Frygtens trappe – hvad betyder det at udvise samfundssind?

i Politik & Samfund/Debat af
CORONADEBAT// KOMMENTAR – Det massive fokus på corona har en negativ effekt på min mentale tilstand. Gennem daglige bombardementer med dødstal bliver jeg talt ned ad frygtens trappe. Men det værste, der kan ske for vores samfund, er, hvis frygten for alvor æder sig ind i vores sjæl. Kunne det mon også være at udvise samfundssind at slukke en lille smule for corona-blusset og tale sammen om, hvordan vi åbner vores liv bedst  uden at skælde ud og udskamme hinanden?

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Coronadebatten er begyndt at grave grøfter. Følger man kommentarer i Facebook-diskussioner, tror man ikke sine egne øjne. Hvordan kan voksne mennesker skrive så grimt til og om hinanden om episoder i Ikea eller fra Islands Brygge?

Efter en tur i sommerhus følte jeg mig selv udskammet som en kyniker, der ikke fulgte myndighedernes råd og satte andre menneskers liv på spil, via billeder af en bilkø på vej til parkeringspladsen i Tisvilde.

Jeg mener, jeg udviste samfundssind, og vi har stadig håndsprit i vores entre, begrænser vores sociale omgang og holder afstand. Vi er ordentlige borgere

Men billederne fortalte en løgn, for der var megen plads. Folk gik langt fra hinanden, jeg oplevede respekt overalt, og ingen brød reglerne.

En af dagene så jeg en familie røre ved gelænderet på vej op fra stranden. De tog forskrækket håndsprit frem, og jeg gik selv helt i stå i det øjeblik. Jeg mærkede den frygtens trappe, som jeg personligt ikke ønsker at fortsætte ad.

Fortsætter jeg ned ad den trappe som for mig synes endeløs, kan jeg ikke holde juleaften med min gamle mor de næste 1-2 år; eller måske aldrig mere. Ikke at jeg ikke respekterer familien med håndspritten på trappen. Jeg vil ikke udskamme nogle som hysterikere. De har deres grunde, og de træffer deres valg.

Måske har de ret, og måske tager jeg fejl.

Men både jeg og denne familie havde valgt at tage i sommerhus, selvom myndighederne rådede os til at blive hjemme. Vi udlevede hver vores gradbøjning af livet mellem kynisme og hysteri.

Personligt oplevede jeg vores adfærd under 14 dage i sommerhus som langt mere isoleret og sikker end den dagligdag, vi ellers ville færdes i – og derfor som godt for både min families og for andres sikkerhed.

Jeg mener, jeg udviste samfundssind, og vi har stadig håndsprit i vores entre, begrænser vores sociale omgang og holder afstand. Vi er ordentlige borgere.

Det er vigtigt, at vi husker det samfundssind, som vi lukkede Danmark ned med

Men som statsminister Mette Frederiksen så ærligt sagde: ”Jeg kommer til at lave fejl”, da Danmark blev lukket i marts. Nu hvor Danmark skal åbne igen, tror jeg, vi alle sammen kommer til at lave fejl. Også du og jeg.

Derfor er det vigtigt, at vi husker det samfundssind, som vi lukkede Danmark ned med:

  • Lad os smile til folk i supermarkedet, hvis vi føler nogle kommer for tæt på og sige stille og roligt, hvad vi mener –  og lade det ledsage af pæne ord til hinanden.
  • Lad os glæde os over det liv, der gerne vil blomstre, når Ikea prøver at åbne, og voksne gerne vil i gang med projekter og minde hinanden kærligt om at passe på.
  • Lad os henrives over, at vores ungdom længes efter at komme i skole igen og gerne vil det sociale liv med kammeraterne i den lyse danske sommer fremfor at sidde alene bag skærme. Hvordan kan vi hjælpe med at finde de gode veje?
  • Lad os begejstres over, at mennesker i alle aldre længes efter at dyrke idræt med hinanden og tale om, hvordan vi kan begynde dette sunde liv igen.
  • Lad os være taknemmelige for, at vores gamle ikke vil isoleres i deres boliger, men at de gerne vil have kontakt til deres børn og børnebørn.
  • Lad os se frem til, at vi alle gerne vil opleve en sommer, hvor vi kan finde gode måder at færdes på, trods de begrænsninger, der er og må være.
  • Lad os tale med alle, vi møder på vores vej om, hvordan vi er mest trygge ved at være sammen, så vi kan få noget af vores sociale liv tilbage med forsigtighed, respekt og kærlighed.

Hvor er det i grunden svært alt sammen både for politikere og myndigheder, hvordan der bedst skal ageres. Og svært for os som borgere, hvordan vi bedst skal opføre os,

Ligegyldig hvordan vi vender og drejer det, kan dekreter og bødestraffe fra myndigheder ikke styre vores adfærd i detaljer. Der er mange situationer og gråzoner.

At holde to meters afstand altid og overalt på fortove, i busser og i supermarkeder – det kan man vist ikke altid. Og hvordan harmonerer det med at åbne dagtilbud for små børn?

Gælder det ikke for alle retningslinjer og gode råd, at alting skal følges af et gran sund fornuft og en vurdering af situationen, og at det er umuligt helt at undgå enhver risiko?

Kan det mon også være at udvise samfundssind at slukke en lille bitte smule for corona-blusset?

Imens vi åbner Danmark, skal vi måske prøve at glæde os over, at dødstallene for corona stadig er langt fra influenzaepidemien i 2017/2018. Ifølge en artikel i BT den 22. april viser tal fra Statens Seruminstitut, at 2822 mennesker døde i Danmark af influenzaeen, heraf 29 børn, som vi ikke har hørt om.

Trods al alvoren kan vi også glæde os over, at risikoen for livstruende sygdom som følge af coronavirus stadig vurderes som værende lille for mange mennesker og aldersgrupper.

Skal vi måske ligefrem prøve at tale om andre ting i livet end coronavirus – skal vi bare sige, 25% helt andre emner?

I lang tid er vi blevet dagligt bombarderet med dødstal for corona, men hvad siger tallene? Skal et tal ikke forholde sig til noget, før man kan fortolke det?

Hvad havde vi tænkt og gjort som borgere, hvis vi havde set dødstallene hver eneste dag under den sidste influenzaepidemi, og hvorfra ved vi, om vores dejlige svenske naboer har ret eller tager fejl i deres strategier?

Personligt mærker jeg, at den massive fokus har en negativ effekt på min mentale tilstand. Jeg føler, at jeg uden stop bliver talt ned ad frygtens trappe, så jeg øver mig nu i at slukke digitale nyheder på mobiltelefonen, selvom jeg ironisk nok har udgivet en bog med titlen ”Tænd det digitale Danmark”.

Jeg tror det værste, der kan ske for vores samfund og samfundssind, det er, hvis frygten for alvor æder sig ind i vores sjæl. Hvis dødstallet for corona skal op på niveauet fra influenzaepidemien eller – som eksperterne frygter – overstige, skal det så virkelig blinke for mine øjne dag og nat 1-2 år frem i tiden?

Kan det med andre ord mon også være at udvise samfundssind at slukke en lille bitte smule for corona-blusset?

Vi skal stå sammen om at bekæmpe covid-19, ligesom vi skal stå sammen om at bekæmpe frygtens trappe

Jeg bliver lige så bange, når jeg hører, at millioner af amerikanere trues af fattigdom, og at vores sydeuropæiske familie trues af økonomisk kollaps.

Og hvis coronakrisen koster så mange penge i Danmark, hvor meget skal vores velfærdssamfund så bløde i hvor mange år fremover? Hvad bliver prisen for social- og sundhedsområdet eller i menneskeliv?

Vi skal stå sammen om at bekæmpe covid-19, ligesom vi skal stå sammen om at bekæmpe frygtens trappe. Jeg tror, at vi alle kommer til at leve vores liv i gradbøjningerne mellem kynisme og hysteri.

At håndtere den afvejning og gradbøjning kalder jeg også at udvise samfundssind.


PS: To fotografer har på en tur gennem København taget billeder af, hvor tæt folk er på hinanden i denne coronatid. Billederne er taget samtidig, men viser to meget forskellige ting. Se billederne og læs artiklen “Hvor tæt er folk på hinanden? Disse billeder er taget samtidig, men viser to meget forskellige ting“. For mig taler fotografernes arbejde også deres sprog om, at vi skal passe på frygtens trappe. Hvad er det for øjne, vi ser med? Hvad er det for en virkelighed, vi viser? 


Topillustration: Strandtrappe i Tisvilde. Foto: Privat.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Søren Jensen skriver i POV med afsæt i sine erfaringer som redaktør og kommunikationschef gennem 25 år i Miljøministeriet, Videncenter for Arbejdsmiljø og i tre forsknings- og uddannelsesinstitutioner, Læs mere på www.jensen3460.dk - nej tak til varm luft. Ingen af mine synspunkter kan tages til indtægt for ét politisk ståsted.

Seneste artikler om Politik & Samfund