Forsøgskaninen fra Auschwitz tilgav Dr. Mengele

af i Internationalt/Liv & Mennesker

INTERVIEW // HOLOCAUST –  Størstedelen af Eva Mozes Kors familie blev dræbt i Auschwitz. Selv undslap hun gaskamrene med sin tvillingesøster, men blev til gengæld udsat for Dr. Mengeles medicinske eksperimenter. I dag har hun frigjort sig fra sin traumatiserede fortid ved at tilgive dem, der forbrød sig mod hende. Det har vakt opsigt verden over. Assia Awad har talt med Eva Mozes i et eksklusivt interview i POV.

Interviewet blev publiceret den 6. marts 2016 og er genudgivet den 8. juli 2019 i anledning af Eva Mozes’ død (red). Hendes organisation udgav dette tweet om dødsfaldet:


Det var mørkt og koldt, men tiårige Eva skulle tisse, så hun gled ud af sengen og famlede sig vej frem til toilettet. På det beskidte gulv lå der tre døde børn. I nøjagtigt det øjeblik gik det op for hende, at døden også kunne ramme hende selv og tvillingesøsteren Miriam, og hun svor på stedet en ed:

Ingen af dem skulle ende deres dage på det ulækre gulv.

Eva Mozes var ankommet tidligere samme dag i en kvægvogn til den polske koncentrations- og udryddelseslejr Auschwitz II–Birkenau sammen med sine forældre, to storesøstre og tvillingesøster. Familien, der var jøder, var i slutningen af marts 1944 blevet deporteret fra deres hjem, landsbyen Portz i det tyskbesatte Ungarn, til en nærliggende ghetto.

De to søstre blev bragt til et center, hvor de sad nøgne det meste af dagen. Deres hår blev klippet af, deres rygge markeret med tusch, og de blev tatoveret med numre. Eva endte som A-7063, og Miriam som A-7064

Fem uger senere var de blevet sendt videre til koncentrationslejren.  Da døren til kvægvognen blev åbnet, gik alting meget hurtigt. Folk væltede ud, tyske soldater råbte ordrer, og pludselig var hendes far og to søstre forsvundet. Eva og Miriams mor holdt godt fast i døtrenes hænder.

Foto fra en film russerne optog af Eva og Miriam efter befrielsen. Det er Eva til venstre.
Foto fra en film russerne optog af Eva og Miriam efter befrielsen. Det er Eva til venstre.

”Er de tvillinger?”

En soldat ville vide, om søstrene var tvillinger.

’Er det godt?’ spurgte moren, og nazisten nikkede ja. Da hun bekræftede, trak en vagt af med moren, mens en anden hev de to tvillinger i den modsatte retning. Det var sidste gang, Eva og Miriam så deres forældre og søskende.

”Fra vi steg af kvægvognen, til Miriam og jeg ikke længere havde en familie, gik der under en halv time. Vi var nu helt alene, og vi vidste ikke, hvad der ville ske med os,” fortæller Eva Mozes Kor.

De to søstre blev bragt til et center, hvor de sad nøgne det meste af dagen. Deres hår blev klippet af, deres rygge markeret med tusch, og de blev tatoveret med numre. Eva endte som A-7063, og Miriam som A-7064.

Derefter blev de bragt til en kold, beskidt træbarak, der husede en gruppe piger, alle tvillinger og fik anvist en køjeseng med en hømadras og beskidte tæpper.

Deres nye bofæller fortalte dem, at den eneste grund til, at de stadig var i live, var, at de skulle bruges til medicinske eksperimenter.

De fleste, der ankom til lejren, blev dræbt og brændt i krematorierne. Eva troede først ikke på dem, men da hun så skorstene, der udsendte en heftig røg og en markant lugt, blev hun rædselsslagen. Hun forstod, at hendes familie meget vel allerede kunne være døde.

Et nyt liv startede for de to tiårige piger som forsøgspersoner for SS officer og læge Josef Mengele.  der som et resultat af sine inhumane og pseudovidenskabelige medicinske eksperimenter fik tilnavnet ”Dødsenglen.”

Brødet der forsvandt

”Vi blev vækket klokken fem om morgenen, og klokken seks skulle vi stå udenfor for at svare på navneopkald.  Vores kjoler var hullede, og vi havde ingen sweatere, ingen jakker, intet undertøj, ingen sokker, kun sko med huller i dem.”

“I slutningen af november begyndte vinteren, og hvordan vi var i stand til at kapere kulden, aner jeg ikke. Bagefter vendte vi tilbage til barakkerne til Dr. Mengeles daglige inspektion.

Tirsdag, torsdag og lørdag blev vi bragt til et andet laboratorium, som jeg kaldte for ”blodlaboratoriet.” Her bandt de begge mine arme for at hæmme blodtilførslen, tog en masse blodprøver og gav mig mindst fem injektioner

Han talte os hver morgen for at tjekke, hvor mange forsøgskaniner han havde. Derefter var der morgenmad. Den samlede mængde mad, vi fik, udgjorde næppe mere end 300-400 kalorier. Til morgenmad blev der serveret en brunlig bitter kaffe, til frokost fik vi noget der lignede semolinagrød, som vi hverken kunne sluge eller grave op med en ske. Den eneste spiselige føde var en 6-7 cm tyk skive mørkt brød, vi fik om aftenen.”

”Efter nogle få dage i lejren indså jeg, at om natten kunne jeg sove, også selvom jeg var sulten, men dagene uden mad var forfærdelige. Det gav derfor mening for mig at gemme mit brød til om morgenen, så det gjorde jeg.”

“Men da jeg vågnede, var brødet væk. Så jeg havde en svær beslutning at træffe hver aften. Skulle jeg spise mit brød om aftenen og være sikker på at få noget i maven? Eller skulle jeg satse og gemme det til om morgenen?”

“Nazisterne kunne jo sagtens give os brødet om morgen, de vidste, hvordan det kunne opbevares sikkert, men ikke engang den smule hjælp, ville de give os,” fortæller Eva Mozes Kor.

Nægtede at dø

Seks af ugens dage blev Eva og hendes søster bragt til et laboratorium.

”Mandag, onsdag og fredag blev vi anbragt nøgne i et rum i 6-8 timer af gangen. Hver del af min krop blev målt og sammenlignet via skemaer med min søster. Disse forsøg var ikke farlige men ualmindeligt nedværdigende.”

“Tirsdag, torsdag og lørdag blev vi bragt til et andet laboratorium, som jeg kaldte for ”blodlaboratoriet.” Her bandt de begge mine arme for at hæmme blodtilførslen, tog en masse blodprøver og gav mig mindst fem injektioner.”

Hvis jeg var død, ville Miriam hastigt være blevet bragt til laboratoriet og dræbt med en injektion i hjertet. Mengele ville så have udført en sammenlignende obduktion, men jeg ødelagde eksperimentet. Jeg overlevede

Efter en af disse indsprøjtninger fik Eva Mozes Kor feber og blev meget syg. Hun blev igen bragt til laboratoriet og fik målt sin temperatur.

”Jeg vidste, jeg var på den. Jeg blev indlagt på hospitalet, der lå i en anden barak. Det var fyldt med mennesker, der så ud til at være mere døde end levende. Næste morgen kom Dr. Mengele ind sammen med fire andre doktorer. Han undersøgte mig ikke, men så på min feberkurve og grinede sarkastisk. ’Ærgerligt, hun er så ung, hun har kun to uger tilbage at leve i, ‘ sagde han.

“Jeg vidste, han havde ret, men jeg nægtede at dø. Så jeg svor endnu en ed. Jeg ville sørge for, at Mengele ikke fik ret. Jeg ville overleve og blive genforenet med Miriam. De næste to uger svævede jeg mellem liv og død. Jeg husker, at jeg kravlede på barakkens gulv, fordi jeg ikke havde kræfter til at gå, for at nå en vandhane i den anden ende af barakken. ”

Overlevelsen

Efter to uger faldt Evas feber, og hun begyndte at få det bedre. En uge senere blev hun udskrevet og vendte tilbage til sin tvillingesøster og de andre tvillinger i barakken.

”Miriam så meget syg ud. Jeg spurgte: ’hvad har de gjort ved dig?’ Hun svarede, at hun ikke kunne tale om det. Først mange år senere, i 1985, fortalte hun mig, at hun de to første uger var blevet bragt i isolation og overvåget af læger 24 timer i døgnet.”

“Det var de samme to uger, hvor Dr. Mengele forventede, jeg ville dø. Hvis jeg var død, ville Miriam hastigt være blevet bragt til laboratoriet og dræbt med en injektion i hjertet. Mengele ville så have udført en sammenlignende obduktion, men jeg ødelagde eksperimentet. Jeg overlevede.”

Efter de to uger var gået, blev også Miriam bragt til laboratorier og injiceret med noget, der gjorde hende alvorligt syg. Men ligesom Eva overlevede hun.

Jeg husker, at et af geværerne pegede mod mig, og pludselig var jeg væk. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg var bevidstløs, men da jeg vågnede op, lå der kroppe overalt. Jeg rørte ved en af pigernes kroppe, og hun var iskold. Da indså jeg, at jeg stadig var i live, og alle disse mennesker var døde

I august 1944 begyndte der at komme flere og flere luftangreb, og samtidig blev dagene, hvor Eva og Miriam blev kaldt til laboratorierne, færre.

”Vi fornemmede, at vi snart ville være frie. I starten af januar beordrede nazisterne os alle ud af barakkerne efter aftensmaden. De fortalte, at de ville tage os dybt ind i Tyskland for at beskytte os.”

“Jeg kunne ikke lide nazisterne, da de var ved at vinde krigen, og jeg tænkte, at når de nu var ved at tabe, ville de være endnu mere ondskabsfulde.  Så vi blev i barakkerne.”

”Da vi næste morgen åbnede barakdøren, var de væk. De næste 9-10 dage gik jeg på togter, hvor jeg stjal brød, vand og tæpper fra nazisterne, men jeg kaldte det aldrig ’stjæle’, jeg kaldte det ’at organisere’.”

“En dag, hvor jeg var i køkkenet, hørte jeg lyden af en bil. Ingen i lejren havde biler, så jeg løb udenfor for at se, hvad der skete. En jeep med fire nazister kom kørende. De hoppede ud af vognen og begyndte at skyde med maskingeværer i alle retninger.”

“Jeg husker, at et af geværerne pegede mod mig, og pludselig var jeg væk. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg var bevidstløs, men da jeg vågnede op, lå der kroppe overalt. Jeg rørte ved en af pigernes kroppe, og hun var iskold. Da indså jeg, at jeg stadig var i live, og alle disse mennesker var døde.”

Befrielsen

Eva Mozes Kor løb tilbage til barakken, hvor Miriam holdt øje med deres ejendele og fortalte hende, hvad der var sket.

De undrede sig over, at nazisterne kom tilbage, men midt om natten blev gaskamrene og krematorierne sprængt i luften, og det gik op for dem, at nazisterne forsøgte at ødelægge beviserne.  Deres barak blev sat i brand, og de samme fire nazister gav dem og de andre fanger, der var blevet tilbage, besked på at marchere til Auschwitz I. Da de ankom til lejren, forsvandt nazisterne igen.

De kunne høre, at der blev kæmpet omkring dem. De næste ni dage bølgede kampene frem og tilbage, men pludselig blev larmen afløst af stilhed.

Jeg stod der i måske en halv time, før jeg så folk i hvide camouflagejakker. De smilede fra øre til øre, og lignede ikke nazister. Vi løb hen til dem, og de gav os småkager, chokolade og kram. Det var den sovjetiske hær, der befriede os

”Vi tænkte, at det her var dagen, hvor vi ville blive befriet, men vi vidste ikke, hvordan det ville ske. Sent på eftermiddagen den 27. januar 1945, kom en kvinde løbende ind i barakken mens hun råbte: ’Vi er frie, vi er frie.’ Vi blev alle meget ophidsede, men jeg kunne ikke se noget, så jeg gik udenfor, hvor det sneede kraftigt.”

“Jeg stod der i måske en halv time, før jeg så folk i hvide camouflagejakker. De smilede fra øre til øre, og lignede ikke nazister. Vi løb hen til dem, og de gav os småkager, chokolade og kram. Det var den sovjetiske hær, der befriede os.”

“Det var en helt uforklarlig oplevelse at indse, at vi havde overlevet, og at det løfte, jeg gav mig selv den første nat på toilettet, nu var indfriet.”

Eva og Miriam Mozes - 1949
Eva og Miriam Mozes – 1949

Efterveer

Miriam og Eva var blandt de omkring 180 levende børn, der blev fundet i Auschwitz efter befrielsen, og efter ophold i flere flygtningelejre blev de genforenet med deres rumænske tante, der tog de to søstre til sig.

Jeg opdagede, at jeg, den lille forsøgskanin fra Auschwitz, havde magten til at tilgive. Ingen kunne give mig den magt, og ingen kunne tage den fra mig

I 1950 emigrerede tvillingerne til Israel, hvor Eva mødte og forelskede sig i Michael Kor, der også var Holocaustoverlever. De giftede sig, og hun flyttede til USA for at leve sammen med ham. Sammen fik de to børn Alex og Rina.

Men Eva og Miriam ville gerne mødes med andre tvillinger, der havde overlevet Dr. Mengeles forsøg, for at udveksle erfaringer. I 1984 oprettede de derfor organisationen CANDLES (Children of Auschwitz Nazi Deadly Lab Experiments Survivors).

Håbet var, at andre måske kunne hjælpe dem med at finde ud af, hvad det var Miriam var blevet injiceret med. Tvillingerne mistænkte nemlig forsøgene for have haft en alvorlig indvirkning på Miriams helbred, ikke mindst hendes nyrer.

Da Miriam ventede sit første barn i 1960, udviklede hun en alvorlig nyreinfektion, der ikke kunne slås ned med antibiotika. Under hendes anden graviditet i 1963 blev hun igen syg, og lægerne opdagede, at hendes nyrer ikke var større end et tiårigt barns.

Eva Mozes Kor ville gerne takke Dr. Münch for hans venlighed, men præcist hvad skal man give en tidligere nazist, der indrømmer at have medvirket til folkemord?

Eva tiggede sin søster om ikke at få flere børn, men Miriam lyttede ikke, og efter hendes tredje barn var født, begyndte hendes nyrer at svigte. Eva valgte derfor at donere en af sine nyrer, så Miriam kunne få en nyretransplantation, men året efter udviklede Miriam blærekræft, og den 6. juni 1993 døde hun af sygdommen.

Den sympatiske nazist

Eva Mozes Kor fortsatte dog ufortrødent jagten på vidner, dokumenter, optegnelser, hvad som helst, der kunne lede hende til en bedre forståelse af, hvad hendes søster, hun selv og alle de andre tvillinger var blevet udsat for i lejren.

Hun kontaktede blandt andet den tidligere nazist Hans Wilhelm Münch, der havde arbejdet som læge i Auschwitz fra 1943 til 1945, og han indvilligede i at mødes med hende.

”Han behandlede mig med stor respekt og omsorg, men han vidste ikke noget om de forsøg, vi var blevet udsat for. Ud af det blå spurgte jeg ham, om han vidste, hvordan gaskamrene var blevet brugt i Auschwitz? Han fortalte, at fangerne fik forklaret, at de skulle tage et bad. Når rummet var fyldt, blev dørene hermetisk lukkede.”

“Giftgassen Zyklon B blev i form af små kugler smidt igennem en lem i taget. Når giften ramte gulvet, steg gassen op, og fangerne kravlede desperat oven på hinanden for at undslippe den. Doktor Münch stod udenfor og fulgte deres dødskamp igennem en dørspion.”

“Når selv de fanger, der lå øverst, var holdt op med at bevæge sig, vidste Dr. Münch, at alle var døde. Han underskrev derefter en dødsattest.”

Eva Mozes Kor fandt oplysningerne vigtige og spurgte lægen, om han ville tage med hende til Auschwitz i 1995 på 50-årsdagen for befrielsen af lejren og attestere, hvad der havde fundet sted i gaskamrene.

Der skulle gå ti måneder, før en idé slog rod. Hun ville skrive et brev til ham, hvor hun tilgav ham hans medvirken i Holocaust. Den beslutning skulle vise sig at ændre hendes liv

”Jeg ville have et dokument, der var underskrevet ved gaskamrenes ruin under overværelse af vidner, så ingen kunne sige, at han ikke havde bekræftet det. Det indvilgede han i, så jeg tog tilbage til Indiana begejstret over, at jeg ville ende med at stå med et originalt dokument, der ikke var attesteret af jøder eller de allierede, men af en nazist.”

Deklarationen, som Dr. Münch underskrev.

Tilgivelse

Eva Mozes Kor ville gerne takke Dr. Münch for hans venlighed, men præcist hvad skal man give en tidligere nazist, der indrømmer at have medvirket til folkemord?

Der skulle gå ti måneder, før en idé slog rod. Hun ville skrive et brev til ham, hvor hun tilgav ham hans medvirken i Holocaust. Den beslutning skulle vise sig at ændre hendes liv.

”Jeg opdagede, at jeg, den lille forsøgskanin fra Auschwitz, havde magten til at tilgive. Ingen kunne give mig den magt, og ingen kunne tage den fra mig. Så jeg begyndte at skrive mit brev.”

“Da jeg til sidst var tilfreds med det, kontaktede jeg min tidligere engelskprofessor, der kunne rette mine stavefejl. Vi mødtes tre gange, og tredje gang sagde hun: ’Eva, det er meget fint, men den, du virkelig behøver at tilgive, er Dr. Mengele. Gør mig en tjeneste. Når du kommer hjem i aften, så lad som om, du taler med Dr. Mengele og fortæl ham, at du giver ham din tilgivelse.”

Eva Mozes Kor var meget skeptisk, men hun besluttede at give professorens forslag en chance. Så den aften skældte hun først Josef Mengele huden fuld for til sidst at give ham sin tilgivelse. Hun var lamslået over resultatet.

Tilgivelsen har virkelig ikke noget at gøre med forbryderen. Den har ikke noget at gøre med andet, end ofrets ret til at blive frigjort fra, hvad der er sket

”Jeg havde endda magten til at tilgive Dr. Mengele. Hvis jeg kunne tilgive ham, kunne jeg lige så godt tilgive alle, der nogensinde havde skadet mig,” konkluderede hun.

Den 27. januar 1995 mødtes Dr. Münch og Eva Mozes Kor ved resterne af gaskamrene i Auschwitz.  Dr. Münch attesterede at have bevidnet brugen af gaskamrene, og Eva læste et brev op, hvor hun erklærede, at hun tilgav alle nazister der direkte eller indirekte havde medvirket til drabet på hendes familie.

”Jeg følte med det samme, at den smerte jeg havde gået rundt med i 50 år, var løftet fra mine skuldre. Jeg var ikke længere en fange af min tragiske fortid, jeg var fri af Auschwitz og Mengele.”

Selvom Eva Mozes Kor i dag er 82 år gammel, rejser hun stadig rundt og fortæller sin historie, og hun pointerer altid, hvor stor betydning det har haft for hendes liv, at hun har været i stand til at tilgive dem, der forbrød sig mod hende og hendes familie.

Screen Shot 2016-03-04 at 04.49.55

Eva Mozes Kor

En kontroversiel beslutning

”Før jeg tilgav, var jeg meget vred på verden. Jeg råbte meget ad mine børn, og jeg var sjældent glad, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg troede, at jeg måtte leve sådan til mine dages ende.”

Jeg har tilgivet nazisterne. Ikke fordi de fortjener det, men fordi jeg fortjener det. Fordi alle ofre fortjener at være frie

“Derfor vil jeg gerne lære andre, der har været ofre i fortiden, at de ikke kan ændre, hvad der er sket. Det er en tragisk sandhed, men de kan ændre deres forhold til fortiden. Tilgivelsen har virkelig ikke noget at gøre med forbryderen. Den har ikke noget at gøre med andet, end ofrets ret til at blive frigjort fra, hvad der er sket.”

Eva Mozes Kors tanker har gjort hende til en kontroversiel skikkelse blandt andre Holocaustoverlevere. Mange finder det uanstændigt at tale om tilgivelse i forbindelse med Holocaust og mener, at hendes udtalelser krænker de seks millioner jøder, der blev dræbt af nazisterne. Men Eva Mozes Kor understreger, at hun kun taler og tilgiver på egne vegne.

”En Holocaustoverlever sagde engang til mig, at det kunne jeg ikke bare gøre. Forbryderen måtte først angre og bede om tilgivelse. Mit svar var: Det er en interessant tanke. Tror du virkelig, at Mengele eller Hitler ville bede om tilgivelse, hvis de var i live? ’Nej’ replicerede han.”

“Men hvad betyder det så for mig? Betyder det, at jeg skal være et offer for resten af mit liv? ’Ja, ‘ lød hans svar. Men jeg har tilgivet nazisterne. Ikke fordi de fortjener det, men fordi jeg fortjener det. Fordi alle ofre fortjener at være frie,” fastslår hun.

Se også interviewet med Eva Mozes Kor her:


Topfoto; Eva og Miriam på deres etårs fødselsdag. Alle billeder til denne artikel er udleveret til forfatteren af Eva Mozes Kor og bringes med hendes tilladelse.

Assia Awad er dansk freelancejournalist bosat i London.

Seneste artikler om Internationalt