MINDFULNESS & SOCIALE MEDIER // KLUMME – Verden og tonen på de sociale medier er en konstant kilde til had og negative tanker. Men hvis vi kunne se vores tilgang til og adfærd på dem med lidt mere buddhistiske øjne, kunne vi måske rekalibrere vores moralske SoMe-kompas, når vi er kommet på afveje, skriver Niels Lyngsø.
”People with opinions just go around bothering each other.” (Citat: Cirka Buddha)
Sociale medier er digital heroin.
Når jeg sidder og scroller gennem mit feed på Facebook, er det som at holde gang i et snurrende lykkehjul, mens noget i mig venter på gevinst. Og små belønninger får jeg da, lige nøjagtig tit nok til, at jeg snurrer på hjulet igen.
Lykkehjulet er et lokkehjul, og så længe jeg lader det snurre, må jeg betale for det – med min tid, min opmærksomhed og min sindsro. Der er ingen egentlig tilfredsstillelse. Lokkehjulet er dybest set et lidelseshjul.
Og det er her, Buddha kommer ind i billedet. For buddhisme er ikke bare østerlandsk overtro og skinhellig hippie-snak. Den buddhistiske visdom kan også i det 21. århundrede hjælpe os til et bedre liv ved at give os en bedre forståelse af vores alt for menneskelige adfærd. Også på de sociale medier.
Buddhas lære handler forenklet sagt kun om to ting: lidelse og vejen ud af lidelse. Hvis du synes, det klinger lidt voldsomt at sige, at de sociale medier fører til ”lidelse”, kan vi også bare sige, at dét at være fanget i det snurrende hjul er træls, nederen eller stressende – alt sammen mere nutidige gengivelser af det indiske ord, der traditionelt er blevet oversat som ”lidelse”.
Buddha kendte alt til det snurrende hjul. Lidelsens hjul – bedre kendt som genfødslernes hjul eller Livshjulet – opsummerer store dele af den buddhistiske lære, og især i den tibetanske buddhisme kan man finde nogle fabelagtige grafiske gengivelser af det.
Her vil jeg holde mig til det centrale, bogstavelig talt: I hjulnavet på den grafiske fremstilling ser man tre dyr, der bider hinanden i halen – en hane, en slange og en gris. Strengt taget befinder de sig ikke på selve hjulet, men på endestykket af den aksel, alt det andet drejer sig om.
Grådighed, had og vildfarelse
Og hvad er det så, det hele drejer sig om? Hvad er omdrejningspunktet for al lidelse? Grådighed, had og vildfarelse – symboliseret af henholdsvis hanen, slangen og grisen (inderne betragtede uretfærdigt nok grisen som et ualmindelig dumt dyr).
Det er hanen, slangen og grisen, der driver vores adfærd på de sociale medier. Og det er de mennesker, der laver algoritmerne, naturligvis fuldstændig klar over. Grådighed, had og vildfarelse er lidelsens kernekræfter og afhængighedens motor. Lad os tage dem én ad gangen:
Først grådighed. Der er intet i vejen med at have ønsker, behov og ambitioner. Problemerne opstår, hvis du tørster så brændende efter noget, at du i din jagt på det kommer til at skade andre – eller dig selv.
De tre dyr bider som sagt hinanden i halen, og grådighed er uløseligt forbundet med en bestemt vildfarelse, nemlig troen på, at når bare jeg får den drømmebolig, det job eller den Nutella-mad, så slipper jeg fri af det ubehag, jeg føler lige nu.
Men hvis du spørger Buddha, kan hverken materielle goder, magt, status eller sanselige fornøjelser føre dig ud af lidelsen.
Had – eller bare modvilje – kan manifestere sig som vrede, frygt, forargelse, misundelse og mere til. Hadet eller modviljen kan opstå som en reaktion på mennesker eller situationer, vi støder på nu og her, men kan også rette sig mod hændelser i fortiden eller mod tænkte fremtidsscenarier.
Vrede og frygt kan være helt nødvendige, ja, livsvigtige reaktioner, hvis der faktisk er brug for, at du sætter en tydelig grænse eller kommer væk i en ruf.
Men vildfarelsens gris har fat i halen på hadets slange, for i langt de fleste tilfælde er det misforståelser, fordomme, urealistiske forventninger eller egen grådighed (hej hane!), der er den egentlige årsag til hadet eller modviljen, og ikke den person eller situation, du er stødt på her og nu, og som blot har fungeret som udløser.
Endelig er der vildfarelsen, der er den mest afgørende af de tre destruktive kræfter, for uden den kan hverken had eller grådighed opstå. Vildfarelsen selv, derimod, kan godt stå alene.
I en buddhistisk optik betyder vildfarelse, at vi på et helt grundlæggende niveau ikke ser virkeligheden, som den er.
Du ser de andres idealiserede liv, som vækker følelsen af at være forkert eller gå glip, følelsen af at ville have det, de andre har – nu!
Det har ikke noget at gøre med vores sanseorganer. Det handler om en ubevidst og fejlagtig forforståelse af de fysiske og mentale fænomener, som til sammen udgør det, vi kalder virkeligheden.
Det er en ganske bestemt vildfarelse, der er tale om, og den går ud på, at vi hver især eksisterer som et stabilt og selvberoende jeg. At det, vi kalder virkeligheden, i sidste ende kan opdeles i mig og verden: Jeg er herinde, verden er derude.
Verden forandrer sig, men jeg er på en eller anden måde altid den samme. Nok bliver jeg påvirket af verden, men der er en upåvirkelig kerne inde i mig, som bliver ved med at være mig: en uforanderlig essens.
Det er på grund af denne vrangforestilling, grådigheden kan opstå som følelsen af, at lykken er noget, der kun kommer udefra – som om drømmeboligens, jobbets eller Nutella-madens lykkebringende virkning ikke afhang af min stadig skiftende mentale og fysiske tilstand.
Og det er på grund af denne vrangforestilling, at hadet kan opstå som en følelse af, at nogen eller noget forhindrer mig i at få den dér udefrakommende ting, som skal gøre mig lykkelig.
Ingredienserne i den digitale heroin
I buddhismen kaldes grådighed, had og vildfarelse også for de tre giftstoffer. Det er dem, der forpester vores sind. Og for nu at vende tilbage til de sociale medier, tror jeg, de fleste kan se, at det netop er disse tre giftstoffer, der er ingredienserne i den digitale heroin.
Grådigheden manifesterer sig på de sociale medier på mindst tre måder. For det første er der reklamerne. Deres gedulgte grådighedstrick kendte vi allerede længe inden Facebook og Instagram: Du lider, men X kan føre dig ud af lidelsen, så køb X!
For det andet kan det brugergenererede indhold vække en tilsvarende grådighed: Du ser de andres idealiserede liv, som vækker følelsen af at være forkert eller gå glip, følelsen af at ville have det, de andre har – nu!
Det er en vildfarelse at tro, at de likes og følgere, du får, rent faktisk kan tilfredsstille dit behov for at være elsket og høre til
Og for det tredje: Når du selv poster, melder grådigheden sig som en lyst til at lave posts, der giver mange likes og følgere. Og en deraf følgende trang til hele tiden at tjekke, om der er kommet flere likes og følgere.
Hadet på de sociale medier er så åbenlyst, at jeg kan nøjes med at nævne tre stikord: mobning, konflikteskalering og polarisering. Alt sammen noget, der forstærkes af den afstand og anonymitet, som skærmen giver.
Vildfarelser på de sociale medier florerer selvsagt i form af misinformation og fake news. Men også det generelle indtryk af, at de andres liv er mere meningsfuldt og tilfredsstillende end dit eget, er som regel en vildfarelse.
Ligesom det er en vildfarelse at tro, at de likes og følgere, du får, rent faktisk kan tilfredsstille dit behov for at være elsket og høre til – i øvrigt et smukt og almenmenneskeligt behov.
De tre giftstoffer forstærker hinanden på de sociale medier og skaber for mange af os en cyklus af utilfredshed, som det kan være djævelsk svært at slippe ud af, også selv om man på et intellektuelt niveau forstår mekanismerne bag det snurrende hjul.
Gavmildhed virker mod grådighed, venlighed kan få hadet til at dæmpe sig, og visdom er den bedste kur mod vildfarelse
For på et dybere eksistentielt niveau hersker den fundamentale vildfarelse: Jeg er herinde, verden er derude, noget er galt eller mangler herinde, og det kan kun fikses af noget, der kommer derudefra.
Det kan føles som en fuldstændig indlysende virkelighedsopfattelse, der konstant bekræftes af erfaringen. Ganske ligesom opfattelsen af, at Jorden er flad. Det ser jo grangiveligt sådan ud. Men når man forstår, at virkeligheden er en anden, åbner det nye muligheder.
Hvad er modgiften?
Så hvordan kommer man ud af sin grundlæggende vildfarelse? Hvordan slipper man ud af sit SoMe-misbrug?
For det første findes der ifølge buddhismen forskellige former for modgift, hvis du mærker de tre giftstoffer i dit system: Gavmildhed virker mod grådighed, venlighed kan få hadet til at dæmpe sig, og visdom er den bedste kur mod vildfarelse.
Visdom, venlighed og gavmildhed er kernedyder i buddhismen, og moralsk adfærd betragtes som en træningssag: Du lærer det ved at gøre det, ét skridt ad gangen. Så her er lidt inspiration til dit træningsprogram:
Hvis Buddha havde været på Facebook, ville han i sin gavmildhed kun poste noget, han mente kunne være gavnligt for andre, uden at kere sig det mindste om likes, følgere eller rasende kommentarer.
Han ville optræde med ubetinget venlighed over for alle, forsøge at nedtrappe konflikter og modvirke polarisering. Og nok ville han fortælle om sin visdom, når det var gavnligt, men først og fremmest ville han praktisere den.
Det gamle indiske ord for visdom betyder skelneevne. Det kan for eksempel være evnen til at kende forskel på det, du kan gøre noget ved, og det, du ikke kan gøre noget ved. Det kan også være evnen til at skelne et hadramt menneskes adfærd fra dets dybereliggende smukke længsel efter at være elsket og høre til.
Hvis man for alvor skal være mindful, skal man ikke bare være nærværende med det, der sker her og nu, men samtidig ihukomme sine værdier, idealer og sunde intentioner
Og ja, de her regler for ”korrekt SoMe-adfærd” er et ideal, som de færreste af os kan leve op til. Men vi skal ikke bruge idealet til at slå os selv oven i hovedet – selvhad er også had. I stedet kan vi bruge den buddhistiske tankegang til igen og igen at rekalibrere det moralske kompas, når vi er kommet på afveje.
En dybere forståelse af ”mindfulness”
Der er dog en afgørende forudsætning for, at vi kan begynde vores detox. Og det er mindfulness. Det ord betyder vel at mærke noget andet, end de fleste tror.
De fleste tror, at mindfulness omtrent betyder ”bevidst og ikke-dømmende opmærksomhed”. Og at det går ud på bare at være nærværende med dét, der er, at lade tanker, følelser og sansninger passere forbi som skyerne på himlen uden at gøre noget.
Og det er ikke helt forkert. Men det er heller ikke helt rigtigt. For der mangler en afgørende komponent. Det gamle indiske ord, vi oversætter til mindfulness, er forbundet med udsagnsordet ”at huske”. At være mindful kunne godt oversættes til at være ihukommende. Hvad er det, man ikke må glemme?
Hvis man for alvor skal være mindful, skal man ikke bare være nærværende med det, der sker her og nu, men samtidig ihukomme sine værdier, idealer og sunde intentioner. Rigtig mindfulness er ikke kun at registrere, hvad der sker, uden at foretage sig yderligere.
Rigtig mindfulness er ikke passiv, men aktiv, for det indebærer også en afvejning af, om det er gavnligt at være nærværende med denne tanke, denne følelse eller denne sansning.
Der er jo ikke meget fidus i at være supernærværende med den ene Nutella-mad efter den anden eller urokkeligt fokuseret på den infame kommentar, du er ved at skrive på Facebook.
Rigtig mindfulness er ikke kun fokus, men også overblik og moralsk skelneevne. I modsætning til den populære forståelse indebærer mindfulness altså faktisk en form for dom.
Mindfulness er en portvagt
Det fremgår tydeligt af en analogi, man finder i de gamle buddhistiske skrifter: Buddha sammenligner mindfulness med en gatekeeper. En portvagt i en fæstning ved rigets yderste grænse.
Portvagten skal selvsagt være så årvågen, at han registrerer, hvem der kommer ind. Men hvis han efter endt vagt rapporterede til sin overordnede, at der i dag var kommet 4 handelsmænd, 7 tiggere og 45 fjendtlige spioner ind ad porten, ville han formentlig blive fyret på stedet.
Rigtig mindfulness kan med andre ord aldrig stå alene, men må nødvendigvis arbejde sammen med både kløgtige soldater og hele resten af byen.
For som vi har set, er visse tanker, følelser og sansninger giftige, og de skal afvises eller bekæmpes. Visse andre er gavnlige og skal ikke alene lukkes ind, men tages kærligt imod.
Jeg havde også et socialt liv inden de sociale medier. Så måske er der også et liv efter Facebook?
Hvis for eksempel en følelse af glæde og livsmod melder sin ankomst, skal portvagten give besked, så hele byen kan sørge for, at den nye gæst føler sig velkommen – og måske ligefrem overvejer at slå sig mere permanent ned inden for murene.
Alt det er du nødt til at tage med, hvis du vil ændre din adfærd på de sociale medier. Jeg siger ikke, at det er let. For intet er bedre egnet til at sætte din portvagt ud af spillet end de tre giftstoffer. Det er rusgifte: De er på én gang forførende og bedøvende.
Et liv efter Facebook
At opretholde sin mindfulness, mens man er på Facebook, er ekstremt svært. Også når man som mig har flere tusind timers erfaring med meditation. Men her er et par tricks:
Hver gang du ser logoet for dit foretrukne sociale medie, ja, måske hver gang du tager din telefon op i hånden, kan du gøre det til en vane at lukke øjnene og trække vejret tre gange, mens du spørger dig selv: Vil jeg det her? (første vejrtrækning). Vil det gøre mig gladere eller klogere? (anden vejrtrækning). Er der noget andet, der er mere gavnligt lige nu? (tredje vejrtrækning).
Denne mikromeditation kan beskytte dit sind mod potentiel forgiftning. Nok ikke hver gang, men lidt har også ret.
Du kan også gøre det til en vane at sige ”scroller, scroller” med din indre stemme i takt med, at din finger får hjulet til at snurre. Hver gang du standser for at se eller læse noget, kan du gentage den mikromeditation, jeg lige har nævnt, med de tre vejrtrækninger og de tre spørgsmål.
Endelig kan du overveje, om det i det hele taget er nødvendigt at være på de sociale medier. Den overvejelse fylder i hvert fald stadig mere i mine tanker. Især minder jeg løbende mig selv om én ting: Jeg havde også et socialt liv inden de sociale medier. Så måske er der også et liv efter Facebook?
I hvert fald tror jeg, det ville være sundt for sindet ikke at opholde sig alt for meget de steder, hvor folk bare går omkring og generer hinanden med synsninger.
*
Note: Citatet, der står som motto, stammer fra bogen A Path With Heart af den buddhistiske lærer Jack Kornfield og er en tæt parafrase af en formulering fra et af de ældste kanoniske buddhistiske skrifter, Magandiya sutta. Portvagt-analogien findes i et tilsvarende skrift, nemlig Anguttara Nikaya 7:63.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og