#1 – Populismens brogede historie

i Internationalt/Politik & Samfund af

ANALYSE – Politisk populisme bringes aktuelt op som den altoverskyggende trussel imod de frie og åbne demokratiske samfund i Vesten. Men, skriver Johan Wizan, kritikken overser, at populismens spraglede historie indeholder en nødvendig kritik af koncentreret politisk og økonomisk magt. Indlægget – der ser på forskelle og ligheder mellem europæisk og amerikansk populisme – er første del af en serie analyser om den populisme, der fejrer betydelige triumfer i de vestlige lande i disse år.

I begyndelsen af Shakespeares historiske stykke Coriolanus er de sultende plebejere på vej mod Rom for at hævde deres rettigheder og krav, da de opsøges af den snu konsul Menenius Agrippa, der vil overbevise dem om, at deres politiske vrede er en vildfarelse.

Menenius irettesætter plebejerne med sine retoriske gaver. Han overbeviser dem om, at de burde vide bedre og være taknemmelige for lederskabets forsyn, hvilket han illustrerer med Æsops fabel om den grådige mave.

I fablen anklager de oprørske lemmer mavesækken for altid at spise først og kun lade små næringsrester nå ekstremiteterne, men Menenius forklarer, at maven er uundværlig for kroppens funktion, og at man derfor skal acceptere tingenes tilstand.

The senators of Rome are this good belly,
And you the mutinous members; for examine
Their counsels and their cares, digest things rightly
Touching the weal o’ the common, you shall find
No public benefit which you receive
But it proceeds or comes from them to you
And no way from yourselves. What do you think,
You, the great toe of this assembly?

Med denne forsimplede allegori – der trækker på Platons holistiske retfærdiggørelse af en hierarkisk samfundsindretning og næsten er en form for tidlig beskrivelse af den tvivlsomme økonomiske ’trickle down’ teori– formår Menenius at få plebejerne til at sænke høtyvene og opgive oprøret.

Shakespeares stykke beskriver angsten for direkte demokrati og populisme i en statsdannelse. Denne indledende scene opstiller imidlertid en interessant asymmetri mellem folket og eliten: hvor plebejernes klager understøttes af en meget klar og legitim materiel virkelighed, så afvises de gennem Menenius’ temmeligt luftige retorik og patroniserende irettesættelse.

Siden Shakespeare, og Plutark og Livius før ham, gjorde sig tanker om det politiske forhold mellem folk og elite, har meget lidt ændret sig.

Populisme ses som en letkøbt og useriøs politisk ideologi, hvor bannerførerne via tomme og urealistiske løfter taler masserne efter munden

I dag, på den samme italienske halvø, er det plebejerne fra Femstjernebevægelsen der udfordrer et Rom i krise, og de barbariske Volscier, der truer den tidlige republik i Shakespeares stykke, kan måske skimtes i en ny form i det bistre Lega Nord.

Eliter indenfor såvel politik som medier gyser ved den tilsyneladende ustoppelige bølge af frådende populisme, der skyller over både Europa og Amerika, og der findes tilsyneladende ingen moderne Menenius, der med retorisk greb kan skabe forbindelse mellem de forurettede masser og et distanceret lederskab.

I den begrædelige genopførelse af Coriolanus, der aktuelt finder sted i mange demokratier, stiller eliterne sig tværtimod mest uforstående overfor, hvad der dog kunne ligge til grund for tilslutningen til de populistiske budskaber, og har kun nedladenhed og afsky til overs for den udvikling, de ser omkring sig.

Men denne uforståenhed ignorerer det vigtige budskab, som populismen faktisk kan tilføre statsdannelser med dybtliggende problemer.

Ved ikke at kunne se populisme som andet end en ignorant drift mod monstrøs samfundsomstyrtelse, undlader eliterne at tage ved lære af historien og placerer sig i en meget farlig position.

Populismens historiske baggrund

‘Populisme’ udslynges for det meste som et nedsættende udtryk. Populisme ses som en letkøbt og useriøs politisk ideologi, hvor bannerførerne via tomme og urealistiske løfter taler masserne efter munden.

Denne forståelse ignorerer imidlertid det faktum, at populisme faktisk har en historie og legitim filosofisk baggrund som en defineret politisk bevægelse.

Populisme tager sit udspring i de første spæde moderne forsøg med repræsentativt demokrati og parlamentariske republikker: ’The Levellers’ og ’The Diggers’ der under den Engelske Borgerkrig kæmpede for radikalt demokrati og jordreform;”Jeffersonsk” modstand overfor Alexander Hamiltons sammenbinding af storfinans og autokratisk styreform efter den Amerikanske Revolution; Det Populistiske Parti, der i 1890’ernes USA under Williams Jennings Bryan, skabte en alliance af bønder og arbejdere imod rigid monetær politik.

Populismens centrale budskab er kontrol med finansøkonomien, styring af undertrykkende gældsrelationer og hindring af monopoliseringstendenser i markedet og i landejerskab

Fælles for disse forskellige historiske eksempler på populisme er en fundamental skepsis overfor koncentration af økonomisk og politisk magt, og en tro på at en sådan koncentration er til fare for statsdannelser og almindelige mennesker. Sådanne tendenser må derfor inddæmmes demokratisk.

Populisme kommer fra periferien – der kan være enten socialt eller geografisk defineret – og udfordrer den akkumulation af magt eller velstand, der nødvendigvis vil opstå i et samfunds centrum, hvis ikke man etablerer balancemekanismer.

Uhæmmet tilstrømning af kapital og status fra udkanten mod midten vil resultere i social ulighed og udhuling af demokratiet, hvorfor populismens centrale budskab er kontrol med finansøkonomien, styring af undertrykkende gældsrelationer og hindring af monopoliseringstendenser i markedet og i landejerskab.

De amerikanske populister

Populisme som praktisk politisk filosofi forbindes i USA især med William Jennings Bryans’ politiske kampagner omkring århundredeskiftet. Det centrale punkt for det amerikanske Populistiske Parti var dengang en afskaffelse af guldstandarden, der kvalte almindelige menneskers chance for økonomisk oprejsning efter gentagne kriser i anden halvdel det 19. århundrede som følge af industrielle monopoler havde skabt en enorm social ulighed.

I dag er det glemt, at Frank L. Baum i det populistiske partis storhedstid oprindeligt skrev ”Troldmanden fra Oz”som et anklageskrift imod guldstandarden

Populisternes platform – der blev formuleret i Bryans berømte Gyldne Kors-tale – var primært et ønske om en pengepolitik med dollaren fastgjort til sølv såvel som guld: Det ville skabe en ekspansiv monetær politik med højere inflation, og dermed bredere stimulans af den amerikanske økonomi til fordel for især landmænd, der var blevet ramt af den høje dollarkurs.

I dag er det glemt, at Frank L. Baum i det populistiske partis storhedstid oprindeligt skrev Troldmanden fra Oz som et anklageskrift imod guldstandarden. De væmmelige hekse i øst og vest repræsenterede koncentreret kapital i kystbyerne; fugleskræmslet, tinmanden og den feje løve repræsenterede henholdsvis bønder, arbejdere og det politiske lederskab – den gyldne landevej var selvfølgelig en metafor for guldstandarden.

Monopolisering af magt førte til spekulation og økonomisk overophedning med kriser til følge – og i kølvandet på dette en fornedrelse af de hårdest ramte samt udsugning af værdi fra udkanten mod midten. Populisternes virke var en reaktion på denne negative dynamik med et udpræget fokus på større økonomisk retfærdighed og lighed, gennem f.eks. en ekspansiv økonomisk politik og gældseftergivelse.

De amerikanske populister vandt aldrig nogen nationale valg, men de havde en del succes på delstatsniveau, hvor de talte bønder og arbejderes sag. Populisterne var også blandt de få, udover kommunistpartiet, der forsøgte at udstrække demokratiske og økonomiske rettigheder til sorte amerikanere i Reconstruction-perioden efter Borgerkrigen 1861-64 og borgerrettighedssejrene i 1950’erne og 60’erne.

Når populisterne havde held til at vinde små sejre i form af øget investering i økonomi og offentlig uddannelse for både den hvide og sorte underklasse, blev de – som det f.eks. skete med et Fusionist-parti i 1898 i North Carolina – slået ned med grusom vold af det lokale plantagearistokrati.

Trods denne modgang levede de populistiske ideer videre i Amerika. De havde indflydelse på anti-monopol og korruptionslovgivning, som den progressive højesteretsdommer Louis Brandeis forsvarede i starten af det 20. århundrede, og som blev implementeret med præsident Franklin Roosevelts New Deal efter det store finanskrak i 1929. Dette skabte grundlaget for en bredere ressourcefordeling i samfundet og den moderne amerikanske middelklasse.

Økonomen Matt Stoller har påvist, at det var demokratisk valgte repræsentanter fra Amerikas fattige agrare randområder, der – hårdt ramt af finansboble og tørke – var de største fortalere for kontrol med magt- og finansmonopoler fra 1930’erne og frem.

Stoller bruger Texas-politikeren Wright Patman som eksempel på en typisk populist med en sund skepsis overfor magt og pengeindflydelse, der i sin karriere søgte at tøjle finansiel spekulations potentielt destruktive konsekvenser.

Den europæiske populisme

Denne udlægning af populismens historie trækker mest på amerikanske eksempler, da europæisk idéhistorie stædigt insisterer på at se populisme i et udelukkende negativt lys. En general angst for populistisk massepolitik, der måske har rod i traumet fra den jakobinske Terror under Den Franske Revolution, der har efterladt en permanent frygt for blodig anti-elitær Rousseauisme i Europa.

Derfor er begrebet populisme i en europæisk kontekst typisk blevet brugt til at beskrive idiosynkratiske enkeltsagsbevægelser – typisk skatteoprør – som den franske ”Poujadisme” og Mogens Glistrups Fremskridtsparti. I de senere år er det så også blevet brugt til at beskrive nationalistiske politikere som Silvio Berlusconi, Viktor Orbán og Marine Le Pen.

At populisme ikke nyder den samme filosofiske anerkendelse i Europa som i USA, må nok også tilskrives den stærkere europæiske socialistiske og socialdemokratiske tradition, hvor meget af den samme indignation og politiske hæft kanaliseredes hen i stedet.

Den amerikanske version har historisk holdt mere fast ved dette økonomiske aspekt, hvor den europæiske afart typisk tager en etnisk og nationalt bestemt form

Men populismens ensidighed i Europa har betydet, at der eksisterer et tomrum på det ideologiske spektrum. Spændingen mellem udkant og center, del og helhed, der på godt og ondt har defineret den amerikanske statsdannelse fra dens etablering, har ikke haft samme styrke i Europa, hvor alle traditioner har arbejdet mod større konsolidering.

Dette kan måske forklare nogle af den Europæiske Unions aktuelle problemer, hvor en grundlæggende kritik af en generelt udemokratisk, centralistisk og kapitalvenlig union glimrer ved sit fravær, og periferiens modstandsnarrativ derfor domineres af reaktionære nationalister – maskeret bag populistisk vrede.

Der kan måske drages et skel mellem amerikansk og europæisk populistisk tradition: Begge udspringer af en krise i almindelige menneskers materielle situation, men den amerikanske version har historisk holdt mere fast ved dette økonomiske aspekt, hvor den europæiske afart typisk tager en etnisk og nationalt bestemt form.

Forskellen på europæisk og amerikansk populisme

Så hvor der i USA skabes en os-og-dem-dikotomi mellem det jævne folk og finanseliten, så betegner populismen i Europa mere et skel mellem det hjemlige og det fremmede eller udefrakommende.

Der er historisk præcedens for sådan udvikling fra General Boulangers anti-semitiske revanchisme i det 19. århundredes Frankrig til moderne politiseret islamofobi og dæmonisering af flygtninge og østarbejdere.

Den måske klareste formulering af populismens kerne har den amerikanske politiker Huey Long givet. Long var guvernør og senere senator fra delstaten Louisiana i 1930’erne under den økonomiske Depression. Hans motto var ”Every Man a King” – ”Hver en mand en konge” – og han lovede en kalkun i alle gryder.

Med et meget rimeligt løfte om et minimum af materiel sikkerhed og føde på bordet under århundredets værste økonomiske krise krystalliserer dette motto tanken om, at folk faktisk har ret til en vis økonomisk værdighed og en smule luksus fremfor lidelse

Højbårne elitære stemmer vil betragte sådanne løfter som håbløst hverdagsagtige og kortsigtede – og måske som simpel vælgerbestikkelse. Men med et meget rimeligt løfte om et minimum af materiel sikkerhed og føde på bordet under århundredets værste økonomiske krise krystalliserer dette motto tanken om, at folk faktisk har ret til en vis økonomisk værdighed og en smule luksus fremfor lidelse.

Long var en bombastisk og karismatisk prædikant, der mente at Roosevelts New Deal-politik ikke gik vidt nok i den økonomiske omfordeling. Hvis Long ikke havde været en virkelig person, kunne han have været en karakter i en roman af William Faulkner eller Cormac McCarthy: En lapset og pomadiseret dandy,kendt som ”The King Fish” fra Louisianas sumpe, der blev skudt, før han kunne stille op til præsident.

Long er et eksempel på den store personlighed, der tiltrækkes af populismen og gøres til genstand for dens budskab. I 1930’ernes tumultariske politiske verden mente Long, at hans progressive populisme var et værn imod farlig politisk ekstremisme. Men paradoksalt endte han i alliance med den proto-fascistiske og antisemitiske radioprædikant Father Coughlin.

Long kan derfor ses som en kondensering af populismens indre flydende selvmodsigelser mellem højre- og venstreorienteret politik.

Sponsoreret velfærdspopulisme

Historisk har statssponsoreret velfærdspopulisme netop været midlet, en håndfuld vestlige demokratier – også Skandinavien – reddede sig igennem midten af det 20. århundredes totalitære trussel.

Efter et århundrede med stadig stigende kapitalkoncentration og politisk svigt af den menige borger, indførte man i tide populistiske tiltag, der skulle skabe øget lighed for at bevare et sammenhængende samfund som bolværk imod fascisme.

Man forstod, at demokratiets stabilitet måtte afstives med rettigheder og materielle goder

Ikke blot den amerikanske New Deal, men også Staunings reformer i Danmark, Clement Atlees Labour-regerings velfærdstiltag i England og efterkrigstidens massive økonomiske stimulans over meget af Europa, var eksempler på, at man fra politisk hold forstod, at demokratiets stabilitet måtte afstives med rettigheder og materielle goder.

Fastholdelsen af statssponsoreret økonomisk populisme dominerede fra især Anden Verdenskrig og frem på begge sider af Atlanten – det var en konsensus mellem de borgelige partier og socialdemokraterne, at dette var en nødvendighed for at undgå kommunismens spredning og for at opbygge middelklasserne efter krigen.

Som Matt Stoller påviser, begyndte arven fra de populistiske samfundspagter at smuldre fra 1970’erne, da en ung generation af elitære politikere i USA systematisk udgrænsede de gamle landmands- og arbejderpopulister.

Folk som Wright Patman, der havde kæmpet imod monopoler, blev afsat, fordi man mente, at de var gammeldags, og man dæmoniserede deres politiske standpunkt ved at skabe lighedstegn mellem populisme og sydstatsracisme, selvom det modsatte som nævnt ovenfor var tilfældet.

Dette skete selvfølgelig ikke blot i USA, men over hele Vesten hvor en ny generation af neoliberale – jeg håber ikke, jeg sårer nogens følelser ved at bruge det ord? – smed politikere med en sund mistro overfor finanskoncentration og privat profitmotiv på porten som håbløst umoderne i deres bekymringer over monopolisering i markeder og regeringer.

Herved tillod man, at det ulige magtforhold mellem center og udkant kunne genetableres – fordi man glemte læren fra de gamle populister, som skabte de brede folkelige rammer for velfærd og lighed på baggrund af finanskrakket og 1930’ernes økonomiske depression.

En ny ombæring

Under denne efterfølgende tidslinje har vi altså åbnet for en truende grad af magt- og kapitalkoncentration, der ligner perioden, der endelig førte til kriseårene for 90 år siden.

Det lader bare til, at eliten i denne ombæring endnu ikke – som for et århundrede siden – har formået at absorbere den populistiske kritik. Det er årsagen til, at farlige reaktionære kræfter mange steder nu kan gøre krav på denne ulmende vrede.

Ligesom plebejerne i Coriolanus forledes af intrigante patriciere og bruges som instrument i deres konspirationer i stykkets senere akter, så eksisterer der i dag også charlataner som Donald Trump og Nigel Farage der udnytter de efterladtes desperation til med tom buldren at fremføre demokrati-undergravende projekter.

Men når uduelige rigmandssønner som Trump og Farage kan opnå politisk succes på baggrund af anti-elitær vrede, er det fordi, man har ignoreret grundlæggende problemer i et sådant omfang, at der bliver plads til, at deres demagogiske forvrængning af legitim indignation kan finde sted.

Hvordan er det muligt, at alverdens smarte og veluddannede eliter ikke kan stille noget op imod disse tumpede og dårligt klædte avatarer for perverteret populisme?

Hvorfor har man glemt historien, hvorfor nægter man at lytte til den sunde økonomiske populismes kritik af tingenes tilstand?

Anden del af Johan Wizans analyse følger.

Topillustration: Metro-Goldwyn-Mayer/POV

 

Efter i en periode at have arbejdet med det amerikanske fængselssystem i en non-profit organisation i Oakland, Californien, studerer Johan Wizan nu socialvidenskab og jura ved Columbia University og er bosat i Harlem, New York. Johan Wizan er uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Han har skrevet om amerikanske samfundsforhold og amerikansk politik for websitet Kongressen.com og Atlas Magasin. Derudover har han bidraget til en række bøger om amerikansk politik og historie. Man kan støtte Johan Wizan her: https://www.patreon.com/johanwizan og via PayPal på denne email: jew2155@columbia.edu

Seneste artikler om Internationalt