
Østrigske nøgleringe, den forkerte limousine, champagne og støvregn på et meget lille irsk gravsted og det evige bas ”tungekys” fra Phil Lynott – Thin Lizzys bassist og forsanger. I januar i år var det 30 år siden han døde. Døde? Not at all!
Limousinen standsede udenfor kirkegården, St. Fintan’s Cemetery i Sutton, der ligger på den irske halvø Howth, cirka en halv times kørsel nordøst for Dublin. Klokken var lidt over fire om morgenen i juli 1996. Jeg havde en flaske champagne og to glas i min ene hånd, da jeg steg ud af limoen. Jeg var alene eller rettere, jeg var ikke sammen med nogen jeg kendte og chaufføren havde ikke sagt et ord hele vejen, heller ikke da jeg havde bedt ham holde og vente, mens jeg hastigt gik ind i en natklub på Lower Leeson Street inde i Dublin, hvor jeg købte glas og champagne, før vi kørte mod kirkegården.
Jeg havde lovet Phil dét her længe. Ikke at jeg ville besøge ham for det gjorde jeg flere gange om ugen, mest om formiddagen, men at vi skulle drikke champagne en morgen, når jeg kom hjem fra ”a night out on town.”
”Jeg kommer i en sort limo, intet mindre min skat…”
Jeg talte altid højt med Phil, når jeg besøgte ham, eller det vil sige, hvis der ikke var andre besøgende. Andre? Ja. Der kom mange andre, ikke kun fra Irland men fra hele verden. Der kommer endnu flere i dag.
Irlands sorte søn
Det er Phil Lynotts gravsted jeg taler om.
Bandet Thin Lizzys frontman og bassist, The Rocker, Irlands sorte søn, der, før han druknede i bivirkningerne af Rock ‘n Roll livets fordærvede shit, havde lavet basgange og et back catalogue af numre, der stadig væver sig ind og ud af mange menneskers første møde med rockmusik og dermed eksisterer i vores kollektive erindring resten af vores liv. Phils bas – for det meste ligger han ”over” beatet, så prominent er bassen vægtet i langt de fleste numre – hans farlige bas, vildt energisk, leading, gyngende, pounding og drillende som det frækkeste never ending funky tungekys.
Det småregnede på den irske kirkegård, ikke meget blot nogle få støvdråber, mens jeg gik ned over den store plæne med flade gravsten side om side. Fladt og helt åbent lå de døde – ikke som i Danmark, hvor ligusterhelvedet flytter med i døden – afgrænsninger begrænsninger og hække findes om alt i Danmark, selv døden ja. Her på Saint Fintan’s Cemetary i Sutton følte jeg mig altid hjemme også denne nattemorgen. Jeg svingede champagneglas og flasken højt i luften, da jeg på lang afstand så Phils grav, jeg satte farten op og nåede snart hen til ham.
”Hey Skat! Se hvad jeg har med!” Jeg satte mig på hug, mit ene knæ hvilede på græsset, der var blødt og lidt svuppet. Jeg havde sorte læderbukser på – hvad regner I mig for? Selvfølgelig havde jeg det, plus mine – også sorte – rocker/bikerstøvler med firkantede snuder og en stram, sort og meget åbentstående skjorte. Den synlige bh var i skinnende satin. Rød.
Fladt og helt åbent lå de døde – ikke som i Danmark hvor ligusterhelvedet flytter med i døden – afgrænsninger begrænsninger og hække findes om alt i Danmark, selv døden, ja
Jeg åbnede champagnen og hældte op i glassene, som jeg havde sat på den flade gravsten og ventede lidt på at skummet faldt, så stillede jeg flasken fra mig og tog et glas i hver hånd.

”He he, Phil,” sagde jeg og klinkede glassene mod hinanden. ”Cheers My Darling!” Jeg hældte champagne fra Phils glas ud over hans gravsten, jeg sad stadig på hug mens jeg småsnakkede og drak af mit eget glas:
”Du troede nok ikke på det, hva’? Det tog lidt tid, men jeg holder, hvad jeg lover, det kan du jo se, Phil.… Ja, det ved jeg sgu da godt, I’m wasted, lang nat i byen, du kender det, men nu er jeg her og limoen, hva’ sir’ du så, en fucking limo i Dublin?! Den holdt i køen med taxaerne, bare sådan? Strange … den er eddermame lang, hva”? Nå, det er du er jo vant til…”
Det var 1976 – jeg var 14 og mit liv var i kludder
Det havde været noget kludder længe, mit liv, faktisk meget længe, i fjorten år cirka. Det passer vist meget godt for jeg var lige fyldt fjorten et par måneder tidligere i 1976.
Jeg gik på endnu en ny skole, nu inde i Aarhus nede ved Åen. Jeg boede virkelig langt ude på landet i nærheden af Hadsten – en by mellem Randers og Aarhus og rutebilen tog en time ind til skolen hver vej. Gab.
Men nu var det sommerferie og jeg var på vej op ad en mørk og meget stejl trappe Down Town Hadsten. Jeg bankede på ind til lejligheden på 1. sal, men det havde jeg ikke behøvet for der var ingen der kunne høre min banken, så højt blev nummeret, ”Custard Pie” med Led Zeppelin spillet på grammofonen.
Jeg åbnede døren og gled ind og satte mig stille ned på en bar skumgummimadras hvor der sad og lå flere unge mænd mellem hinanden og lyttede koncentreret til musikken mens de vippede med arme, ben, hoveder og halvlangt hår i takt.
Jeg var langt den yngste og som regel den eneste pige, i hvert fald om eftermiddagen. De unge mænd røg alt muligt, mest noget de selv rullede og de drak øl. Mange. Blå Thor. Alt og alle i den lejlighed var lysende nyt for mig. Der duftede totalt forbudt og drenget også denne eftermiddag og jeg synes det hele var så farligt og vildt og skønt og sjovt. 14 år.
Til helvede med i morgen og i overmorgen, planer, gå-hjem-tider, lys i forlygten! Ha, i hvert fald ikke den forlygte på cyklen og Led Zeppelins album ”Physical Graffiti” fra året før, 1975, havde holdt de unge mænd i lejligheden indendørs selv på de hedeste sommerdage i næsten et år. Men de – vi – hørte jo alt muligt og LP’erne blev skiftet og pickuppen blev forsigtigt pustet ren, før en eller anden satte Pink Floyds ”Wish You Were Here” på.
De unge mænd røg alt muligt, mest noget de selv rullede og de drak øl. Mange. Blå Thor. Alt og alle i den lejlighed var lysende nyt for mig. Der duftede totalt forbudt og drenget også denne eftermiddag og jeg synes det hele var så farligt og vildt og skønt og sjovt. 14 år. Til helvede med i morgen og i overmorgen, planer, gå-hjem-tider, lys i forlygten!
Der var aldrig nogen af ”drengene” der dansede. De lyttede, så det gjorde jeg også, de unge mænd talte også med hinanden og spillede luftguitar og diskuterede tekster og basgange og trommeosoloer, og der lugtede bare ad helvede til i den lejlighed; jeg har lige siden søgt efter den duft som parfume, ak, intet held endnu.
Jeg havde ikke forstand på noget af det de talte om – men jeg elskede musikken og jeg elskede at være i den lejlighed og når det var blevet sådan en halvsen aften så tog vi på Diskotek Sommerfuglen – der dansede de seje mini-rockere, som de hed i byen på grund af deres borede knallerter, heller ikke – men det gjorde jeg og verden var så stor.
Når Sommerfuglen lukkede hen på morgenen var der noget andet der åbnede i Hadsten. Bageren. Og vi gik bagom og købte varme spandauere til morgenfesten oppe i lejligheden på 1.sal. Hvornår helvede sov vi? Hvornår var jeg hjemme – jeg fik 7 kroner i timen for at luge en kæmpestor have, så jeg må jo have været hjemme af og til, men jeg husker ikke det irriterende, det besværlige, idioternes skæld ud – de voksne – væk med dem – de skulle bare overstås så jeg kunne komme ind til Hadsten og høre musik med drengene.
Nu skal du høre noget musik du aldrig vil glemme
En eftermiddag var jeg kommet op i drengenes bofællesskab – lejligheden – lidt tidligere end jeg plejede, måske har det kun været middag i hvert fald var der ingen andre undtagen mig og B – en høj lyshåret bjørn af en ung mand – jeg kunne så godt li’ ham, han talte lidt med mig af og til når der ikke var så mange af de andre hjemme. Den dag var der ikke andre end B og mig. Jeg havde banket på, der var underligt nok helt stille bag døren.
”Kom ind.…” Jeg kunne høre det var B’s stemme og høre at han gik hen og åbnede for at se hvem det var.
”For fanden da er det bare dig, Synne?” B grinede og klappede mig på den ene skulder. Jeg rettede i generthed lidt på mine hornbriller, der fyldte det meste af mit ansigt. ”Jeg er lige kommet hjem fra Badstuerock inde i Aarhus, pladebutikken…” sagde B. Jeg nikkede ivrigt, det vidste jeg godt hvor var. Jeg så spændt på pladecoveret B holdt i sine kæmpe hænder.
“Nu skal du fandme høre noget du aldrig vil glemme, Synne…” B gik over til grammofonen og hev inderposen ud a coveret og pladen ud af inderposen og så lagde han forsigtigt pladen på pladetallerknen, den var ny så den blev ikke støvet af og så kom det:
”Tonight there’s gonna be a Jailbreak, somewhere in this town”
B og jeg stod midt på gulvet på et orange og brunt ryatæppe der lå mellem det lave teaktræssofabord med alle cigaretbrændmærkerne og den ulækre, bare skumgummimadras.
Jeg så over på B. Han så ned i gulvet mens han swingede sin overkrop frem og tilbage. Han smilede. Ikke til mig. B smilede til musikken.
Og vi gik bagom og købte varme spandauere til morgenfesten oppe i lejligheden på 1.sal. Hvornår helvede sov vi? Hvornår var jeg hjemme – jeg fik 7 kroner i timen for at luge en kæmpestor have, så jeg må jo have været hjemme af og til, men jeg husker ikke det irriterende, det besværlige, idioternes skæld ud – de voksne
Og mig? Jeg havde sådan en kæmpe Georg Georgløs lyspære indeni i mit hoved med tusind, tusind, tusindvis af udråbstegn. Dét her musik, coveret lå på sofabordet så jeg kunne se navnet på bandet: THIN LIZZY.
Døden og en tatovering i sjælen
Jeg siger jer, det var som at få en tatovering i sjælen. Det var som at finde hjem. Alt mit livsrod, sorg og nederlag – jamen det blev jo ikke væk, det bliver det vel desværre aldrig, men alt rodet blev pludselig samlet til en stor glad knytnæve fuld af en 14-årig piges håb med et meget skarpt sekund-defineret start forløb.
Plade på, skru op og: BREAKOUT! BREAKOUT blev mit ord. Min tatovering. Mit skrig, mit håb. Det er det stadig og ud over dét ord fik jeg kærligheden til hele Thin Lizzy, til deres musik, men allermest fik jeg en livsforelskelse i den fabelagtige sanger, bassist og ikke mindst geniale sangskriver, Phil Lynott.

4. januar 1986 døde Phil Lynott, 36 år gammel efter en ordentlig røvtur både som menneske og musiker. Hans lever, nyre og alle indre organer var slidt op. Og Phil Lynotts vrede, kærlige, talentfulde, festlige og farlige hjerte gav også op.
Et hjerte, der havde svigtet sine nærmeste både børn, mor og kollegaer, men som først og fremmest selv var blevet kolossalt svigtet, helt fra hans meget tidlige barndom. Hjertet gav op, men ikke uden en ekstrem kamp i hospitalsengen.
Fra 1. juledag 1985 og til den 4. januar 1986 pumpede, hamrede og dundrede Lynotts bashjerte. Ikke som en udsøgt ”bund” sammen med trommeslageren, Brian Downey, som Lynott havde hyret da Downey var 23 år, og som var med hele vejen og ud over Phil den eneste medstifter af Thin Lizzy, nej, Phil Lynott kæmpede selv, det tog ham fucking ti dage at dø. Hans familie var der, men fysisk kæmpede han alene og forgæves. Basgangen forsvandt for Phil Lynott. Men der blev ikke stille.
Mindestue i Dublin
Baglokalet i en pub i Dublin på den forkerte side af River Liffey 4. januar 8 år senere.
Mere end tredive mennesker er vi ikke, langt de fleste er mænd. Det er et skodsted, men skænke en blød og bitter pint Guinness er bartenderen god til og på den måde og med nummeret skrevet af Phil Lynott ”Still in love with you” indledes en noget tavs og trist mindeaften.
Der er pissekoldt i det lille aflange rum, jeg fortryder at jeg ikke har taget mere tøj på, men jeg ville jo gerne se fin og lækker ud for Phil. Jeg ved ikke om han kunne lide gåsehud, men det var hvad han fik den aften. Flere i forsamlingen havde gamle tapes med boot legs i latterligt dårlige udgaver med – men fuck det, det var Thin Lizzy. Efter et par timer skiltes vi igen, uden at stemningen var løftet.
Året efter var vi færre, nu på en anden pub også i et baglokale og stadig med en blanding af boot legs og ”The Very Best Of Thin Lizzy” i de små elendige lysebrune højtalere der hang alt for højt og alt for langt fra hinanden. Men jeg var der begge år med de andre hard core fans og det føltes rigtig godt og faktisk som om jeg/vi gjorde noget ved døden, sagde fuck til den og et par timer var live med Phil Lynott og bandet. Jeg boede på ”The Hill” i Howth.
Havde lejet en lillebitte, elendig og nærmest faldefærdig portnerbolig på et kæmpe areal af marker ned til havet. Fantastisk udsigt og fuldstændig uforstyrret. Jeg boede alene med mine tre hunde, en Rottweiler og to Great Danes (tre internat-hunde, der var mere faldefærdige end huset, men så kærlige og sjove) – Angel, Beloved og Fabulous hed de.
Flere gange om ugen gik eller kørte vi i min lille skramlede røde Mazda 323 nedad ”The Hill” – bjerget. Ned til Phil Lynott på kirkegården i Sutton en tur på knapt tre kilometer.
Den sørgende mor jeg ikke kunne rumme
Det skete at Philomena, Phil Lynotts mor, var på sin søns grav samtidig med mig og hundene og så ordnede hun sirligt de små gaver, Lynotts fans efterlod til ham, f.eks. østrigske nøgleringe og lilla og røde strømpebånd, det hele skulle ligge pænt. Hun var og er en flot kvinde, Philomena. Meget irsk, hun er født i Crumlin’, Dublin. Hun er meget hvid i forhold til sin søn som hun fik med sin daværende kæreste, Cecil Parris (også Lynotts mellemnavn) fra Georgetown, Guyana.
Det skete at Philomena, Phil Lynotts mor, var på sin søns grav samtidig med mig … Jeg blev inviteret hjem til hende en del gange hun ville gerne vise mig de ting der var tilbage efter Phil, men jeg afslog altid. Dumt af mig. Faktisk grimt. I dag ville jeg have kunnet favne den sørgende mor, det er jeg sikker på. Det kunne jeg ikke for tyve år siden
Jeg blev inviteret hjem til Philomena en del gange hun ville gerne vise mig de ting der var tilbage efter Phil, men jeg afslog altid, hun var så ulykkelig og jeg vidste ikke hvordan jeg, en fremmed, kunne trøste hende og jeg vidste heller ikke hvordan jeg ville reagere følelsesmæssigt på at se Phils meget private ting. Dumt af mig. Faktisk grimt. I dag ville jeg have kunnet favne den sørgende mor, det er jeg sikker på. Det kunne jeg ikke for tyve år siden.
https://www.youtube.com/watch?v=261uidoVOVk
Jeg havde for det meste blomster med når jeg gik på graven – ikke mange, bare dem der nu var i haven. Efterår og vinter tændte jeg lys for Phil med gravlys der ikke kunne slukkes af blæsten. Det kan han heller ikke.
Deporteret til Tvind – det værste år i mit liv
”BREAKOUT!” Et par måneder efter at jeg havde hørt, ”Jailbreak” med Thin Lizzy sammen med B i Hadsten begyndte jeg at pjække fra skole. Jeg fik job i frikadelleboden, der lå lige uden for Salling på Strøget i Aarhus. Stadig 14 år. Pjækkeriet stod på i næsten et halvt år, så blev det opdaget og jeg blev deporteret til Tvind Efterskole i Ulfborg – nok et af de værste år i mit liv.
”Are there any girls here tonight with a bit of Irish in them? Are there any here who’d like some?” spurgte Phil Lynott ofte med sit frække grin fra scenen når Thin Lizzy holdt koncert og ifølge de ofte meget saftige historier om ham var der mange girls der gerne ville være ”Irish” for en nat. Lucky them!
1996. januar. The Point i Dublin. 8500 siddepladser. The whole shebang – ”Vibe for Philo” på ti års dagen for hans død. Dyre billetter og alt for hurtigt skænkede flade pints, men så meget livsglæde.
Du Phil,” sagde jeg før, jeg vendte mig for at gå: ”Jeg ved godt, jeg havde lovet dig at jeg ville komme i en sort limo, men altså … der var ikke andre end den hvide
Vi ville alle fejre Phil Lynotts liv. Der var udsolgt meget længe før Phils fest hvor Thin Lizzys stjerneguitarist Gary Moore spillede som jeg husker det et kvart nummer måske – ”The Boys Are Back In Town”? Gary Moore trak sig baglæns ud af scenen, jeg stod allerforrest, mig der overhovedet ikke kan li’ at stå så tæt på scenen, men det gjorde jeg den aften og jeg synes jeg så at både Moores skuldre og ben rystede af gråd, overvældelse, minder eller noget andet, i hvert fald spillede han ikke mange minutter. Men Def Leppard og mange andre super bands var fløjet til Dublin fra all over the world for at hylde Phil Lynott, Philomena, hans børn og – os – hans fans.
”BREAKOUT!”
På den flade gravsten drak ”vi” resten af champagnen, Phil og jeg. Regnen var taget til og jeg lagde pænt både den tomme champagneflaske og glassene på graven ved siden af japanske cigaretpakker, blondestrømpebåndene, de østrigske farvestrålende nøgleringe og Shamrocks – trekløveren der er symbolet for Irland, klistret op på pap og nænsomt pakket ind i Vita Wrap. Jeg gjorde honnør mens jeg halvt grinede, halvt var alvorlig.
”Du Phil,” sagde jeg før, jeg vendte mig for at gå: ”Jeg ved godt, jeg havde lovet dig at jeg ville komme i en sort limo, men altså … der var ikke andre end den hvide.”
For dem der har lyst til at læse mere om Phil Lynotts liv så udkom ”Cowboy Song” – The Authorized Biography af Graeme Thomson i februar 2016 på forlaget Little, Brown and Company
Topfoto: Harry Potts. http://www.flickr.com/photos/harrypotts/4630747797/in/faves-24788065@N02/ – THIN LIZZY – Manchester Apollo – 1983. On the guitars from left: John Sykes, Phil Lynott (bass), Scott Gorham.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.