KUNST // ANMELDELSE? Jeg har altså læst den for længe siden, men aldrig anmeldt den. Jeg tænkte, at det måtte der være masser af andre, der ville, skriver Christian Tangø om en bog af Kristian von Hornsleth.
“Hvor mange millioner skal du have for at skrive en anmeldelse af bogen Mig, Mig, Mig” spørger Kristian med et glimt i øjet. Ja, den Kristian, von Hornsleth.
Jeg er på besøg i værkstedet i en anden anledning. Værkstedet, hvor flere folk arbejder på Hornsleth-værker, selvom nåleøjet stadig er Hornsleth selv.
Dollarsedler oversprøjtes med farver, og alt skal i sidste ende påføres det berømte “brand”: Hornsleth.
“Nej du, sådan fungerer anmelderi sgu ikke,” siger jeg afvæbnende. “Det dér er forbudt for journalister.”
“Men,” fortsætter jeg, “er den da ikke allerede blevet anmeldt mange steder?”
Det mener Hornsleth ikke, den er. Selv har jeg tidligere omtalt Mig, Mig, Mig i min egen bog om provokationskunst, og selvom jeg dengang havde et noget mere kritisk blik på Kristian, fandt jeg den enormt underholdende. Jeg har altså læst den for længe siden, men aldrig anmeldt den. Jeg tænkte, at det måtte der være masser af andre, der ville.
En prügelknabe i dansk kunstliv
Det kan så undre mig, at bogen – her mere end et år efter den udkom – ikke rigtigt er blevet anmeldt. Nu har Hornsleth købt forlaget ud af restoplaget og skal have fyret bøgerne af. Egentligt har bogen solgt ganske pænt efter danske forhold: ca. 5.000 solgte eksemplarer er ikke dårligt.
“Ok,” siger jeg så, “hvis den vitterligt ikke er blevet anmeldt, så er det da egentligt underligt. Måske der nærmest er en historie i den manglende anmeldelse i de store medier.”
Ikke så meget fordi Mig, Mig, Mig i den klassiske forstand er “stor litteratur”, men fordi Hornsleth er et af de kendteste navne i dansk kunst. En person, der deler vandene, og som man som anmelder vel nok lige burde studse over, læse og skrive et par ord om.
Om ikke andet skriver historien om de manglende anmeldelser sig ind i den større historie om, hvordan Hornsleth altid skal være en form for prügelknabe, fordi hans kunst ikke helt forstås på den social-kritisk rigtige måde.
Det helt store spørgsmål er naturligvis, om bogen som “autofiktion” er “den sande beretning om Hornsleth” og hans gøren og laden ud i kunstens underlige verden.
Måske, måske ikke. Nu har jeg fulgt Hornsleth en del gennem årene og kan i hvert fald garantere, at der mange steder er en stor kerne af sandhed i historierne. Hvis man således – f.eks. som kunstner eller kunstinteresseret – gerne vil vide lidt mere om Hornsleths samlede bedrifter, bør man læse bogen.
Spørgsmålet om, hvordan man som kunstner markedsfører sig selv, burde interessere mange.
Spørgsmålet om, hvordan man bærer sig ad med at skabe sig en kunstnerisk identitet, dvs. præstere noget særegent i en tid, hvor det meste allerede er visnet, bør specielt interessere kunstnere.
En pisseunderholdende bog
Min subjektive dom er, at bogen er pisseunderholdende. Det er så næppe Hornsleths skyld alene, men skyldes også medforfatteren Mikkel Boris. Men selvfølgelig: Var det ikke for de historier, som Hornsleth har digtet som en slags reality-teater i virkelighedens verden, havde Boris ikke haft noget at skrive om.
Gennembrudshistorien med afrikanerne, der får grise og geder i bytte for at tage navneforandring til Hornsleth. De tidlige værker, hvor Hornsleth udstiller sammen med Marco Evaristti. Måske mest dramatisk er historien om, at Hornsleth bliver tilbageholdt af det amerikanske militær i forbindelse med nedsænkningen af “stjerneskulpturen” i Stillehavet.
Der er vitterligt mange underholdende episoder i bogen, men selvfølgelig bør man læse den netop som det: underholdning. Hvis man ikke er specielt kunstinteresseret.
“Hvorfor skal kunst være så kedelig?” spørger Kristian. “Skal vi ikke også have en fest?”
Vi diskuterer lidt, hvorfor så mange vitterligt har et horn i siden på Hornsleth.
“Du bliver nok ofte dømt ude som kommerciel,” gætter jeg. “Du har en vis økonomisk succes, du er superkendt, og så kører misundelsestoget…”
“Men det komplet groteske er, at jeg faktisk er erklæret socialist, medlem af Enhedslisten, og at alle mine værker er en udtalt kritik af hyperkapitalismen,” siger Hornsleth.
Er Hornsleth kommerciel? Gør det noget?
Denne sidste information kan man nok ikke rigtigt læse ud af bogen. Snarere kan man få det modsatte indtryk, også fordi det virker næsten grotesk umuligt, at man skulle kunne drive en rimelig forretning som kunstner og så ligefrem være socialist og bakke op om Enhedslisten. Og så er der det med, at kunstnere helst skal være “dybe” og mere “uudgrundelige” og “mystiske” og i hvert fald ikke bare “ville have en fest.”
Det sidste diskvalificerer, specielt i en dansk kontekst, i forhold til vores vante forestillinger om kunstneriske kvaliteter, der helst skal rime på fattigdom, dybe personlige kriser osv.
“Jeg ved ikke, hvor folk får de forestillinger fra, og hvordan konklusionerne om forskellige kunstnere som ‘kommercielle’ egentligt bliver til. Mig bekendt omsatte Kvium for fire gange min årlige omsætning på hans sidste udstilling, men der er sgu ingen, der kalder Kvium for ‘kommerciel’. Eller se på de store amerikanske kunstnere, som alle regnes for ‘kritiske samtidskunstnere’. De har ofte op imod 100 ansatte og kører deres forretning som ‘big business’.”
Noget tyder på, at det snarere drejer sig om den konkrete, kunstneriske måde, som Hornsleth udtrykker sig på. Den dybe ironi, hvor man køber et værk, der på samme tid er både en aktie i våbenindustrien og samtidigt skal få nogen til at forholde sig kritisk til samme våbenindustri, er åbenbart en for stor udfordring for den kritiske, intellektuelle elite i Danmark.
Men noget har også helt sikkert med Hornsleths position i dansk kunstliv at gøre. Hornsleth er en meget self-made kunstner, der ikke har f.eks. Kviums netværk eller de meget tunge gallerier eller museer som “backing”.
Hvorfor er der ingen anmeldelser?
Nu passer det så ikke helt, at bogen om Hornsleth slet ikke er anmeldt. Kulturinformation – der er kendt som et reklametidsskrift for udstillingsvirksomheder – har anmeldt bogen meget positivt. Bogen er også anmeldt af bibliotekerne i en såkaldt lektørudtalelse. Den konkluderer desværre, at bogen ikke er så morsom, som jeg mener, den er underholdende.
Men rigtigt er det, så vidt jeg har kunnet researche mig frem til, at ingen af de store seriøse medier har anmeldt bogen.
Det kan undre, for en anden kendisbog – Katrine Diez’s – fik da ellers fuld skrue i forargelsespanelerne her for nyligt.
Jeg føler mig udmærket underholdt af Mig, Mig, Mig. Jeg har heller ingen problemer med at anbefale bogen, af den simple grund, at den ligger gratis til gennemsyn på eReolen. Søg den evt. frem gennem bibliotek.dk.
Uanset om man bryder sig om den danske model med statsstøtte til visse kunstnere, har vi stadig en model, hvor bibliotekerne på socialistisk vis lader også fattige mennesker læse underholdende bøger. Gratis.
Om man så ligefrem vil betale for at have bogen stående i fysisk form, afhænger nok af, hvor meget overskud man har på den månedlige konto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
