EKSISTENS OG TRO // KLUMME – En kirkemusikers bekendelser er også historien om kirkerum uden mennesker, en tro som ser ud til at svinde ind, som ikke tager mangfoldigheden alvorligt. Og man kan spørge, som pianisten Irene Haffner: ”Er Herren en mand.”
Hver søndag i snart otte år har jeg siddet bag orglet eller klaveret i den danske folkekirke. Spillet mange smukke salmer fra den danske salmeskat plus en del andre sange. Jeg har lyttet til mange præster og kender efterhånden det danske gudstjenesteritual ud og ind.
Nogle præster lytter man til, når gudstjenesten kommer til den traditionelle prædiken, andre benytter man lejligheden til at læse i den medbragte bog. I snart otte år har jeg mødt forskellige kirkesangere som ikke alle burde have været forsanger for en menighed.
Præsterne har været af en meget blandet kvalitet, og i mit stille sind har det spændt fra kedelige præster over ritualpræster til de gode præster, hvor jeg lagde bogen og lyttede.
Men jeg er blot kirkemusikeren, der spiller og tror på, at god og følt musik også har en fordybelsesværdi, at musik kan have form som en slags religiøs bøn
Jo, den danske folkekirke er en meget blandet landhandel stagneret i sine egne bundne ritualer.
Men jeg er blot kirkemusikeren, der spiller og tror på, at god og følt musik også har en fordybelsesværdi, at musik kan have form som en slags religiøs bøn.
Hver søndag kører jeg frem til de små kirker i det nordjyske forblæste landskab. Jeg er en eftertragtet arbejdskraft. Ikke mange på disse kanter har indsigt, endsige talent for musikalsk udfoldelse, så et blandingstalent som mig er velkommen.
Professionel musiker
I bagagen ungdomsstudier på konservatoriets klaverlinje, et langt liv som rytmisk professionel musiker, underviser og komponist med en del klassisk musik i bagagen.
At jeg skulle komme til at spille i den danske folkekirke, lå ikke lige i kortene. Jeg havde faktisk meldt mig ud af folkekirken, da jeg syntes, den var langt fra den inderlige tro på livets guddommelighed, jeg havde i mig selv.
Jeg havde endda skrevet en rockopera som ung, et Rockatorie ”Tro Om Igen”, som aviser kaldte et skud salt i enden på Kristendommen. Alt i alt en kærlig, men skarp kritik af den formaliserede kirke og dens stive ritualer, som netop var mere ritualer end inderlighed.
Men nu sad jeg så der på orgelbænkene og klaverbænkene og virkede i den selvsamme kristendoms kolde stenkirker. Jeg havde oven i købet meldt mig ind i folkekirken igen. Var det så blevet anderledes, så min ungdoms kritik blev gjort til skamme?
Mine første kirker bød på nogle rigtig gode præster, men nogle elendige lønforhold. Jeg har altid ment at engagement i det, man laver, er det vigtigste, og jeg mødte først et engagement, som var smittende og opløftende, men jeg kunne jo ikke undgå at bemærke, hvor få der kom i kirkerne til de almindelige søndagsgudstjenester.
Propfyldte kirker
Til gengæld kunne kirkerne være propfyldte til bisættelser og begravelser, bryllupper, barnedåb, juleaften, men sjældent til søndagenes højmesser. Det var faktisk ret sølle indimellem, og jeg begyndte at spekulere på økonomien i at have fire ansatte på arbejde til fire-fem kirkegængere. Men jeg spillede, som jeg skulle og var ansat til.
Som årene gik, og jeg spillede i andre kirker, begyndte jeg at tvivle, og tvivl rejser som bekendt en del spørgsmål, som i høj grad berørte de ord og ritualer, jeg hørte igen og igen.
Det begyndte at irritere mig hele tiden at høre om Herren, ja, undskyld mig, men en Herre som stort set var kønnet som en mand og blev fastholdt i denne konkrete form som en personlighed, der sad oppe i himlen et sted.
Det havde åbenbart ikke ændret sig de sidste tusinde år, og kirken gjorde intet for at ændre dette billede, Tværtimod. Herren var her der og alle vegne, og hver søndag hørte jeg så de gammeltestamentlige læsninger og kunne se og mærke, hvordan nutidens kirkegængere blev mere eller mindre fjerne i sind og blik, for hvor er forbindelsen fra de gammeltestamentlige historier med vold, drab og nedgørelse af kvinder, tilsat en Gud, der skal frygtes og som åbenbart stadig skal tale til nutidens oplyste mennesker?
Jeg spiller også melodien til den oldgamle trosbekendelse, samtidig med at jeg lukker ørene, for den giver ingen mening
Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det, vi kalder gud, er en mand, der også taler og skal frygtes. For mig er det så langt væk fra den guddommelighed, jeg selv oplever i livet som en kærlig følelse af livet som en gave.
Jeg spiller også melodien til den oldgamle trosbekendelse samtidig med, at jeg lukker ørerne, for den giver ingen mening, udover det er en slags besværgelse, der har til formål at fastholde den kirkelige tros magt. Den magt som kirken igennem århundreder har fastholdt benhårdt i sin egne fortællinger formuleret af biskopper, paver og andre ledende kirkefolk gennem tiderne, som ved en del kirkemøder i fortiden fastlagde, hvad man skal tro på, og hvad man ikke skal tro på.
Trosbekendelsen som magt
Disse udlægninger bærer den dag i dag den danske folkekirke, og i trosbekendelsen skal man bekræfte den vedtagne tro på den hellige almindelige kirke. Trosbekendelsen handler ikke om kærlighed, men om magt over sindene.
Søndag efter søndag oplever jeg denne fastlagte køreplan for, hvordan troen på kærligheden, som jeg opfatter som kristendommens vigtigste budskab, skal forkyndes. Men den fylder ikke meget, kærligheden.
Det gør til gengæld kirkens egen udlægning, som er fyldt med mere eller mindre usandsynlige myter, ældgamle historiske kulturrester, som ligger på kanten af nutidens realitetssans.
Det er som taget ud af en digters fantasi, blot er digteren her menneskets trang til at pynte på historien igennem tiderne
Jomfrufødsel, kødelig genopstandelse, evighedens paradis, fravær af kvindelighed og kvindelige værdier, ja hele denne overbygning, som så skal fastholdes af en bog, som langsomt bliver til en bog skrevet af Gud. Nu har vi så en gud, som både taler og skriver, og jeg kan se ham for mig, for det er klart en ”ham”, sidde ved sit skrivebord og arbejde med menneskets frelse.
Det er som taget ud af en digters fantasi, blot er digteren her menneskets trang til at pynte på historien igennem tiderne, for at opnå den magt, som kristendommen stadig har i hele verden.
I en periode havde vi en vikarpræst, som i sine prædikener hver gang sagde: Det handler om kærlighed, understreget med en kraftig håndbevægelse, og adspurgt bekræftede han, at de gammeltestamentlige læsninger var et fremmedlegeme i kærlighedsbudskabet, som implicit lå i de nytestamentlige fortællinger.
Orglets brusen
Men jeg spiller jo blot og sidder som en lille del af gudstjenesten. En gang imellem lader jeg orglet bruse, eller jeg lader klaveret komme med en inderlig melodi for at bidrage med den savnede intimitet. Men nogen må vel på et eller andet tidspunkt turde tage kirkernes manglende nutidighed op. Det menneskeskabte ritual kan vel også reformeres af mennesker.
De unge begynder at tvivle på at sætte børn i verden, mens kirken stadig prædiker, at mennesket er sat på jorden for at herske over dyr og planter. For nu at tage et eksempel.
Men jeg spiller de smukke salmemelodier med glæde, har min bog med og er begyndt at blive immun over for myterne
Og hver eneste søndag skal vi alle velsignes af Herren og høre, hvad han har skrevet i sin guddommelige bog. Et par enkelte gange har jeg hørt en (kvindelig) præst sige højt, at bibelen er skrevet af mennesker og et par enkelte gange har en præst sagt ”Gud velsigne dig” i stedet for ”Herren velsigne dig” – men det skete kun, fordi jeg gentagne gange i al fortrolighed havde protesteret.
Men jeg spiller de smukke salmemelodier med glæde, har min bog med og er begyndt at blive immun over for myterne. Men helt ærligt – tænk hvad vore gamle hellige rum kunne rumme af levende menneskelig inderlighed, kærlighed, håb og søgen, hvis kirken ikke var fastlåst i sin egen selvtilstrækkelighed og var mere åben overfor det, der rører sig i mennesker af i dag.
De få, der i dag benytter folkekirken herude i det åbne landskab, er alle af ældre dato, ligesom jeg. De unge er et sjældent syn undtagen, når de skal konfirmeres.
Jeg spejder ud i fremtiden, ud i livet for at se, om der findes en anden vej for Folkekirken, om den på et tidspunkt ser, at hvis den ikke skal lide en langsom lukkedød, må den finde modet til at se sig selv i øjnene og turde spørge:
Hvorfor har I svigtet mig?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
