldrig tvivl om, hvem aftenens indiskutable stjerne er. Den 65-årige sanger rammer tonerne præcis som for 40 år siden. Og man skal virkelig være emsig for at forsøge at tage ham i manglende luft eller tonering i den barytonstemme, som for mere end fire årtier siden gjorde Spandau Ballet til en hjørnesten i britisk popkultur. Et kraftoverskud og en præcision, der sjældent findes hos hans samtidige. Alligevel er det, som om der her og der mangler et nærvær, der giver sangene fra 1980’erne den nødvendige fylde.

Tony Hadley har udtalt, at han “synger bedre nu end som 25-årig,” fordi stemmen, som han siger, “er trænet af liv og erfaring.” Foto: Eddie Michel

Det er balladerne, der står stærkest: “I’ll Fly for You”, “Round and Round” og ikke mindst “Through the Barricades”. Det er 1:1, som var vi i sidste halvdel af firserne. Uptempo-numre som “Only When You Leave”, “Lifeline” og naturligvis “Gold” giver også fællessang.

Til gengæld er jeg bestemt ikke vild med Tonys take på noget så arvesølvagtigt som Queens “Somebody to Love”. Om end han rammer vokalen, mangler den storhed og drama. I stedet bliver det en flad fornemmelse. Koncerten er længdemæssigt (på lidt over en time) lige nok til, at alle bevarer fokus og opmærksomhed. Hadley selv er en anelse fraværende, men publikum efterlades aldrig med følelsen af, at det blot skal overstås.

Koncerten med Tony Hadley var lige præcis som forventet – hverken mere eller mindre. Men stemmen er intakt efter alle disse år. Og da Amager Bio bades i vellyd og smukt stemningsfyldt lys til “True” og “Gold”, går alle alligevel fra mandagskoncerten nynnende og med en tro på, at det hele nok skal gå.