TEATER // ANMELDELSE – Cook Book er en svær forestilling at anmelde. Det ville være synd at røbe plottet, at spoile, som man siger, og det giver ingen mening at anmelde skuespillet, for der er en ny gæstestjerne hver aften. Hele konceptet er, at det er en ”cold reading”, men så må jeg jo anmelde konceptet …
Okay, lad mig tilstå med det samme, at jeg havde en fest. Der er noget absurd teater over det, noget stream of consciousness, hvor handlingen går over stok og sten for at fortælle noget om et meget specielt kvarter i København, nemlig Blågårdsgade. Og så er det vanvittigt underholdende.
Men det starter på en temmelig bar scene, hvor aftenens skuespiller bliver præsenteret for manuskriptet, der så at sige er hendes (eller hans) Cook Book. Titlen er dobbelttydig, fordi det også handler om at lave et måltid, der afspejler den multietniske Blågårdsgade.
Den repræsenterer, som det siges i forestillingen, en 10-måneders jordomrejse på godt 500 meter. Og det gælder ikke mindst det kulinariske.
Tonight’s Special Guest Star on Cook Book
Så der står hun – i den anmeldte forestilling Marie Bach Hansen – spændt og klædeligt nervøs over for opgaven. Er der nogen, der lige kan stikke mig et godt ord for den diametrale modsætning til Verfremdung (Brechts fremmedgørelsesbegreb) – for her kan vi virkelig føle os i skuespillerens sted.
Hvor meget ”safran” dramatikerne har nydt, mens de skabte plottet, er diskutabelt. Det er derimod indiskutabelt, at historien lever i kraft af den indsats, som aftenens gæstestjerne gør
Men det er selvfølgelig det, en skuespiller skal kunne. Det er det, de lærer på Scenekunstskolen. Marie slår op på side 1 i manuskriptet og begynder. Ikke med oplæsning, men med dramatisering. Det er det, en cold reading går ud på: Hun spiller rollen fra bladet.
Det kan lyde ret nørdet. Og der er selvfølgelig en grad af indforståethed i at beundre Marie Bach Hansens teknik. På den anden side er det åbenlyst, hvad hun kan på stående fod – spoiler alert – især over for de aktører, som hun møder på sin vej gennem Cook Book.
Et greb i lykkeposen
Hvor meget ”safran” dramatikerne har nydt, mens de skabte plottet, er diskutabelt. Det er derimod indiskutabelt, at historien lever i kraft af den indsats, som aftenens gæstestjerne gør. Intonationen skal være rigtig, timingen skal ramme plet.
Det er her, vi som publikum stikker hånden i lykkeposen og vælger den skuespiller, vi gerne vil opleve i Cook Book. Det er her, super-nørden kan vælge at se forestillingen med flere forskellige skuespillere. Mit gæt er, at det vil være helt forskellige oplevelser. Men det overlader jeg umiddelbart til dem med Teater Grob årskort.
Uden at røbe for meget – og det må jeg som anmelder respektere – handler det om Nørrebro som kulturel smeltedigel. Det er en gryde, som historien har hældt en masse forskellige ingredienser i. Det demonstreres som nævnt ikke bedre end på netop Blågårdsgade.
Men ved at præsentere en ny skuespiller på scenen hver aften understreger Teater Grob med Cook Book en væsentlig værdi i den levende scenekunst. Det sker kun en gang. Hver aften er en unik oplevelse
Det handler ikke bare om indvandring og spændende krydderier. Det handler også om at kigge en blok væk og se den hårdhændede Stengade-sanering. Og prøv så lige at gå den tur ned ad Blågårdsgade og nyd de forskelligartede, historiske facader. Og læg mærke til bodegaen, der oser af arbejderklasse-Nørrebro lige over for en persisk restaurant ved navn Zafran.
Kogebogsdefinitionen på en god skuespiller
Jeg har allerede røbet, at titlen, Cook Book, skal tages bogstaveligt. Marie Bach Hansen skal faktisk følge opskriften og lave safranris. Jeg plejer at sige, at en god skuespiller defineres ved evnen til at læse op af telefonbogen og gøre det værd at lytte til. En kogebog kan også gøre det.
På nuværende tidspunkt – en halv snes sider inde i manuskriptet – er nervøsiteten forduftet, og Marie morede sig tydeligvis over at kommentere på sine egne færdigheder som kok.
Men for at lave safranris, skal man selvfølgelig have noget safran – og derfra kører handlingen ud ad en tangent, og hvorhen vil være ufint at afsløre. At skuespilleren hele tiden skal være på tæerne for at spille skuespil over for, hvad Nassim Soleimanpour og Jesper Pedersen kaster i hovedet på hende/ham i manuskriptet, er derimod lysende klart.
Her bliver jeg nødt til at trykke på fast forward. Når lyset går op, og vi klapper ad skuespilleren (det står i manuskriptet), så føler vi os som publikum inkluderet i en meget speciel verden, som udgøres af det lokale Blågårdsgade-miljø, som Teater Grob har gjort sig til en del af.
En helt unik oplevelse
Det er her, vi kan hænge den finkulturelle værdsættelse af skuespillerens teknik i garderoben. Det er her, vi kan glemme det sted, hvor vi ikke helt fangede den røde tråd. Det er her, vi sandsynligvis kun husker, at vi har grinet, og at vi har følt os taget i hånden af aftenens skuespiller og ført ind i et varmt og en smule vanvittigt mikrokosmos.
Men ved at præsentere en ny skuespiller på scenen hver aften understreger Teater Grob med Cook Book en væsentlig værdi i den levende scenekunst. Det sker kun en gang. Hver aften er en unik oplevelse.
Og safranen?
Ja, nu ved jeg i hvert fald, at jeg skal være meget tydelig, hvis jeg prøver at købe safran i Blågårdsgade.
Tak til Marie Bach Hansen for den guidede tour. Du, kære læser, kan jo vælge din egen guide.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
