EUROPAS MINDRETAL #18 // KRONIK – Fra Kreml til Det Hvide Hus bruges LGBTQ+ som syndebukke i kampen om nationale værdier og geopolitisk dominans. Hvordan er homofobi og transfobi blevet effektive politiske våben i en global kulturkrig? Og hvem er egentlig bange for køn? spørger Peter Schjødt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
LGBTQ+, køn, kønsidentitet og seksuel orientering er blevet et centralt tema i storpolitik. Det optræder i valget af den nye pave, er en vigtig begrundelse for Ruslands invasion af Ukraine, er et centralt punkt i Trumps politiske program og dominerer dagsordenen for kulturkampe overalt på kloden. Sex og seksualitet har altid haft sin særlige plads i det storpolitiske magtspil.
Da Putin for godt tre år siden begrundede invasionen af Ukraine, sagde han bl.a., at den havde til formål at forsvare Ruslands traditionelle værdier mod Vestens LGBTQ+-holdninger
Tidligere i historien var det i kongeslottenes kroge og fyrstehusenes skjulte korridorer, at intrigerne udfoldede sig. Senere blev seksualitet og politik et tema for spionromanernes fortællinger. I dag er det imidlertid hverken skjult eller dækket ind bag fiktion. Allerede for over 10 år siden blev krigsmetaforen anvendt for at understrege alvoren: ”LGBT-rettigheder er blevet en geopolitisk slagmark.”
Homo- og transfobi som politisk redskab
Med en ubønhørlig brutalitet bliver menneskers seksualitet, kønsidentitet og seksuelle orientering trukket ind i centrum af geopolitikkens varme og kolde krige. Homofobi og alle andre fordomme omkring LGBTQ+ bruges i stigende grad som en kalkuleret og bevidst politisk strategi, uden hensyn til konsekvenserne for de mennesker og grupper, som stigmatiseres og gøres til syndebukke.
I nogle sammenhænge bruges begrebet political homophobia, eller bedre, political homo-/transphobia. Det er begreber, som undersøger den politiske brug og manipulation af frygten for seksuelle minoriteter. Politisk homo-/transfobia beskriver således politiske strategier, som skaber krisefortællinger, gennem klassificering af såkaldt ”ikke-normativ seksualitet” som en afvigelse og trussel mod samfundet.
Hermed skabes der antagonistiske forestillinger om, hvem der moralsk og retsligt tilhører samfundet og det nationale fællesskab. Siden begyndelsen af 2000-tallet har der i øget omfang vist sig en politisk vilje til at bruge anti-LGBTQ+-retorik til at skabe forestillinger om de andre – dem, som ikke hører til. Det vil sige dem, som udpeges til at være en trussel mod folkets nationale og kulturelle værdier, den heteroseksuelle familieinstitution og de ”uskyldige børn”. Med andre ord: dem uden legitime rettighedskrav. Samlingen af eksempler er voksende, også fra de ellers liberale og demokratiske EU-lande.
Et lærebogseksempel er fra den polske præsident, Andrzej Duda, som i forbindelse med det polske valg i 2020 beskyldte ”LGBT-bevægelsen for at fremme idéer, der er mere skadelige end kommunisme”.
Der er tale om letkøbte, populistiske erobringer af en dagsorden, som har meget lidt med politik at gøre, men som vækker moralsk og følelsesmæssig opmærksomhed
Han tilføjede, at ”LGBT ikke er mennesker, det er en ideologi”. Som altid, når det handler om at definere, hvad der er ”naturligt”, bliver ”kønsforskellenes regime” betragtet som en universel og metafysisk sandhed, som den spanske filosof Paul B. Preciado skriver i bogen Kan monsteret tale?
Men hver gang man bruger ”naturen” og ”det naturlige” som argument for rigtige og forkerte mennesker, lægger man op til en gentagelse af ”syndebukke-syndromet”, som er grundlaget for historiens store brutalitet over for dem, som ender i gruppen af ”unaturlige”.
På den måde er det også alarmerende tendenser, når et af Donald Trumps første dekreter handlede om, at han ville ”genskabe den biologiske sandhed (…) baseret på den uforanderlige biologiske virkelighed om køn”. Trump mente, at dette ville genoprette amerikanernes ”tillid til selve regeringen”.
Krigen om den menneskelige natur
Der mangler ikke eksempler på, at køn og seksualitet er blevet centrale temaer i flere og flere landes politiske offentlighed. Der er tale om letkøbte, populistiske erobringer af en dagsorden, som har meget lidt med politik at gøre, men som vækker moralsk og følelsesmæssig opmærksomhed.
Som den amerikanske filosof Judith Butler skriver i bogen Hvem er bange for køn?, så er ordet køn blevet så politiseret, at det ofte er vanskeligt at tale om, fordi alle bliver vrede, nærmest som om alle også bliver bange.
Det betyder naturligvis, at der er en betydelig politiske gevinst ved at bruge LGBTQ+-personer som fjendebillede, altså nogen, hvis påståede ødelæggende indflydelse vi må forsvare os imod. Det er således ikke mærkeligt, at køn og seksualitet også har fundet en central plads i de helt store geopolitiske konflikter.
Da Vladimir Putin for godt tre år siden begrundede invasionen af Ukraine, sagde han bl.a., at den havde til formål at forsvare Ruslands traditionelle værdier mod Vestens LGBTQ+-holdninger, som ville føre til degeneration, ”fordi de er i modstrid med den menneskelige natur”. Da Putin et halvt år senere fejrede annekteringen af fire besatte ukrainske regioner, slog han yderligere fast, at krigen skulle beskytte russiske børn mod ”perversioner” ved at sikre en heteronormativ fremtid for det russiske folk: ”Ønsker vi her i Rusland at have forælder nummer et, nummer to, nummer tre, i stedet for mor og far?”
Og han fortsatte med det retoriske spørgsmål: ”Vil vi have, at vores skoler påtvinger vores børn perversioner, der fører til nedbrydning og udryddelse?” Kreml har militariseret menneskers seksualitet ved at konstruere LBGTQ+-rettigheder som en ødelæggende ideologi, der truer hele den russiske nations eksistentielle overlevelse.
Den amerikanske historiker Timothy Snyder skriver i bogen Vejen til ufrihed, at man ikke kan se invasionen af Ukraine løsrevet fra en historisk optagethed af køns- og seksualpolitik i Rusland og det tidligere i Sovjetunionen. Gang på gang er ligningen ”den vestlige verden = sodomi” kommet op i angreb på den vestlige dekadence, som angiveligt skulle true den sovjetiske eller russiske nation. Set ud fra en rent psykologisk vinkel må vi sige, at den angst, som den menneskelige seksualitet meget ofte er råmateriale for, til fulde er blevet udnyttet i den russiske/sovjetiske politik og geopolitik.
Det kan forekomme som et selvbedragerisk foretagende seriøst at skulle se frygten for sodomi og transseksualitet som en begrundelse for angrebet på Ukraine. Det er imidlertid ikke ren retorik. Krigen er også en væbnet fortsættelse af den nationale og historiske kamp for ”indre renhed og uskyldighed” i Rusland. I et historisk perspektiv har denne kamp ikke mindst handlet om at skabe kontrol over menneskers seksualitet.
LGBTQ+-rettigheder eller traditionelle værdier?
Kampen for en bestemt national seksualhygiejne møder dog også betydelig velvilje i mange andre lande overalt i verden. Blot inden for de seneste år er der sket en ændring i den politiske diskurs om LGBTQ+-rettigheder. Selve rettighedsdimensionen er under pres fra det, vi kan kalde diskursen om forsvar for de traditionelle værdier, som ofte møder stor opbakning fra vestlige populistiske partier.
Et par eksempler: I 2013 var Marine Le Pen på besøg i Rusland, hvor hun sluttede sig til en kampagne imod, hvad der blev kaldt for en ”global sodomist-konspiration”. Ifølge Timothy Snyder sagde hun bl.a., at homoseksuelles rettigheder var en del af den ”neoliberale konspiration mod uskyldige nationer”.
Helt aktuelt har konflikten mellem LGBTQ+-rettigheder og diskursen om de traditionelle værdier fået ny næring fra Trump-regimets kamp mod diversitet, som ikke mindst er en kamp mod LGBTQ+-rettigheder. Spredningseffekten har allerede været så betydelig, at vi med rimelighed kan sige, at konflikten har fået geopolitiske dimensioner.
Det amerikanske medie Politico kunne således tidligere på måneden skrive, at ethvert sprog omkring ”køn” bliver undgået af embedsmænd i alle 32 Nato-lande. Altså efter samme recept, som når Trump-regimet forsøger at tvinge handelspartnere til at ophæve LGBTQ+-rettigheder til fordel for promoveringen af traditionelle værdier.
Kampen om det naturlige
Kampen om den menneskelige natur har kostet millioner af mennesker livet. Fx dem, hvis hudfarve, seksualitet, kønsidentitet, race m.m. er blevet anset for at være i modstrid med den sande menneskelige natur. I bogen Kan monsteret tale? skriver Paul B. Preciado således: Ud fra, hvad der til enhver tid, er blevet anset for ”naturligt”, har det været muligt for et samfund ”at bestemme, hvad der er sandt, og hvordan man skelner det fra, hvad der er falsk, og derfor hvem, der burde betragtes som menneske og under hvilke betingelser”.
Selv om det ”naturlige” i forhold til køn ofte antages som en helt simpel sag, så lægger forskningen og de historiske erfaringer op til langt mere forsigtighed. Den historiske forskning i seksualitet og samfund viser fx, at genitalierne som en indikator for kønsforskelle, er en ganske ny opfindelse: Som et suverænt subjekt eksisterede ”kvinden” hverken anatomisk eller politisk før det 19. århundrede. Det naturlige har ændret sig, også når det handler om hele det komplekse spørgsmål om køn.
Butlers spørgsmål er vigtigt, fordi det altid er menneskers frygt for hinandens forskelligheder, som giver politisk legitimitet og opbakning til forfølgelser og undertrykkelse
Det er imidlertid blevet hverdagskost at opleve spørgsmålene omkring kønsidentitet og seksualitet blive kaldt for en trussel mod den nationale sikkerhed, den nationale kultur, faktisk mod hele civilisationen. Problemet er naturligvis, at det er bestemt definerede mennesker og grupper, som på den måde må bære konsekvenserne af, at deres personlige seksualitet og kønsidentitet bliver trukket ind i et politisk og tilmed geopolitisk magtspil
Det er nødvendigt at stille Judith Butlers spørgsmål: ”Hvem er bange for køn?” Hvad er det for nogle visioner om menneskets kønsidentitet, som skaber frygt for nationers og hele civilisationers sammenbrud?
Butlers spørgsmål er vigtigt, fordi det altid er menneskers frygt for hinandens forskelligheder, som giver politisk legitimitet og opbakning til forfølgelser og undertrykkelse. Man kan ikke blive valgt til en ledende politisk post i noget land, hvis man ønsker at gennemføre de forandringer, som er nødvendige for at forhindre en klimakatastrofe. Mange steder kan man imidlertid blive valgt, hvis man stiller sig kritisk til LGBTQ+-rettigheder. Hvordan endte vi her, hvad er vi bange for?
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og