
Tre børn under 18. To drenge og en noget yngre pige.
Der er noget rivende galt, og jeg kender ikke familien overhovedet, men pludselig er de her – den her familie – her i min stue, i mine tanker, i mit liv. Fuck altså, hvad sker der?
En af de første dage i juni henvendte de tre børns mor sig til mig med en opgave, hun gerne ville have, at jeg skulle lave, efter hun havde læst noget andet, jeg havde skrevet, og da jeg er freelancer, og også syntes, at opgaven lød virkelig spændende, sagde jeg ja tak. Og så tog den ret så kendte kvinde toget til Aarhus, hvor jeg bor.
Netflix – en serie på Netflix, det var dét, denne kvinde ønskede sig, at der skulle skrives om hendes liv. Hun havde mødt en kvinde i New York, der havde en hit-serie på Netflix om hendes og mandens triste ægteskab, og nu mente denne kendte kvinde i Danmark, at der også kunne laves sådan en serie om hendes liv og ægteskab.
Hun var fuld af hævn, forståeligt nok, hun ville smadre sin ex-mand og hans familie, alt skulle fortælles, hendes sår var enorme og dybe. Hun var på vej til sin hævn, og derfor på vej til Aarhus i toget.
Det var mig, der skulle fortælle hendes historie, og allerede da hun kontaktede mig over telefonen, understregede jeg overfor hende, at jeg ingen erfaring har med at skrive TV-serier. Jeg har redigeret rigtig meget tv, men det har været journalistiske indslag og længere tv-portrætter.
Jeg er også med i et lille team lige i øjeblikket, hvor instruktøren er ved at lave en større dokumentarfilm og det er vildt spændende, men en tv-serie, det er der mange andre der har stor erfaring med at skrive. Yderligere gjorde jeg kvinden opmærksom på, at jeg ikke har en eneste kontakt i udlandet til tv-producere, manuskriptforfattere eller for den sags skyld ingen kontakter til nogen i Netflix.
Før kvinden kom, begyndte jeg at researche – både hende og manden. Der stod ikke ret meget om hende, men en masse om ex-manden, der har en stor karriere både i udlandet og i Danmark. Han er respekteret og anerkendt for det, han laver.
Jeg stod og ventede med den fyldte Føtex pose. Kvinden gav mig et stort knus da hun kom ud af toget og vi tog en taxa hjem til mig
Jeg sagde en del gange i telefonen til hende, at dét her samarbejde krævede meget af hende især den første uge eller to, jeg skulle jo have en masse facts, flere end dem, hun ville komme med i Aarhus. Sådan er det altid, når man skriver folks historier uanset om det er interviews eller biografier – man skal have mange flere oplysninger end dem, man skal bruge. Sådan er det bare, i hvert fald for mig.

Kvinden indvilligede i det, hun indvilligede også i, at hun ikke ville få noget skrifteligt, før jeg var helt færdig, men at jeg ville læse op for hende undervejs, så hun kunne fortælle mig, om der var den rigtige stemning i den hovedhistorie, jeg havde tilbudt at skrive for hende – og så kunne andre med forstand på at skrive tv-serier bruge, hvad de ville. Hovedhistorien skulle skrives på engelsk, og det havde jeg ingen problemer med.
Så hun skulle altså stå til rådighed, så meget det nu kunne lade sig gøre, hun har tre børn, som hun er alene med det meste af tiden: ”Min ex-mand gider dem ikke rigtig … laaaang historie, den skal jeg nok fortælle dig om når jeg kommer til Aarhus.”
Det, jeg tilbød kvinden var, at jeg kunne lytte til hovedhistorien og skrive den sammen til en kortere, mere overskuelig historie, som andre med bedre forstand på TV-serier kunne bruge, hvad de ville af.
Jeg hentede hende ved toget en tidlig fredag formiddag, men først havde jeg været i Føtex og købt det ind, hun havde sagt i telefonen, at hun gerne ville have. Et par gode oste, noget godt brød, lidt frugt og en god rødvin.”
”Rødvin?”
”Ja, jeg må ha’ lidt til at dulme nerverne med”, havde hun grinet.
”Cool, men jeg holder mig til kaffe, jeg skal virkelig høre efter og spørge ind og holde sammen på det hele, så må vi feste en anden gang…”
”Surely…”
Jeg stod og ventede med den fyldte Føtex pose. Kvinden gav mig et stort knus da hun kom ud af toget, og vi tog en taxa hjem til mig.
Lige før hun satte sig på en stol ved mit arbejdsbord, sagde hun, ”Jeg vil gå helt efter bogen, jeg betaler selvfølgelig det du skal ha’, vi skal ikke blive uenige om noget.”
Jeg svarede hende, at jeg går efter Journalistforbundets takster, men at jeg godt allerede nu var klar over, at det ville tage mig mindst 10-12 arbejdsdage med mange flere timer end på en normal arbejdsdag før jeg kunne aflevere den færdige historie.
”Det skal bare være fair,” sagde hun og satte sig ned.
”Helt enig,” svarede jeg og satte mig ned og trykkede ”Start” på min båndoptager, og nu har jeg over fem timers speed snak fra moren til de tre børn. Hun var helt klar over, at jeg optog alt hvad hun sagde, og flere gange tjekkede vi begge to, om der blev optaget.
Det gjorde der.
Da jeg var klar over, at båndet ville blive meget langt allerede før kvinden kom til Aarhus, havde tænkt mig, at betale en anden for at skrive båndet rent, da jeg har en dum brækket hånd og jeg skriver meget langsomt og det er ret så smertefuldt, når jeg bruger hånden, men som hun kom fremad i sin historie, hvad hun gjorde meget hurtigt, var jeg klar over, at det her bånd blev jeg selv nødt til at skrive rent, det ville være alt for kompromitterende overfor kvindens ex-mand, at en anden skulle sidde og høre på det her, det var simpelthen alt, alt for privat.
Men et var ex-manden, meget værre ville det da blive for de tre børn, hvis deres historie blev brugt i en Netflix serie, som kvinden ønskede sig. Hvad mon børnene ønsker sig?
Og så begyndte hun ellers at fortælle. Båndet snurrede rundt i over fem timer, og det kan jeg godt sige jer, den TV-serie vil I gerne se på Netflix, så den håber jeg, at hun får held med at få lavet. Kors, hvor hun snakkede, og jeg sagde drillende, at hun skulle betale mig det, en psykolog får i timen. Det grinede vi begge to ad.
På et tidspunkt var hun ved at besvime, så meget og så hurtigt talte hun. Hun siger på båndet at hun føler sig meget svimmel – jeg har lyttet til båndet bagefter, og det er faktisk mig, der først siger: ”Du er helt bleg, du ser rigtig dårlig ud, tag lige en pause, lad os snakke om noget andet, du må også godt lægge dig lidt over på min seng, hvis du vil…”
Hun rejste sig kort fra stolen – båndet kørte stadig, så satte hun sig ned igen og fortsatte med at tale så hurtigt, at hun nærmest ikke kunne trække vejret.
Da jeg stoppede hende, sagde kvinden, at det her var jo noget andet, hun talte om, det var ikke hendes ex-mand, men al den fede sex hun havde fået, efter at hun var blevet skilt for et par somre siden. Det var ikke tungt for hende at tale om, men så kom ex-manden ”på bordet” igen.
”Det var altid en pligt at have sex med min mand, sådan var det i hele vores ægteskab, det var bare noget der skulle overstås, han tændte mig overhovedet ikke, men det gjorde ham her. Helt fantastisk sex! Suverænt.”

Og så kom der mange flere detaljer, noget man kun fortæller sine venner eller veninder eller well, ja, se i en TV-serie på Netflix.
Nogen gange kan det være utrolig hårdt at lytte til folks historier, når man skal skrive dem.
Og når man som jeg lever mig 900 procent ind i historierne for at give jer læsere det allerbedste, så lytter jeg gerne, men flere gange måtte jeg sige til hende, at jeg næsten ikke kunne holde til at høre på det, hun fortalte – de uhyggelige og sørgelige detaljer, og jeg er ellers vant til lidt af hvert.
Desuden sagde jeg, at hvis jeg skulle kunne bruge historien, så skulle der meget mere balance i det, hun fortalte. Der er jo ikke kun en, der har fejlen. Men hun blev ved, og pludselig kom hun så til en meget alvorlig historie om børnene, der alle tre er langt fra at være myndige.
En sommermorgen i 2015, hvor kvinden går og laver morgenmad i deres sommerhus, der er fyldt med betydningsfulde udenlandske gæster, der ligger og sover i gæsteværelserne i det store sommerhus – (gæsterne er betydningsfulde for mandens arbejde) nå, men hun går og laver morgenmad og datteren, der den gang var 8 år, sidder med sin iPad og ser en film, som hun er meget optaget af. Kvinden går i sin egne tanker mens hun gør den store morgenmad klar til at de mange fine gæster står op.
Da datteren har set filmen færdig kalder hun på sin mor og viser hende den.
”Jeg stod helt lammet og så hele videoen, jeg var virkelig rystet, jeg kunne ikke flytte mig og jeg ville også se det hele for at finde ud af hvad det var jeg så.”
Det, hun så, var hendes to sønner, der havde voldsom sex eller i hvert fald meget nysgerrig sex med nogen andre unge drenge. Igen kommer hun med meget grafiske detaljer og jeg siger, at det har jeg ingen interesse i at høre om. Jeg siger, at selv om jeg ikke har set videoen, så fortæller hun det så detaljeret og levende, at jeg fuldstændig kan forstille mig, hvad der er foregået på videoen og ikke mindst hvad drengenes lillesøster har set.
Hendes mand, de var stadig gift, bad hende inderligt om, ikke at fortælle eller vise videoen til nogen, det her var noget de selv skulle klare
Jeg spørger ind til hvad hun sagde til sin lille datter?
Hun svarede, at hun havde sagt, at den video ikke var til hende, den var sendt forkert, og at det var bare hendes brødre der ”legede”.
Da hendes mand vågnede, satte de sig udenfor huset på en lille bænk, ”det hele var så yndigt og fyldt af solskin, bænken var også badet i sol og græsset var helt vildt lysegrønt”, huskede hun.
Hendes mand, de var stadig gift, bad hende inderligt om, ikke at fortælle eller vise videoen til nogen, det her var noget de selv skulle klare.
”Det var noget, der skulle tysses ned, det var ikke så alvorligt, som jeg synes, det var.”
Jeg spurgte, om den lille pige havde fået noget professionel hjælp siden, hun var jo blevet, efter min mening, dybt krænket.
Det havde hun ikke. Men der var heller ikke blevet sendt flere af den slags videoer til hende. Okay? Jeg tænkte mit.
”Hvad med dine sønner, de var tretten og fjorten, havde de været femten havde fælden klappet, så var de blevet dømt, hvis nogen havde meldt dem.”
”Hvem skulle da gøre det?!” Kvinden så på mig, som om jeg var fuldstændig imbecil.

Hvornår melder man forældre til de sociale myndigheder? En Mor eller en far eller dem begge to? Hvornår?
Jeg sagde, at jeg synes alle tre børn skulle have noget professionel hjælp, både fordi skilsmissen havde været så bitter og betændt, som hun fortalte, at den havde været og stadig er og da især fordi datteren var blevet groft krænket ved at få tilsendt den sexlegs-video fra sine brødre. Desuden synes jeg, at brødrene også er blevet krænket fordi deres forældre har set dem lege de lege, der vel kun var ment til at drengene selv skulle se og måske også dem de havde leget med.
Allerede dér tænkte jeg, der må gøres noget, men hvem skal gøre det?
Jeg arbejdede en uges tid på at finde hovedhistorien, og talte to gange med kvinden i telefonen, men hun var ikke med, som hun havde sagt at hun ville være. Og det er er alt for tidskrævende – og dyrt for kunderne – hvis de ikke selv arbejder med, og giver de oplysninger, jeg har brug for undervejs i min skrivning.
Da der var gået en måned, hvor jeg ikke havde hørt fra kvinden, selvom jeg havde kontaktet hende en del gange, sendte jeg hende en regning på 7 timers arbejde, som var det tidsrum, hun var i Aarhus – fra jeg hentede hende på Banegården, til hun tog afsted om aftenen. Og det var langt under den tid jeg havde brugt, men jeg ville være fair, selv om jeg var sur.
Nu vil du nok sige, kære Læser, at jeg bare er ude på hævn, og at det er usmageligt skrevet det her.
Well, dig om det, det er også, hvad hendes advokat siger i sine mails til mig, for kvinden vil åbenbart hellere betale en fin advokat i dyre domme, vi ved allesammen hvad en advokat koster, men det vil hun hellere end at betale mig mit honorar.
Som jeg skrev tidligere, kan man godt blive temmelig påvirket af at være sammen med mennesker der fortæller voldsomme historier. Det tager tid at ”ryste dem af sig” bagefter. Hele hendes historie var voldsom, mange af detaljerne var hjerteskærende, jeg synes det er rigtig synd for hende hvad hun har oplevet og jeg håber af hele mit hjerte, at hun kommer videre, at hun bliver helet, men da især, at hun vil ende med at forstå, at selvom hun tror, hun er hævet over alle via sin position, så er der ingen, der er det.
Mine venner var ikke i tvivl. De svarede ja. Men jeg gjorde det ikke, fik fat i de sociale myndigheder, og jeg har haft rigtig dårlig samvittighed lige siden
For intet er gratis – og slet ikke når det kommer til vores børn.
Før jeg vidste, at kvinden ikke ville betale sin regning, talte jeg med nogle af mine venner, en mand og en kvinde, jeg ville have deres råd. Skulle jeg anmelde kvinden til de sociale myndigheder på grund af de hændelser hun fortæller om sine børn. Ifølge hende ”gad ex-manden” dem jo ikke, han havde allerede et nyt liv, så de var mere eller mindre overladt til hende. Kunne det forsvares? Skulle jeg melde det?
Mine venner var ikke i tvivl. De svarede ja.
Men jeg gjorde det ikke, fik fat i de sociale myndigheder, og jeg har haft rigtig dårlig samvittighed lige siden.
Advokaten kom ind i billedet, da hendes klient, den kendte kvinde, skrev noget meget dumt til mig, ”Du burde mellem linjerne have forstået at jeg er utilregnelig”.
Virkelig? Utilregnelig? En enlig mor der, ifølge hende selv på båndet, har hovedansvaret for tre mindreårige børn, hun skal passe på, skriver selv at hun er utilregnelig.
Jeg går stadig og tænker, skal-skal-ikke, men faktisk er det min Borgerpligt, det står i loven.
”Alle, der får kendskab til, at et barn udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling, har ifølge loven pligt til at underrette kommunen. Det samme gælder hvis barnet lever under forhold, der kan bringe dets sundhed eller udvikling i fare”. Sådan står der blandt andet på borger.dk, ordene er underskrevet Børne- og Socialministeriet.
Skal-skal-ikke?
Hvad havde du gjort?

POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Men hvis du læser Synnøve Søes tekster med glæde, kan du bidrage til, at hun får løn for sit arbejde ved at donere et beløb til hendes Mobile Pay: 28 68 98 30
Topillustration: Mario Mankey (f.1986) er fra Puerto de Sagunto en kystby nær Valencia i Spanien. Mario Mankey har ud over at studere Industrial Design på University Jaume også arbejdet meget med Street Art, da han boede i Spanien og blev meget anerkendt for sin kunst i sit hjemland. I 2013 flyttede han til Berlin, hvor han stadig bor og nu bruger sit talent på at lave malerier, vægmalerier, skulpturer og installationer. Værket I ser i toppen hedder, “Ego Erectus”, det blev skabt i februar 2017 og blev udstillet i “Room 52” på 5. sal i en tidligere bank i Berlin. Mario Mankeys inspiration og udtryk kommer af, “den måde mennesker opføre sig på som et resultat af deres ambitioner og begrænsninger, som jeg finder dybt foruroligende.” Her er nogle Links, hvis I har fået lyst til at følge eller kontakte Mario Mankey. Website link: www.mariomankey.com Instagram link: https://instagram.com/
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.