I 1976 udkom Kristen Bjørnkjærs digtsamling “Kærestesorg“, som blev en bestseller. Blandt andet på grund af digtet “Hvis du forlader mig”, som handler om, hvordan det mon er bedst at blive forladt? Hurtigt og brutalt eller blidt og langsomt?
På Facebook kan jeg i de her dage se, at flere af mine britiske venner (som alle har stemt for at blive i EU) skriver statusopdateringer om, at de i det mindste håber, det går langsomt med separationen, og at processen kan blive eftertænksom. Andre af mine venner argumenterer for, det er bedst, hvis man ser at “komme videre” og får kylet Storbritannien ud af EU i en fart.
Så digtet klinger konstant i mit baghovede, mens jeg virkelig føler stor tristhed over, at Storbritannien ønsker at afbryde vores forhold. Jeg kan selvfølgelig godt se, at vi har haft nogle problemer. Jeg har bare altid, ret uromantisk, betragtet vores forhold som solidt, baseret på praktikaliteter og bedre end alle alternativerne. Et fornuftigt, men også et kærligt forhold. Jeg elsker briterne, selv om guderne skal vide, de ikke har været lette at være i forhold med.
Men forholdet er altså slut nu. De har sagt det MEGET HØJT og med store overskrifter i aviserne. Så det skal afsluttes. Men hvordan?
Ud med dig – jeg må videre
På den ene side ved jeg jo godt (ligesom Kristen Bjørnkjær), at relationer, der er slut, har det bedst med faktisk at blive afbrudt. At det er bedst, at man skærer hjertet ud med en skarp kniv i én hurtig bevægelse. At det fungerer befriende at smide sine egne ting i en papkasse eller hans ting ud af vinduet og så smække hårdt med døren og kaste ringen i en sø. Det bløder naturligvis voldsomt, og man er nødt til at høre høj trist musik i månedsvis. Ens veninder er ved at dø over, hvor kedelig man er at høre på, og man går kun i sort tøj.
Et trick er samtidig, at undgå “hans” gader, og alle de steder man plejede at besøge sammen. Ikke flere weekendture til London og slut med at gå ind på den brune pub og bestille en pint. Ikke mere snak om Liverpool med hans gode ven og ikke mere engelsk vingummi. Men man kommer så også hurtigt “videre med sit liv”, som det hedder. Man ignorerer alle minderne, visker tavlen ren og starter forfra med en ny profil på Tinder. Man kommer over det.
Kan vi ikke bare glide fra hinanden?
På den anden side har de fleste af os nok også prøvet at skære for dybt, for hurtigt, for voldsomt i en slags affekt og bagefter bruge flere måneder (eller måske år) på at tænke: “hvad nu, hvis jeg havde givet den relation en chance mere”? Eller hvad nu, hvis jeg ikke holder op med at græde, når jeg rammer bunden, fordi han faktisk var den eneste ene? Eller som Kristen Bjørnkjær siger det:
Man risikerer jo at blive dernede og aldrig komme op
måske er det alligevel for hårdt?
Jeg vil bede dig om noget andet
Måske er det bedre med en langsom afsked? At man blidt og stille får talt om tingene og aftalt, hvordan man gør det pænt og uden for meget smerte og drama?
Især hos par med fælles børn, er det jo godt at vente lidt længere. Hvis man alligevel hele tiden skal ses for at aftale noget praktisk, er det jo godt at være på talefod i det mindste? Mange modne par, har talt hinanden helt trætte og færdige i adskillelsesprocessen – og kan så mere roligt glide fra hinanden og blive enige om “at det var bedst for alle”.
Det er klart bedre. Erindringen om forholdet bliver mere glædelig. Og årene føles ikke spildt på samme måde. Det er praktisk, at man kan dele regningen for konfirmationen, at man kan mødes i en tilfældig lufthavn eller hos fælles venner, uden at være ved at dø. Måske er det i længden mere værd, end suset ved at brøle smerten ud? Måske skal vi tøve lidt med oprydningen. Gemme en enkelt T-shirt, så vi kan snuse duften ind, i de kolde ensomme vinternætter, der jo altid kommer igen?
Illustration: Duften af dig, Kærestesorg, Postkortdigte af Stine Stregen
Gid vi bare aldrig var gået i gang med at bygge utopien sammen
Men i Kristen Bjørnkjærs digt, var det faktisk bedst, hvis vi aldrig nogensinde havde mødt hinanden. Det kan jeg også nikke genkendende til. Hvis vi nu bare begge to var blevet væk fra den fest, der startede det hele? Hvis vi havde mødt nogle andre først? Det ville jo være så meget lettere, hvis vi ikke var viklet helt ind i hinanden og havde sat bogsamlingerne sammen, og hvis vi ikke delte Spotify-kodeord og spillelister?
Nu bliver det jo noget rod at splitte op – uanset tempo. Så det var bedre, hvis vi aldrig nogensinde havde bygget det her fælles EU-drømmeland med de åbne indre grænser og frie studie- og arbejdsmuligheder for alle? Kunne vi ikke bare have ladet være med at blande vores politikere sammen? For ikke at tale om vores lovgivning? Kunne vi ikke bare altid have beholdt grænserne og bommene og hver vores lejlighed i hver vores ende af verden og så have ladet være med at bruge alle de år på at flette det hele sammen?
Kan vi ikke bare finde ud af det og gå sammen?
Digtet ender meget smukt med strofen:
Åh kære
jeg tror jeg dør
hvis du forlader mig
tag mig med
kan du ikke bare ta’ mig med
Hvis Storbritannien virkelig forlader EU, så synes jeg ærlig talt, det er for trist og smerteligt for Europa. Hvis vi skal til at smide alle deres ting i papkasser – og selv hvis vi vælger at gøre det civiliseret og ordentligt -kommer det til at tage årevis, hvis vi vil lave en god og fair bodeling. Vi er så sammenfiltrede nu, at titusindvis af mennesker bliver kede af det og vi får alle en masse besvær og usikkerhed i lang tid.
Så hvis briterne forlader os, kan de så ikke bare ta’ os med?
Illustrationerne til dette blogindlæg er meget venligt udlånt af Stine Stregen og er fra hendes smukke bog “Kærestesorg, Postkortdigte”, som udkom på Forlaget Cobolt tidligere i år og som kan købes her, hvis du vil dyrke din Brexit Blues eller andre hjertesmerter yderligere
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
