Prinsen på smertens leje - en fotoreportage • POV International

Mai Vanilli Fotograf 17.02.2018

FOTOJOURNALISTIK – Lørdag formiddag trykkede jeg en hel del gange mere end sædvanligt på min telefon. I går blev jeg spurgt, om jeg havde mulighed for at tage nogle billeder af prins Henrik, hvor han lå på castrum doloris, smertens leje, men jeg ville først få besked i dag, om det ville blive muligt at få en af de eftertragtede pressepladser.

Klokken passerede 11, og jeg tænkte at det ikke blev til noget og tog ud for at ordne nogle andre ting. På vejen bliver jeg alligevel ringet op: jeg er på listen og får et mødested og tid. Føler mig et øjeblik lidt forkert på den; eftersom jeg ikke troede, jeg skulle derind, så jeg havde bare iført mig en upassende trøje med brodering af en doven smølf, som slentrer afsted, imens den ryger.

Royalist eller ej, så er nærværet med en afdød bare noget, jeg har lyst til at være lidt respektfuldt påklædt til. Jeg fandt nogle øreringe i bilen, lynede jakken op og tog et halstørklæde på, ændrede retning og kørte igennem den sløve lørdagstrafik.

De udvalgte fotografer mødes i Prins Jørgens Gård ved siden af Slotskirken.

Jeg fandt otte af de ni andre fotografer; den sidste dukkede aldrig op. De så afslappede ud og sludrede henkastet med hinanden i hver deres gruppering. Den “kulørte presse” stod sammen. Jeg genkendte en fra Politiken, jeg engang har været på kursus ved, og stillede jeg mig der sammen med en fra ScanPix og Ekstra Bladet.

Præcis på slaget 12.45 kom en høflig kvinde gående hen til os, og gav os informationer om, at vi ville blive ført en bestemt vej igennem slottet, vi ville komme forbi en garderobe på vejen, hvis vi havde nogle tasker eller jakker, vi ville af med. Der var ét spot, vi måtte fotografere Prins Henriks kiste fra.

Ufarlige billeder undervejs

Vejen igennem Christiansborg Slot var smuk. Jeg sneg mig til lidt ufarlige billeder undervejs, selvom jeg havde to mænd fra PET lige bag mig. Vi blev ført forbi kisten og ud i et rum, hvor vi stod lidt i mørke og ventede på videre adgang. Så blev vi ført op af en trappe og gik så i to hold ud på balkonen ud for at tage billedet.

Kl. 12.55. Billedet.

Kl. 12.55 tog jeg det første billede, og 12.58 var det slut, og vi byttede rundt med de andre fire, som ventede på deres tur.

Har heldigvis for længe siden vænnet mig til, at man som regel har utrolig kort tid til de mest vigtige billeder. Det føltes dog som tid nok, selvom jeg havde ikke tid til at dvæle ved tanken om, at her lå en prins altså, nogens mand og nogens far, og at et kongeligt liv er slut.

Døden er en svær størrelse, savnet som rammer de efterladte er aldrig sjov, men for H.K.H. Prins Henrik var det nok en lykkeligere afslutning end at skulle lide i mange år med demens og forvirring og medicin.

Storheden og stilhedens smukke rum

Imens den mindre kulørte presse fotograferede, talte jeg lidt med servicekonsulenten, som også var ham, der gik bag os på vejen ud, og sørgede for at ingen lige røg i et sving. Han fortalte mig lidt historie om branden i 1994, der destruerede slotsbygningen fuldstændigt. 100 millioner har det kostet at opbygge og renovere de smukke rum igen. Og renoveringen pågår stadig.

Jeg var naturligvis betaget over de mange smukke detaljer og farver i rummene, og selvom vi måske mangler boliger i København, så er det alligevel fantastisk at komme ind i så generøst udsmykket et sted og nyde storheden og stilheden et øjeblik.

Og så var arrangementet slut. Vi blev ført ud igen, passerede stille kisten, flere PET-folk og fuldt uniformerede politibetjente, hvoraf jeg genkendte den ene fra en happening på Christiania, som engang kostede mig en tur i brummen til opbevaring. Spøjst tilfælde tænkte jeg, men selvom han kiggede direkte på mig, tror jeg nu ikke, at han genkendte mig.

Udenfor blev stemningen lidt lettere. Vores guide havde fundet et kamera undervejs, som hun troede tilhørte en af os, men som faktisk var en af de ansatte på Christiansborgs. Det var svært ikke at grine af det spontane tyveri. Folk nikkede henkastet farvel til hinanden og drog i hver sin retning. For de fleste af fotograferne var det primært bare another day on the job, men jeg følte mig da lidt speciel og måtte lige sende en sms til en ven.

Fotos: Mai Vanilli.

Mai Vanilli

Mai Vanilli er uddannet fotograf fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Fotografisk Kommunikation. Hun har i mange år arbejdet med fotografiet og får aldrig rigtigt nok af at fordybe sig i mennesker og deres forskelligheder. En sjælden gang imellem opdaterer hun sin hjemmeside www.maivanilli.dk - og kan også kontaktes herigennem, hvis du har en historie du gerne vil fortælle.