FILMANMELDELSE – “I John Krasinskis velfungerende og ekstremt uhyggelige film ”A Quiet Place” er mennesket stort set udryddet af nogle af filmhistoriens mest rædselsvækkende monstre. Hvis man husker monsteret fra ”Alien” som forfærdende, så møder man her en skabning, der nemt kan konkurrere med det i uforglemmelighed, og her er der flere”, skriver Karen Hammer, hvis dom er entydig positiv: fem stjerner til en uforglemmelig gyser.
A Quiet Place starter på dag 89, hvor vi ser fem personer bevæge sig musestille omkring i et kæmpe varehus. De taler ikke sammen. Al kommunikation foregår ved hjælp af tegnsprog. En lille glad dreng fisker en legetøjsraket ned fra en hylde. Hans far tager den fra ham, piller forsigtigt de to batterier ud og signalerer til drengen, at raketten er farlig.
Hverken han eller vi forstår hvorfor.
Hans storesøster giver ham den tilbage, da forældrene er gået videre på vej ud. Drengen snupper uset af familien de to batterier. Den lille familie går med tungt belæssede rygsække hjemad gennem den mennesketomme by ad sandbestrøede stier.
På vej henover en stor bro høres en larmende metallisk lyd. Faderen standser skrækslagen og styrter tilbage mod den lille dreng, der begejstret leger med sin skinnende og larmende raket.
For sent! Et kæmpestort brunt monster stryger med lynets hast tværs over broen, og væk er drengen, mens resten af familien holder vejret uden en lyd.
I John Krasinskis velfungerende og ekstremt uhyggelige film A Quiet Place er mennesket stort set udryddet af nogle af filmhistoriens mest rædselsvækkende monstre. Hvis man husker monsteret fra ”Alien” som forfærdende, så møder man i denne film en skabning, der nemt kan konkurrere med det i uforglemmelighed – og her er der flere.
Det er lige ved at stilheden er mere skræmmende end monstrets knurren og brøl. Vi lytter intenst for at kunne skelne imellem hver eneste lillebitte lyd; det er ekstremt uhyggeligt bare at vente
Familien Abbot består af Far Lee, Mor Evelyn, datteren, den 14 år gamle datter Regan og 11-årige Marcus. Lillebror er ikke mere, men der er håb forude, for Evelyn er gravid, da vi atter møder familien på den 472nde dag. De bor på en større farm i Midtvesten, hvor de klarer sig ved at dyrke majs, jage og fiske i den prægtige natur, der omgiver dem.
Lee har indrettet en radio- og overvågningscentral i kælderen og har hegnet hele sit landområde ind med lyskæder, der, hvis der er fare på færde, kan skifte farve.
Da Regan er døvstum falder det familien naturligt at leve med tegnsprog. Man taler kun med hinanden, hvis der er andre mere dominerende lyde i nærheden. Som den dag hvor Lee og Marcus er på fisketur og nyder at kunne skrige inde under et vandfald, eller hviske, mens de fanger fisk ved den brusende flod.
Bortset fra det første lynhurtige glimt af monsteret i filmens start, går der meget lang tid, før vi egentlig forstår, hvad det er familien frygter, og hvorfor de lever, som de gør.
Hvorfor er Ludobrikkerne af stof, og hvorfor skal terningerne kastes på et tæppe? Evelyn forbereder en særlig lydtæt kasse forsynet med et iltapparat til babyen, der jo nok som alle andre små vil klynke og græde.
Alle glæder sig til barnet, men er også dybt bekymrede for fremtiden.
Faktisk er de alle hver eneste dag bekymrede for morgendagen. Den dag Lee og Marcus er på fisketur, og Regan i vrede over ikke at måtte komme med, har forladt området for at opsøge sin lillebrors mindesmærke på broen -netop den dag trænger et monster ind i huset til Evelyn, og vi får for første gang et nærglimt af det store hoved med massevis af sylespidse tænder, de kloagtige hænder og den dybe avancerede øregang, der er i stand til at opfange selv den mindste lyd.
”A Quiet Place” er ingen traditionel gyser. Her kan enhver lille uventet lyd næsten skræmme livet af os f.eks. vaskebjørnenes flugt over taget, børnenes fumlen med deres legetøj eller den plaskende lyd af monsteret, der svømmer mod Evelyn i kælderen
Da vandet går, og hun kan se frem til at skulle føde alene med monstret rumlende i nabostuen, når hun at tænde for faresignalet, inden hun stille og smertefuldt føder i badekarret. Vi sidder som på nåle – som Evelyn skræmmes også vi af enhver lille lyd.
Det er lige ved at stilheden er mere skræmmende end monstrets knurren og brøl. Vi lytter intenst for at kunne skelne imellem hver eneste lillebitte lyd; det er ekstremt uhyggeligt bare at vente.
Regan møder undertiden et af monstrene ude ved majsmarkerne, men undslipper ofte uden selv at være klar over faren. Lee har gennem årene uden egentlig held kæmpet for at fremstille et høreapparat til hende. Når hun piller ved det, hviner det; hun kan ikke selv høre noget, men lyden irriterer monstrene, der hurtigt fortrækker. Vi ser hende få meter fra et monster, som hun ikke har opdaget.
Da monstrene er blinde og uden lugtesans, opdager de intet, når hun står stille. Hvis hun ubevidst piller ved høreapparatet, skriger de op og løber væk, og kun vi tilskuere er lammede af skræk. For hende er verden altid stille. Der er bevidst i filmen arbejdet opfindsomt med lydsiden, hvis periodiske murren og brummen forstærker monstrenes brøl.
A Quiet Place er ingen traditionel gyser. Her kan enhver lille uventet lyd næsten skræmme livet af os f.eks. vaskebjørnenes flugt over taget, børnenes fumlen med deres legetøj eller den plaskende lyd af monsteret, der svømmer mod Evelyn i kælderen.
Der er meget lidt blod i denne gyser. Vi må bruge fantasien for at forestille os monstrenes liv, og netop derfor bliver filmen uforglemmelig. Den får fem stjerner herfra
Skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør John Krasinski debuterer som gyserfilmsinstruktør med A Quiet Place, og det er en imponerende debut. Han har valgt at lade sin kone den fremragende skuespillerinde Emily Blunt spille Evelyn overfor hans hovedrolle, Lee, og valgt den talentfulde Millicent Simonds, som vi kender fra Wonder Struck og som selv er døvstum, spille Regan. Barneskuespilleren Noah Jupe, som tidligere har arbejdet med Susanne Bier, er den bekymrede Marcus.
De er alle fremragende. Vi føler deres gensidige kærlighed og ansvar for hinanden, og vi kan let leve os ind i deres daglige frygt for at frembringe ukontrollerede og livsfarlige lyde. Fremstillingen af børnenes vilje til at overleve sammen er imponerende, og Lees kamp for mod alle odds at forsvare og beskytte sine børn er næsten umenneskelig.
Der er meget lidt blod i denne gyser. Vi må bruge fantasien for at forestille os monstrenes liv, og netop derfor bliver filmen uforglemmelig. Den får fem stjerner herfra.
Topillustration: Fra filmen.
Spiller over hele landet i mange biografer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
