BØGER // INTERVIEW – Nøjagtig 50 år efter sin debut som romanforfatter har den nu 75-årige Ib Michael skrevet en forrygende roman, som ikke alene trækker tråde tilbage til starten af hans forfatterskab, men endnu engang viser ham som en mester i den genre, som kaldes ’den magiske realisme’. Den er også i al sin skønhed og gru et billede på vores planets øjeblikkelige tilstand. Og så kunne den med et snuptag omsættes til en medrivende og eventyrlig tv-serie, som kunne klistre seerne til skærmen. POVs Poul Arnedal har besøgt den jubilerende forfatter i hans sommerresidens i Kikhavn på den nordsjællandske kyst.
”Alt det, vi kalder virkeligt, er lavet af ting, der ikke kan betragtes som virkelige.”
Citatet stammer fra Niels Bohr og står som indledning til Ib Michaels nye roman ’Sandheden om Lucy’.
I virkeligheden kunne det stå som en overskrift på den 75-årige forfatters samlede produktion, hvis første værk, ‘En hidtil uset drøm om skibe‘, så dagens lys for nøjagtig 50 år siden og blev præsenteret som en ”eksperimenterende roman, som fortæller en syret historie om Alexander den Store, professor Makart, Helgolandsbugten, Fladengrund og inkaerne i Peru.”
”Jeg har altid været på sporet af det hidtil usete utopia. Er det paradiset? Er det et ormehul? Hvad er det hidtil usete?” spørger forfatteren, der på en iskold regnvejrsdag har inviteret indenfor i sit hus i Kikhavn på den nordsjællandske kyst, hvor bl.a. hans roman ’Prins’ fra 1997 foregår, og som også vender op og ned på ”det vi kalder virkelighed”.
Og som en af personerne i bogen siger om Igor: ”Han er ikke skizofren, han er bare alternativt begavet
”Jeg ser det som en form for visionær skrift, som jeg lagde ud med allerede i 1970, og som i lige høj grad retter sig ud mod rummet og universet som til den indianske kultur i Latinamerika”, konstaterer Ib Michael, der allerede i begyndelsen af halvfjerdserne besøgte fjerntliggende indianerstammer i den latinamerikanske regnskov og skrev om det i bogform sammen med bl.a. vennen og maleren Per Kirkeby.
En ganske anden stjernehimmel end den, vi kender fra planeten Jorden
’Sandheden om Lucy’ handler om graffitimaleren Igor, der finder en bevidstløs og mishandlet ung pige, som han kalder Lucy, i en jernbanevogn på Nørrebro. Deres møde udvikler sig både til en kærlighedshistorie og til en vild og dramatisk eventyrhistorie, hvor læserne i jagten på en for længst forsvundet ekspedition følger dem fra Sydhavnen i København til Amazonas jungle og videre til et samfund i en ganske anden både historisk og tidsmæssigt dimension og under en ganske anden stjernehimmel end den, vi kender fra planeten Jorden. Og som en af personerne i bogen siger om Igor: ”Han er ikke skizofren, han er bare alternativt begavet.”
’Sandheden om Lucy’ har allerede høstet masser af anmelderroser, og dem er Ib Michael selvfølgelig glad for. Men allermest begejstret er han for at have skrevet en roman, som tegner en klar forbindelse til tidlige bøger som ’Rejsen til det grønne firben’ og ikke mindst romanen ’Rejsen tilbage’ fra 1977, der blev hans virkelige gennembrud som romanforfatter. De kredser begge om den indianske filosofi, livet i junglen og forestillingen om alternative virkeligheder.
Inspireret af blandingen af magi og realisme
”’Rejsen tilbage’ blev ikke en stor bestseller, men det blev en kultbog, som mange, mange læste, og det blev også folks første danske bekendtskab med den magiske realisme fra Sydamerika. Det var ikke en fortællestil, jeg lagde mig efter. Det havde fra første færd været min måde at skrive på og dybt inspireret af den blanding af magi og realisme, man finder i indianernes ældgamle myter,” fortæller Ib Michael på den engagerede og insisterende måde, der er så karakteristisk for ham, og som man oplever, både når man sidder overfor ham og når man læser hans bøger.
Det var ligesom, jeg var i familie med en hel masse meget vidunderlige forfattere og selv kunne fortsætte ud ad den vej
”Jeg var jo begyndt at studere indiansk kultur og indiansk sprog på Københavns Universitet og var dybt optaget af, hvad de tænkte, hvad de skrev og hvad vi havde fået efterladt af kilder. Så jeg var godt klædt på, da Gabriel Garcia Márquez udkom herhjemme med romaner som ’Patriarkens efterår’ og ’100 års ensomhed’ efterfulgt af andre latinamerikanske forfattere som Manuel Scorza, Jorge Louis Borges og Julio Cortázar. Det var den latinamerikanske magiske realisme og blev en form for befrielse for mig. Det var ligesom, jeg var i familie med en hel masse meget vidunderlige forfattere og selv kunne fortsætte ud ad den vej.”
Med på Nordkaperens første tur over Atlanten
Ib Michael vender tilbage til sammenhængen i sit forfatterskab og debuten for 50 år siden, for ud over at være på sporet af ”det hidtil usete utopia” var der jo også det med skibene.
”Det startede allerede hjemme på Roskilde Fjord, da jeg var dreng og havde en optimistjolle og var søspejder. Ligesom drømmen om indianerne er skibene gået gennem hele mit liv. Og da jeg i starten af halvfjerdserne for første gang tog på togt sammen med Troels Kløvedal på Nordkaperens første sejlads over Atlanten, fandt jeg ud af, at drengedrømme også kunne være en voksendrøm. Jeg havde forestillingen om, at nu sejlede jeg ud ligesom de gamle erobrere og de gamle spaniere.
Jeg var fuldstændig euforisk, da vi nærmede os Barbados og pludselig ude på Nordkaperen kunne fange deres radioprogrammer med en helt utrolig musik
Vi lagde ud fra La Gomera på de Canariske øer, der hvor Columbus også lagde ud, da han første gang krydsede Atlanten. Og vi kom til et nyt kontinent. Jeg kom med havet i mig. Jeg kom med alle sansningerne. Jeg kom med sulten efter at komme i land og se nye verdner. Jeg var fuldstændig euforisk, da vi nærmede os Barbados og pludselig ude på Nordkaperen kunne fange deres radioprogrammer med en helt utrolig musik som salsa, steeldrums og noget reggaeagtigt. Det var overvældende. Her kommer man fra det store øde hav, og så er der mennesker igen. Og så udfolder de sig jo, som de har måttet have gjort det for erobrernes blikke i en helt fremmed kulturel sammenhæng, iført festlige, farverige dragter med fjer og danse og trommer. Det var sgu ikke så forskelligt at komme til Barbados her næsten 500 år senere. Det er bare nogle andre folk. Det gav mig en hel særlig grundoplevelse. Og det endte jo med at blive til ’Rejsen tilbage’ og ’Rejsen til det grønne firben’.”
Tilbage til kulturen og livet i junglen
”Da jeg skrev ’Sandheden om Lucy’, ville jeg vende tilbage til mine gamle steder og oplevelsen af junglekulturen og livet i junglen, men på en ny måde og med en ny ungdom, nemlig Igor og Lucy. Og jeg ville vende tilbage til temaer omkring den bevidsthedsudvidende drik ayawasca, som indianerne benytter til deres spirituelle rejser, for jeg er ret fascineret af de ting, de kan ude i den jungle.”
Der er jo aldrig nogensinde nogen, der har set den. Men nu har jeg set det med Igors visionære øjne
“Og så skete der jo det, at mens jeg begyndte at skrive igen om to unge mennesker, der skal til Amazonas, så breaker de forfærdelige nyheder om den nye brasilianske præsident Bolsonaro, som er ved at brænde Amazonas af. Det burde jo føre til en international proteststorm. Han ødelægger ikke bare Amazonas, han ødelægger vores planet. Og pludselig blev alt det, jeg havde kæmpet for den gang med junglefolkene i ‘Rejsen til det grønne firben’ hundrede procent aktuelt igen. Og selv om historien om Igor og Lucy er fiktion og foregår i en roman, så er alt baseret på fakta. Selv det gådefulde eldorado, de kommer til, er en gengivelse af en ren Maya-verden. Den er baseret på mine opdaterede studier af, hvordan Maya-indianernes kultur var, da den var størst, og inden de lukkede den ned 500 år, inden spanierne ankom. Så der er jo aldrig nogensinde nogen, der har set den. Men nu har jeg set det med Igors visionære øjne. Så de linjer i mit forfatterskab, der tegnede sig dengang i halvfjerdserne, har jeg en god fornemmelse af at have afrundet og afsluttet med samme energi, som da jeg var ung”, fastslår forfatteren med et tilfreds smil, inden han skynder sig at fortsætte. “Og hvad er det for noget forfærdelig vrøvl med, at alderdom er ensbetydende med tab af energi. Det tror jeg ikke på, Og slet ikke heroppe,” siger han og peger på sin kraniekasse inde bag den sølvgrå manke, inden han fortsætter:
Baseret på Niels Bohrs kvantefysik
”Erkendelsesmæssigt er ’Sandheden om Lucy’ baseret på Niels Bohrs kvantefysik. Det er grunden til, at jeg har placeret hans citat som indledning til bogen. Det, han siger om, ”at alt hvad vi anser for virkeligt, er lavet af noget, som ikke er virkeligt”, er jo en fuldstændig genial erkendelses. Hvis du går ind til det subatomare, ind til atomkernerne, ind til elektronerne, så er det hele tomrum og vibrationer, der kredser om hinanden. Der er nærmest ikke noget. Det er spændinger og vibrationer, der opretholder hele verden. Og den erkendelse kommer Igor og Lucy jo til gang på gang. De er kommet til en verden, de selv former med deres bevidsthed. I stedet for bare at tage for givet, at græsset er grønt, så former de deres verden med deres bevidsthed – på godt og ondt.”
Det er så min måde at beskrive Niels Bohrs videnskabelige teorier om kvantefysikken
“Igor danner den med sin stærke tilknytning til den indianske kultur, og Lucy ud fra sin frygt, fordi hun er forfulgt og har levet i et mareridt. Hun har været forfulgt af sin egen familie, og det er et mareridt, der hele tiden manifesterer sig på ny.
Den går hele tiden fra lys til mørke og fra mørke til lys. Lige når vi har det noget så dejligt, så bliver den helt sort. Og det er jo en metafor for verdens tilstand. Det er ikke bare en glad hippie-drøm. Det er også en udvidelse af det realistiske begreb. Det er faktisk en stor ayawasca–rejse. Og billedet på omslaget af et slangeomkranset og fjerprydet jaguarhoved er også et ayawasca-symbol. Det er så min måde at beskrive Niels Bohrs videnskabelige teorier om kvantefysikken, som bl.a. består i, at en ting – eller evt. et menneske – godt kan befinde sig to forskellige steder eller i to forskellige dimensioner på én gang. Jeg synes, han er den største tænker, vi har haft og kan slet ikke forstå, at når vi nu har haft ham her I vores eget land, hvorfor har hans erkendelse så ikke fået lov til at gennemsyre vores virkelighedsopfattelse?” nærmest råber Ib Michael ud i rummet, mens han slår ud med armene.
Solens havglitter, der bliver til et sprog
Når Igor og Lucy i romanen bliver transformeret fra den ene parallelle verden til den anden, kalder Ib Michael det for ‘Passagen’. Og hvert år, når han om vinteren søger lyset og varmen ved at drage til Thailand, føler han også, at han går gennem en passage.
“Derude oplever jeg at være udenfor min tid og mit rum. Det er her i Danmark, jeg er født. Det er min tid og mit rum, så længe jeg lever i denne krop. Når jeg rejser til Thailand i slutningen af november, så forlader jeg min tid og mit rum og min elskede osv., og det oplever jeg som en frihed. Jeg kommer af med mit hylster, og jeg går igennem en passage. Vi går altid gennem passager. Når vi bliver født, går vi gennem en passage, når vi dør, går vi gennem en passage, når jeg forlader mit rum og min tid, kunne jeg lige så godt være gået gennem en passage og være dukket op i et nyt rum og en ny tid. Og det gør jeg jo derude, hvor jeg har en anden rytme og en række andre rutiner, som jeg holder vildt meget af, og altsammen bestemt af det subtropiske klima. Jeg står op ved det allerførste daggry og går ned på min lille strand, som blot ligger 5 meter fra min bungalow.”
Jeg bliver fuldstændig hypnotiseret af solens stråler i vandet, som hele tiden prøver at blive til et sprog
“Når solen så står op, svømmer jeg ud og hilser på den. Det er så ubeskriveligt smukt der i den lille havbugt. Jeg får så megen skønhed, at jeg er helt rørt hver eneste morgen og bliver overvældet af dyb taknemmelighed over livet. Så prøver jeg at tage den med hjem, og når jeg har lavet mine åndedrætsøvelser og mine fysiske øvelser, som er vigtige for at holde mig oppe mentalt, så sidder jeg på min åbne veranda ud mod havet og skriver. Jeg har fjæset lige ind i det glitrende hav, og det gør noget ved min hjerne. Jeg bliver fuldstændig hypnotiseret af solens stråler i vandet, som hele tiden prøver at blive til et sprog. Og det bliver det. Fortællingen er derude i form af havglitter, og den er ny og foranderlig hver eneste dag. Den er hele tiden på vej et andet sted hen. Du kan ikke forudsige den. Det er præcist sådan, jeg skriver.”
“Jeg har aldrig struktureret mine romaner på forhånd”
Den jubilerende forfatter holder en kort pause. Tager en tår af sin kaffe, inden han fortsætter i det samme spor:
“Jeg har aldrig nogensinde skrevet så meget som en kvart synopsis til nogen af mine bøger eller prøvet at strukturere dem på forhånd. Hvis jeg farer vild? Nå ja, så må jeg jo gå tilbage til udgangspunktet, og jeg skriver også tingene om, og selvfølgelig farer jeg vild en gang imellem, men hellere det end vide, hvordan min egen roman skjulle ende.”
“Med ‘Sandheden om Lucy’ var jeg helt til det allersidste i tvivl om, hvordan den skulle ende, så jeg lavede også en alternativ slutning i forhold til den, der er i den endelige bog. Det skal være en proces. Jeg skal se filmen for mit indre blik, og det er det eneste, jeg gør. Jeg starter med Igor og Lucy, og han finder hende i en godsvogn. Egentlig starter det bare med, at han går og laver grafitti, og så er der lige en lysstråle, der falder på en godsvogn, og så går han ind i den, og hvad ser han der? Der ser han Lucy. Det er sådan, det er med mig. Jeg følger alle de billeder, jeg ser for mig.”
“Man bliver forfatter ved at læse bøger”
Helt fra allerførste færd har et af Ib Michaels kendetegn som forfatter været hans levende billedsprog, og i ‘Sandheden om Lucy’ støder vi også på en perlerække af både skjulte og helt åbenlyse litterære referencer. Og jeg har aldrig glemt, hvad han engang sagde uden den mindste blufærdighed, for mange år siden, hvor vi var sammen til et middagsselskab: “Middelmådige forfattere låner af andre forfattere. Gode forfattere, vi stjæler.”
Jeg lader ikke, som om jeg har opfundet alt det her. Jeg bygger på sprog. Og sprog bygger sig selv op på referencer. Det er derfor, vi overhovedet kan forstå hinanden
Det har han også en god forklaring på i dag: “Jamen, det er, fordi sprog bygger på sprog. Man bliver forfatter ved at læse bøger. Der er ingen andre metoder. Man kan da godt gå på forfatterskole, men de læser altså også bøger. Og eftersom jeg er gammel lingvist på indianske sprog, så er jeg mig meget bevidst om, at vores sprog ville være uforståeligt, hvis vi ikke havde indbyggede referencer. Sprog er referencer til noget, som egentlig ikke ville give nogen mening, hvis der ikke havde været en forfatter eller digter forbi på et eller andet tidspunkt og havde givet det en mening. Tag et udtryk som Den trojanske Hest. Det er jo meningsløst, hvis ikke du ved, hvor fuld af mening det er. Og det er fuld af mening, fordi der er en historie, som vi kender fra Homers ‘Iliaden’, og nu bruger man det i moderne sprog. Hvis der f. eks. indsmugles et program i din computer, så er det en trojansk hest. Det er et meget godt eksempel på, hvor fuld sproget er af referencer til stor litteratur.”
En hel verdensforståelse i en enkelt bogtitel
“Hvor mange referencer er der ikke til Dantes ‘Den guddommelige Komedie’ – ikke mindst Inferno-delen. Og mine egne referencer er også en form for ærlighed. Jeg lader ikke, som om jeg har opfundet alt det her. Jeg bygger på sprog. Og sprog bygger sig selv op på referencer. Det er derfor, vi overhovedet kan forstå hinanden. Og referencerne er jo meget, meget mere universelle, end de enkelte sprog og deres grammatik. Det er jo der, vi forstår hinanden. Vi skal bare have det oversat.
Jeg tror, mine romaner bliver forståelige på et dybere plan. Også selv om læseren ikke lige i første omgang kender til eller kan genkende mine referencer.”
Det er en meget kærlig hilsen til en bog, jeg holder meget af
En af de skjulte referencer i Ib Michaels nye roman er hans beskrivelse af nogle klippeformationer, som er “formet af blæsten, sandet og stjernerne. Naturen og tiden med andre ord.”
“Det er en meget kærlig hilsen til en bog, jeg holder meget af, Saint-Exupérys ‘Blæsten, sandet og stjernerne’”, fortæller han. “Jeg har aldrig oplevet en bog med en bedre titel. Og samtidig er titlen i sig selv udtryk for nogle meget dybe kosmiske kræfter. Det er jo entropi, altså ét stort billede på, at alt bliver nedslidt til sand i den sidste ende. Tiden er under solen, og vinden nedslider klipperne til sand. Det er jo en helt verdensforståelse, der ligger i den titel. Så det er meget bevidst.”
En reference til Harrison Ford og Indiana Jones
Drivkraften i romanens handling er Igor og Lycys rejse i sporene på den kendte britiske opdagelsesrejsende Harrison Fawcett, der i jagten på en forsvunden indiansk kultur selv forsvandt sporløst i den brasilianske amazonasjungle for næsten hundrede år siden. Og der skal ikke meget fantasi til hos den skarpsindige læser for at se det som en reference til skuespilleren Harrison Ford, der spillede Indiana Jones. Ligesom mange af de andre referencer i romanen er der her tale om en virkelig eksisterende figur, hvis fulde navn er Percy Harrison Fawcett.
Sådan nogle ting er sjove at lave. Og hvis folk ikke lægger mærke til dem, så sker der jo ikke noget ved det
“Han er næsten altid blot blevet kaldt Percy Fawcett, men det er ingen tilfældighed, at jeg valgte Percy fra og erstattede det med Harrison, for I virkeligheden er han den grundfigur, som man byggede Indiana Jones-filmene over,” forklarer Ib Michael. “Sådan nogle ting er sjove at lave. Og hvis folk ikke lægger mærke til dem, så sker der jo ikke noget ved det. Men der er jo lagt nogle små nøgler og referencer ind rundt omkring, og om man enten opdager og genkender dem eller ej, så er de med til at give historien et ekstra lag. Det gælder også de mange referencer, jeg har lavet til den indianske kultur, som læserne jo normalt ikke er på hat med, men er med til at give historien autencitet.”
Og apropos Indiana Jones, så er der hverken hos Ib Michael eller hos nærværende interviewer nogen tvivl om, at “Sandheden om Lucy” – ud over at være en lang billedfortælling for læserens indre biograflærred – kunne blive til en forrygende tv-serie på en streamingskanal som f.eks. Netflix.
God fornøjelse!
Se Mikkel Fønsskov interviewe Ib Michael og gæster i Gyldensdals tv-studie her
Ib Michael
Sandheden om Lucy
440 sider – 299,95 kr. (vejl.)
Gyldendal
Topfoto og alle øvrige fotos: Søren Solkær.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
