DAGENS POV // POLITISK DEMOKRATI – Flygtninge- og indvandrermiljøerne har gjort præcis det, som er blevet efterspurgt i årevis: Påtaget sig et ansvar for at få flere til at stemme. Det er helt uden noget ‘men’ en integrationssucces. Nu er det på tide, at de blå politikere overvejer, hvordan de får del i stemmerne næste gang – grundlaget er til stede, skriver Susanne Sayers.
I årevis har vi i Danmark taget den lavere stemmeprocent blandt ikke-vestlige indvandrere og flygtninge som et tegn på fejlslagen integration. I debatten er det igen og igen blevet fremhævet, at blandt andet muslimske miljøer selv måtte tage initiativer og gøre sig til en del af det danske samfund.
Grundlovsdag 2019 lykkedes det. Selv om stemmeprocenten faldt en anelse generelt på landsplan, steg den i de områder, hvor der er en høj koncentration af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.
Fuldtonet hurra og high five til de nøglepersoner i områderne, der har hjulpet stemmeprocenten op? Ikke just.
Eller rettere: Ikke kun.
Det er sært at være vidne til, at en succes alligevel kan udlægges som en trussel, så længe der er muslimer involveret … og under 10 procent af det formodede antal muslimer i Danmark kommer regelmæssigt i moskeerne, der ofte også i lige så høj grad fungerer som forsamlingshuse som helligsteder
For det har vist sig, at nogle imamer har tilladt sig at anbefale deres menigheder at stemme på navnlig Enhedslisten og de Radikale. Og så skal jeg da ellers love for, at der er stemmer på højrefløjen, der pludselig kan se det dybt betænkelige i, at muslimerne tog del i demokratiet. Lige om hjørnet venter befolkningsudskiftningen, Sharia-zoner og halal-tvang, må man forstå.
Eller som Morten Uhrskov skrev det i sin blog på Jyllands-Posten: “Hjerteligt til lykke til Radikale Venstre med at være blevet muslimernes og de ikkevestliges parti” – og med fed nedenunder tilføjede han profetisk: “Det må være dejligt at vide for De Radikale, at de en dag høster flere ikkedanske stemmer end danske.”
Avisen havde dagen før på sin forside publiceret en artikel om, at den øgede muslimske “mobilisering af vælgere vækker bekymring for øget polarisering”:
Berlingske Tidende har også set på sagen og citerer Ritzau i en artikel om, at flere debattører “kritiserer mobilisering af muslimske vælgere”.
Det er sært at være vidne til, at en succes alligevel kan udlægges som en trussel, så længe der er muslimer involveret. Vi er ellers vant til i Danmark, at foreninger og erhvervslivet anbefaler bestemte kandidater – hvad blandt andet disse to links fra hhv. fagforeningen 3F og Landbrugsavisen dokumenterer, og så længe det gøres åbent og uden forsøg på tvang, er det en naturlig del af den demokratiske debat.
Så må enhver gøre op med sig selv, om de vil følge anbefalingerne.
Måske er det selve ordet ‘imam’, der er problemet, for det får det til at se ud, som om det er en religiøs afstemning, der er lagt op til. Men for det første er en imam sådan set bare den, der leder bønnen. I sunni-islam, som dækker cirka 85 procent af de danske moskeer, har en imam ingen anden autoritet, end den som menigheden tillægger ham. Mange har end ikke en teologisk uddannelse, men er valgt, fordi menigheden har tillid til dem.
De to partier, som er blevet anbefalet: Enhedslisten og de Radikale, er i bund og grund Folketingets mest ugudelige partier. Enhedslisten var endda det parti, som tog initiativet til at afskaffe blasfemiparagraffen, hvilket gjorde det lettere for Rasmus Paludan at lave sine koranstunts
Dertil kommer, at under 10 procent af det formodede antal muslimer i Danmark regelmæssigt kommer i moskeerne, der ofte også i lige så høj grad fungerer som forsamlingshuse som helligsteder.
Man kan få flere detaljer ved at læse rapporten om moskeer i Danmark, som blev udgivet for godt et år siden:
Men derudover behøver man bare at se på de to partier, som er blevet anbefalet: Enhedslisten og de Radikale. Det er i bund og grund Folketingets mest ugudelige partier. Enhedslisten var endda det parti, som tog initiativet til at afskaffe blasfemiparagraffen, hvilket gjorde det lettere for Rasmus Paludan at lave sine koranstunts. Havde religiøse hensyn været det primære, var valget næppe faldet på lige de to partier.
Mange med flygtninge- og indvandrerbaggrund er nærmest født blå vælgere. De har en vældig iværksættertrang, de er dybt skeptiske over for en stor stat, de bryder sig ikke om høje skatter, og de har ofte traditionelle familieværdier
Jeg er imidlertid enig med kritikerne i ét punkt: Der burde været gået langt flere stemmer til blå blok.
Mange med flygtninge- og indvandrerbaggrund er nærmest født blå vælgere. De har en vældig iværksættertrang, de er dybt skeptiske over for en stor stat, de bryder sig ikke om høje skatter, og de har ofte traditionelle familieværdier.
Men store dele af de danske politikere på den blå side af Folketinget (og ganske mange på den røde) har i årtier stort set kun omtalt flygtninge, indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund som et problem, ikke som medborgere.
Hvis den danske højrefløj virkelig synes, at det er et kæmpe problem, at muslimer stemmer på R og El, er kuren ligefor:
At gøre sig fortjent til stemmerne. Det kræver ganske vist mere end fordømmende retorik og rutinejammer over islam, men politikerne vil formentlig opdage, at der er masser af potentielle allierede i de vælgerkredse, hvis de går til opgaven med respekt og uden leflen.
Topillustration: Kasper Rasmussen on Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
