MEDIER // KOMMENTAR – Podcasts er alle vegne i disse år. Ikke desto mindre står det sløjt til med den kreative selvkritik blandt en hel del producenter, og ligegyldighederne står i kø. Er snakkeprogrammer med kendte mennesker virkelig det bedste, der kan præsteres?
Det er ingen hemmelighed længere: Vi lever i fortællingernes tid. Vi vil have langsomhed, forførelse og fordybelse og ét af de medier, der kan give os det er podcasts. Det er en virkelighed, medierne for længst er gået i gang med at tilpasse sig.
Fra den spæde fascination af podcasts som Serial, This American Life og af skaberen Ira Glass – hvis navn var på hele den etablerede mediebranches læber for nogle år tilbage – til nutiden, hvor lydfortællinger er en fast del af sortimentet hos de store medier – og i øvrigt kan findes indenfor alle tænkelige nicher af internettets undergrund. Podcasts er kommet for at blive.
Podcasts er et håndværk
For undertegnede – som for mange andre danske mediebrugeres – var Third Ears lydunivers mit første egentlige møde med dansk podcast, og som mange andre var jeg var hooked med det samme. Third Ear havde luret den, fornemmede man, og dét hurtigere end alle andre. Den stemning, de var i stand til at skabe med lyd forekom næsten magisk.
Da jeg i 2016 interviewede producent og skaber, Tim Hinman, og troede, vi skulle tale om podcast-fortællingens helt særlige magi, fik jeg imidlertid et godt og grundigt reality check. Hinman var som en tryllekunstner, der nøgternt afslører sine tricks over en kop kaffe, mellem to forestillinger.
Historiefortælling er, mindede han mig om, først og fremmest godt, gammeldags håndværk. Third Ear havde således ikke gjort noget, der ikke allerede var gjort millioner af gange siden Shakespeare. Det hele handler om narrativ struktur.
Og da gik det op for mig, hvorfor Hinman og kollegaen Krister Moltzens historier har grebet så mange mennesker: Det handlede ikke alene om, at de mestrede fortællingens håndværk sublimt – men også om, at de formåede at sørge for, at vi som lyttere glemte, at det netop var, hvad det var: Et håndværk.
Masser af snak på Podimo – ingen rød tråd
Det er også på grund af Third Ear, at jeg for nyligt oprettede en konto på den nye danske podcast-platform Podimo. Hinman og Moltzen har nemlig indgået et samarbejde med netop denne tjeneste, og jeg må derfor have et abonnement, hvis jeg vil høre deres nyeste produktion, Guldringens forbandelse (der i øvrigt varmt kan anbefales).
Vel inde på Podimo er forvirringen imidlertid total. I første omgang klynger jeg mig til True Crime- sektionen af ren og skær vane, men da jeg er færdig med Guldringen og på jagt efter mere, er alt, hvad jeg finder en masse amerikanske podcasts, jeg i forvejen kan høre gratis på Podbean (tjek det ud) og nogle danske produktioner af tvivlsom kvalitet.
Nu skal man jo aldrig være for hurtig til at dømme, så for at få et bedre indtryk af, hvad der egentlig er på hylderne hos Podimo, springer jeg hovedkulds ud i platformens egen liste over populære shows. Jeg lægger ud med podcasten Voksenvenner, hvor komikerne Ane Høgsberg og Jonathan Spang sidder og taler lidt om sig selv, folk de kender og hvad de nu sådan lige kommer i tanker om.
Jeg begynder så småt at blive i tvivl om, hvad jeg egentlig stadig laver inde på Podimo. Det føles som at lurepasse til en fest, man egentlig ikke er inviteret til, og formentlig er det kun. fordi både Hella Joof og Spang er professionelle entertainere, og fordi jeg er ret stor fan af Klovn, at jeg ikke for længst har fundet mit tøj i garderoben og er smuttet
Derfra surfer jeg videre på kendis-bølgen og lytter lidt til veninderne Hella Joof og Marie Louise Tuxens Om søndagen græder vi. Her befinder vi os i samme boldgade, en masse snak uden synlig rød tråd, nu tilføjet et pudsigt ironisk- følsomt tema om, hvor fedt det kan være at græde.
Som det tredje hører jeg en podcast om satire-serien Klovn, hvor nogle mediefolk, der også lyder, som om de kender hinanden, snakker om, at den ene har været med Frank Hvam og Casper Christensen på optagelse, og hvor vildt det ligesom var, fordi han jo faktisk bare var deres receptionist. Vildt nok! Fortæl, fortæl, sidder man jo bare og tænker. Eller nej.
https://www.instagram.com/p/B6XnA8sgB1J/
Jeg begynder så småt at blive i tvivl om, hvad jeg egentlig stadig laver inde på Podimo. Det føles som at lurepasse til en fest, man egentlig ikke er inviteret til, og formentlig er det kun fordi både Hella Joof og Spang er professionelle entertainere, og fordi jeg er ret stor fan af Klovn, at jeg ikke for længst har fundet mit tøj i garderoben og er smuttet.
Jo længere ned i arkiverne jeg kommer, jo mere obskurt bliver det imidlertid. Jeg finder en podcast med Bubber, der interviewer folk på en bodega (man kan ligesom allerede høre én eller anden producer udbryde ”for han er jo så god til mennesker!”) og en podcast ved navn Knaldspejlet (really, guys? Really?), hvor pornostjernen og iværksætteren Denice Klarskov inviterer forskellige mennesker ind til at anmelde pornofilm.
Podimo byder dog også på indhold fra etablerede medier som Politiken – herunder historie-podcasten Kongerækken med Anders Olling, og det er jo aldeles glimrende. Helt galt går det bare igen, når nogle helt tredje podcastere så insisterer på at tilføje et komplet unødvendigt meta-lag til det hele, ved at lave deres eget program, hvor de tager ud og snakker med Anders Olling i studiet om, hvad han så selv hører af podcasts.
Kendis-faktor er ikke nok
Tilbage står billedet af Podimo som indbegrebet af en blandet landhandel, hvor det ser ud til at have været vigtigere at få nogle varer på hylderne i en fart, end at sikre kvaliteten og relevansen. Det er jo et ærgerligt indtryk at efterlade, når nu der er tale om et helt nyt medie med en redaktion, som, må vi gå ud fra, har gjort sit bedste. Men egentlig er det, der ligner et problem hos Podimo, jo bare en spejling af problemet med danske podcasts generelt: Vores tilgang til mediet er alt, alt for ukritisk.
Det kan vi nok leve med, når der er tale om undergrundspodcasts. Internettet har trods alt budt på nye muligheder, og mange amatører vil gerne have noget udover rampen, (i øvrigt er der jo også blandt amatør-producenter masser af kvalitet) men man bliver træt, når der står professionelle kræfter bag, og det stadig bare virker, som om ingen rigtig gider.
En podcast med Bubber på bodega har sikkert mange lyttere blandt dem, der er vilde med Bubber, ligesom man sikkert vil synes godt om Om søndagen græder vi, hvis man i forvejen elsker Hella Joof, men resten af os er tjekket mentalt ud. Og så har vi ikke engang talt om hæren af internet-kendte, som ingen har hørt om. Behøver de alle sammen lave podcasts, kunne man spørge? Skulle vi evt. appellere til noget andet end kendis-faktor? Så var der måske også en mulighed for, at resten af os også gad lytte med?
Den gode podcast er modig og nysgerrig. Måske eksperimenterer den endda med mediet selv og med lytternes forventninger
Naturligvis er podcasts forskellige. Alt behøver ikke være filmiske narrativer og skabt til fordybelse. Som nu fx. fortællingerne hos Third Ear. Der er et publikum til den endeløse række af snakke-podcasts – og undertegnede er selv iblandt det. For hvad er egentlig bedre, når man stiger op på cyklen en råkold mandag morgen, end at drømme sig ind i andre menneskers liv gennem ørerne? Andre mennesker, der nok bare er helt almindelige, ja, men som stadig virker mere spændende, end man selv føler sig – og helt sikkert lever langt federe liv, end man selv gør?
Podcasts er imidlertid stadigvæk et håndværk. Den gode podcast vil os noget – uanset format – og spejler det personlige i det generelle. Den gode podcast er modig og nysgerrig. Måske eksperimenterer den endda med mediet selv og med lytternes forventninger – som nu fx. den helt formidable Livets Vand fra Radio24Syv, der helt bevidst udvisker grænserne mellem virkelighed og fiktion. Den gode podcast tager lytteren i hånden, anerkender at dynamik betyder noget, og at der er grænser for lytterens tålmodighed i selv det mest intime råbåndsagtige format.
Som lyttere gider vi med andre ord ikke vente 45 minutter på, at det bliver opdaget, vi er der, uanset hvor meget der så ellers bliver hygget igennem imens.
Når podcasts fungerer, er de en sand fornøjelse. Når de ikke gør, er de spild af alles tid. Der er uden tvivl meget talent i Danmark, men der er efterhånden også et ret stort behov for, at få rusket lidt op i medie-selvfedmen og den auditive cirkel-onani. Podcast-Danmark har brug for sin helt egen Thomas Blachman, der kommer væltende ind på el-løbehjul, slår i bordet og råber: ”Jamen hvad er det I VIL? Og ved I det ikke, så find ud ad det!”. Det bliver tider, når det sker.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Artiklen har tidligere været bragt på Kommunikationsforum.dk
Topfoto: Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
