MUSIK // ANMELDELSE – Islands symfoniorkester har for nylig udsendt en indspilning af de fire meget forskellige symfonier, Arvo Pärt nåede at skrive. “Selvom han stadig lever, tror jeg ikke, vi skal regne med flere værker i det format fra hans hånd”, skriver Jens Carl Sanderhoff.
Min seneste anmeldelse her på POV havde også musik af Arvo Pärt som tema, men det var alle værker fra den periode, der betegnes tintinnabuli efter det princip, Pärt udviklede i midten af 1970erne, og som har gjort ham til en af de mest elskede og spillede komponister siden gennembruddet med værket Tabula rasa.
Den nye udgivelse, som her anmeldes, spænder over hele komponistens udvikling, fra den første symfoni skrevet kort efter færdiggørelsen af hans uddannelse i 1963 ved det, der i dag kaldes Estlands Musik- og Teaterakademi, til den fjerde symfoni, skrevet til Los Angeles Philharmonic i 2008, og som derfor naturligvis er et værk i fuldblods tintinnabuli-stil.
Jeg vil anbefale alle at lytte til den nye udgivelse – og selvfølge at købe den; husk at holde hånden under det skrøbelige musikkredsløb
Albummet bliver således med sit fokus på symfonien som genre også en skabelsesberetning, hvor bevægelsen fra seriel, dodekafonisk avantgarde (den første), over kollageteknik (den anden) og en helt igennem postmodernistisk manøvre (den tredje) til udvidet tintinnabuli (den fjerde) kan forekomme skizofren, men i glimt viser, at der alligevel er en slags sammenhæng mellem symfonierne – i det mindste på nogle formelle parametre.
Den første
Som skrevet blev Pärts første symfoni til kort efter endt uddannelse i 1963, og under indtryk fra en rejse til Warszawa samme år, hvor han bl.a. hørte og mødte musik af Nono, Penderecki og Kagel.
I dette møde blev en nysgerrighed vakt efter at undersøge, hvad han kunne med denne tolvtone-baserede musik. Symfonien er dedikeret til hans underviser på konservatoriet, Heino Eller, og bærer titlen Polyphonic. Men den står helt sikkert i skærende kontrast til meget af det, Eller havde lært ham, og også til det, det sovjetiske system i de år forlangte af sine komponister. Værket fik ikke desto mindre en vis succes og blev spillet ved flere lejligheden i Vesten, men Pärt var ikke overbevist om, at han skulle den vej som komponist.
Orkestret angriber skønheden og nostalgien, men hele værket slutter i pagt med Tjajkovskij-citatet
Symfonien er i to satser: I. Kanon og II. Præludium og fuga, og viser med disse formelle, musikhistoriske greb, at han allerede som 28-årig var optaget af teknikker fra fortiden – måske i virkeligheden snarere end dem fra samtiden – eller han forsøgte fra begyndelsen af sit virke at binde en sløjfe mellem tidernes tonesprog. Denne var dog ikke så solid, som den han godt ti år senere bandt med sin tintinnabuli.
Den anden
Arvo Pärt betragtede nærmest sin første symfoni som en bagatel, og han skrev derfor en ny i 1966, hvor musikken blev grebet anderledes seriøst an. Det bærende princip er stadig dodekafoni, men især slutningen af symfonien vil noget andet.
I sidstesatsen benytter Pärt en collageteknik, som komplet ændrer værkets overordnede modalitet. Et citat af Tjajkovskij ankommer pludselig som et lyn fra en uklar tolvtonehimmel. En sats (det 21. stykke; søde drømme, fra den store, russiske komponists klavercyklus, Børnealbum Op. 39 fra 1878) danner i en tro og gennemorkestreret version en enorm kontrast til resten af værkets dissonante og skærende opløsning af tonalitet: I første sats optræder fx badeænder, og andre steder skal cellofan krølles sammen, så der opstår en mærkelig knitren, men i slutningen af værket kommer så pludselig denne musik ud af intet og bryder dermed hele værkets integritet.
I de efterfølgende otte år skriver han derfor kun ét værk, og det er den tredje symfoni
Pärts hustru Nora har i Enzo Resdagnos interviewbog fra 2010 forklaret meningen med den musikalske reference: ’Tjajkovskij-citatet er centralt i værket. Her sættes barnlig uskyld og ømhed op mod omverdenens grusomhed, og det er den ømme side, der fremstår som vinderen. Hvis det blot betragtes som en joke, er hele værket ødelagt.’
Orkestret angriber skønheden og nostalgien, men hele værket slutter i pagt med Tjajkovskij-citatet.
Den tredje
To år efter færdiggørelsen af den 2. symfoni skriver Pärt sit vigtigste værk fra perioden før opfindelsen af tintinnabuli-stilen. Credo, som værket hedder, er et vildt monstrum af stor skønhed og rasende frustration, hvor musikkens væsen som sådan bliver anråbt i et intrikat forløb, hvor alle de kompositionsmetoder, han hidtil havde benyttet sig af, er i kamp med et Bach-citat; det første præludium i C-dur fra Das Wohltemperierte Klavier løber som en insisterende skønhed gennem værket, mens kor og orkester angriber det, uden dog at kunne besejre det.
Hvis du ikke allerede kender Credo, skal der her lyde det inderligste påbud om straks at lære det at kende!
Værket fik en overstrømmende modtagelse ved uropførelsen, hvor publikum forlangte en øjeblikkelig gentagelse af musikken, men kort efter forbød de sovjetiske myndigheder Credo med mistanke om, at det var et politisk værk. Men det var det ikke.
Pärt har selv beskrevet værket som sit farvel til alt, han indtil da havde skrevet. Han følte ikke længere, han kunne blive ved med at skrive musik på denne måde. I de efterfølgende otte år skriver han derfor kun ét værk, og det er den tredje symfoni. Symfonien kunne kaldes en fuldblods postmodernistisk symfoni, fuld af referencer til de gregorianske, gotiske og renæssancemusik-teknikker, som han i mellemtiden var begyndt at studere. Pärt har senere beskrevet sin tredje symfoni som et ’glædens værk’.
Fra 1976 og frem undersøger han sit nyerhvervede formsprog og skriver mesterlig musik, der snart gør ham til en af de mest spillede og elskede samtidskomponister
Den fjerde
Nu skulle der gå 37 år, inden Pärt igen skrev en symfoni. Og hvilken forvandling der i mellemtiden er sket! Den lange ventetid dækker, som tidligere skrevet, blandt andet over udviklingen af et helt nyt kompositionsprincip.
Klaverværket Für Alina fra 1976 er hans genfødsel som komponist og demonstrerer, hvordan det endelig er lykkedes ham at binde sløjfen tilbage gennem tiden, samtidig med at værket tilhører samtiden. Hvis musik er noget, så er det rytme og klang, og netop disse to elementer træder frem i deres enkleste former. Fra 1976 og frem undersøger han sit nyerhvervede formsprog og skriver mesterlig musik, der snart gør ham til en af de mest spillede og elskede samtidskomponister – uagtet at dele af det moderne musikmiljø nærmest betragter hans musikalske bidrag som en slags bedrageri mod især den avantgardescene, han selv kom af.
Sådan er det ofte, når nogen går op mod konsensus, men det har aldrig været Pärts mål at udfordre denne idé. Hans musik er udelukkende et personligt anliggende, og at så mange har følt sig tiltrukket af værkerne, har også overrasket ham.
Symfonien er derfor gennemsyret af sangens karakteristika i sit udtryk, orkesterstemmernes interaktion og brugen af
slagtøj, der alluderer klokker
Den 4. symfoni, med tilnavnet ’Los Angeles’, er baseret på hellige skrifter: To bønner, som den ortodokse kirke benytter sig af. Allerede i sidste halvdel af 1990erne skriver han et kolossalt korværk, Kanon Pokajanen, som er en komplet realisering af den bodskanon, den ortodokse kirke benytter, og da Pärt i 2008 bliver tildelt Léonie Sonnings Musikpris, skriver han til lejligheden et værk baseret på Troparion til Skytsenglen med titlen These Words…
Værket bliver samtidig kernen i Den 4. symfoni forstået på den måde, at andensatsen er baseret på dette værk. Symfonien kan betragtes som en oversættelse af ordene fra de to bønner (og anden slavisk kirkepoesi), eller en omsættelse af tekst til ordløs musik snarere end at ordene er sat direkte til melodi eller akkompagnement.
Selv siger Pärt om dette; ’I mine øjne danner de to værker [These Words… og Symfoni nr. 4] en stilistisk enhed, og på den måde hører de sammen… Jeg ønskede at give ordene mulighed for at vælge deres egen lyd. Resultatet, som virkelig overraskede mig, var et værk [symfonien], der var fuldstændig gennemsyret af denne særlige slaviske diktion, der kun findes i kirketekster. Det var kanonen, der tydeligt viste mig, hvor stærkt sprogvalget forudbestemmer et værks karakter.’
Eva Ollikainen har gennem sin tilgang til Arvo Pärts musik valgt at nedtone den brede, følelsesfulde fortolkning til fordel for et yderst transparent og klart lydbillede
Symfonien er derfor gennemsyret af sangens karakteristika i sit udtryk, orkesterstemmernes interaktion og brugen af
Den nye indspilning
Der findes ikke mange indspilninger af Pärts symfonier, så en ny fortolkning af den skabelsesberetning, de udgør, er som regel altid en tilføjelse til forståelsen af den komponist, Pärt udviklede sig til. Og her kan man i sandhed sige, at Islands Symfoniorkester bidrager positivt i den lille, eksklusive klub! Der findes seks indspilninger af den første, fem af den anden, ti af den tredje og fire af den fjerde, og den nye indspilning skiller sig ud ved især to ting; tempo og gennemsigtighed.
Den finske dirigent Eva Ollikainen, som er chefdirigent for Islands Symfoniorkester, har gennem sin tilgang til Arvo Pärts musik valgt at nedtone den brede, følelsesfulde fortolkning til fordel for et yderst transparent og klart lydbillede. Det giver nogle fine, nye vinkler – både til de tre tidlige og den sene symfoni.
I hendes hænder er det lettere at høre, at Pärts musik er en del af vores tid snarere end en længsel efter noget tabt. Jeg har altid regnet komponisten Arvo Pärt blandt dem, jeg lidt kækt har kaldt Passionister, netop fordi deres værker er skrevet ud fra en idé om, at musikken er i stand til at formidle fælles følelser, og som samtidig ikke har berøringsangst overfor musikalske virkemidler hentet fra musikhistoriens enorme erfaringslager.
Derfor bliver der ofte skruet op for effekten af pianissimo og ned for tempo. Ikke at der som sådan er noget galt i det, men det er lettere at score billige point på disse parametre, end det er at gå et skridt baglæns, at tillægge sig en mere objektiv vinkel og at prøve at forstå musikken som netop musik, og det er her Eva Ollikainens indspilning er særdeles vellykket.
Jeg vil anbefale alle at lytte til den nye udgivelse – og selvfølge at købe den; husk at holde hånden under det skrøbelige musikkredsløb! – og så kan man sammenlignende lytte til andre, formidable fortolkninger; eksempelvis Paarvo Järvis indspilning af den første, Tõnu Kaljustes version af den anden, Neeme Järvis version (med Göteborgs Symfoniorkester) af den tredje og endelig Esa-Pekka Salonens uropførelse af den fjerde.
Arvo Pärt: Complete Symphonies
Iceland Symphony Orchestra
Chandos Records, 2026
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og