“Jeg satte mit telt i vigen med udsigt udover Barentshavet og ned til Nordkap, hvor bølgerne kommer rullende direkte ind fra Nordpolen. Der gumlede jeg på mit tørre brød og ost, mens jeg og det hvide rensdyr stirrede ud på horisonten.” Nina Teisen, der i 2009 blaffede Nordkap, ja videre til Knivskjellodden, skriver om oplevelsen af den korte illusion om at være det eneste menneske i verden, og om at vågne til havblik.
Da jeg overnattede på Norges nordligste punkt, lå et hvidt rensdyr og hvilede sig bag mit telt. Man skal ikke rejse meget nord for Polarcirklen for at finde ud af, at hvide rensdyr er noget særligt. Et hvidt rensdyr kommer fra solen og repræsenterer åndelighed, renhed og fornyelse. De hvide rensdyr er også mere udsatte for rovdyr, både fordi de er nemmere at se, og fordi hvidheden stammer fra albinisme, der medfører dårligere syn og hørelse end hos andre rensdyr.
Hvide rensdyr har det med at sove over sig, og kommer ikke altid med resten af flokken, når de vandrer videre.
Få turister ved, at Knivskjellodden i Nordnorge også er noget særligt. Det er Norges egentlige nordligste punkt. Odden ligger få sekunder nordligere end det mere berømte Nordkapp, på 71° 11′ 9′′ nordlig breddegrad i modsætning til Nordkaps 71°10′21′′. Jeg blaffede derop i 2009 efter et års studier og arbejde i Helsingfors.
At blaffe i Lapland
Eksotiske rejseeventyr behøver ikke at foregå med fly til steder langt væk. De kan sagtens finde sted i vores nabolande, tilmed på ret klimavenlig vis – hvis man har tid nok. Selvom Norge er et naboland, er det store afstande, der skal gennemrejses. Jeg havde de studerendes ferieprivilegie; masser af tid, men få penge.
Det er den ultimative rejse i held & lykke, med tillid til fremmedes venlighed, et sats på at der lige om lidt venter et eventyr, og at det kan findes hvor som helst.
Jeg rejste fra Helsingfors nordpå i Finland med tog og bus, indtil jeg kom så langt nordpå, at offentlig transport var mere besværligt end at rejse på stop, hvorefter jeg blaffede resten af vejen. Det er usædvanligt at blaffe, det var det i 2009, hvor rejsen fandt sted, og det er det i dag – især for unge kvinder. Der er da også mange andre steder, hvor jeg næppe ville stille mig op i vejkanten med min rygsæk. Ikke desto mindre er det en af de mest interessante rejseformer, der findes.
Det er den ultimative rejse i held & lykke, med tillid til fremmedes venlighed, et sats på at der lige om lidt venter et eventyr, og at det kan findes hvor som helst. At blaffe er ret nemt, når man kender sproget, kulturen og i øvrigt befinder sig langt ude på landet i det nordiske velfærdssamfund, iført rygsæk og velslidte Fjällräven-bukser som et ydre bevis på duelighed og overlevelsesevne. Ofte er det den eneste transportmulighed.
Uanset hvilken transportform, man vælger, så anbefaler de fleste at rejse op gennem Finland og ned gennem Norge. Kystnorge er nemlig så hjertegribende smukt, at man bliver umådeligt skuffet over de finske skove, der hurtigt forekommer monotone, og overser den skønhed, der også findes i mængder af træer og søer og rigelig plads.
Der er ikke mange busser ude i randområderne, hverken i norsk eller finsk Lapland, og togskinnerne stopper lige under polarcirklen i begge lande. Vil man på vandretur højt mod nord, skal man selv transportere sig derhen. Er du heldig, går der en busrute forbi, men sjældent med stop hvor ens egen vandrerute begynder.
For det meste kan man dog godt få buschauffører til at stoppe midt i ingenting, og ofte ved de udmærket godt, hvor lokale vandreruter har udgangspunkt. Men at vente på, at bussen kommer og samler én op igen, er en langsommelig affære, og der er få ting kedeligere end at vandre kilometervis langs en landevej mod nærmeste bygd eller mulige busstop. Venter du længe nok, er der ofte nogen, der stopper, og spørger om man ikke kan bruge et lift.
Jeg holder netop af at blaffe, fordi man møder interessante mennesker. Mange er lokale, og kender skoven og fjeldene som deres egen baglomme – de kører gerne én hen til en sti, man bare skal følge forbi det store træ, dreje til højre, og derefter ned til søen, hvor der er en fantastisk lejrplads.
I løbet af min rejse, der gik på kryds og tværs i Skandinavien, kørte jeg med russiske migrantarbejdere, pensionerede oberster i bil fra Istanbul, nysgerrige italienske familier, salmesyngende læstadianere fra den lutherske vækkelsesbevægelse, afghanske flygtninge, samiske rensdyrbønder, langturschauffører, der kedede sig på landevejen, lokale jægere, unge fiskere og mange andre. Alle som én utroligt venlige og hjælpsomme, og ret interesserede i at høre, hvad der får en ung kvinde til at tilbringe sommeren med at farte Lapland rundt med telt og rygsæk.
Jeg holder netop af at blaffe, fordi man møder interessante mennesker. Mange er lokale, og kender skoven og fjeldene som deres egen baglomme – de kører gerne én hen til en sti, man bare skal følge forbi det store træ, dreje til højre, og derefter ned til søen, hvor der er en fantastisk lejrplads. Finder man ikke lige deres sø, gør det ikke så meget, for i både Norge, Sverige og Finland har de eventyrlystne allemannsretten på deres side; man må slå telt op overalt på utmark – ubebygget, ikke-dyrket mark – så længe man overholder nogle få simple regler.
Det farligste med vildmarksture er ens egen dumhed, risikoen for at blive væk, fryse, eller komme til skade. Jeg er så heldig at have en far, der insisterede på telt- og fjeldtur hver sommer, så snart mine ben blev lange nok til at gå en mil selv, og lærte mig at læse kort, og hvordan man camperer, så man ikke får vand i teltet. Andre, der ikke har haft en privilegeret norsk opvækst, bør nok tage på de første ture sammen med én, der har vildmarkserfaring.
Til Nordkap
Rejsens eneste forudbestemte mål var at nå til Nordkap, der ligger lige så langt nord for Oslo, som Milano ligger syd for. Selv på en rejse, der fører alle steder og ingen steder hen, og mest af alt handler om at udfordre sig selv, er det rart at have en form for mål.
Nordkap ligger 307 meter over havet med en imponerende udsigt – hvis ellers man kan komme til at se den for tåge og turister. Kappet er notorisk berygtet for dårligt vejr og pludselige tågebanker og uvejr, der kommer rullende ind på rekordtid.
Jeg lyttede nøje til vejrudsigterne, og nåede ud til Nordkap på en sjælden solskinssøndag med udsigt over Barentshavet nærmest hele vejen til Svalbard. Udsigten over havet er mest imponerende på grund af netop den viden – det eneste landfaste mellem en selv og Nordpolen er en håndfuld indefrosne, isbjørnebeboede øer 800 kilometer længere mod nord.
Jeg havde fået en brugt billet af en italiensk motorcyklist, mens jeg stod og ventede på at blive samlet op i krydset mellem vejen til Nordkap og vejen til Honningsvåg, den eneste rigtige bebyggelse på Magerøya hvor Nordkap ligger. Ligesom så mange andre attraktioner, vi strengt taget ikke kan tage æren for, kan man enten stå udenfor gærdet og kigge ind, eller komme indenfor formedelst en dyr billet.
I 2017 står billetten i 270 norske kroner. Til gengæld er den gyldig i flere dage. Der er et turistcenter med tilhørende restaurant og hotel på Nordkap – begge dele med den slags norske priser, de holder sig i Nordnorge; jeg testede dog ikke servicen på studenterbudgettet. De havde dog også en fin udstilling om Nordkap og et cafeteria med vafler og kaffe.
Ellers er der ikke meget andet at foretage sig end at tage benovede fotografier af udsigten – der uvægerligt ender med at skuffe lidt, fordi de mest af alt ligner udsigten fra enhver flyvetur over et hav. At nå et mål kan også være lidt nedstemmende, især hvis målet er overfyldt af turistbusser med amerikanere, der rynker på næsen af rygsækrejsende, der ikke har været nok i bad til deres smag, og slet ikke forstår hvilken bravur de rygsækrejsende selv mener, de har lagt for dagen ved at blaffe og vandre gennem en, skandinavisk og ret tryg, vildmark.
Knivskjellodden
Knivskjellodden er lidt mere besværlig at komme til end Nordkap. Der går ingen turistbusser, og ikke bare skal man vide, at odden findes, men man skal også finde stien, der går fra en uanselig parkeringsplads ved E69. Den norske turistforening har dog lobbyet en del for Knivskjelloddens berømmelse, og det kan godt ske, der er kommet et skilt og en pil mod stien, siden jeg var der.
Turen går over forholdsvis fladt terræn, med en enkelt lavvandet elv der skal krydses. Det er alligevel en rute, hvor man skal være lidt opmærksom, på trods af at den er ganske kort og i relativ nærhed af civilisationen. Tågen kan komme rullende ind fra havet på få minutter og umuliggøre al terrænlæsning, og i det flade terræn kan det være svært at finde den rette vej.
Jeg satte mit telt i vigen med udsigt udover Barentshavet og ned til Nordkap, hvor bølgerne kommer rullende direkte ind fra Nordpolen. Der gumlede jeg på mit tørre brød og ost, mens jeg og det hvide rensdyr stirrede ud på horisonten.
Der er lidt over en norsk mil fra parkeringen til Knivskjelloddens spids, og ingen form for faciliteter på selve odden. Vil man overnatte, skal man selv medbringe telt og andre forsyninger; til gengæld er det kun stormmåger og rensdyr, der kigger nysgerrigt. Der springer en lille kilde, og medmindre man har meget nervøst anlagt mave, er det temmelig sikkert at drikke vand fra norske bække i utmarken uden fare.
Det er mest behageligt at campere i Knivskjellviken, der ligger mere beskyttet end oddens yderspids. Der blev de gamle Nordkapsfarere også sat af frem til 1956, hvor der blev anlagt vej til Nordkap. Spidsen af Knivskjellodden kan man vandre ud på for at juble rundt om sig selv: Nu har jeg været på Europas alleryderste punkt.
Jeg satte mit telt i vigen med udsigt udover Barentshavet og ned til Nordkap, hvor bølgerne kommer rullende direkte ind fra Nordpolen. Der gumlede jeg på mit tørre brød og ost, mens jeg og det hvide rensdyr stirrede ud på horisonten.
Sent i juli går midnatssolen stadig ikke ned, men dypper lige ned til horisonten og klatrer langsomt tilbage op. Det bliver køligt og et sært tusmørkelys, men netop som det ser ud til at blive nat, vender solen, og så bliver det ganske langsomt dag igen. I Nordnorge snakker man både om mørke- og lyskuller, og sydlændingene nede fra Trondheim, Oslo og den slags steder kan slet ikke finde ud af det.
De oplyste sommernætter bruges ligeså meget som dagene til arbejde, udflugter og fisketure. Jeg gik dog i telt, da hurtigruten sejlede forbi og ødelagde min midlertidige illusion om at være det eneste menneske i verden, og vågnede næste morgen til havblik.
Jeg ved ikke hvor tit, der er havblik ved Barentshavet, men det må være sjældent. Måske lige så sjældent som det hvide rensdyr, der nu var gået et andet sted hen, men åbenbart havde efterladt lidt solmagi.
Der var stadig klar himmel, og jeg tog mit morgenbad i et blikstille og iskoldt polarhav. Pakkede teltet sammen og travede tilbage til parkeringspladsen, hvor jeg ret hurtigt fik et lift sydpå med en tysk familie. De havde nu set Nordkap, og var ganske overraskede over at der faktisk fandtes et nordligere punkt, men ikke så interesserede i at vandre 10 kilometer hen til et sted, hvor der ingen iskiosk var. At rensdyr kan være magiske, troede de dog gerne på.
Andre højdepunkter på turen
Finland:
- Inarisøen og den nærtbeliggende samekirke – alle lokale kan fortælle, hvordan du kommer derud. Det er en behagelig skovtur på få kilometre. Der er også et udmærket museum over samisk kultur. Spring de lokale kunsthåndværkere over, medmindre du kan komme forbi en dag uden turistbusser; de er ret trætte af at være en seværdighed. Spis bålgrillede rensdyrpølser med søafkølet Lapin Kulta og gå i sauna på campingpladsen.
- Urho Kekkonnen nationalpark – den strækker sig helt til den russiske grænse, og er starten på tajgaen, borealskoven. Der er relativt civiliserede ruter med udgangspunkt fra besøgscentret.
- Rovaniemi – julemandens kitschede landsby. Igen et glimrende museum over laplandske forhold i Finland, og porten til Lapland (eller ned til det civiliserede Finland) nord for polarcirkelen.
- Oulo – spis på en af byens glimrende og billige restauranter, nyd en øl på en af de mange udendørs barer, terassit, fyldt med glade studerende. Tag et bad i Bottenvikens lunkne vand.
Norge:
- Torghatten – op på toppen og beundre udsigten, og derefter ned gennem hullet, der går tværs gennem fjeldet.
- Saltfjellet-Svartisen nationalpark – en af de barskere nationalparker i Norge, men også meget smuk. Køb kort på turistcentret i en af byerne i nærheden, og tag forbi Svartisen for at beundre de norske bræer, mens de stadig findes.
- Lofoten – man kan næsten ikke gå fejl, det er alt sammen flot. Tag på guidede ture, hvis du vil på fjeldet, medmindre du har noget seriøs fjelderfaring under bæltet.
- Hurtigruten – den går hele vejen fra Bergen til Kirkenes, men du kan nøjes med en kortere strækning.
- Kysten – rejs så kystnært som muligt. Det er her de fantastiske udsigter kan findes.
Fotos: Nina Teisen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
