REPORTAGE // ANALYSE – Sri Lankas befolkning er stadig dybt polariseret over ti år efter, borgerkrigen sluttede i landet. Tegn på diskrimination og islamofobi skræmmer øens tamilske og muslimske mindretal. Alle befolkningsgrupper venter i spænding på udfaldet af et kommende parlamentsvalg.
Der er få synlige minder om oprørshæren De Tamilske Tigre i det nordlige Sri Lanka. Et museum med tigrenes våben og en swimmingpool, hvor oprørshærens marine øvede. Et overtegnet skilt, der angiveligt viser, hvor Tigrenes leder Velupillai Prabhakaran engang boede. Plus et lille, hjemmelavet monument på en mark der, hvor krigen fik en blodig ende for over ti år siden.
Resten er enten helt elimineret eller bag hegn og militærkontrol.
Mens alle stadig kan besøge det lille, sørgelige monument og Prabhakarans skilt, kan tamiler pludselig ikke længere få lov at besøge museet og swimmingpoolen.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
”For få måneder siden havde jeg en gruppe udenlandske turister med ind begge steder,” fortæller en tamilsk chauffør, jeg møder i december 2019.
Denne gang er han på udflugt med en gruppe tamilske turister. Den ene bil efter den anden med nummerplader fra den sydlige, overvejende singhalesiske del af øen får lov at køre ind bag militærafspærringer for at bese resterne af krigens gru.
En soldat med fingeren på aftrækkeren stirrer tomt på os, mens chaufføren forhandler. Men porten er lukket for de tamilske turister.
Det var jo præcis den slags diskrimination, der startede krigen i sin tid
Da jeg senere fortæller om oplevelsen til en af mine singhalesiske venner, bliver der helt stille.
”Det var jo præcis den slags diskrimination, der startede krigen i sin tid,” konstaterer han. ”Det er en farlig udvikling.”
I Jaffna i den nordlige del af landet er de tamiler, jeg taler med, ikke i tvivl: Diskriminationen startede igen efter præsidentvalget i november 2019, hvor Gotabaya Rajapaksa blev valgt som præsident. For snart 11 år siden var han som leder af hæren med til at slutte krigen.
Umiddelbart efter præsidentvalget indsatte han flere af sine brødre på nøgleposter i regeringen. Inklusive Mahinda Rajapaksa som premierminister. Mahinda var præsident, da op mod 40.000 mennesker forsvandt i krigens sidste dage. Begge brødte er under anklager om krigsforbrydelser, men FN har aldrig fået adgang til for alvor at undersøge sagen.
I næsten tre årtier kæmpede oprørshæren De Tamilske Tigre en blodig kamp for at få deres egen del af Sri Lanka. Ønsket opstod ikke bare ud af det blå.
Da Sri Lanka, der dengang hed Ceylon, opnåede selvstændighed fra det britiske kolonistyre i 1948, eksploderede det singhalesiske flertal i en nationalisme, der blandt andet medførte en lov, der gjorde singhalesisk til det eneste sprog i landet.
I ”Sorte Juli” 1983 brændte ophidsede singhalesere tamilske ejendomme ned til grunden, mens de systematisk slog tamiler i ihjel i hovedstaden Colombo
Pludselig kunne tamilsktalende borgere ikke længere få uddannelser og jobs. Flere tamilske bevægelser opstod, og volden eskalerede.
I ”Sorte Juli” 1983 brændte ophidsede singhalesere tamilske ejendomme ned til grunden, mens de systematisk slog tamiler i ihjel i hovedstaden Colombo.
Den nordlige provins fremstår som besat
Sri Lankas nordlige provins er fortsat domineret af tamiler, selvom mange i dag enten er døde eller lever som flygtninge i andre lade. Store områder af provinsen er dog indhegnet med pigtråd og under den srilankanske hærs kontrol. Mange steder troner enorme sejrsmonumenter.
Selvom det er over et årti siden, at krigen endte, fremstår området mest af alt som besat.
Sådan opleves det også af den tamilske befolkning.
”Jeg venter stadig på, at hæren frigiver min families jord. Jeg har intet fået at vide om, hvornår det sker,” fortæller en mand, jeg møder i Jaffna.
Før flere hundrede mennesker blev slået ihjel af en række bomber i og nær hovedstaden Colombo i påsken 2019 og før præsidentvalget var der dog en slags håb, fortæller flere tamiler.
Efter valget er de fleste tavse og afventende. Jeg møder en kvinde, som hvisker, at hun stadig ikke aner, hvor hendes familiemedlemmer er:
”De fleste døde fra krigens sidste dage ligger inde på de områder, militæret stadig har hegnet ind. Vi kan ikke engang få adgang til at DNA-teste ligene.”
Hun var selv blandt de hundredtusinder af civile og Tamilske Tigre, der i krigens sidste dage var klemt sammen på en smal bræmme af land nord for byen Mullaitivu med havet på den ene side og en lagune på den anden, da hæren gik til angreb. Hun overlevede, men mistede sit ene ben.
En usikker fred
I årene siden krigen har Sri Lankas splittede befolkning levet i en slags usikker fred med hinanden.
Ahilan Kadirgamar, der er forsker og forelæser ved Jaffna Universitet mener, at den siddende regering på mange måder har fejlet:
”Den har forsømt at genopbygge, genbosætte folk og starte nye vækst. Vi har ikke været i stand til at tale om den væbnede konflikt. Staten har sine krigshelte, og tamilerne deres martyrer. Tamilerne fastholder, at de er ofre – uden at se på deres egne overgreb.”
Han understreger, at både de singhalesiske buddhister og de tamilske nationalister bør se indad.
”Begge parter er dårlige til at se kritisk på sig selv, og det er med til at øge polariseringen. Efter bomberne mod kirker i påsken 2019 er der en masse trættende antimuslimsk retorik både i den singhalesiske og den tamilske del af befolkningen,” siger Kadirgamar.
Alle over en vis alder mindes med gru tiden, hvor ingen kunne vide sig sikre. De Tamilske Tigres selvmordsangreb på tog, i centrale dele af byen og i lufthavnen kostede mange uskyldige menneskeliv langt fra krigen i nord.
Det var især den genoplivede angst, der fik folk til at stemme på Gotabaya. Andre fortæller, at de har stemt på ham i protest over den tidligere præsident, som de mener ikke har gjort nok for sikkerheden og økonomien.
Det svirrer med rygter
Imens svirrer det med rygter om, hvem der faktisk stod bag påskebomberne. Nogle mener, at Rajapaksaerne selv står bag, fordi de så ville kunne sikre sig magten på en agenda om at skabe sikkerhed.
“Der er mange ubesvarede spørgsmål omkring påskebomberne. En ting er sikkert: Flertallet har besluttet, at den daværende regering var helt og aldeles ansvarlig for, at bomberne fik lov at eksplodere, og nu ønsker de en stærk mand på præsidentposten. Det viser udfaldet af præsidentvalget,” siger Dr. Paikiasothy Saravanamuttu, direktør for organisationen Centre for Policy Alternatives.
”Der er heller ingen tvivl om, at islamofobien er voksende. Før var det tamilerne. Nu er det muslimerne, der automatisk mistænkes for alt. Landet er nu igen splittet langs etniske linjer. Hadet fortsætter, fordi forskellige regeringer ikke har gjort nok for at stoppe det,” siger Saravanamuttu.
I foråret 2020 skal srilankanerne vælge nyt parlament. Alle, jeg har talt med i Sri Lanka i december 2019 og januar 2020, forventer, at Mahinda Rajapaksa bliver valgt som premierminister.
De forventer også, at han, som han tidligere har gjort det, vil trække en stor del af sin familie med ind i parlamentet og regeringen.
”Det er en global trend, at folk vælger populistiske ledere. Hvis Rajapaksaerne får magten i parlamentet, vil vi formentlig se, at civilsamfundet og medierne vil blive underlagt restriktioner og censur, som de har været det under tidligere Rajapaksa-regeringer,” forklarer Saravanamuttu.
Alt ser godt ud på overfladen
Ahilan Kadirgamar er født i Jaffna, men forlod landet, da krigen startede i 1983. Han vendte tilbage for otte år siden.
”Da jeg vendte tilbage, var Rajapaksaerne også ved magten. Dengang var det svært at få lov at lave research. Vi blev udspurgt om, hvad vi lavede og hvorfor, og folk var bange. Da Rajapaksaerne mistede magten ved valget i 2015, ændrede alt sig. Det var som nat og dag. Folk begyndte igen at protestere og tale åbent, når de var utilfredse med noget,” mindes han.
På overfladen ser alting efterhånden godt ud i Jaffna. Nye bygninger skyder op, og der er relativt få ruiner med sodsværtede, skudhullede mure tilbage. Jaffna er igen forbundet til resten af landet med motorveje og jernbane.
Enorme mindesmærker og gajolæskeagtige udsagn om fred og forening er sat op på strategiske steder. Singhalesiske turister myldrer til området.
”Når man bevæger sig væk fra de store veje, er der stadig udbredt fattigdom. Spørgsmålet er, hvad der vil ske nu. Efter præsidentvalget er folk bange, og der er en følelse af håbløshed. En følelse af, at vi ikke kan gøre noget, fordi ingen vil lytte. Der er en meget polariseret situation,” forklarer Kadirgamar.
Tab af demokratiske rettigheder rammer alle
Et af de store spørgsmål i den nordlige provins er retten til jord og ønsket om demilitarisering.
”Noget jord på Jaffna-halvøen er de sidste fem år givet tilbage til de retmæssige ejere. I Vanni-området ejer staten meget af jorden. Vi har ikke for alvor set demilitarisering, og efter påskebomberne er der fornyet fokus på sikkerhed over hele landet,” forklarer Kadirgamar.
Folk i Jaffna er bange for, at den nye regering vil øge militariseringen og presset på civilsamfundet og medierne.
”Men et eventuelt tab af demokratiske rettigheder vil også gå ud over den singhalesiske del af befolkningen. Den eneste måde at skabe ændringer på er samarbejde, men på en eller anden måde formår vi altid at misse alle lejligheder til at samarbejde,” siger Kadirgamar.
Topfoto: Sri Lankas nordligste punkt, som myldrer med singhalesiske turister.
Foto: Lotte Ladegaard
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
