Hvor er Internets mødre?

i Digitalt/Kultur/POV Business af

Ovenstående overskrift handler ikke om mødregrupper i web-fora eller Pinboards på pinterest for mødre. Det handler heller ikke om momblog-fænomenet, der dukkede op for nogle år tilbage.

Nej, det handler om Internets OPRINDELIGE mødre. Altså dem, der fødte Internet. Hvor er de? Svaret er, at de ikke eksisterer. Internet, ser det ud til, har stort set kun fædre. Og det er faktisk et symptom på noget, der er rigtig skidt.

Et par timer før disse ord skrives, sad jeg på Katie Hafners hjemmekontor i Noe Valley-bydelen i San Francisco. Hun har et smukt hus med en helt ekstraordinært smuk udsigt over den farverige og entreprenante by. Jeg interviewede Hafner til et længerevarende interview-projekt med folk, der enten ved noget om Internets historie eller var med til at skabe den.

Katie tilhører den første gruppe. I 1996 udkom hendes bog ’Where Wizards Stay Up Late’, der beskriver, hvordan Internet kom til verden. Den slutter, før World Wide Web for alvor bliver til noget, så der er fokus på skabelsesberetningen, før befolkningseksplosionen skete på nettet. Den anses for at være en af de bedste og mest toneangivende historiske beskrivelser af forløbet, der ledte os frem til, hvad der formentlig er den mest indflydelsesrige opfindelse i det 20. århundrede.

Internet blev skabt af mænd

Noget af det, vi diskuterede mest, var den verbale slåskamp, der i de senere år har fundet sted mellem folk, der af alt fra brancheorganisationer til historikere er blevet kaldt Internets ”fædre”. Disse folk er lige nu i gang med at forsøge at placere sig selv i historieskrivningen for de bedrifter, de helst selv vil huskes for. Og de har alle sammen travlt med at argumentere for, at det var netop deres bedrifter, der var afgørende for Internets skabelse.

Det er en interessant historie i sig selv, men det er ikke den, der er temaet for dette blogindlæg. Under interviewet spurgte jeg Katie Hafner om, hvorfor hun ikke troede, der var nogle mødre til Internet. Hvorfor der kun var fædre?

Hendes svar var interessant. Jeg har selv en teori, om hvorfor, der ikke er flere kvinder i teknologiverdenen i dag. Mere om det herunder. Men hvad med dengang i tresserne og halvfjerdserne, hvor de første computernetværk blev skabt, og Internet begyndte at tage de første babyskridt?

Sagen er den, at der i starten af computerhistorien var en meget mere ligelig fordeling af kønnene i teknologi-verdenen. I 50’erne og de tidlige 60’ere, mener folk som Katie Hafner, var der en fordeling, der lå tættere på 60/40 procent mellem mænd og kvinder. Kvinder var programmører og elektroingeniører på samme måde som mænd.

Udviklingen begyndte efter 2. Verdenskrig

Denne mere ligelige fordeling stammede helt tilbage fra de tidlige computere, såsom de analoge computere, der blev anvendt under og lige efter 2. Verdenskrig. Det gælder f.eks. Eniac-computeren i USA og Colossus-computeren i Storbritannien.

Men ifølge Hafner skete der derefter noget, der betød, at kvinderne begyndte at droppe ud af tech-branchen. Selv i en tid, hvor flere kvinder i USA begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet.

Two_women_operating_ENIAC
Det amerikanske militærs store computer, ENIAC, blev oftest betjent og programmeret af kvinder.

Hafners teori er, at der i 40’erne og 50’erne var en mere ligelig fordeling af kvinder og mænd i teknologibranchen, fordi der simpelthen var mangel på mandlig arbejdskraft. Under 2. Verdenskrig blev kvinderne tvunget ud i industrien, fordi massive grupper af amerikanske mænd røg ind i militæret og blev sendt afsted til Europa for at kæmpe mod Nazi-tyskland.

Den massive mandskabsoprustning i militæret fortsatte hele vejen op igennem 50’erne, hvor der var en Korea-krig, der skulle udkæmpes, og det var ifølge Hafner først i begyndelsen af 60’erne, at mænd for alvor begyndte at indfinde sig på arbejdsmarkedet igen, fordi 2. Verdenskrigs-generationens børn begyndte at dukke op på arbejdspladserne.

Dertil kommer, at USA i kølvandet på 2. Verdenskrig gav tidligere soldater gratis uddannelse via den såkaldte ”GI Bill”, hvor man kunne få betalt sit universitetsophold som tak for indsatsen mod Hitler. Mange af de soldater, der benyttede sig af dette, kastede sig ud i et nyt og spændende videnskabligt felt, der var i sin vorden i slutningen af 40’erne og 50’erne: Datalogi.

Dengang var der ingen kvinder i det amerikanske militær, så det er klart, at der blev uddannet en hel del flere mandlige dataloger med uddannelsen betalt af The GI Bill, der så i starten af tresserne kunne oversvømme arbejdsmarkedet.

Og sådan fortsatte udfasningen af kvindekønnet i teknologi-branchen op igennem 60’erne og 70’erne, indtil kvinderne fik dødsstødet i tech i starten af firserne. Og det er her min egen, hjemmebryggede teori – der for nylig er blevet bekræftet af amerikanske NPR – kommer ind i billedet.

Hjemmecomputerne lukkede døren i

Da hjemmecomputere som Commodore 64, Sinclair ZX Spectrum og for den sags skyld IBM-PC’en bliver markedsført i starten af firserne, bliver de primært markedsført til drenge og mænd. Det er mænd, der er i reklamerne for dem i selskab med deres sønner, der spiller spil på dem.

Jeg var selv en af disse knægte. Jeg fik min første computer – den legendariske Commodore 64 – i julegave julen 1984. Jeg og mine jævnaldrende drenge betragtede computerne som et drengelegetøj, og det gjorde producenterne af dem tilsyneladende også. Spillene til disse hjemmecomputere – der oftest var adgangen til en mere professionel brug af computere, som f.eks. programmering – var stort set alle rettet mod drenge.

Dermed blev pigerne totalt marginaliseret i forhold til computere. De kunne allernådigst få lov at være computerbrugere og opleve computeren som en udvidet skrivemaskine. Der opstod en kultur, hvor piger og kvinder var sådan nogle, der ikke kunne finde ud af computere, mens drenge og mænd kunne.

Det er en af de grimmeste, sociale manipulationer, jeg kender til. Og det har betydet, at kvinder skal kæmpe dobbelt så hårdt som os andre for jobs og succes i tech-branchen. Det er virkelig tragisk, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at tech-branchen godt kunne bruge de ofte meget bedre leder-evner, kvinder har – især når det gælder ledelseskommunikation.

Når jeg synes, det er så grimt, er det jo nok fordi, teknologien er den industri, jeg beskæftiger mig mest med. Det er sikkert lige så grimt i andre brancher.

Men jeg kunne nu godt have ønsket mig, at Internet havde haft nogle mødre. Så havde tech-branchen formentlig udviklet sig helt anderledes end den ser ud i dag. Til det bedre.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Morten Bay er en prisvindende forfatter, journalist og teknologiforsker. Han er kommende Ph.D. i informationsvidenskab fra UCLA i Los Angeles, hvor han har boet siden 2008. Han forsker primært i national cybersikkerhedspolitik og Internet-historie, senest i et to-årigt projekt for DARPA sammen med en af Internets fædre, Dr. Leonard Kleinrock.

Ud over studierne arbejder han som journalist for en række medier, primært Politiken og Rec.dk, hvor han skriver om digital livsstil og tech-økonomien. Han er forfatter til fem bøger, hvoraf tre handler om mødet mellem mennesker og teknologi og livet i netværkssamfundet: ’Generation Netværk’ (2006), ’Homo Conexus’ (2009) og ’Velkommen til Computopia’ (2014).

Før han emigrerede til USA, arbejdede Morten Bay som rådgiver for en række digitale medievirksomheder og startups, herunder Aller Media, hvor han var med til at lede en relancering af hele forlagets digitale magasinportefølje. Han har også selv været involveret i startups, og var i den forbindelse først i den vestlige verden med at skabe en mobil musikdownload-tjeneste i 2004 og lancerede også Danmarks første, egentlige recommendation engine med Findengave.dk i 2005. Han har været redaktør eller redigerende på en lang række magasiner (hvoraf de fleste – formentlig urelateret, men man kan aldrig vide – gik ned, efter han forlod dem): GEAR, T3, Alt om DATA, Tidens Mand, Mix, Privat Computer m.fl.

Han har en fortid i både organisations- og partipolitik og rådgav i en årrække folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, hvor han også selv var folketingskandidat. Derudover har han også en musikkarriere bag sig med pladeudgivelser på Sony Music og EMI/Noiz, der kan udgraves fra de store streamingtjenester, hvis man orker. Han spiller stadig guitar og keyboards i Los Angeles’ musikmiljø, men kun for sjov. Morten Bay fik Fremtidsprisen fra Akademiet for Fremtidsforsknings i 2008 og Ravn-Joensen-prisen fra DPA i 2004.