Ian Burns

Ian Burns skulle have været olympisk løber for Skotland men blev teaterchef i Danmark

i POV Business/Scenekunst af
TEATERPORTRÆT // POV BUSINESS – Gennem 23 år har skotten Ian Burns været kunstnerisk leder af teaterkompagniet That Theatre Company. Og han har gjort mere for engelsksproget teater i Danmark end de fleste andre. Det skyldes alt sammen hans gamle rektor på gymnasiet hjemme i Luton, som opfordrede ham til at blive skuespiller i stedet for at blive olympisk løber for Skotland. Og så har en vis kvinde, som han mødte i et fodgængerfelt på Rådhuspladsen, også sin del af æren. POV’s Poul Arnedal har mødt teaterlederen Ian Burns kun få hundrede meter fra det sted, hvor teaterlederens skæbne blev beseglet for 30 år siden.

Da Ian Burns den 1. August 1990 for allerførste gang satte fødderne på dansk jord, var han ikke nået længere end fra lufthavnen i Kastrup og til Rådhuspladsen i København, før han for vild.

Her stod den 33-årige skotte så med sin guitar og sit øvrige habengut ved en fodgængerovergang ved Vester Voldgade og anede ikke, i hvilken retning han skulle gå.

Egentlig skulle H.C. Andersen kun have været på besøg hos Dickens i en weekend, men typisk for ham dukker han op ti dage før aftalt og bliver i fem uger

Heldigvis standsede en kvinde på cykel for det røde lys lige ud for ham.

”Øh, kan du fortælle mig, hvordan jeg finder Skt. Peders Stræde?” spurgte han på engelsk. Og kvinden forklarede ham, at han bare skulle lige op ad gaden, så var det den tredje gade på højre hånd.

Fem dage senere tager en skotsk skuespillerkollega ham med til en fødselsdagsfest på den lokale café, Sabines Cafeteria, lige om hjørnet fra Skt. Pederstræde. Her er cyklisten fra fodgængerfeltet tilfældigvis også til fødselsdag. Hun kigger på ham og siger: “Har vi ikke mødt hinanden før?”

Og det havde de jo!

Ian Burns
Ian Burns i ruinerne af Jarmers Tårn i København. Tårnet blev opført nogenlunde samtidig med, at Shakespeare blev født i Stranford-on-Avon. Foto: Poul Arnedal

Fyldt med britisk charme

I dag, 30 år senere, tager Ian Burns imod i hans og familiens femtesalslejlighed på Vester Voldgade – kun et par hundrede meter fra åstedet på Rådhuspladsen. Da han igen mødte pigen med cyklen på Sabines Cafeteria, blev de nemlig øjeblikkelig kærester. Tre år senere blev de gift og har i dag to sønner på 17 og 20 år.

Pigen på cyklen hedder Mette Heide, som nu i mange år har haft sig eget filmproduktionsselskab Plus Pictures, der laver dokumentarfilm og fakta- og børneserier til tv-stationer over det meste af verden.

Og Ian Burns har i de forløbne 30 år spillet et utal af roller på de engelsksprogede teatre i København, ligesom han har optrådt i en række film og tv-serier. Siden 1997 har han været kunstnerisk leder af det engelsksprogede That Theatre Company, som årligt producerer to forestillinger for det danske publikum.

Bl.a. havde Dickens det problem, at han havde en hemmelig affære med en skuespillerinde, som var blevet gravid. Og da Dickens har en aftale om at mødes med den engelske dronning, insisterer H.C. Andersen på at komme med

Og som Informations anmelder Anne Middelboe Christensen skriver i sin anmeldelse af teaterets seneste forestilling  Extremophiles, så er That Theatre Company’s ”repertoire […] båret af et stærkt samfundsengagement og et ønske om at være et koøje ud mod den internationale dramatik – uden distraherende oversættelser”. Og i øvrigt betegner hun forestillingen som ”ekstremt foruroligende — men fyldt med britisk charme”.

Ian Burns
Ian Burns i rollen som Charles Dickens, der får et langvarigt besøg af H.C. Andersen i That Theatre Companys stykke “The Visit”. Foto: Begitte Panduro Andersen

Med H.C. Andersen og Dickens i England

Udover at være teaterchef står Ian Burns også for det administrative arbejde, ligesom han ofte også optræder både som instruktør eller skuespiller.

Den næste forestilling, man kan se ham i, bliver The Visit, som er skrevet af Barry Mckenna og Peter Holst-Beck til That Theatre Company. Forestillingen er baseret på virkelige begivenheder fra 1857, hvor H.C. Andersen besøgte Charles Dickens i England.

”Det er jo to af tidens største forfattere, der mødes her. Egentlig skulle H.C. Andersen kun have været på besøg hos Dickens i en weekend, men typisk for ham dukker han op ti dage før aftalt og bliver i fem uger.”

“Det kommer der mange sjove og lærerige fortællinger ud af. Bl.a. havde Dickens det problem, at han havde en hemmelig affære med en skuespillerinde, som var blevet gravid. Og da Dickens har en aftale om at mødes med den engelske dronning, insisterer H.C. Andersen på at komme med”, fortæller Ian Burns. Han spiller selv Charles Dickens i forestillingen, som oprindelig havde premiere i Krudttønden i februar sidste år, og som vil kunne ses igen i oktober og november næste år.

Kun 20 ønskede at få deres penge retur. Det luner sgu mit hjerte, og det er en helt ny måde at komme i kontakt med sit publikum på

”På grund af corona-nedlukningen måtte vi pludselig aflyse en masse forestillinger og tilbyde 600 mennesker, der allerede havde købt billetter, at få deres penge refunderet. Heldigvis ønskede de fleste af dem blot at ombytte deres billet til en senere forestilling, og en hel del sagde, at vi bare kunne beholde pengene”, siger Ian Burns.

”Og vi har også lige måttet aflyse en ny forestilling, som skulle have haft premiere i februar næste år. På grund af usikkerheden omkring corona-epidemien er den blevet udskudt til foråret 2022. Og jeg har lige været i kontakt med de 300, som allerede havde købt billet. Kun 20 ønskede at få deres penge retur. Det luner sgu mit hjerte, og det er en helt ny måde at komme i kontakt med sit publikum på”, siger han.

Ian Burns
Ian Burns i tårnet på Jarmers Plads i København blot et stenkast fra hans og familiens lejlighed. Foto: Poul Arnedal

Har du aldrig tænkt på at blive skuespiller?

Selvom hans skotske accent stadig er tydelig, når han bliver ivrig, så flyttede Ian Burns allerede som 5-årig sammen med sin familie fra havne- og fødebyen Greenock uden for Glasgow i det sydlige Skotland. Efter et stop i Blackburn voksede han fra syvårsalderen op i Luton nord for London, hvor hans far ernærede sig som en særdeles habil messingsmed. Og at han overhovedet blev skuespiller, kan han takke sin rektor i gymnasiet for.

”Jeg troede egentlig, jeg skulle være idrætslærer. Jeg var en særdeles dygtig løber og var på vej til at komme på det skotske olympiske hold. Jeg havde allerede fået plads på et universitet alene på grund af mit talent som løber. Men så kom min rektor på gymnasiet en dag og sagde til mig: Har du aldrig tænkt på at blive skuespiller?” fortæller Ian Burns.

På det tidspunkt i slutningen af gymnasiet var han formand for skolens elevråd. Det betød, at han hver onsdag, når der var samling af skolens elever, skulle holde et kort oplæg. Bare om et eller anden, som han selv bestemte.

Følg dit instinkt, lød rådet fra hans far. Men Ian var alligevel så meget i tvivl, at han ville slå plat og krone. Krone for skuespiller og plat for lærergerningen. ”Det blev plat. Men så tænkte jeg: Bedst ud af tre. Og allerede da jeg tænkte det, var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være skuespiller”

“Prøv at lytte til stilheden, når du taler, sagde rektoren. Og sammenlign det med, når jeg taler. Så er folk distraheret og står og småsnakker sammen. Men når du taler, Ian, kan man høre en knappenål falde til jorden. Du kan fortælle historier, der får folks opmærksomhed”, beretter Ian Burns.

”Det havde jeg egentlig ikke tænkt over, så da jeg den næste onsdag skulle tale til de forsamlede 1.800 elever, var jeg pludselig nervøs. Men jeg fandt også ud af, at jeg nød at have folk i min hule hånd. Og det fik mig til at melde mig ind i en lokal teatergruppe”.

Da gymnasietiden begyndte at synge på sidste vers, tænkte Ian, at han jo lige så godt kunne prøve at gå til optagelsesprøve på nogle dramaskoler. Det endte med, at han blev optaget på Manchester Polytechnic School of Theatre. Og så var gode råd jo dyre. Skulle han nu blive idrætslærer eller skuespiller?

Følg dit instinkt, lød rådet fra hans far. Men Ian var alligevel så meget i tvivl, at han ville slå plat og krone. Krone for skuespiller og plat for lærergerningen.

”Det blev plat. Men så tænkte jeg: Bedst ud af tre. Og allerede da jeg tænkte det, var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være skuespiller.”

Ian Burns
Ian Burns teaterkompagni skaffer ikke blot arbejde til en lille håndfuld skuespillere, men også til instruktører, dramatikere, scenemestre, komponister, lys- og lyddesignere samt en række mennesker i andre funktioner på scener som f.eks. Krudttønden, hvor That Theatre Company normalt spiller sine forestillinger. Foto: Poul Arnedal

En succesforestilling i Londons West End

På teaterskolen mødte han dramatikeren Willy Russell, der senere blev kendt for stykker (og film) som Educating Rita og Shirley Valentine og allerede havde haft stor succes med en musical om The Beatles.

Mens Russel var på skolen i Manchester, arbejdede han også på et stykke, som han afprøvede på skuespileleverne. Da stykket efter et par år fandt sin endelige form som musicalen Blood Brothers, blev Ian hyret til den gennemgående rolle som fortælleren i stykket.

Du skal møde Tom McEwan, jeg er sikker på, at I vil klikke. Og det gjorde de

Og efter at have spillet på en række provinsteatre, blev Blood Brothers flyttet til et af de store teatre i Londons West End. Forestillingen var på plakaten i over et år og vandt to af de prestigefyldte Oliver Awards for bl.a. Best New Musical.

Det var ikke det værste udgangspunkt for en næsten nyudsprungen skuespiller, og de følgende år var der roller til Ian Burns på mange af de engelske teatre.

Fik mærkaten troublemaker

Da Blood Brothers blev genopsat i London en årrække senere, var det igen med Burns i rollen som fortælleren, men en aften kom den initiativrige skotte på kant med ledelsen på teatret.

”Midt i stykket satte teatrets generator ud, og al lys forsvandt. Normalt ville man så standse forestillingen, indtil generatoren efter nogle minutter igen var kommet op at køre.”

“Men vi var midt i en scene, som foregik i en pornobiograf, hvor jeg havde ledt de to brødre, som er stykkets hovedpersoner, ind på deres pladser med en stavlygte. Så jeg fortsatte scenen ved at lyse med lygten op på ansigterne af de to medspillere, når de sagde deres replikker. På den måde var vi i stand til at fastholde publikum og den intensitet, vi havde på scenen.”

Da jeg næste dag stillede til en skideballe, aftalte jeg efter en ophedet diskussion med ledelsen, at jeg standsede, så snart de havde fundet en erstatning

“Publikum var begejstrede, og i øvrigt var jeg sikker på, at det var helt i Willy Russells ånd. Men det passede ikke ledelsen på teatret, som mente, at jeg havde overtrådt den vedtagne procedure og havde handlet egenrådigt”.

Hændelsen viste Ian Burns, at der var gået rutine i stykket, og at de blot spillede som programmerede robotter. “Og i øvrigt havde jeg kun taget rollen for pengenes skyld. Nu var gnisten helt forsvundet. Så da jeg næste dag stillede til en skideballe, aftalte jeg efter en ophedet diskussion med ledelsen, at jeg standsede, så snart de havde fundet en erstatning”.

Det betød til gengæld, at det blev svært for den dedikerede skotte, som nu havde fået mærkatet troublemaker, at få nye roller. Så for at finde nye græsgange sendte han sit CV ud til engelsktalende teaterkompagnier i Paris, Berlin, Wien – og København. På den måde blev han tilbudt en rolle på det københavnske Mermaid Theatre. Og det bragte ham til en fodgængerovergang på Rådhuspladsen i København. Og det, der kun skulle have været et ophold på nogle måneder, er nu blevet til over 30 år.

Spiller også Shakespeare i Botanisk Have

For det blev til flere forestillinger på det dengang eksisterende Mermaid Theatre, som blev drevet på idealistisk fritidsbasis af en herre ved navn Svend Berg, hvis borgerlige job var at være oversætter og tekster på bl.a. TV-Avisen. Derfor var der god brug for et par ekstra hænder til det praktiske PR-arbejde, som Ian Burns hurtigt blev ansvarlig for. Og når det kneb, var det også ham, som betalte for avisannoncer og plakater.

”Jeg var nemlig heldig at være kommet til at lave en del reklamefilm hjemme i England i den periode, og det var dengang noget, som gav rigtig godt med penge,” konstaterer Burns.

I forbindelse med beskæftigelse af teaterarbejdere og som en kulturel institution, kunne Ian Burns godt tænke sig, at der tilflød That Theatre Company lidt flere offentlige kulturmidler

Fra The Mermaid Theatre gik turen videre til det danske London Toast Theatre, som især var – og er – kendt for deres Crazy Christmas Cabaret, men som på Ian Burns foranledning også blev overtalt til at spille stykker af f.eks. Harold Pinter.

En rolle i Gabriel Axels engelsksprogede film Prince of Jutland (som i parentes bemærket blev en dundrende fiasko og kun fik to dage, inden den blev taget af plakaten) førte ham sammen med Jess Ingerslev fra Klyderne, som sagde: “Du skal møde Tom McEwan, jeg er sikker på, at I vil klikke. Og det gjorde de i en sådan grad, at de to skotter i et par sæsoner turnerede rundt i Danmark med deres helt eget tomands-show.”

I mellemtiden havde han så også dannet sit eget teaterkompagni, That Theatre Company, sammen med sin kompagnon Julian Simpson. Simpson er oprindeligt uddannet på Cambridge University med speciale i lyddesign, har arbejdet både for BBC og Det Kgl. Teater, og i dag arbejder han med med lyddesign for en stor skandinavisk virksomhed som sit hovederhverv.

Men for Ian Burns er alt ikke kun That Theatre Company.

I august måned var han med til at arrangere en udendørs engelsksproget forestilling, Shakespeares A Midsommernight’s Dream, i Botanisk Have i København. Det skete i regi af det til lejligheden skabte kompagni After Hours Theatre Company – fordi forestillingerne spillede, efter at haven havde lukket. Og det er en forestilling, som vil blive gentaget næste sommer.

Teater har alt muligt med business at gøre

Og hvad har det her så egentlig med et businessinterview at gøre, vil nogen måske spørge?

Jo, det har alt muligt med business at gøre.

Teater er nemlig også en forretning, som skal køre rundt rent økonomisk. Samtidig skaffer det arbejde ikke blot til en lille håndfuld skuespillere, men også til instruktører, dramatikere, scenemestre, komponister, lys- og lyddesignere samt en række mennesker i andre stillinger på scener som f.eks. Krudttønden, hvor That Theatre Company normalt spiller sine forestillinger. Ligesom det er et vigtigt kulturelt aktiv ikke kun for de mange engelsktalende mennesker, som bor og arbejder i Danmark samt de turister, der besøger landet.

Det har også en vigtig uddannelsesmæssig funktion for de mange gymnasieklasser og andre uddannelsessøgende, der besøger teatrets forestillinger og benytter det uddannelsesmateriale, som teatret udarbejder i forbindelse med de enkelte forestillinger.

Sender en venlig og taknemmelig tanke til … sin rektor, Dr. Martindale, på gymnasiet i Luton. For som Burns siger: Alt er hans fortjeneste!

Og netop i forbindelse med beskæftigelse af teaterarbejdere og som en kulturel institution, kunne Ian Burns godt tænke sig, at der tilflød That Theatre Company lidt flere offentlige kulturmidler. I dag er de nemlig fortrinsvis afhængig af billetindtægter samt private sponsorer, hvilket lægger en vis dæmper på størrelsen af de kunstneriske udfoldelser.

Turné i Danmark og Europa med The Visit

Lige nu ligger forestillingerne og prøverne til fremtidige forestillinger corona-stille. Men det forhindrer ikke Ian Burns i at arbejde intenst på – efter coronaen – at få den aktuelle forestilling, The Visit, ud på ikke blot en danmarksturné, men også ud i resten af Europa, hvor man på festivaler og ved andre begivenheder kunne være med til at fejre to af verdens mest kendte forfattere.

”Mens drengene var små, havde jeg mest lyst til at blive hjemme hos dem. Men nu er de så store, at jeg med sindsro kan tage på længere turnéer både i Danmark og resten af Europa”, konstaterer Ian Burns, der, hver gang han går på scenen, sender en venlig og taknemmelig tanke til en helt bestemt person, nemlig sin rektor, Dr. Martindale, på gymnasiet i Luton.

For som Burns siger: Alt er hans fortjeneste!


DU KAN LÆSE FLERE AF POUL ARNEDALS PORTRÆTINTERVIEWS HER


Topfoto: Ian Burns på Vester Voldgade i København få hundrede meter fra, hvor han mødte sin kone på Rådhuspladsen, samme dag han var kommet til København for 30 år siden. Foto: Poul Arnedal

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv. I dag er han skribent og portrætredaktør på POV.
Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste artikler om POV Business